Heartland Festival
Foto: Christian Bang Heartland ved Egeskov Slot er aflyst i år, men kunsten på hjerternes festival får forhåbentlig oprejsning næste sommer.

Kunst og kærlighed i coronaens tid: Sådan er det gået

Foråret blev forsømt i år. For mens alt sprang ud, lukkede hele verden ned, også for samværet med dem, vi elsker, for store dele af erhvervs- og kulturlivet og for sommerens festivaler, der med ét blev aflyst og ændrede udsigterne. Coronakrisen har sat triste sygdomsspor på ældre og udsatte, på den globale økonomi og på vores land, kultur og folkesjæl. Men den har også bragt os sammen. Om fællessang, samfundssind og næstekærlighed. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vi ved, at vi står sammen om håbet for lysere tider, hvor vi alle kan mødes igen.

Kulturlivet skulle til at gå ind i sin festsæson. For når sommeren kommer, skal den have på alle de frivole tangenter. Men ikke i år. Moder Jord har fået en ubuden gæst, der ikke bare har lært os, hvad pandemi, social afstand og Covid-19 dækker over, vi har også stiftet bekendtskab med afsavn, hudsult og uvished. Intet bliver, som det var, får vi at vide igen og igen. 

Alligevel har de sorte skyer også haft deres at kæmpe med. Forsommerens solstråler, der ikke kan holdes ude. Den mærkbart friskere luft og en nyfunden kærlighed til et stille og rutinepræget liv. Pludselig vil vi alle være have- og sommerhusejere. Synge morgensang med Phillip Faber, bage surdejsbrød og beholde pyjamassen på til langt over middag. For vi skal alligevel bare lægge puslespil og læse klassikere. Og vente. På svar. Eurowoman har søgt trøst og perspektiv hos tre tænkere.

“Jeg tør jo næsten ikke sige det højt, for museet bløder, og vi har ingen indtægt lige nu,” siger Rane Willerslev, der er antropolog, forfatter, vildmarksjæger og direktør for Nationalmuseet.
“Men krisen har jo på mange måder været en gave for familien. Jeg skulle have haft en måneds barsel med min ni måneder gamle søn, og nu har vi pludselig fået en masse tid sammen. Vi har haft mulighed for at fokusere på den helt nære udfordring, som alle andre også pludselig stod i: Hvordan får vi familielivet til at lykkes?” 

LÆS OGSÅ: Corona-krisen: Jeg føler lidt, at vi har taget 30-40 år på… alle sammen

Rane Willerslev trives bedst uden for den komfortzone, mange af os gemmer os i. Han har lært sine 11-årige tvillingepiger at skyde med bue og pil, fiske og klare sig i naturen, for det er sådan, han selv er blevet opdraget. Til at klare sig med lidt for at kunne stå igennem meget. Det handler om selvopretholdelse, og lige nu bliver vi alle mindet om vigtigheden af den evne, der kræver, at vi har et solidt fundament at stå på som befolkning. 

“Vi har manglet den kollektive historie og har taget den basale grammatik i det danske samfund for givet i mange år uden forståelse for, hvor afgørende den er. Men under krisen blev det, der var usynligt meget synligt,” siger han. 

“Vi har set, at vi har et konsensusdemokrati og tilhører en befolkning, der gør det, myndighederne siger, vi skal gøre. Det kan man ikke tage for givet. Den danske model og samfundsstruktur har vist sit værd.”

Men det er ikke bare det, vi har fået øjnene op for. Vi har også opdaget, hvad der giver vores hverdag værdi. 

“Når vi ikke har adgang til kulturen, ser vi, hvor vigtigt det er, at vi kan gå på museum, i teateret, til koncert og i biografen. Pludselig er vi blevet konfronteret med det paradoks, at vi er er en nation af kulturelle storforbrugere, som ikke vil bruge penge på vores kulturinstitutioner,” siger Rane Willerslev. Og den erkendelse er sund, hvis vi skal håndtere fremtidens klimaudfordring. For kulturproduktion repræsenterer en langt mere bæredygtig vækst, end hvis vi køber flere og flere ting. 

roskilde festival.jpg
That orange feeling. I år skulle Roskilde Festival have fejret sit 50 års jubilæum, men sommeren 2020 vil blive husket for sit fravær af fester, folkemængder og fællesskab med fremmede. Foto: Getty Images.

“Med krisen er vi på mange måder i en minimal tilstand, hvor vi skal genopdage, hvad vi egentlig mangler. Jeg har befundet mig i en jagthytte med nærmest ingenting masser af gange, og hver gang finder jeg ud af, at der er alt, hvad jeg har brug for. Nu opdager vi alt det, som er unødvendigt – både privat og i vores arbejdsliv. Møder, der fylder meget i hverdagen, men som sagtens kan undværes. Et hjem fyldt med ting, som vi ikke bruger,” konstaterer han. 

“Samtidig har vi lært om fællesskabets betydning. At vi ikke kan klare os alene. Hvor hårdt det er at være uden sin familie eller single. Der bliver gjort op med de sidste årtiers voksende individualisme, hvor vi har taget fællesskabet for givet. Nu opdager vi, at livet er fattigt uden tilstedeværelsen af andre, og det er særligt væsentligt for Danmark, hvor hele vores samfund bygger på, at vi tager ansvar for fælleskabet. Den indsigt har alt for mange partier undergravet eller taget for givet, og så dør fællesskabet.” 

LÆS OGSÅ: Telt i stuen og take-away-øl: Nu åbner Danmarks første digitale festival

Direktøren for Nationalmuseet mener, at velfærdsmodellen har været i krise, men at den vil få et fornyet boost, fordi krisen understreger, hvor vigtig modellen er. 

“Det var generationen efter 2. Verdenskrig, der byggede velfærdsstaten op. Det er ikke tilfældigt. Det, der er afgørende for vores reaktion nu, er, hvor længe krisen varer. Vi troede, at der ville ske en masse efter finanskrisen, men vi glemte den hurtigt og genoptog de gamle vaner. Den fejl håber jeg ikke, at vi gentager.”

Rane Willerslev understreger, at selv om den kreative klasse traditionelt er gode til at justere under kriser, vil den alligevel være særligt udsat efter krisen. 

“Lige nu og her tror jeg, at kulturlivet vil få masser af medvind, fordi vi hungrer efter det. Men hvis krisen trækker meget langt ud, bliver kulturøkonomien slået ihjel,” konstaterer han. 

“Kreative er gode til kludetæppeøkonomi. De er vant til at stykke deres arbejdsliv sammen af mange dele. Men hvis du fjerner alt stoffet, er der jo ikke noget at stykke den sammen af. Det er derfor, de desperat spørger efter retningslinjer for, hvornår og hvordan vi må samles igen.” 

Rane Willerslev har glædet sig over, at vi som nation har bevist, at samfundssindet kan trumfe egenrådigheden. At vi er villige til at sætte hele vores økonomi og hverdag på hold for at passe på de svageste. Men hvordan tror antropologen, at vi vil forholde os, når en ny normalitet vender tilbage? 

“Helt åbenlyst vil vi jo få nogle økonomiske øretæver, mennesker vil miste deres arbejde, og vi kan forvente en nedgang i levestandard. Men måske ændrer det på vores prioriteter, fordi vi har opdaget, at vi kan leve for mindre. En økonomisk dæmper, og den forandring, det vil skabe, behøver slet ikke at være så tosset. Jeg håber, at vores nyfundne fællesskab kommer til at fylde mere i bevidstheden – og at det sammen med kulturen binder os sammen. Jeg frygter langt mere, at vi genoptager det blinde forbrugssamfund og får et ensidigt fokus på vækst fremfor klima. Alle statistikker viser, at CO2-udledningen falder under en krise, men så tordner den efterfølgende frem igen. Det må vi undgå.”

Kulturliv er ikke flødeskum

“Jeg tror, eller håber, at erkendelsen af, at vi ikke kan kontrollere alt, ender med at stå tilbage efter denne krise,” svarer Marie Jacobsen Damm på spørgsmålet om, hvad vi kan lære af krisen. Hun er sognepræst i Sankt Johannes Kirke, der ligger på Sankt Hans Torv på Nørrebro i København. En kirke, hun har sat en ære i at holde åben for alle hver eneste dag, men som siden marts har måttet holde lukket. 

“Jeg tror, at mange af de problemer, vi slås med i dag, såsom angst og stress, i høj grad stammer fra en forestilling om, at vi kan styre og kontrollere alt i vores liv. Selv sygdom er efterhånden blevet vores egen skyld, og hvis vi får kræft, får vi at vide, at skal vi vinde kampen mod den. Jeg håber virkelig, at vi efter denne her krise, omsider kan finde en form for fred i, at alt ikke er i vores hænder.”

Hun ville ønske, at krisetiden giver anledning til fordybelse og nye indsigter i, hvad vores liv skal handle om, men vi glemmer hurtigt. 

“Jeg tror desværre hurtigt, at vi bliver lige så stressede og fortravlede, som vi altid har været. Men måske er det også et udtryk for, at vi faktisk savner alt det, vi normalt brokker os over. Den helt almindelige hverdag og måske endda også den stressende del af den,” siger hun. For tiden i karantæne har tvunget os alle til forholde os til mere abstrakte begreber i vores liv. 

“Hvem er jeg, og hvem vil jeg være? Når vi ikke er omgivet af venner og kolleger, søger vi ind til kernen. Zoom-møderne har lært os kun at bruge vores taletid på dét, der er essentielt og vigtigt. Vi er blevet mere effektive, for det har vist sig, at der er meget overflødigt, vi kan skære fra. Til gengæld har jeg som præst også oplevet, at sådan noget som sjælesørgeriske samtaler slet ikke fungerer på telefon. Mennesker, der har det svært med eksistensen, kan du ikke trøste på afstand. Mit arbejde handler jo om at være sammen med dem i sorgen og afmagten, og derfor har jeg gåture, hvor vi holder afstand samtidig med, at vi taler om alle de nære og svære ting. Det har fungeret så godt, at jeg nok holder fast i det efter krisen.” 

LÆS OGSÅ: Ny løsning skal redde små caféer og butikker: ”Vi vil gerne se dem blomstre videre”

Marie Jacobsen Damm har også opdaget, at kirkens funktion er mere traditionel, end vi måske kunne forledes skulle tro i en tid, hvor kirkerummet også byder på andre oplevelser end gudstjenester og andre kirkelige handlinger. 

“Jeg ved ikke, om kirken vil få en decideret opblomstring, når vi igen må åbne dørene, men lige i starten vil den nok fylde mere. Det, jeg har hæftet mig ved, er, at folk har efterspurgt kerneydelserne. Det er gudstjenesterne, vi savner,” konstaterer hun. 

“Kirken og præsterne har fyldt meget i medierne i denne tid, og det er jo interessant, at det er det, vi søger, når usikkerheden rammer os. For kirken giver jo ikke bare et, men mange svar.” 

Krisen har ikke bare været en lektion i samfundssind, men også i næstekærlighed. Hvad vil det få af betydning for det fællesskab, der venter os, når vi igen må være sammen? 

“Vi har opdaget, at vi har brug for rigtigt nærvær. Vi holder øje med vores gamle i opgangen, køber ind for dem, der er syge, husker at ringe til vores forældre og synger fællessang med Philip Faber på tv eller altanen. Vi har brug for andres reaktioner og noget at samles om. Og dét understreger erkendelsen af, at vores kultur ikke bare er flødeskum på lagkagen. Den er selve bunden. Det er det den, der skaber os som mennesker og som danskere. Kulturen er alt det, der er os.”

Men næstekærligheden kan komme på prøve, mener præsten.

“Jalousien vil jo nok ramme dem, der klarer sig godt igennem krisen. Dem, som kan drikke champagne i deres sommerhus i Tisvilde, og som ikke mister deres arbejde. Virussen og dens følgevirkninger rammer os jo ikke jævnt.”

Det hele handler ikke om dig  

Journalist og forfatter Niels Overgaard anede ikke, hvor god timingen var, da han sendte bogen Det hele handler ikke om dig på gaden. Den udsprang af hans egen søgen efter en retning for sit liv.  

“Jeg har en god og solid tilværelse. Jeg er fastansat funktionær i PFA og bor på landet med min kone og to børn. Men jeg har i mange år manglet nogle redskaber til at arbejde med den eksistentielle angst, vi kan blive grebet af som mennesker,” siger han. Niels Overgaard kiggede til antikkens filosofi, særligt stoicismen, som han de seneste tre-fire år er dykket dybere ned i, og opdagede, at de stoiske tænkere forærede ham vigtige redskaber til at transformere hans liv. Redskaber, der fungerer som en livline under coronakrisen.

“Krisen lærer os det, som stoikerne gik meget op i, nemlig distinktionen mellem hvad der ligger inden for og uden for vores kontrolsfære. Døden og naturens kræfter er en del af vores liv. Vi er sårbare, og derfor skal vi ikke bruge energi på de ting, vi ikke kan ændre,” forklarer han. 

“Hvis man tager den positive hat på, så har vi vundet en fornyet bevidsthed om, at vi har brug for hinanden. Vi har jo gået rundt blandt hinanden som bevidstløse robotter med hovederne nede i vores telefon. Nu, hvor vi skal passe på hinanden ved at holde afstand, må vi kigge op, og se, hvor vi er. Nu bliver vi nødt til at se hinanden i øjnene – og se hinanden lidt mere.”

LÆS OGSÅ: Kærlighed i coronaens tid

 I sin bog fremhæver Niels Overgaard fem stoiske principper, for det moderne liv: “Fokusér på det, du kan kontrollere,” “Succes er at gøre det rigtige,” “Selvdisciplin gør dig fri,” “Døden er din ven” og “Det hele handler ikke om dig.” Sentenser, der viser sig særligt nyttige nu. 

“Fx har coronatiden vist os, at succes ikke handler om, hvad du laver, men om, at du gør dit job godt. Vi værdsætter visse professioner på en ny måde, og hierarkierne er til dels vendt på hovedet. Vi anerkender, hvad buschaufføren, kassedamen og renovationsmedarbejderen gør for at få verden til at glide. Alle jobs kan være meningsfulde, hvis du udfører dem ordentligt,” siger Niels Overgaard. 

fly.jpg
Er det et fly? Et sjældent syn i luften denne sommer, hvor turen kun går til hjemlige himmelstrøg. Foto: Getty Images.

“Og så er særligt det første og det sidste princip vigtige i denne tid. Vi konfronteres dagligt med alt det, vi ikke kan kontrollere. Men vi kan ikke bekymre os hele tiden, det gør ikke noget bedre for nogen. Der gør bare ondt værre. Det sidste princip er også helt afgørende. Det er sandsynligvis ikke for min egen skyld, at jeg isolerer mig. Jeg er 39 år og aktiv og dør nok ikke af corona. Men jeg er ikke centrum i mit eget univers. Kopernikus erfarede, at det ikke var solen, der kredsede om jorden, men jorden, der kredsede om solen. Den opdagelse må vi også gøre på det personlige plan. Og tage med os efter krisen.”

Forfatteren mener ikke, vi skal frygte den nye virkelighed, der venter os på den anden side. Vi skal snarere frygte, at vi for hurtigt vender tilbage til business as usual. 

“Jeg håber, at vi husker, hvor meget vi kan gøre i fællesskab. Vi kan fx ikke længere undskylde os med, at vi ikke kan lave radikale ændringer på status quo, når det kommer til klimaet,” siger han. Og så håber han, at vi lægger skærmene lidt fra os, fordi de er blevet en endnu dårligere vane under krisen, og får et bredere udsyn.

“Det bliver endnu sværere at styre, når vi er i undtagelsestilstand, for det bliver normalt at være på hele tiden. Måske kan vi udnytte det wakeup-call, vi har fået, til at revurdere vores liv. Hvis du pludselig kan leve på en helt anden måde fra den ene dag til den anden, kan du måske også flytte til Falster og dyrke roer eller afprøve en anden livsform. Måske en, der giver mere tid til familie og venner. Og så skal vi altså have genindført krammet hurtigst muligt.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Corona, Livsstil, Interview, Kultur, Kunst og Musik