TILMELD DIG KVINDELØBET SENEST D. 30. APRIL FOR KUN 259 KR.

Danmarks største filmstjerne var kvinde

Danske Asta Nielsen var verdens mest kendte stumfilmsskuespillerinde og optændt af en frigjort sensualitet, derchokerede 1910’ernes censur. Alligevel blev superstjernen næsten glemt efter sin død. Men nu bliver Astas arv centrum for en ny dokumentarfilm af forfatter og kunstner Eva Tind, som også tidligere i år udgav en anmelderrost portrætbog omDanmarks ultimative film-femme fatale.

Der er god grund til at kippe med Dannebrog for vore hjemmedyrkede skuespilleres medvind i udlandet i disse år. Fra Mads Mikkelsens og Sidste Babett Knudsens roste hovedroller i store internationale film- og tv-produktioner til mylderet af danske ansigter i verdens muligvis mest populære serie p.t., Game of Thrones (Nikolaj Coster-Waldau, Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen, Dar Salim, ja, sågar Frank Hvam). Men selv om det virker nærliggende at tale om en gylden æra for danskerne i Hollywood, kan ingen af førnævnte skuespilleres succeshistorier imidlertid måle sig med Danmarks suverænt største filmdiva gennem tiden: stumfilmsstjernen Asta Nielsen. For mange i dag er hendes navn ikke andet end et svagt ekko fra skoletidens undervisning, mens andre ganske enkelt aldrig har stiftet bekendtskab med dansk films fremmeligste femme fatale. I årtier efter hendes død i 1972 fik Astas minde nemlig på besynderlig vis lov til at gå i glemmebogen til trods for, at hendes berømmelse i 1910'erne var på linje med Charlie Chaplins. Asta var verdens mest kendte kvindelige filmskuespillerinde, født på Gl. Kongevej i København og uddannet på Det Kgl. Teaters Elevskole på Kgs. Nytorv. Pæredansk og funklende superstar i 74 film, de fleste optaget i Tyskland, hvor hun gik under kælenavnet Die Asta. Så hvorfor forsvandt hun ud af den kollektive danske bevidsthed?

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise: Vi gider ikke holde kæft og være smukke

Fra fattigdom til teaterelev
Det er noget nær ufatteligt, at Astas historie endnu ikke er blevet omsat til en dansk storfilm, for guderne skal vide, at der er gods i den.

"Der er så utrolig mange fortællinger og spændende billeder i Astas liv. Hun blev jo fx født i decideret fattigdom i 1881 – ikke i en lejlighed, men på et uisoleret loftsrum på Gl. Kongevej, hvor hendes forældre og storesøsteren Johanne deltes om pladsen med 30 andre," fortæller forfatter og kunstner Eva Tind, som står bag den nye dokumentarfilm En rød løber for Asta Nielsen såvel som portrætbogen Astas skygge, der udkom i foråret. I forbindelse med sit arbejde har Eva Tind bl.a. aflyttet over 100 timers telefonsamtaler mellem den ældre Asta og hendes gode ven Frede Smidth, som han optog uden Astas vidende. De skrattende samtaler fra 50'erne er en sjælden skat og et glimt ind i en af filmhistoriens mest gådefulde ikoners liv, men til trods for disse og Astas egen selvbiografi Den tiende muse (første udgave udkom i 1946, og den reviderede i 1966) forbliver stumfilmsstjernens væsen indhyllet i mystik. Ikke mindst fordi Asta selv var umådelig karrig med detaljer omkring sit privatliv og yndede at vildlede folk med røverhistorier for at værne om det.

Astas mor var vaskekone, mens hendes far arbejdede på en mølle og døde slidt og syg, kort før Asta fyldte 14 år. Søsteren Johanne var Astas tætteste betroede, og da Johanne købte et abonnement til Dagmarteatret for egne tjente penge, sendte hun en aften lillesøster Asta af sted til en forestilling. Teateroplevelsen blev et vendepunkt i Astas liv, og hun beskrev senere følelsen af at se ned på en utrolig drøm højt oppe fra teatersalens billigste pladser.

Da Asta senere mødte skuespilleren Peter Jerndorff, som underviste på Det Kgl. Teater, fik hun lov til at aflægge prøve for ham, og Jerndorff, som så et lys i teenagerens ekspressive mimik og bevægelser, indvilgede i at give Asta forberedende lektioner til skuespilprøverne på Det Kgl. Teater. Astas mor var langtfra begejstret for den anordning – hun mente, at datteren i stedet burde koncentrere sig om at tjene til husholdningen derhjemme, hvor pengene fortsat var små. Men Johanne trådte til og tilbød moren hele sin egen løn for at give Asta mulighed for at forfølge drømmen. Moren gav sig til sidst, men forblev ifølge Astas selvbiografi bitter over sin datters frivole ambitioner, idet hun selv måtte knokle med trappevask og en fremtid uden glans.

Peter Jerndorff blev efterfølgende Astas mæcen og betalte for hendes uddannelse på Det Kgl. Teaters Elevskole samt timer hos en tidligere solodanser. Mens hun endnu gik på skolen, blev Asta gravid, og som 20-årig fødte hun i al hemmelighed datteren Jesta. Hvem faren var, er stadig uklart, og skønt Asta selv flygtigt nævnte en unavngiven advokat, mener mange, at barnet faktisk var Jerndorffs, og at navnet Jesta formentlig var en sammentrækning af forældrenes navne. Asta kunne dog ikke overskue at skulle være mor, nu hvor hun endelig var gået teatervejen, og gav derfor sin datter bort ved fødslen. Da hendes egen mor fik nys om dette, blev hun rasende og hentede omgående Jesta hjem igen. Indtil pigen var 13-14 år, blev hun således hovedsagelig passet af sin mormor og tante Johanne, som var lesbisk og aldrig selv fik børn, men i stedet forgudede sin niece.

En femme fatale springer ud
Asta debuterede på teatret i 1902 og spillede de næste otte år på Dagmarteatret og Det Ny Teater i København. Men selv om hun kæmpede for at vise sit værd, blev skuespillerinden konstant tildelt mindre gammelkone-roller, der langtfra lod hende folde talentet ud. I 1908 blev den 27-årige Asta tilbudt en rolle i en film, men hun afslog blankt – ingen skuespillerinde med respekt for sig selv medvirkede i noget så tarveligt som film, der dengang blev betragtet som markedsgøgl og langtfra noget seriøst medie for en sceneuddannet kunstner. Ikke lang tid efter henvendte Astas gode ven Peter Urban Gad, søn af Emma Gad, sig imidlertid med et lignende forslag, og sine principper til trods blev Asta alligevel nysgerrig. Gad var jo om nogen et dannet menneske med manererne i orden hjemmefra, og drevet af lede over de manglende teaterroller takkede Asta endelig ja til at spille hovedrollen i Gads første film Afgrunden. Budgettet var svimlende 6.000 kr., en enorm sum dengang, og filmen handler om en holden kvinde, der forlader sin trygge tilværelse for en forførende sigøjner, spillet af Poul Reumert. Afgrunden blev optaget på et par uger, hvor Asta i høj grad selv fandt på sit skuespil og makeup, og hun blev meget fascineret af at spille foran kameraet, der på en ganske anden måde end teatret kunne vise handlingen fra flere sider. Filmen fik premiere samme år, i 1910, og blev på få måneder eksporteret til hele verden. Det blev en milepæl, ikke blot for Astas karriere, men i selve filmhistorien. Særligt en scene, hvor Asta fanger Poul Reumert med en lasso og danser forførende om ham iført en stram sort kjole, vakte international furore og blev prompte cuttet af censuren i bl.a. USA, hvor kontroversen naturligvis blot vakte publikums interesse yderligere. Asta blev øjeblikkelig en kæmpe sensation, og tilbud om at indspille flere film kom væltende fra Tyskland, hvis filmindustri stod på tærsklen til en rivende udvikling.

"Efter Asta havde indspillet sin første film, blev hun tilbudt job på Det Kgl. Teater, men sagde nej. Hun kunne stadig ikke få de roller, hun gerne ville spille på teatret: De store tragiske roller, som fx Kameliadamen, som var forbeholdt teatrets faste karakterskuespillere. Det var modigt af Asta at satse på filmen, specielt i den tid, men fordi hun qua sin fattige opvækst ikke var tynget af finkulturen, kunne hun nemmere sige nej til teatret. Havde hun været født ind i en fin familie, havde det nok været sværere for hende," fortæller forfatter og kunstner Eva Tind.

Kan en fin dame ryge cigar? Sagtens, hvis du spørger Asta Nielsen, som ofte nyfortolkede de traditionelle kønsroller. Her i en scene fra filmen Dirnentragödie fra 1927

Asta skrev i stedet kontrakt med en tysk filmproducent om en årlig indtjening på 80.000 kr., der øjeblikkelig gjorde den danske diva til Europas højest betalte filmstjerne. I samme ombæring flyttede Asta til Berlin med Peter Urban Gad, og de to giftede sig året efter.

LÆS OGSÅ: Sofie Hagen: "Ingen ved mere om sundhed end tykke mennesker"

Die Asta som hele verdens diva
I 1912 døde Asta Nielsens mor, og tabet af kvinden, som havde dedikeret sit liv til hårdt, utaknemmeligt arbejde for Astas og Johannes skyld, smertede skuespillerinden. Mere end nogensinde var Asta opsat på at udforske alle de facetter og muligheder, hun kunne vride ud af skuespillet, og frem til 1927 indspillede hun omkring 70 film i Tyskland. Asta blev verdenskendt og elsket for sit udtryksfulde, fysiske spil og sine stærke kvinderoller, men også for sin enorme spændvidde og store mod foran kameraet. Hun legemliggjorde ofte figurer, hun kendte fra sit eget liv, såsom vaskekoner og faldne kvinder, hvis triste lod i tilværelsen Asta på mange måder gav oprejsning gennem sine filmportrætteringer. Hvad enten det gik dem godt eller skidt, var Astas kvinder bevidste om deres erotiske magt og overraskende naturlige for tidens overdrevne stumfilmsspillestil. Der var meget langt fra Asta til den amerikanske filmindustris sødt uskyldige sweethearts, og den tyske digter Gerhart Hauptmann skrev: "Når Asta løfter blikket, bør censuren gribe ind!"

Den danske stjerne havde dog også et stort komisk talent og var ikke bange for at lege med kønsroller på film, længe før den tyske filmdronning Marlene Dietrich blev kendt for det samme i sit ikoniske jakkesæt i filmen Morocco fra 1930. Asta spillede således bl.a. drømmerollen Hamlet som kvinde i drag.

Dramatisk ud over alle grænser i rollen som prins Hamlet i drag-version i Hamlet fra 1921

"Man så ikke Asta spille den samme slags rolle to gange. Hun skiftede karakter fra film til film og blev ved med at udvikle sig, mens hun undersøgte forskellige dele af sin egen personlighed i rollerne. På et tidspunkt blev Asta kritiseret for, at hun ikke var meget mere end sine store øjne. Så hun lavede filmen Den evige nat, hvor hun konsekvent havde lukkede øjne hele vejen igennem for at bevise, at hendes skuespil var fantastisk, store øjne eller ej," fortæller Eva Tind.

En af de få, som ikke kunne se det fantastiske i Astas magnetiske udstråling, var filminstruktør Carl Th. Dreyer, som selv skulle gå hen og blive en af dansk films mest prominente skikkelser. Dreyer arbejdede i perioder som journalist, og da Asta havde fået sit internationale gennembrud, skrev han i 1913 følgende i Ekstra Bladet:

"Asta Nielsen-Gad har virkelig nogle højst uheldige former. Lang og opløben er hun, bagtil flad som et strygebræt. Hun er fladbrystet og dertil kemisk blottet for lægge. Hun svajer som et siv for vinden."

Den gode Dreyer var selvsagt ikke just fan af tidens moderne, mere androgyne og selvsikre kvindeskikkelse, og i sine egne film dyrkede han hellere den altopofrende, lidende kvindefigur (deriblandt i den ikoniske Jeanne d'Arcs lidelse og død fra 1928, der regnes for et af dansk films hovedværker). Asta blev rasende over Dreyers svada og tilgav ham aldrig siden. Mange år senere kom de to til at bo tæt på hinanden på Frederiksberg og mødtes af og til hos bageren, hvor Asta nægtede at hilse på ham.

Til te med Hitler
Under første verdenskrig flyttede Asta og Peter Urban Gad tilbage til Danmark, hvor skuespillerinden rastløst kastede sig ind i societylivet og ofte deltog i selskaber med den store danske forfatter og samfundsdebattør Georg Brandes. En aften mødte Asta svenskeren Ferdinand Wingårdh, og han inviterede hende med om bord på et fragtskib, der skulle krydse Atlanten. Sulten efter eventyr tog Asta med uden sin mand og forelskede sig under rejsen i Wingårdh. Da krigen sluttede, rykkede Asta igen til Berlin, lod sig skille fra Gad og giftede sig med Wingårdh. Ægteskabet holdt til 1923, hvorefter Asta i 13 år boede sammen med den 12 år yngre russiske skuespiller Gregorij Chmara. Mens Asta på denne vis fik luftet ud i lejligheden på Fasanenstrasse 69 ad flere omgange, udviklede filmens verden sig hastigt omkring hende. I 1932 indspillede hun sin første tonefilm, men var ikke selv begejstret for måden, hvorpå ord pludselig stjal opmærksomheden fra kroppens spil. Nye skuespillerinder kom til, og med sine 51 år var Asta ikke længere nogen ungmø i branchen.

Hendes omdømme i Tyskland var stadig intakt, men da Adolf Hitler kom til magten i 1933, varslede det nye, mørke tider. Asta mødte selv Hitler til te hos propagandaminister Joseph Goebbels, som ønskede at give Asta et statsfinansieret filmselskab. Goebbels så danskerens kendte profil som et oplagt marketingværktøj, men Asta afslog tilbuddet og forlod i 1937 sit før så elskede Berlin til fordel for København. Her ventede der hende lidt af et kulturchok, for i stedet for at tage imod superstjernen med åbne arme gav danskerne konsekvent Die Asta den kolde skulder.

Plakatklassiker fra opsætningen af Fyrst Myschkin i 1921, et drama om en fyrst kaldet Idioten, hvor Asta Nielsen spiller den svigtede elskerinde

"Da Asta kom hjem i 1937, såvel som i årene efter krigen, havde mange en enorm aversion mod alting tysk. Og eftersom Asta havde tjent alle sine penge i Tyskland, blev hun direkte forbundet med det, man tog afstand fra," forklarer Eva Tind.

Det blev starten på et helt nyt liv for skuespillerinden, som mange endda mistænkte for at have været nazisympatisør.

"Hun havde svært ved at navigere i den nye situation. Asta havde været vant til, at hele verden var åben for hende, og pludselig lukkede alle døre sig. Hun var for stor til selv at banke på, det ville hun ikke nedværdige sig til. Men hun forstod heller ikke helt, hvorfor hun var nødt til det," siger Eva Tind.

LÆS OGSÅ: "Indimellem føler jeg, at jeg er i et hamsterhjul, jeg ikke kan hoppe ud af"

Den sidste kærlighed
De sidste årtier i Astas liv var ikke lige nemme. Karrieren var ovre, og i 1964 begik datteren Jesta selvmord oven på sin mands død tre måneder forinden.

"Kære lille mor, undskyld, men jeg kan ikke mere," skrev Jesta i sit afskedsbrev. Asta sank ned i dyb depression, og vennen Frede Schmidt, som havde en lille, rodet butik, der solgte plakater og andre ting og dingenoter fra kunstens verden, var en af de få, der kunne muntre den tidligere skuespillerinde op. I 1966 genudgav hun sin erindringsbog Den tiende muse i en revideret udgave, men skønt Asta atter blev rost til skyerne for sin skarpe pen og sit smukke sprog, var det stadig, som om skuespillerinden beskrev sit liv fra den anden side af et slør. Mennesket bag forblev en uudgrundelig sfinks, og Asta blev opfattet som kølig, grænsende til det usympatiske.

Lige så smuk som illustration som i virkeligheden. Her på en plakat for filmen La Rue Sans Joie, eller på dansk: Bag glædernes maske fra 1925

"Mit indtryk af hende er, at hun var en sindssygt seriøs kunstner, som kom til syne gennem sit arbejde. I virkeligheden tror jeg, at hun var mere sig selv i sit skuespil, end hun var privat, hvor hun var mere låst. Hun var ikke en helt nem person at omgås. Asta gav fx ikke ud af sin sødme privat, kun igennem skuespillet. Hvor selvoptaget hun så var, kan man diskutere, men måske kan man ikke undgå at blive selvoptaget, når man giver så meget af sig selv, som hun gjorde på film," siger Eva Tind.

To år før sin død i 1972 oplevede Asta taknemmeligt en sidste form for lykke, da hun som 89-årig giftede sig med sin 18 år yngre homoseksuelle ven, kunsthandleren Anders Christian Theede. De to havde været venner i årevis, og Asta var udmærket klar over Theedes seksuelle orientering. For dem handlede det om et gensidigt, kærligt venskab ikke ulig de homobekendtskaber, forfatterinden Karen Blixen ditto nød i sine sidste år.
I det hele taget er der flere ligheder mellem Asta Nielsen og Karen Blixen, to af Danmarks største kvindeskikkelser i det 20. århundrede. Men i modsætning til Karen Blixen er Astas minde næsten gået i glemmebogen.

Still going strong. Asta Nielsen døde 25. maj 1972. Hun blev 90 år

"Jeg var den eneste, der ikke var dekoreret. Og tænk, jeg var den eneste, der var internationalt berømt. Sådan har man haft sin spas," sagde Asta bittert på sine ældre dage med reference til sine nationalt anerkendte danske skuespilkolleger. Og da hun blev begravet i de ukendtes grav på Vestre Kirkegård, var det kun Theede, der tog afsked med Danmarks største filmstjerne, om hvem den svenske skuespillerinde Greta Garbo engang sagde: "Når det kommer til udtryk og bredde, er jeg intet sammenlignet med hende."

En del af forklaringen på, hvorfor så få i dag husker navnet Asta Nielsen, ligger i, at hun ingen familie havde, der kunne varetage hendes arv.

"Asta lavede over 70 film, hvoraf kun 30 har overlevet tidens tand og ikke er lige til at få fat i. Så tilgangen til hendes værker er meget dårligere end til Karen Blixens forfatterskab, hvor alle jo bare kan låne bøgerne på biblioteket eller købe dem i en boghandel," forklarer Eva Tind.

Selv sagde Asta, at hun altid havde vidst, at "berømmelsen kun var et ord skrevet i sand." Men med premieren på En rød løber for Asta Nielsen er Die Asta klar til at blive reintroduceret til danske publikummer, 106 år efter hun første gang chokerede og forførte den ganske verden i Afgrunden.

Dokumentaren En rød løber for Asta Nielsen har premiere på Asta Nielsens fødselsdag 11. september i Cinemateket i København samt udvalgte biografer i resten af landet.

LÆS OGSÅ: "Der var ikke noget, der hed brune og hvide problemer, for vi kom alle i skole med blå mærker"

LÆS OGSÅ: "Man er så sindssygt selvcentreret, når man er nyforelsket"

LÆS OGSÅ: Eksklusivt interview med Susan Sarandon: "Man skal leve, ikke blot eksistere"

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur