Vi er enige om, hvilken af Robin Williams film, der er vores favorit.

Den film vil vi altid huske Robin Williams for

Her på redaktionen er vier enige om, hvilken afRobin Williamsfilm, der er vores favorit.

Vi vågnede op til den sørgelige nyhed i morges, at den anerkendte skuespiller Robin Williams har taget sit eget liv bare 63 år gammel. Ifølge det amerikanske medie The Hollywood Reporter udtaler hans manager Mara Buxbaum, at skuespilleren det sidste stykke tid kæmpede med en depression.

Flere af Hollywoods kendte har siden den triste nyhed kom ud delt deres tanker om Williams på sociale medier som Facebook og Twitter.

- Jeg kan ikke tro de triste nyheder om Robin Williams. Han gav så meget til så mange mennesker. Jeg er knust, skriver talkshowværten Ellen DeGeneres, der flere gange har haft Williams på besøg i sit studie.

En anden tv-vært, Jimmy Kimmel, skriver:

- Robin var lige så sød en mand, som han var sjov. Hvis du er ked af det, så vær sød at fortælle det til nogen.

- Har lige delt et minuts stilhed på settet for Robin Williams, en mand som bragte så meget latter, glæde og healing til så mange, stemmer skuespillerinden og instruktøren Lena Dunham fra den populære serie ”Girls” i.

Den film vil vi altid huske Robin Williams for

Robin Willimas i filmen "Good Morning Vietnam" fra 1987

En hilsen fra datteren

Mest rørende er den besked, Williams 25-årige datter har delt på sin Instagram-profil, hvor hun citerer et digt af forfatteren Antoine de Saint-Exupery, der blandt andet har skrevet bogen ”Den lille prins”:

- Du – du alene vil have stjernerne, da ingen anden har dem… I en af stjernerne vil jeg bo. I en af dem vil jeg grine. Og så vil det være som om, at alle stjernerne griner, når du kigger op på himlen om natten… Du – kun du – vil have stjerner, der kan grine, skriver hun og afslutter:

- Jeg elsker dig. Jeg savner dig. Jeg vil forsøge at blive ved med at kigge op

I skrivende stund har Zelda Williams hilsen til sin far fået mere end 23.000 likes fra kondolerende følgere. Det er bare en uge siden, at Robin Williams på sine egen Instagram-profil @therobinwilliams ønskede datteren tillykke med fødselsdagen.

LÆS OGSÅ: Kvinder 40+ dominerer listen over bedst betalte stjerner

Redaktionens favorit

Robin Williams var kendt for både at kunne spille sjov mand, men også bære de mere seriøse roller. Han havde succes med film som ”Good Morning Vietnam”, ”Good Will Hunting” og ”Døde poeters klub”. Her på redaktionen viser det sig, at vi er overraskende enige om, hvilken film vi holder mest af. Komedien ”Mrs. Doubtfire” fra 1993, hvor Williams spiller en familiefar, der bliver skilt fra sin kone, men efterfølgende forklædt som kvinde søger job som hendes husholderske for at vinde sin familie tilbage, er vores favorit her på ALT for damerne. 

- Filmen kaster mig tilbage til mine forældres stue i mit barndomshjem. Min søster og jeg slæbte dyner med ind foran fjernsynet og fik læst underteksterne højt af min mor. Robin Williams var fantastisk til at gøre kompliceret voksensnak forståeligt for børn. Og så havde han en fantastisk mimik, der fik os alle til at skraldgrine, siger journalist Simone Brandt Hald.

Boligredaktør Nicola Kragh Riis synes ellers ikke, at mænd i dametøj er sjove, faktisk er de ofte lidt irriterende, mener hun. Men det er anderledes, når det er Robin Williams, der har skørterne på:

- Han formåede at gøre den karakter varm og elskelig. Jeg er vild med de storblomstrede kjoler og hans dansen rundt med en kost. Og så er hele filmens historie jo så rørende, at jeg må finde den store pakke Kleenex frem, hver gang jeg ser den, siger hun.

Og vores digitalassistent Søs Lytjohan er enig:

-Hvis man ser gennem nogle af de lidt overdrevne og lidt kiksede episoder som filmen også indeholder – for eksempel,  at der går ild i hans store falske bryster – synes jeg filmens egentlige handling er smuk: En far, der ikke kan tale med sin tidligere kone uden at skændes, vil så gerne bruge tid med sine børn, at han opfinder den perfekte barnepige, der jo egentlig bare afspejler hans kærlighed til børnene. Filmen går lige i mit hjerte.

Den film vil vi altid huske Robin Williams for