Dorthe Boss Kyhn

Foto: Tine Bukh Dorthe Boss Kyhn blev forældreløs som 61-årig.

Dorthe mistede sin mor: "Jeg var simpelthen enormt flov"

Går livet sin naturlige gang, vil man opleve at blive forældreløse – og i de fleste tilfælde sker det heldigvis først, når vi ikke længere er afhængige af vores mor og far. Men netop derfor kan sorgen opleves ensom og skamfuld. For er det ikke ”bare” en del af voksenlivet?

Dorthes far døde pludseligt, efter kort tids sygdom. En eftermiddag i marts for halvandet år siden fortalte han Dorthe, at han havde haft ondt i brystet, han blev indlagt, og få dage senere tog han sit sidste åndedrag. Dorthes mor var gået bort tre år tidligere, så Dorthe Boss Kyhn var nu forældreløs.

Titlen som forældreløs ændrer ikke meget i den daglige trummerum, når man er voksen med job, voksne børn og eget netværk. Men eksistentielle overvejelser om livets gang og Dorthes egen rolle i familien kom snigende sammen med den nye titel.

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen: ”Det er ikke bare en livsomvæltning. Det er en regulær sorg”

"Erkendelsen af at være den næste i rækken fyldte meget, og det var svært at fordøje," fortæller Dorthe.

"Sidste år var jeg på Bornholm, og det var første gang, jeg var der alene. Min mor er vokset op på Bornholm, så vi var der altid hele familien. Mine forældre vidste alt om familien, og jeg kunne bare spørge, hvis jeg havde svært ved at placere nogen på stamtræet. Det gik op for mig, at nu er jeg den ældste generation og den, mine børn eller børnebørn kan finde på at spørge."

Også små dagligdagsting kan sætte gang i Dorthes tanker om livets hjul, som for eksempel en dag, kort tid før han blev indlagt, hvor Dorthe ringede til sin far.

"Da han tog telefonen, sagde han: "Nå, er det dig, stump?" Det har han altid kaldt mig. Jeg er den yngste af to, så for ham var jeg altid den lille stump," fortæller Dorthe.

"Jeg sagde til min mand, at det var lidt mærkeligt at blive kaldt stump, når man er næsten 60 år. Men nu er jeg ikke nogens stump mere, og det er en underlig fornemmelse."

En ren sorg

Dorthes mor døde en såkaldt langsom død gennem et længere alzheimersforløb, mens hendes far fulgte med i nyhederne til det sidste. Få uger inden sin død optrådte han live på TV 2 News i et indslag om pårørende til forældre på plejehjem.

Dorthe oplevede derfor sorgprocessen efter sin far noget anderledes end efter sin mor.

"Sorgen efter min far var mere ren. Da min mor døde, var sorgen en mat og mudret omgang," forklarer hun.

"Det var jo længe siden, at jeg mistede den mor, jeg voksede op med. Jeg vil faktisk sige, at min far blomstrede op, da min mor døde, og vi havde nogle rigtig gode år sammen efterfølgende. Så da han døde, slog det hårdt, og jeg følte, at nu var jeg forældreløs."

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: "Jeg besluttede at bevare troen på, at kærligheden kan bestå"

Dorthes far døde under den første corona-nedlukning, så restriktionerne ved begravelser og sammenkomster var stramme. Begravelsen var kun for de nærmeste, og der måtte hverken krammes eller udtrykkes trøst på den måde, vi er vant til. Dorthe tyede derfor til tastaturet for at udtrykke sin sorg.

"Sorgprocessen var enormt ensom på grund af corona, og jeg skrev derfor en del klummer omkring sorg og ældrepleje," fortæller Dorthe, der blandt andet skrev en klumme med titlen Kan man blive for gammel til at savne sin mor?

"Jeg var simpelthen enormt flov over, at jeg i begyndelsen af mine 60’ere sad og savnede mine forældre," fortsætter hun.

"Ingen har selvfølgelig sagt, at jeg ikke må savne mine forældre eller græde, men det føles, som om man som voksen skal kunne klare den slags. Det hører jo med til livet – men lige meget hvor gammel jeg er, var han stadig min far."

Dorthe Boss Kyhn, 62 år

  • Journalist og forfatter.
  • Har sammen med sin datter skrevet bogen Momse med demens – sådan skaber du lyse stunder i en svær tid.
  • Bor i Lyngby med sin mand.
Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg og Familieliv