Dronning Margrethe scroll-down
Foto: Franne Voigt

Dronningen om prins Henrik: ”Det var ikke nemt de sidste par år, det vil jeg gerne sige"

Fejringen af H.M. Dronning Margrethes 80-års fødselsdag blev desværre aflyst, men heldigvis nåede ALT for damerne at foretage dette interview, før Danmark blev ramt af coronavirus. Journalist Marie-Louise Truelsen talte med Dronningen om det, der til alle tider betyder noget i livet: kærlighed, familie og venskaber – alt sammen med udgangspunkt i noget, vi allesammen kender vores regent for: hendes kjoler. De er nemlig – ligesom Dronningen selv – fyldt med historier.

Af Marie–Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne
Foto: Rigmor Mydtskov

”Jeg føler mig ikke som et gammelt menneske”

20 år er gået, siden Dronningen blev fotograferet i den rød-gyldne gallakjole, men hun føler sig ikke gammel. Dog tror hun heller ikke, at hun har 10 år mere foran sig. 

– Den kjole blev faktisk lavet til Prins Joachim og Alexandras bryllup i november 1995. Jeg havde brug for noget flot med ærmer på grund af årstiden. Der hører også en jakke til, som ikke er med på billedet her. Det er en kjole, jeg fik lavet, fordi jeg syntes, at stoffet var helt vidunderligt. Det er vævet i rødt og en gylden tone, som også passede til den tid på året. Det er faktisk stof, som også kan bruges til møbler. Jeg fandt det samtidig med, at jeg skulle bruge noget møbelstof.  

Finder De altid selv stof til Deres kjoler? 

– Ja, det har jeg meget ofte gjort. Jeg har tit købt i London, hvor der er et langt større udvalg af kjolestoffer og morsomme ting. 

Hvad går De efter?  

– Det er svært at sige, der skal være noget, der fanger øjet. Og det skal være noget, hvor jeg tænker, at det kan der blive noget smukt ud af. 

På billedet har De kjolen på til Deres 60-års fødselsdag, og nu fylder De 80 år?

– Ja, det lyder jo af en voldsom masse … 

Hvilke tanker gør De Dem i anledning af det skarpe hjørne? 

– Ja, tiden går, og så er man altså pludselig på vej til at blive 80. Jeg kan ikke helt forstå det selv. Men når jeg tænker tilbage, kan jeg jo se, at der er sket en vældig masse. Der sker meget på 80 år. Man er vant til at tænke, at folk på 80 er meget gamle, og det føler jeg mig slet ikke selv. Men det er jeg selvfølgelig nok, ha ha. 

Føler De, at folk ser anderledes på Dem i dag?

– Nej, det synes jeg egentlig ikke, at de gør. Men det er også fordi, jeg er nået op i en aldersgruppe, hvor man – forhåbentlig – ikke forandrer sig alt for voldsomt meget fra år til år. Jeg føler mig som den samme, som jeg har været i de sidste mange år. 

Føler De Dem stadig ung indeni?

– Jeg føler mig i hvert fald ikke som et gammelt menneske. Jeg har aldrig spekuleret særlig meget over min alder. Den er jo ikke nogen hemmelighed. Alle her i landet ved, hvornår jeg er født, og det gør jo det hele meget nemt. 

Er der en alder, De kan se tilbage på som særlig dejlig? 

– Det, som jeg egentlig mest tænker over, det er, at jeg nu har været over 50 i 30 år, ha ha. Det er vel mere det end noget andet. Jeg synes ikke, det er så længe siden, jeg var 50. Men det er altså 30 år siden … Det er jo en menneskealder. 

Hvilke tanker gør De Dem om de kommende ti år? 

– Jeg tror ikke, der er ti år foran mig. Det tror jeg ikke. Men det vil jo vise sig. Jeg føler ikke, at tiden går på hæld, men med en vis grad af realisme må man vel sige, at der er ikke ti år foran mig. 

Men De er jo sund og rask?

– Ja, og det er godt, så længe det varer. 

Hvordan er det at tænke, at der måske ikke ligger ti år foran Dem? 

– Det tager jeg egentlig meget roligt. Jeg har travlt, fordi jeg laver 117 ting hele tiden, så nej, det spiller ikke den store rolle med årene nu, synes jeg. 

Hvad er det bedste ved den alder, De har nu?

– Jeg har jo en vis erfaring bag mig og forhåbentlig også en vis ballast, fordi jeg har været her så længe og arbejdet med de samme ting igennem rigtig mange år. Det er i hvert fald noget, jeg er rigtig glad for, at jeg har kunnet. 

Er der en anden ro eller overblik?

– Ja, det er der måske, det kan godt være. 

Jeg så tv-programserien ”Frederik IX” om Deres far for nylig, hvordan var det for Dem at være med og se tilbage på historien på den måde? 

– Det var sjovt at blive mindet om mange ting fra den tid. Jeg synes faktisk, at de er kommet rigtig godt fra de udsendelser, men samtidig kan jeg også se, at interiøret unægtelig er noget opdigtet. Bortset fra de scener, der virkelig foregår de rigtige steder, kunne jeg ikke lade være med indimellem at tænke: Ja, sådan så der GODT nok ikke ud hos mine forældre, ha ha. 

Hvad er det værste ved Deres alder?

– Visse gebrækkeligheder har man jo altså. Jeg kan ikke gå på ski mere. Det har jeg opgivet for nogle år siden, og det kan jeg godt ærgre mig over, men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg vil ikke hælde vand ud af ørerne over det, jeg må tage det, som det er. Bortset fra nogle fysiske begrænsninger synes jeg egentlig, at det går meget godt, men det er andre måske bedre til at vurdere. 

Foto: Patrick van Katwijk

”Jeg får ikke set børnene så meget, som jeg gerne ville eller burde”

Prins Henriks fødselsdag på Cayx iført en rød-hvid kjole og omgivet af hele familien er et kært minde for Dronningen, der gerne ville se mere til sine børnebørn.

– Åh ja. Et dejligt billede. Det er taget på Prinsens 80-års fødselsdag. Vi tog ned til Frankrig for at fejre det og havde så hele koret med. Et rigtigt familiebillede, det er lige, hvad det er. Det var faktisk meget festligt. Det er ret sjældent, at vi er samlet dernede, for alle skal jo noget forskelligt hele tiden, og en skal altid være hjemme og passe gesjæften, når jeg er ude, ha ha. 

Deres kjole ser jo meget hverdagsagtig ud, kan De sætte nogle ord på den?

– Det er en sommerkjole, som jeg har det godt i, og som vist ikke var helt ny det år. Men rødt og hvidt på en fødselsdag, det passer da godt. Selvom det foregik i Frankrig. 

Vælger De selv alt det tøj, man ser Dem i? 

– Ja, jeg vælger altid mit tøj selv. Enten er det noget, jeg har fået syet, eller også er det noget, jeg har fundet. 

Hvad betyder det for Dem at samle hele familien? 

– Det er dejligt, når familien kan være samlet. Vi var også alle samlet i julen 2018, og det var meget, meget hyggeligt. Nu er vi heldige, vi bor med ret god plads, så der er plads til, at folk både kan være samlet og ikke hænge på hinanden hele tiden. Og det er fint. Og alle ungerne er jo udendørs det meste af tiden, særligt på Cayx, fordi det for det meste er sommervejr. Og i julen samles vi naturligvis om alle traditionerne og nyder det. 

Hvordan er det at se alle børnebørnene sammen? 

– Jeg har lagt mærke til, at Prins Joachims to store drenge er fantastisk søde med deres yngre søskende. Der er et meget, meget dejligt forhold mellem Prins Joachims fire børn, som jeg er vældig imponeret over. Og de små ser op til de to store, det er slet ikke til at stå for. 

Hvordan er De som farmor? 

– Jeg er bestemt ikke nogen eksemplarisk farmor. Det er jeg altså ikke. Jeg synes, det er svært at se helt så meget til børnene, som jeg egentlig gerne ville eller burde. Og det er jo også fordi, jeg stadigvæk har en masse at hænge i, hvilket nok er den store forskel på mig og mange andre bedstemødre. Jeg har stadigvæk hænderne fulde, så derfor bliver der ikke helt så meget tid til børnebørnene. Som det er nu, er de fleste af børnebørnene ude af landet. I Paris og Schweiz. Heldigvis er begge hold vældig glade for deres skoler, og det er dejligt at se. Jeg tror dog desværre ikke, at jeg når at besøge nogen af dem, mens de er ude. 

Foto: Patrick van Katwijk

”Det var ikke noget problem at rejse uden Henrik”

Dronningen tog til Argentina på sit første statsbesøg efter Henriks død – iklædt en
blomstret kjole, hun kalder lækker, og med Kronprins Frederik som kyndig ledsager på turen.

– Den kjole er faktisk syet af noget stof, jeg fik af Prinsesse Benedikte. Kjolen var ikke helt ny til Argentina-besøget sidste år. Jeg fik den i en anden sammenhæng, hvor jeg havde brug for noget RIGTIG smart. Den var nok to år gammel, da jeg havde den på i Argentina, men den er meget lækker, synes jeg. Og det er en pæn hat. 

Og De ser så glad ud på det billede. Hvad tiltaler Dem ved den kjole?  

– Jeg synes, det er nogle flotte farver. Prinsesse Benedikte gav mig stoffet, fordi hun ved, at jeg godt kan lide den slags. Hun kender min smag. Kjolen er lavet i to kvaliteter stof. En chiffon og en tæt silke. Men med samme mønster, og det er en ret lækker kombination.

De var i Ghana i november 2017 uden Deres mand, men besøget i Argentina var Deres første efter Prins Henriks død. Hvordan var det?  

– Nu var Kronprinsen jo med, så vi var to om det. Det var ikke noget problem for mig. Jeg tog det bare derfra. Og min mand trak sig jo tilbage fra en hel del af det mere aktive et par år før, han døde. Så det hele var ikke så meget første gang, som det kunne have været eller måske så ud til. 

Men hvordan er det at møde verden uden Deres mand? 

– Det går egentlig meget godt. Det var dejligt at have Kronprinsen med til Argentina, for to mennesker kan simpelthen overkomme lidt mere end en enkelt person kan. Der er jo ikke flere timer i døgnet, end der nu er. I planlægningen af besøget finder man ud af, hvad der skal ske, hvem der skal gøre hvad og hvilke hensyn, der skal tages. Der er ting, man laver sammen, og ting, man laver hver for sig. Sådan var det også, da min mand levede. Vi gjorde jo heller ikke alting sammen. 

Det er vel også et led i at give stafetten videre lige så stille?

– Det kan man godt sige. Kronprinsen er jo snart gammel i gårde, han gør det mægtig godt, det synes jeg bestemt. Det føler jeg mig meget, meget tryg ved. Både når han er med ude og i forhold til at vide, at det er ham, der skal tage over. Man har et vældigt ansvar som landets overhoved, men man har også så mange glæder ved det. Og det kan jeg mærke, at Kronprinsen er aldeles klar over. Han er også godt hjulpet af Kronprinsesse Mary, de kører et vældig fint parløb. 

Hvordan oplevede De statsbesøget i Argentina? 

– Det var en spændende oplevelse. Jeg havde været der en gang før, helt tilbage i 1966, før jeg blev gift. Så det var meget interessant at komme til landet igen, for der var jo sket meget. Virkelig meget. Jeg kunne næsten ikke kende Buenos Aires, hvor der er vokset så mange nye bygninger op. Og så fik jeg igen lejlighed til at møde nogle af dansk-argentinerne. Dem er der ganske mange af. Jeg traf to-tre stykker, som jeg også havde mødt i 1966, og det var ganske morsomt, for jeg kunne tydeligt huske begivenhederne dengang. Der er jo danskere alle vegne, simpelthen, så jeg møder næsten altid danskere, når jeg er ude i verden. Det gjorde jeg også i Ghana, men der havde jeg ikke været før, så det var ikke helt på samme måde. Det er altid en fornøjelse at træffe nogle af de danskere, der er rejst ud. Også fordi jeg ofte kender det sted i Danmark, som de kommer fra, fordi jeg har været så mange steder i vores eget land gennem årene. 

Foto: Steen Wrem

”Jeg var glad for, han ikke skulle blive ved længere, end han gjorde”

Det er hårdt at være pårørende til et menneske, der er ramt af demens, siger Dronningen, der kan se tilbage på mange gode år og blandt andet parrets sølvbryllupsdag, hvor danskerne for første og eneste gang så hende i morgenkåbe og med udslået hår.

Hvad er det for en kjole, De har på her fra morgenstunden? 

– Det er en morgenkåbe, som folk af gode grunde ikke havde set før. Det er en morgenkåbe, jeg har på Fredensborg, og den er lavet af det samme stof som gardinerne i mit påklædningsværelse. Det syntes jeg var lidt lækkert i sin tid, da jeg indrettede mig på Fredensborg. Jeg bruger den mest om sommeren, og så har jeg noget mere uldent om vinteren. Den holder fint, fordi den ikke bliver brugt så voldsomt meget. 

Hvordan var det at fejre sølvbryllup? 

– Det var en dejlig begivenhed. Det var meget, meget festligt at holde sølvbryllup med familie og venner omkring os. Det var virkelig godt. 

Hvilke tanker gør De Dem om livslang kærlighed?

– Man finder jo hinanden, og så bygger man noget op sammen. Gør erfaringer med hinanden. Man lærer hinanden at kende, og man får børn og lærer dem at kende. Børnene bliver en del af ens liv og alt det, man har sammen.  

Der er mange i dag, der ikke formår at holde sammen hele livet?

– Det er sandt, men nogle gør heldigvis. Jeg har faktisk ganske mange venner, som har været sammen lige så længe, som min mand og jeg var. 

Hvad tænker De er ”opskriften”? 

– Det er nok væsentligt, at man har noget, man går op i begge to. Både sammen, men også hver for sig. Det betyder altså noget. I vores tilfælde var det i høj grad kunsten, vi havde til fælles. Det kom efterhånden, som vi lærte hinanden at kende. Vi havde jo ikke særlig lang tid sammen, inden vi blev gift, og det var såmænd nok meget godt. Så er der så meget, man kan opdage sammen og finde ud af sammen. Jeg kendte til min mands musikalitet fra starten, men det kom som en overraskelse for mig – og også for ham selv, tror jeg – da han pludselig begyndte at lave skulpturer og var så god til det.
Det var virkelig sjovt. Han havde tegnet og malet lidt, før vi lærte hinanden at kende, og på vores rejse til Grønland i 1970, som tronfølgerpar, tegnede vi begge to lidt indimellem. Og så pludselig, ja, hvornår begyndte han egentlig at lave skulpturer …? Han begyndte vist så småt, allerede inden min far døde, tror jeg. Det er svært at huske rigtigt, for det kom jo langsomt, langsomt, men jeg kan huske, han havde lavet noget, og så tænkte jeg, hov, han kan det der med skulpturer. Det er noget, jeg slet ikke kan. En skulptur skal man altid kunne komme hele vejen rundt om. Det kan godt være, at man stiller den med én side frem, men den må ikke have en bagside. Og det havde hans ikke. Det lagde jeg mærke til helt fra starten, da han arbejdede med de ting. Søreme, han har sansen for det der, tænkte jeg. Og det viste sig i allerhøjeste grad at være rigtigt. 

De er også dygtig til det kreative?

– Det er på en anden måde. For mig er det mere farver og linjer. Jeg har selvfølgelig lavet lidt med ler, men det var aldrig rigtig det, jeg kunne. Jeg er ikke god til det tredimensionelle. 

Deres mand kunne også noget med ord? 

– Ja, det kunne han i høj grad. Og det kom også sådan efterhånden. Han havde nok altid skrevet lidt, men digtene kom meget pludseligt og blev bedre og bedre fra de første udgivelser til de senere. Han havde en musikalitet, når han arbejdede med sproget, som jeg syntes var fascinerende. Der er både rytme og klang i hans digte. Han spillede meget klaver gennem livet, dog ikke i de seneste år, men musikken betød noget for ham hele tiden. Og når han skrev sine digte, var det helt klart, at det var både rytmen og klangen, der spillede en rolle. Og så den lidt sjove måde at vende og dreje ordene og sætningerne på. Det fandt vi frem til meget tidligt. Vi snakkede om, hvad ordene betød, eller hvordan en sætning kunne drejes. Og vi lavede ordspil både på dansk og fransk og blandede også ordspillene på dansk og fransk. Det gjorde vi faktisk helt fra starten, når jeg tænker over det. Jeg var med til en lille smule af oversættelserne, da han begyndte at skrive digte, og det var mægtig sjovt. Jeg kunne fornemme, hvad det var, der var vigtigt for ham. Udtrykket er én ting, men hvordan skulle klangen være? Det kunne jeg godt hjælpe lidt med. 

Så de havde både et offentligt og privat parløb, der var givende? 

– Ja, i høj grad. Men det er jo især de indre linjer, der tæller. 

Hvordan har det været for Dem at miste Deres mand? 

– Jeg begyndte jo at mærke, at der var noget galt, men det tager noget tid, før det går op for en, hvad der er galt, når der er tale om demens. Og før man finder ud af, at ja, det er rigtig nok, at der er noget galt. Det var ikke nemt de sidste par år, det vil jeg gerne sige. Han havde det ikke godt. 

Kan man sige, at det på en måde var en lettelse, at han gik bort, selvom det ikke er noget, man siger? 

– Ja, det er svært at sige højt. Det lyder ikke rart, når man siger det. Men jeg var glad for, at han ikke skulle blive ved længere, end han gjorde. For hans egen skyld. Og også for min. Det er hårdt at være pårørende til et menneske, der er ramt af demens, for det menneske ændrer sig. Det er ikke det samme menneske, som man har været sammen med i mange år. 

Oplevede De en form for ensomhed i det?  

– Ja … Det var der vel på sin vis ... 

Men De er kommet godt videre?

– Ja, det synes jeg jo nok, at jeg er. 

Hvordan kommer man videre efter sådan et tab?

– Jeg er jo heldig, at jeg har mit arbejde. Der er noget, jeg skal. Og så viser det sig hen ad vejen, at det går rigtig godt alligevel. Fordi man er optaget af det, man skal. Og fordi det, man skal, er noget, man gerne vil. Det betyder jo også noget. Det er ikke nogen sur pligt. Det er en virkelig god ting at have noget at tage sig til, så jeg er meget heldig, hvad det angår. Jeg har også fået fantastisk fin støtte fra hele min familie.  

Foto: NTB / Scanpix

”Jeg bruger gerne mit tøj i mange år og mange gange”

Dronningen kan godt lide at få nyt tøj, men har altid gået ind for genbrug af sine kjoler og får dem gerne syet om.

Denne kjole er et godt eksempel på, at De er god til at genbruge Deres tøj? 

– Ja, det er rigtigt. Den gule kjole er lavet af et møbelstof, som jeg faldt for, og jeg brugte den i mange, mange år til alle nytårskurene. Derefter fik jeg den mørkeblå med pelskrave, som jeg bruger nu til nytårskurene, og det har jeg altså gjort i mere end 20 år. Til gengæld bruger jeg den ikke til andet, så den bliver ikke slidt. Jeg synes, den egner sig vældig godt til lige præcis den begivenhed, og så er det vældig praktisk, at det er den samme hver gang. Alle herrerne er jo i uniform, og så behøver jeg heller ikke tænke over, hvad jeg skal finde på. 

Så gælder det bare om at holde faconen?

– Ja, men det går nu også nogenlunde. 

De har været en slags pioner inden for det bæredygtige i forhold til at sy om og genbruge?

– Det har jeg ikke fra fremmede, for min mor fik også syet om. For det første kan man godt bruge tingene flere gange, især hvis man bliver glad for en kjole. Og så kan man sy om, hvis man synes, at man stadig gerne vil bruge en kjole, men tænker, at den trænger til lidt fornyelse. 

Foto: Martin Mydtskov Rønne

Hvilken betydning har det for Dem at være bæredygtig?

– Jeg synes, det er sjovt at få nyt tøj. Det tror jeg, at de fleste af os synes, og det gør jeg bestemt også, men jeg bruger gerne mit tøj i mange år og mange gange. Måske med noget andet tilbehør. Med de store kjoler kan man godt nå til et punkt, hvor man siger, ja, all right, så har folk vist set den temmelig mange gange, så nu kan det være, at man skal lade dem hvile sig lidt. Men jo, det er da klart, at det betyder noget, at man er bæredygtig, og nu er jeg så heldig, at jeg får syet en stor del af mit tøj, og det betyder, at det er meget holdbart. Det er ikke noget, man lige smider ud igen. 

Har Deres mor nogensinde puttet Dem i en kjole, hvor De tænkte, aj, den bryder jeg mig ikke om?

– Som barn var der da kjoler, man ikke var særlig glad for, og andre, man elskede og brugte så længe, som de overhovedet kunne klare det. Mine søstre og jeg fik syet stort set alle vores kjoler, og vi fik nyt hver sommer og hvert efterår. Da min mor skulle have os tre piger med til England første gang, det var i sommeren 1952, fik vi FLERE kjoler. De var vel nok fine. Og hvor var vi glade for dem. De fleste af de kjoler, jeg fik ved den lejlighed, var nogen, jeg rigtig, rigtig godt kunne lide. Men så var der en enkelt kjole, som jeg altid havde en særlig evne til at spilde på. Jeg var vældig god til at spilde. Kjolen var egentlig rigtig pæn, men den mødte ALLE pletter, der var ude at gå. De satte sig på den kjole, og til sidst kunne jeg ikke døje den. Fordi jeg vidste, at det ville gå galt, når jeg havde den på. Min mor fik ingen pletter. Benedikte får ingen pletter. De tør ikke. Pletterne. Men de kommer til mig, ha ha. Det har de altid gjort. 

Det er ikke blevet bedre med årene? 

– Nej, egentlig ikke. 

Foto: Ritzau Scanpix

”Mine venner er uhyre flinke til at være diskrete” 

Dronningen og veninden Susanne Heering har balletten til fælles.

Til årets afslutningsforestillinger har de haft tradition for at slå sig løs i uhøjtidelige kostumer.

– Åh ja, det er jo fra Næstved-balletten med min gode veninde Susanne Heering. Det er en ældre nederdel, som er blevet syet herhjemme, og som jeg har haft meget, meget længe. Jeg syntes, den egnede sig til den begivenhed, for jeg vidste, at vi ville ende med at fare rundt.

Billedet er taget efter danseskolens sidste forestilling, som vi havde været sammen om at lave. Blusen er en mexicanerbluse, som jeg havde købt, da jeg var i Mexico. Og så havde jeg taget et italiensk lidt Napoli-agtigt hovedtøj på.

Bæltet købte jeg, da vi var på statsbesøg i Jugoslavien. Det er mage til det, man kan se på græske folkedragter. Jeg synes simpelthen, at det er så flot.

Men min påklædning på det billede skal man ikke tage alt for alvorligt, ha ha, det gør jeg heller ikke selv. 

Kan De sætte nogle ord på deres venskab med Susanne Heering?

– Jeg lærte hende at kende for masser af år siden, fordi hun var gift med en af mine bekendte, Peter Heering. Hun var interesseret i ballet, og min mor havde startet et lille hold med damer, der gik til ballet i stedet for gymnastik. Jeg var med på det hold, og da vi på et tidspunkt skulle fylde holdet lidt op, kom fru Heering med. Vi gik til ballet hver tirsdag i mange år, og på et tidspunkt, da hun og hendes mand flyttede ned på Sydsjælland, ville hun gerne have noget at rive i. Hun satte en annonce i Næstved Tidende om, at hun gerne ville starte nogle ballettimer, og fik til sin store overraskelse et vældigt ryk-ind. Hun endte med at have balletskole i 31 år. Det blev bare ved og ved. Når der skulle være afslutning hvert år, begyndte hun hurtigt at spørge mig, hvad hun skulle finde på, og jeg kom med lidt idéer og skitser. Vi endte med at arbejde sammen på afslutningsforestillingen gennem næsten alle årene, og det var vanvittigt sjovt. 

Hvad betyder et venskab som dette for Dem? 

– Det er jo dejligt, at man har gode venner, som man kan følges med igennem et langt liv. Og jeg har mange andre gode venner, som jeg også ses med jævnligt. Det er mennesker, hvor man kan være helt afslappet i hinandens selskab, og hvor man kan ses uden de store falbelader. Nogle af mine venskaber går helt tilbage til min skoletid. 

Hvad skal der til for at blive venner med Dem?

­– At gemytterne stemmer overens. Og så vil jeg sige, at jeg er meget heldig med, at mine venner er uhyre flinke til at være diskrete og tage det ret roligt alt sammen. 

Foto: Scanpix Danmark

”Man gør sit bedste og håber på, det er godt nok”

Som kongelig skal man helst være nogenlunde almindelig, men alligevel synlig, mener Dronningen, som både har det godt i en hvid bomuldskjole og i kraftige farver.

Jeg har læst, at den hvide kjole er en af de kjoler, De selv er gået ind i en butik og har købt? 

– Ja, det sker jo, at jeg går ind og køber noget, og den hvide kjole er jeg meget glad for. Den er købt i Firenze. Jeg har det godt i den, den er rar at have på. Den er født med et hvidt bælte, som jeg aldrig bruger. Jeg har brugt den med det gule bælte og med et blåt bælte. Jeg synes på en eller anden måde, at det hvide og gule ser så dejligt friskt ud. 

Hvor køber De især selv tøj?

– Det gør jeg både, når jeg er i London og nede i Cahors, hvor jeg har købt mange små, nemme sommerkjoler eller sommernederdele, pæne bluser og små fikse trøjer. Det kan jeg finde der. Og hvis det er noget, jeg har det godt i, så bruger jeg det i årevis. 

Hvor almindelig må man blive som kongelig? 

– Det ved jeg ikke. Man skal da helst være nogenlunde almindelig, ha ha. Så vidt nogen mennesker overhovedet er almindelige. Hvis De tænker på tøjet, er det mest et spørgsmål om, at det skal egne sig til lejligheden, og det er noget, jeg har lært hjemmefra. Det var min mor vældig god til. Det handler om, at man ikke skal komme i hvad som helst. At man enten er rigtig fin, fordi det er det, man skal være, eller at man netop ikke er voldsomt fin, fordi det ikke er det, man skal være. 

Det er vel også noget med at være synlig?

– Ja, og det har jeg tilfældigvis ikke så meget imod. Og da jeg faktisk også skal være synlig, generer det mig ikke at komme i kraftige farver. 

Og hvis man ikke taler tøj, men i al almindelighed, hvordan holder man så fast i at være noget særligt og alligevel være i øjenhøjde med folk?

– Ja, man gør sit bedste og håber på, at det er godt nok.  

ALT for damerne gør opmærksom på, at interviewet med H.M. Dronningen er foretaget, før Danmark blev ramt af coronavirus/COVID-19. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Dronning Margrethe, Kongelige og Interview
Tilbage til toppen