Du kan jo altid få et job i Netto... Eller kan du?

2012 gik jeg stolt og lettet på juleferie, for jeg havde lige fået et 10-tal i mit speciale. En epoke i mit liv var slut, og en ny skulle til at tage sin begyndelse. Forventningsfuld gik jeg et nyt år i møde. Et nyt år, hvor jeg skulle leve en tryg tilværelse som lønmodtager og endelig mærke lidt luft i økonomien efter mange år på SU.

Eller sådan havde jeg håbet, at det ville blive. Kritisk var jeg ikke i hvert fald ikke. Jeg skulle bare i gang med at bruge noget af alt det, jeg havde lært på journalistuddannelsen. Som forventet blev det starten på et nyt liv. Bare ikke det, jeg havde drømt om.

Det blev i stedet en tilværelse med utallige møder i jobcenteret, netværkssam-taler og jobansøgninger – og afslag.

– Hver gang du får afslag, må du bare lade, som om du er belagt med teflon, sagde en tidligere kollega til mig, mens han løftede sine hænder op foran sig i forsvarsposition, som om han prøvede at skubbe en fjende væk.

Det var et par måneder efter, jeg var blevet færdig med min uddannelse, og vi havde brugt en times tid på at snakke om min jobstrategi over en kop kaffe. Det var hans måde at sige på, at jeg ikke skulle tage afslagene personligt, når jeg var i konkurrence med mindst 200 andre om et job. Så jeg cyklede hjem og begyndte at belægge min selvtillid med et solidt lag teflon.

Men det var ikke kun afslagene, jeg gerne ville undgå, skulle brænde sig fast på min selvtillid som et branket spejlæg på en nedslidt pande. Det var også reaktionen fra omgivelserne. Fra langt de fleste har jeg mødt forståelse, men jeg har også oplevet at blive mødt med en snert af bedrevidenhed. Som om jeg var for kræsen, ikke søgte nok eller værst af alt ikke var
dygtig nok. For man kan vel altid få job i Netto, som man siger, hvis karrieredrømmene brister.

Men ville jeg nu også bare lige kunne få det, hvis det var? Mange forestiller sig i hvert fald, at Netto og lignende virksomheder hviler under os som det sikkerhedsnet, der til enhver tid vil gribe alle de desperate jobsøgende, som er villige til at lette popoen fra sofaen og skrue ned for de fine fornemmelser. Hver tredje dansker tror i hvert fald, at der er job til alle, der gider arbejde, viser flere undersøgelser.

Jeg spurgte derfor Per Kongshøj Madsen, der er formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, om den opfattelse stemmer overens med virkeligheden.

– Ikke som det ser ud i øjeblikket. Finans-krisen har fået arbejdsmarkedet til at gå ned i gear, og det betyder, at der er kommet mindre efterspørgsel på arbejdskraft. Lige nu er der ikke job nok til alle, og hvis der ikke kommer gang i efterspørgslen, er det svært at gøre noget´ved beskæftigelsen, siger han.

– Arbejdsmarkedet fungerer ligesom en by med nogle busruter. Hvis du nedlægger nogle busruter, bliver der jo kø ved stoppestedet.

Trængsel ved busstoppestedet
Det er primært dimittenderne, der skal ud på arbejdsmarkedet for første gang, og de mennesker, som bliver fyret, der bliver smidt af bussen. Og her kan det være særligt svært at finde en plads i bussen, hvis man har passeret de 55.

– Arbejdsgiverne tænker måske, at man kan være lige på kanten til at trække sig fra arbejdsmarkedet. Samtidig trives der også nogle myter om, at de ældre er mindre omstillingsparate. Vi ved, at den ældre aldersgruppe efteruddanner sig mindre end den yngre, men vi ved ikke, om det skyldes manglende vilje fra medarbejderne eller en manglende lyst til at investere i dem fra arbejdsgivernes side, siger Per Kongshøj Madsen.

Når arbejdsgiverne leder efter nye medarbejdere, efterspørger de også erfaring. Og i mit eget tilfælde har det også hele tiden været den manglende erfaring, der har spændt ben. Den forbandede erfaring, jeg kun kan få ved at få et arbejde.

– De mennesker, der er i gang på arbejdsmarkedet, har erfaring, og arbejdsgiverne efterspørger erfaring. Det tager jo tid at lære en rookie op. De vil hellere have én, der har prøvet det før, og derfor efterspørger man erfaring fra tidligere job i stedet for at starte med en, der er fuldstændig grøn, siger han.

Personligt havde jeg nok bare haft en tro på, at krisen ville være på retur, når det blev min tur til at mase mig ind i bussen. Eller så havde jeg lukket øjnene. Jeg havde nok også i højere grad ladet hjertet end hjernen råde, da jeg begyndte på universitetet. Ligesom mange andre gjorde dengang ifølge Noemi Katznelson, som er forskningsleder og lektor ved Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet i København. Hun forklarer, at unge generelt har haft enorme forventninger til livet op gennem 90'erne og i overgangen til 00'erne. En forventningseksplosion, der også haft indflydelse på karrierevalget.

LÆS OGSÅ: Overvejer du også at skifte karriere?

Men mod slutningen af 00'erne begyndte der at opstå en bevidsthed om, at livet ikke nødvendigvis altid former sig, som man havde forestillet sig, forklarer Noemi Katznelson:

– Der begynder at vokse en risikofornemmelse frem blandt unge. Det kan godt være, at man er drevet af sine drømme, men man skal også helst have en plan b. Så drøm a bliver snævert fulgt af en plan b, siger hun.

For mit eget vedkommende brugte jeg den første tid på at vende tilbage til verden efter flere måneder i specialeisolation. Jeg sendte mange ansøgninger af sted og følte mig overvejende optimistisk. De fleste i mit netværk havde været på dagpenge det første stykke tid, mens de prøvede at finde fodfæste på det usikre arbejdsmarked. Men i længden sled det på nerverne, fordi jeg ikke vidste, hvornår – og om – der overhovedet var lys for enden af mørket. Samtidig blev en kommentar ved med at give ekko inde i mit hoved:

"Efter nogle måneder begynder I at "lugte" lidt".

Ordene havde lydt fra en chef for et af nyhedsmedierne på et møde for kommende dimittender, jeg havde deltaget i, før jeg afleverede mit speciale. Et eller andet sted vidste jeg, at hun havde ret. Og jeg begyndte at føle, at jeg var i kapløb med tiden. Jeg tog fat på plan b og begyndte også at søge job som kundeservicemedarbejder og butiksassistent, som kunne give mig en økonomisk bund, mens jeg prøvede at få gang i freelanceopgaverne. Men de job fik jeg heller ikke.

Alle kan få job i Netto, men...
Ifølge en undersøgelse fra fagforeningen DJØF vil flere end hver anden dansker opleve at blive fyret engang i deres arbejdsliv. Og i 2012 var flere end 400.000 danskere på et eller andet tidspunkt berørt af ledighed. Man kan derfor undre sig over, at vi stadig forbinder ledighed med skyld og tabu i en sådan grad, at 29 procent af alle arbejdsløse ifølge en undersøgelse fra Min A-kasse har prøvet at melde fra til middage, fester og familiefødsels-dage, fordi de ikke orker at få stillet spørgsmålet: "Nå, hvad laver du så?" endnu en gang. Og jeg har gjort det selv, for det føles som et identitetstab, når man ikke har et job. Men mange bliver også mødt med en fordom om, at man bare kan få et job i Netto.

Min A-kasse satte sig derfor for at undersøge Netto-myten og lavede en video med en ledig IT-specialist, der sendte 123 ansøgninger af sted og kom til to samtaler i Netto. Men Netto ville ikke ansætte ham. Og det resultat kom ikke bag på Simon Bauer, der er kommunikationschef i Min A-kasse.

– Vi lavede videoen som et forsøg på at aflive den fordom, for mange af vores ledige støder tit på kommentaren: "Du kan jo bare få et job i Netto." Den puster folk i nakken og gør, at man
ikke har lyst til at tage til familiefest, siger han.

Netto arbejder også selv på at aflive myten med deres "Kan du levere varen?"-kampagne, der blandt andet består af en række videoer på hjemmesiden, der viser, at en god Netto-medarbejder skal kunne løbe hurtigt frem for at sidde og fyre en masse akademiske termer af, mens varerne alt for langsomt skannes gennem ved kassen. Christian Dahl, der er HR Manager i Netto, tror, at myten er opstået, fordi mange forbinder Netto med discount.

– Dengang Netto åbnede, gemte man jo sin indkøbspose, for man skulle jo ikke vise, man handlede i Netto. Og nu handler alle i Netto. Det ændrer dog ikke ved, at man stadig ser det som et lavstatusjob, siger han.

Netto mærker også, at krisen får flere til at prøve lykken som kasseekspedient. Men de er ikke interesserede i at ansætte medarbejdere, hvor det alene er lønnen, der er drivkraften. Der står nemlig mange kandidater i køen med en mere entusiastisk indstilling.

– Man kan godt få et job i Netto, men man skal kunne levere varen. Der er altid travlt i Netto. Så hvis du kan lide

at smøge ærmerne op til et godt stykke over albuerne, så kan det godt være, vi
har brug for din hjælp, siger Christian Dahl.

Det betyder ikke, at de bevidst fravælger ansøgere med meget erfaring på CV'et, selvom han dog ville løfte øjen-brynet, hvis han modtog en ansøgning fra en kandidat som mig. Og da han spørger mig, hvorfor han skulle ansætte mig, dumper jeg allerede testen. Jeg er nemlig lidt for længe om at svare.

– Du vil jo ikke have et job i Netto, for du vil jo gerne være journalist, og så er det det, du skal være. Det nytter jo ikke noget, at du er led og ked af at gå på arbejde, fordi du hellere vil lave noget andet. Det smitter af på dine kolleger, siger han.

– Jeg ville synes, at det var interessant, hvis du kom og sagde, at du gerne ville
arbejde i Netto, fordi du ville lære butik-ken at kende med henblik på at blive
ansat i vores kommunikationsafdeling på et senere tidspunkt. Så ville du vise, at du faktisk vil det, fordi du har en plan med det og ikke bare skal tjene nogle penge.

Engang ude i fremtiden vil myten om, at man altid kan få job i Netto formentlig dø fuldstændig, i takt med at kasseekspedienter bliver erstattet med selvbetjeningsmaskiner. Men ifølge fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen i Future Navigator vil arbejdsmarkedet også blive mere fleksibelt. Man vil ikke nødvendigvis være fastansat i hele sin arbejdstid. Flere vil i endnu højere grad end i dag sammensætte deres eget arbejdsliv, men det kræver, at man hele tiden
bestræber sig på at styrke sin egen dygtighed.

– Det kan godt være, man har en lang to do-liste hver dag, men hvis du ikke også tænker over, hvordan du kan blive dygtigere, og hvordan du imødekommer arbejdsmarkedets behov i morgen, så bliver du fremtidens taber, der ikke kommer til at have et job fem år ude i fremtiden, siger hun.

Det er også sådan, jeg i endnu højere grad er begyndt at forestille mig min fremtid på arbejdsmarkedet. En tilværelse, hvor jeg sammensætter mit eget arbejdsliv med så mange freelanceopgaver, at jeg kan leve af det og slippe dagpengesystemet helt – selvom et liv som fastansat virker mere trygt.

Der er kommet et par ridser i teflonbelægningen siden snakken med min tidligere kollega, men jobsøgningsprocessen har også lært mig en del. Blandt andet, at der ikke findes én rigtig vej til jobbet, men også at det i høj grad er et spørgsmål om held, hvem der når at få en plads i bussen, og hvem der bliver efterladt ved stoppestedet.

LÆS OGSÅ: Hun skiftede sin karriere ud med SU og et drømmejob

