23-årige Frederikke: ”Det har taget mig tre år at finde ud af, at jeg gerne må sørge”

”Man skal jo også komme videre i livet.”

Den dengang 20-årige Frederikke Vinters far var netop død, og hun var forbi chefens kontor for at bede om fri dagen efter sin fars bisættelse.

Men selvom det måske ikke var helt så hårdt ment, talte chefens lidt uheldige råd til alt det, unge Frederikke gik og følte: Hun skulle ikke have lov til at være ked af det, fordi hendes far drak.

Frederikkes far har drukket al den tid, hun har været i verden - og selvom hendes mor få år efter hendes fødsel fandt en ny mand, der i den grad har påtaget sig farrollen, er en stor del af Frederikkes barndoms- og ungdomsår gået med at frygte, hvornår og hvordan hun ville miste sin biologiske far.

”Lige så lidt jeg ønsker, at alkohol skal være en del af mindet om ham, for min far var så meget mere end sit alkoholproblem, så er det jo også det, der ender med at fylde,” fortæller den i dag 23-årige Frederikke.

Ikke flere katastrofetanker

Kirken var fyldt. Der var ikke en eneste siddeplads tilbage. Hele byen var samlet til Frederikkes fars bisættelse.

Men selvom de mange fremmødte kendte hendes far for mere end hans alkoholmisbrug, syntes Frederikke, at det var pinligt og svært at sidde og græde foran dem. For hun sad med en meget ambivalent følelse knugende i maven.

Foruden at det var hårdt at miste sin elskede far så pludseligt, skulle hun nemlig også finde rundt i følelsen af at være lettet.

”Jeg syntes, det var så frygteligt at sidde der. Han har jo gjort sit allerypperste og var ved siden af alkoholen en god og omsorgsfuld far – så jeg var så flov over, at jeg på nogle punkter var lettet,” siger hun og uddyber:

”Som barn af en misbruger har man hele tiden katastrofetanker. Følelsen af hele tiden at skulle forberede sig på det værste og hele tiden være i alarm- og forsvarsposition. På ét sekund fjernes de, og du skal aldrig mere tænke på dem. Jeg har brugt ti år på at have de tanker og den frygt, og nu ved jeg, at de næste mange år af mit liv skal jeg aldrig tænke på det igen – aldrig være bange for det igen.”

Så meget andet

Frederikke vidste, hvilke tidspunkter på døgnet hun kunne opsøge sin far, hvilke tidspunkter hun kunne ringe, og ikke mindst hvilke tidspunkter hun ikke skulle kontakte ham, fordi han så ville være beruset.

Men samtidig med, at hun var lettet over, at det nu var slut med de mange katastrofetanker, havde hun også svært med at forene sig med at skulle sørge. For hun skammede sig over at savne en, der ude fra set ikke har været den ideelle far, især nu hvor hun havde en fantastisk papfar til at kompensere for det, den biologiske far ikke kunne.

”Jeg skulle ikke være ked af det, for jeg havde jo så meget andet,” siger hun og uddyber:

”Jeg har jo den støtte og de mennesker, jeg har brug for i mit liv, og som kan være med til at dele minderne den dag, jeg får børn eller bliver gift. Jeg kom jo ikke til at mangle en far – for jeg har en.”

Serveret som en ostemad

Den store følelsesforvirring fik Frederikke til at lukke helt ned. Hun tog chefens ord til sig og begyndte selv at tro på, at hun bare skulle videre, i troen på at det var det nemmeste for alle. Hun lod derfor hans alkoholproblem fylde hele sin sorg, så hun kunne være mindre ked af det.

Når nogen spurgte ind til hendes fars død, svarede hun hurtigt: ”Det skal du ikke tænke på, for han drak” – sagt i samme tone, som hun ville sige, ”her er din ostemad”, som hun selv forklarer det.

Tre år efter hans død er det dog gået op for hende, at hun ikke serverer det på den måde for at skåne andre, men for at skåne sig selv for den uforløste sorg.

”Det har taget mig tre år at finde ud af, at man gerne må sørge, selvom man har en far, der er alkoholiker. Jeg har fundet ud af, hvor meget jeg egentlig har løjet for mig selv. Hvorfor er det, jeg er så flov, og hvorfor kan jeg ikke give mig selv lov til at være ordentligt ked af det, bare fordi min far havde den her problematik? Der var jo så meget andet til ham også,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har lært, at man skal give alle følelserne lov til at være der. Der er ingen måde, der er forbudt at have det på. Der er ingen forbudte tanker. Selvom det er noget, man kan bilde sig selv nok så meget ind. Selvfølgelig måtte jeg sørge over min far, selvom jeg havde en far mere. Fordi han var stadig min far og til trods for hans alkoholproblematik, så elskede jeg ham utrolig højt.”

Hør hele Frederikke Vinters historie i den nyeste episode af podcastserien ’Jeg plejede af tro på for evigt’ i podcastappen Talk Town. Podcasten er produceret af Landsforeningen Liv&Død.