I lære som 'duftnæse'

I lære som "duftnæse"

Da jeg træder ind i kursuslokalet hos L'Oréal, som blandt andet står bag dufte fra Giorgio Armani, Lancôme, Cacharel og Stella McCartney, bliver jeg rimelig overrasket over, at der står vandfarver på bordene. Det havde jeg ikke lige set komme, men det giver fint mening i løbet af dagen, hvor jeg og mine skønhedskollegaer, skal dufte os igennem et utal af rene duftnoter.

Vi skal nemlig male, det billede vi får på nethinden, når vi dufter til den enkelte note. På den måde får vi kædet et billede og en duft sammen, og det er den måde parfumeskabere i den virkelige verden lærer og husker duftnoter på.

De kalder sig "næse"

I løbet af dagen gennemgår vi 14 forskellige noter, som svinger fra frisk og dejlig til kvalmende og absolut rædselsfuld. Vi får også en grundig gennemgang af de forskellige typer dufte, så vi fremover er bedre rustet til at beskrive alle de dejlige nye dufte, vi skriver om.

Duftingredienser kaldes noter på parfumesprog og du er helt sikkert stødt på ordet, hvis du har læst om dufte i ALT for damerne. Et andet mærkværdigt ord i parfumeverdenen er "næse", som er betegnelsen for en parfumeskaber.

En næse har trænet sin lugtesans, så han eller hun kan skelne hundredvis af duftnoter fra hinanden. Der eksisterer ca. 3000 unikke dufte, hvoraf ca. 2500 er skabt syntetisk. Det lyder måske meget kunstigt, men giver meget god mening, da der skal ufattelig mange blomster til at skabe de koncentrater duftene er baseret på. Naturlige duftkoncentrater kan også variere i duften afhængig af jord, vejr og høst, og det vil parfumefirmaerne gerne undgå, da duften helst skal være den samme, så kunden ved, hvad hun får.