Kan man være prostitueret for sjov?

Journalistik er bedst, når den gør os klogere. Når den rykker ved fastgroede opfattelser. Og når den inspirerer os til at gøre noget anderledes. Jeg oplever ofte, at læsere husker interviews eller reportager fra bladet i flere år. Når det sker, bliver jeg glad. For så har vi ramt rigtigt. Vi har fået læseren op af stolen. Vi har skrevet noget, som har okkuperet noget plads i hukommelsen. Fordi det af en eller anden grund var vigtigt for læseren.

Jeg kan sige med ret stor sikkerhed, at vi i dette nummer har en af den slags historier, der både gør os klogere, afliver nogle fordomme og vil blive husket. Vi har i hvert fald på redaktionen diskuteret emnet helt op til deadline.

Et interview, som i den grad har været med til at nuancere mine egne forudindtagede holdninger.

I skal nemlig møde Rikke Grosell, som for fem år siden havde kæreste og to børn

– OG var luder. Først som escortpige og senere som bordelluder. I dag er hun cand.pæd.psyk, forfatter og radiovært.

På trods af at prostitution kaldes verdens ældste erhverv er det stadig forbundet med tabu og fordomme, og jeg var også på forhånd ret skeptisk, da jeg læste interviewet (side 24). Begrebet "den lykkelige luder" er blevet nedgjort som en naiv opfattelse af en hård og kold branche. Men virkeligheden er nok, at prostitu-tionsbranchen rummer alt fra de handlede gadeludere på Vesterbro til kvinder som Rikke, der havde sin egen lille fest kørende samtidig med, at hun havde en kæreste derhjemme, som bakkede hende op.

Rikke fortryder ikke et sekund sit valg om at blive luder. Og hvorfor skulle vi fordømme hende, når hun er så afklaret? Vi er i hvert fald glade for, at hun fortæller sin historie.