Klumme: Hvorfor lærte vi ikke meget mere af 2020?

Jeg gik ind i 2020 med en ambition om at leve en lidt mere harmonisk tilværelse. Skrue ned for stressniveauet, surmule mindre over ungernes hormonelle ugidelighed og ikke råbe så meget i trafikken. Dytte anerkendende i stedet for vredt, du ved. 

Dermed ikke sagt, at jeg havde planer om at sige jobbet op, lade skægget gro, sælge hele lortet og tvangsmarchere familien ud i en sivhytte i den svenske ødemark. Mindre kunne også gøre det, og når jeg ser, hvordan også du står og stresser i køen til supermarkedet, skælder ud på fremmede mennesker på Facebook og hidser dig op over ligegyldigheder inde på Aula, håber jeg, at du måske gik i samme tanker. 

LÆS OGSÅ: ”Januar behøver faktisk ikke at være starten på dit nye, forbedrede jeg”

Problemet med denne nye og bedre MIG (og dig?) var blot, at den åbenbart ikke kunne eksekveres på en enkelt eftermiddag. Det ville kræve tid og tålmodighed, og hvilket bare tilnærmelsesvis normalt og fuldtidsarbejdende familiemenneske kan prale af at have nogen større grad af de ting i hverdagen?

Skulle jeg gøre alvor af planerne om at sænke skuldrene og sige fuck it fremfor fuck, skulle der være plads til det i vagtplanen. 

Men så skete der noget. Som sendt fra himlen lukkede Mette Frederiksen hele hverdagen ned på en halv time i midten af marts. Da jeg først var færdig med at hamstre tørgær og toiletpapir, blev det pludselig helt rart, roligt og harmonisk. Vi vågnede næste morgen, halvanden time senere end normalt, spiste fælles morgenmad med ungerne for første gang i flere år, sad med snuden begravet i puslespil i timevis, drak lunken papvin med gamle venner på Zoom og sammenlignede surdej med naboen. I flere uger. 

LÆS OGSÅ: Nytårsaften havde jeg ikke regnet med kærestesorg, isolationstilstand og en fyreseddel

Bevares, der var folk, der blev syge og døde, brancher, der gik på røven, og venner, der mistede deres arbejde, men midt i al ulykken og uvisheden begyndte det hele ikke desto mindre at ligne et liv, jeg godt kunne se mig selv blive ved med at leve. Vi gav ikke hånd, men vi gav hinanden tid og opmærksomhed, og det, vi ikke nåede på hjemmekontoret i dag, ville vi jo nok nå i morgen. Selv da ungerne skulle tilbage i skole i løbet af maj, skete det med forskudte mødetider og en hidtil ukendt kommunal accept af, at man ikke død og pine SKAL sende en tiårig i skole i syv timer hver dag.

Sommeren kom og gik … og så begyndte vi så småt at falde tilbage i de gamle vaner igen i takt med, at efteråret meldte sin ankomst. Vi pakkede puslespillet sammen, glemte at pleje surdejen, slut med fællessang hen over hækkene og altanerne. Tilbage på fuld tid og fuld fart, op klokken 6.30, skynd på ungerne, hen i heldagsskolen, tjek dagens første mails, og dyt lidt ekstra hidsigt af alle tosserne i trafikken på vej hjem. Som om vi intet havde lært. 

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle om sin pinlige nytårsaften: "Al værdighed var knust"

Her ved udgangen af året er alt mere eller mindre ved det gamle. Som 2019, bare med mundbind og mink-skandale. Men blandt al den elendighed, 2020 har budt os, kan jeg ikke lade være med at føle, at det sørgeligste er, at vi forspildte chancen for at lægge livet, hverdagen og lykken lidt om på et tidspunkt, hvor der ellers var bred enighed om, at det faktisk klædte os alle at tage den lidt mere med ro. 

Forhåbentlig får vi en ny mulighed i 2021. Nyt år, nyt dig, som man siger. Måske kræver det endnu en nedlukning, men hey, man ved jo efterhånden heller ikke, hvad hende Mette kan finde på. 

Godt nytår.