Klumme: Vi taler ALT for lidt om, hvor hårdt det er at være stedbarn

Som barn var der to ting, jeg ikke brød mig om: Gæster og flåede tomater, som min nye stedfar havde for vane at putte i alting. For eksempel røg den smattede tomatmasse i den brune, gammeldags millionbøf, som så smagte helt forkert. Og min mor kiggede strengt på mig, hvis jeg vrængede eller sorterede tomatstykker fra. Pludselig så hun mig jo gennem min nye stedfars øjne, ikke bare sine egne, der hidtil havde været blidere. I min mors iver for at bakke min stedfar og blandt andet hans kogekunst op, blev hun som en fremmed for mig.

Hendes øjne var også tændt af en forelskelse, som hun frygtede, jeg kunne slukke i ham, hvis jeg ikke opførte mig pænt – hvad end det betyder at opføre sig pænt. For et stedbarn kan det betyde ikke at stå ved sine egne følelser, fordi man ved, man er en del af en pakke, som en fremmed voksen ikke selv har valgt. Man er den her kedelige, kogte kartoffel, en stedforælder skal tage over på tallerkenen – ellers kan vedkommende ikke tillade sig at tage af den fede flødesovs.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor er vi så bange for at hylde og fejre os selv?

Jeg var splittet. Ville ikke have, min mor skulle være alene og ked af det. Men samtidig kunne jeg bedst lide, at alting var, som det plejede – med brun millionbøf, far, mor og børn. Det kan de fleste børn vel i grunden. Men min far var død, og jeg var blevet en kedelig tvangskartoffel. Og med en stedfar i hjemmet føltes det akkurat som at have sådan en irriterende gæst, der aldrig går hjem, uanset hvor meget man gaber, rydder af bordet og kvæler pinlig tavshed med et ”så deeeet…”.

Som stedbarn føler man sig ikke længere fri derhjemme, begynder at låse døren til badeværelset og har konstant antennerne spændt max ud for at læse stemninger. Man kan som stedbarn ikke længere tage for givet, at samtlige voksne derhjemme elsker én ubetinget og præcis, som man er.

Vi taler meget om skilsmissers konsekvenser, samarbejde mellem forældre, og hvordan børnene kommer mest trygt igennem skilsmisser. Det er vigtige emner. Men én ting synes jeg sjældent, vi ser i øjnene: Selve stedbarnsrollen og hvad det betyder for børnenes videre liv samt relationen til den biologiske forælder. Børn er jo nogle loyale væsner, der skammer sig over at stå ved, de er ulykkelige. De ved intuitivt, at den biologiske forælders lykke er betinget af, at de bider tænderne sammen.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor i alverden er det stadig et tabu at have menstruation?

Måske lyder det her som en tordentale mod skilsmisser. Det er det på ingen måde. Jeg er som Doctor Phil sikker på, det er værre at bo i et skilsmissehjem end at komme fra ét. Og ingen bryder sig om at flå tæppet væk under børnene, hvis der er et alternativ. Jeg efterspørger blot mere opmærksomhed på den rodløshed og følelse af at være forkert og i vejen, som kan følge med stedbarnsrollen. Følelsen af altid og alle steder at skulle anstrenge sig for at fortjene kærlighed. Det bokser jeg stadig selv med.

Mine døtre er også stedbørn. De har et godt og kærligt forhold til min mand. Han ser deres håndboldkampe, vasker deres tøj og henter dem på skolen, når flødestemmen i telefonen ikke
bider på mor. Vi griner sammen af, at de i starten, som små treårige, testede ham og gjorde
deres bedste for at skræmme ham langt væk. Han rummede det uden at kny.

Alt er godt.

Alligevel er det kun, når de er hjemme hos far, eller når jeg er alene med dem, at badeværelsesdøren er ulåst.

Det er værd at tænke over.