Kommunikationschefen for Kongehuset: “Jeg er tilhænger af Kongehuset, men jeg er ikke royalist”

- Da jeg var barn, havde jeg ikke specifikke fremtidsdrømme om, hvad jeg gerne ville være, når jeg blev voksen. Det handlede mere om at vinde den næste håndboldkamp.

Jeg har altid levet meget i nuet. Jeg fandt også relativt sent ud af, hvilken retning jeg skulle. Jeg arbejdede bl.a. i en børnehave og boede i Frankrig hos en journalistfamilie i et år, inden jeg endte på læreruddannelsen. Jeg tænkte, at det var en god, generel uddannelse, men efter fire et halvt år kunne jeg mærke, at der skulle ske noget andet, så da jeg hørte om den dengang nyåbnede tillægsuddannelse på Journalisthøjskolen i 1986, søgte jeg ind med det samme. Jeg kom ind og sagde mit lærerjob op midt i et skoleår. Hvis jeg skal lede efter den røde tråd i mit uddannelsesforløb, har det nok været formidling.

LÆS OGSÅ: Kronprinsesse Mary tror på, at verden kan forandres med ligestilling

Jeg søgte målrettet ud i det private erhvervsliv og blev ansat hos det daværende forsikringsselskab Hafnia. I 1990 blev jeg kommunikationschef i Egmont, som dengang hed Gutenberghus. Det var sindssygt spændende at være med til virksomhedens udvikling fra skandinavisk udgivervirksomhed til international medievirksomhed.

Jeg syntes, jeg havde landets bedste job, og der skulle noget ekstraordinært til at få mig til at forlade det, fordi jeg var så glad for det. Jeg var derfor ikke jobsøgende, og det var min mand, der ved et tilfælde så jobopslaget fra Udenrigsministeriet, som søgte en informations- og kultursansvarlig til den danske ambassade i Washington D.C.

Jeg fik jobbet og flyttede til USA med min mand og vores to små piger på dengang tre og fem år. Simone startede i første klasse, og Emilie skulle i børnehave. Det var en kæmpe omvæltning, men små børn er jo heldigvis meget omstillingsparate. Det varede ikke længe, før de talte sproget og faldt til.

Jeg er nok af natur altid meget åben over for nye udfordringer. Jeg tror meget på sink or swim-princippet: Det, jeg ikke kan, kan jeg forhåbentlig lære. Det har været mit motto i meget af det, jeg har lavet. Jeg tror på, at tingene kommer til at gå godt, hvis bare man gør sig umage.

Noget af det mest udfordrende, jeg har oplevet i min karriere, var mediestormen under Muhammed-krisen i 2005-06, mens jeg var ansat på ambassaden i Washington. Her lærte jeg, hvor vigtigt det diplomatiske arbejde, som ambassadører udøver i krisesituationer, kan være, og hvilken forskel man kan gøre ved at invitere til dialog parterne imellem. Ambassaden indbød ledende repræsentanter fra muslimske samfund i USA, og på den måde forsøgte man ad dialogens vej at skabe forståelse for parternes bevæggrunde.

Jeg fik tilbudt jobbet som kommunikationschef i kongehuset, da jeg kom hjem fra USA. Jeg troede egentlig, at jeg skulle tilbage i det private erhvervsliv, men dette var unikt, en særlig arbejdsplads – og jeg sagde ja. Jeg er selvsagt tilhænger af kongehuset, men jeg vil ikke beskrive mig selv som royalist, og jeg blev forhåbentlig ansat pga. mine kvalifikationer og min erfaring. Jeg tror, at mit forhold til kongehuset kan sammenlignes med det forhold, mange andre danskere har til det. Det er en institution, jeg er vokset op med, det danske monarki er en del af min kulturelle arv, og jeg er endnu aldrig gået glip af nytårstalen.

I de otte år jeg har været her, er der sket rigtig meget. Familien spænder nu over alle generationer, og i takt med at den kongelige familie er blevet større, er interessen for kongehuset vokset kolossalt. Men den er også vokset, fordi mediebilledet har ændret sig de seneste år. Det er nok i antallet af henvendelser og i interessen for at få de kongelige i tale, at mit nuværende job adskiller sig mest fra mine tidligere stillinger. I mange virksomheder ville man jo være lykkelig, hvis der var et medie, der ringede tre gange om dagen, fordi det ville være en platform at markedsføre sig på. For kongehuset er det hele tiden en balancegang mellem dels at være tilgængelig, dels at værne om privatlivets fred.

Det er min og kongehusets målsætning at være i pagt med tiden. At være der, hvor danskerne er. Vi arbejder i øjeblikket på vores tilstedeværelse på de sociale medier. Det er platforme, som bliver vigtige også for kongehuset de kommende år. Den yngste generation af kongefamilien er jo opvokset med sociale medier, og vi forholder os selvfølgelig til, at vi vil miste en meget stor målgruppe, hvis vi ikke er i dialog med de yngre generationer der, hvor de er.

Danmark er et lille land, og de medier, der følger kongehuset, kender vi ret godt. Men hvis et medie overskrider grænserne for privatlivets fred i henhold til straffeloven eller de presseetiske retningslinjer, skrider vi ind. I sagen om prinsesse Marie i efteråret 2015 (hvor ugebladet Her & Nu skrev, at prinsessen havde fået foretaget en brystforstørrende operation i Litauen, red.) bad vi decideret om et dementi, vel vidende at der ville komme en del opmærksomhed omkring det.

Det afgørende for den beslutning var, at historien var usand fra ende til anden. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, at den oven i købet var usand om noget, der må siges at være meget privat og endda i en meget detaljeret grad. For det ville meget hurtigt blive en sandhed. Jeg synes egentlig ikke, at vi er blevet sartere. Men vi kan godt mærke, at konkurrencen er blevet skærpet, og der har været nogle tilfælde, hvor tonen er blevet grovere, og løgnen er på vej til at blive legitim.

Min arbejdsrytme veksler meget, men det er ikke et 8-16-job. Jeg er ret tilgængelig og står til rådighed i det omfang, der er behov for det. I en 24-timers nyhedscyklus skal det være muligt at få fat i enten mig eller en af mine kolleger. Det giver en stor uforudsigelighed i mit job, og det trives jeg faktisk godt med. Det er en del af charmen, at dagene ikke ligner hinanden. Jeg er nok også lidt ærekær omkring, at kongehuset skal være til at få fat på. Som de fleste andre i dag er jeg efterhånden på hele tiden, og nogle gange kunne jeg nok være lidt bedre til at skaffe mig selv et frirum. Fx til at gå og male og istandsætte og indrette den gamle gård, vi har købt i Nordjylland, dyrke sport eller gå lange ture. Jeg kan mærke, at den ro, natur og praktiske gøremål giver, betyder mere og mere for mig.

LÆS OGSÅ: "Jeg er ligeglad med, om folk går i burka eller bikini – det handler om, hvad de står for"

LÆS OGSÅ: "Virksomhederne kan jo se, at det giver afkast på bundlinjen, når der investeres i kvinders sundhed, rettigheder og velfærd"

LÆS OGSÅ: Sådan går det med ligestillingen i Danmark