Mette Bock om familietragedie: "Jeg troede, at ulykker var noget, der skete for andre"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Solbakkevej, hvor to af mine brødre endnu bor i vores barndomshjem. Det var et nybyggerkvarter, som skød op uden for Horsens i 50'erne. Vi var fem børn i huset, så der var liv og glade dage. Larm, uro, men også højt til loftet. Når man er mange børn i samme hus, foregår meget mellem børnene, og jeg mindes for eksempel ikke ret meget opdragelse. Man skulle forhandle sig til det meste. Når det for eksempel drejede sig om, hvad tid jeg skulle være hjemme, startede jeg på klokken 22, min far på klokken 21, og så landede vi typisk på 21.37 og en halv.

– Mine forældre blev skilt, da jeg var 16-17 år, og det var nogle hårde år, hvor min far udviklede et alkoholmisbrug. Sammen med mine to ældste brødre blev jeg boende hos min far og stod med ansvaret for, at vi søskende kunne ses. Mine forældre talte ikke sammen. Det var virkelig overhovedet ikke nogle spændende år. Men i dag ved jeg også, at intet liv er en dans på roser. Alle mennesker har gode og dårlige år. Men man kan selv gøre meget, og hvis jeg må bruge et gammelt rødstrømpeslogan, så er det: "Handling giver forvandling". Jeg er meget handlingsorienteret og ikke typen, der venter på, at tingene går over.

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald og Rasmus Backhaus: “Når jeg kigger tilbage, var det en stor sort sky”

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Som niårig så jeg min søster, Karen, blive dræbt i en trafikulykke. Dengang var vi to piger og to drenge i familien. En aften, hvor vi var på vej hjem fra pærerov, vendte jeg mig om for at kigge efter hende og så hende cykle ud foran en bil på vejen. Hun var seks år. Jeg havde indtil da haft en bekymringsfri barndom, og jeg troede, at ulykker var noget, der skete for andre. Men for første gang i mit liv følte jeg, at jeg mistede sikkerheden. Det var meget dramatisk, og jeg ved, at livet kan være slut i morgen. Siden kom der to drenge til, så i dag er vi mig og fire brødre.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg er vokset op i en by, hvor man gik i kirke. Mine forældre sad i menighedsrådet, og fra jeg blev konfirmeret, sang jeg i kirkekoret. Når man som jeg var i kirke hver søndag, jeg sang til både bryllupper og begravelser – også de rigtig triste – så får man en fortrolighed med folkekirken. Jeg kender salmebogen forfra og bagfra. I nogle frikirker fylder troen meget, men det gør den ikke hos os som ganske almindelige folkekirkemedlemmer. Der er så mange, der ikke vil sige, at de tror, men det gør jeg gerne. Jeg kan godt lide vores rummelige folkekirke. Det er ikke noget, jeg taler om til hverdag, men det er en del af mit fundament. For mig er troen ligesom at trække vejret.

Din levevej?
– Jeg er dobbelt uddannet, for jeg har både læst filosofi og statskundskab. Det vil sige, jeg ved noget om både at være til som menneske og om samfundet. Den kombination har jeg brugt meget for eksempel i Muskelsvindfonden, hvor jeg fik min første lederstilling og for første gang arbejdede med mennesker med et handicap. Men også i mediebranchen, på universitetet og i politik er det de alment menneskelige forhold, der interesserer mig. Oprindeligt troede jeg faktisk, jeg skulle være læge, men jeg syntes, der manglede ånd, så jeg sprang ret hurtigt fra medicinstudiet. Til gengæld er der to af mine børn, der ender med at blive læger.

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: "Det er ikke altid lykken at flytte sammen - for os var det helt forkert"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg er så heldig, at jeg stadig kan gå i svømmehallen uden at blive genkendt. Jeg er jo ikke en frontpolitiker, men det er da rart at kunne trække hjem til Stensballe, hvor jeg bare er mig selv i gummistøvler, og folk ikke interesserer sig for andre dele af mit liv.

I morges havde jeg faktisk en sjov oplevelse, jeg var i svømmehallen og svømmede mine baner, da der pludselig var en, der svømmede ind i mig bagfra. Han undskyldte meget, men først senere genkendte han mig, og så sagde han: "Du er faktisk min øverste chef, for jeg er fængselspræst".

Dit livs omvej?
– Jeg er vokset op i en radikal familie, men SF'eren Lilli Gyldenkilde boede tæt på, og jeg blev ghostwriter på hendes erindringer. Hun havde en hård opvækst og arbejdede som fabriksarbejder, indtil hun blev valgt til Folketinget. Da der skulle være folketingsvalg igen, stillede hun op til Europaparlamentet, og lidt længere syd for Horsens stillede Villy Søvndal så op. Man var bange for, at han skulle tage alle stemmerne og Horsens miste sin repræsentant i Folketinget, så hun bad mig om at stille op for at holde på SF-stemmerne på Horsensegnen. Så stillede jeg op for SF, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var mig og vendte tilbage til Radikale Venstre, men da jeg blev chefredaktør på Jydske Vestkysten, meldte jeg mig ud igen. Gennem 00'erne syntes jeg, at de radikale flyttede sig, så da min bror, Anders, stiftede Ny Alliance og senere Liberal Alliance, fulgte jeg med.

Jeg fulgte meget tæt med i regeringsdannelsen i 2016, for min partileder er jo også min bror. Løkke ringede først til mig klokken 22.30 om aftenen, og jeg troede faktisk, han havde glemt mig. Anders havde jo allerede spurgt, om jeg ville være minister. Indtil da havde jeg blot været menigt folketingsmedlem, og det var længe siden, jeg havde haft et lederjob, men da jeg satte mig for bordenden i Kulturministeriet, kunne jeg mærke at: "Åh, det er godt at være tilbage".

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg sang i kor med Hans-Jørn, et stort oratoriekor til de store korværker. Der mødtes vi, da jeg var 17 år, og han var 20. Det tog lidt tid, før det foldede sig ud, men så gik det hurtigt, for vi var gift, da jeg var 20, og vi fik vores første barn året efter. Hans-Jørn er et af de mest vidende mennesker, jeg kender, og han sidder konstant med næsen i en bog, men er samtidig opmærksom på nu og her. Han fungerer ofte som mine øjne og ører på de ting, jeg ikke selv når. Det er tit ham, der gør mig opmærksom på en avisartikel eller fortæller mig, hvordan min kommunikation virker på andre mennesker. Jeg tror, at et langt ægteskab handler lidt om held. Som 17-årig ved man jo ikke, om kærligheden til et andet menneske vil holde resten af livet. Når det så er sagt, så er resten arbejde. Du bliver ikke lykkelig, hvis du altid tror, at græsset er grønnere et andet sted. Langt de fleste af vores dage sammen er gode dage, men der er også dage, hvor det ikke er så spændende.

LÆS OGSÅ: Sissel-Jo Gazan: "Jeg er sgu nok familiens overhoved"

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Jeg er tit sprunget ud på dybt vand, for jeg vælger ikke de sikre veje. Se bare mine jobspring. Jeg kaster mig gerne over noget, hvor jeg ikke har den forkromede erfaring eller forudsætninger – som for eksempel da jeg kastede mig over journalistikken. Til gengæld er jeg flittig. Korsveje er skræmmende.

Skal man vælge det sikre eller det, der frister?
Jeg tror, vi alle sammen skal være mere modige. Også selvom det ind imellem går mindre godt. For ti år siden blev jeg ansat som prorektor på Aarhus Universitet, jeg havde aldrig prøvet at være ansat i det offentlige før, og det fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke havde tålmodighed til. Så blev jeg tilbudt at blive programdirektør i DR. Den slags spring skal du dog ikke tage for mange gange i livet, for så bliver du ikke taget seriøst. På den anden side går du glip af mange muligheder, hvis du altid spiller det sikre kort.

Hvilken vej bor du på nu?
– Jeg bor både i Stensballe, hvor jeg er vokset op, og så har jeg en lejlighed i København. Det er dejligt at være i København og mærke pulsen, men jeg nyder også skoven derhjemme og at mærke græsset under fødderne. Som kirke- og kulturminister foregår meget af mit arbejde i weekenden, så det er sjældent, jeg har fridage. Men jeg klager ikke, for jeg har faktisk lige været hjemme i weekenden, hvor mine tre børn og fem børnebørn var, og vi hyggede os med nogle dejlige middage. Min mor bor også stadig i samme område, så vi er faktisk fire generationer, der bor ved siden af hinanden. Det er vist både en tilfældighed og et udtryk for, at vi godt kan lide at være sammen.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er lige blevet 60 år, og i den forbindelse skrev jeg et indlæg til en familiekrønike, vi skriver hvert år. Overskriften var "60 og tilfreds". Jeg har det faktisk sådan, at for min skyld måtte tiden gerne stå stille nu. Jeg har mine børn, mine børnebørn og mit arbejdsliv, og jeg har faktisk ingen ønsker om at bevæge mig nogen andre stedet hen.