"To år efter ulykken havde jeg taget 60 kilo på"

Hvad husker du bedst fra din barndom?

"Jeg gik på nogle villaveje i Gentofte forleden, hvor vi har haft prøver med Tivolirevyen. Og den der duft af ligusterhæk og nyslået græs, mens solen skinner – og du kan måske endda høre græsslåmaskinen og en hund, der gør, og se et flag, der blafrer.

Der blev jeg bare revet tilbage til min barndom og alle de minder fra mine forældres have, der har været en form for klub for gadens børn og vores skolekammerater. Mine to yngre brødre og jeg lagde altid hus til, og så hyggede vi os og spillede fodbold. Vi har haft det så sjovt i den have. Mine forældre bor der stadig, og det er jo fuldstændig fantastisk at kunne komme hjem til, og jeg kan slet ikke forestille mig, at de kunne bo andre steder.

Men da jeg var barn, blev jeg ved med at undre mig over, hvor de skulle bo, når jeg blev voksen. Jeg troede i min barnehjerne, at jeg blev boende, når jeg fik kone og børn, for det var jo mit hjem."

Hvordan var du som barn?

"Jeg har set nogle hjemmevideoer, som mine forældre har optaget fra ferier og fødselsdage. Og der er ikke en eneste hjemmevideo, hvor jeg ikke hopper ind foran det kamera og skærer grimasser.

Og det er sjovt, at jeg i mange år aldrig havde tænkt på at blive skuespiller eller noget som helst inden for det. Men nu når jeg kigger tilbage, så kan jeg godt se, at det jo hele tiden har ligget i mig. Men det havde bare aldrig strejfet mig."

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

"Da jeg var 15 år, brækkede jeg ryggen under en volleyball-kamp, og jeg var semi-lam i to år, da mit nervesystem var helt ødelagt. Nogle dage kunne jeg godt bevæge mig lidt rundt, og andre dage kunne jeg ikke komme ud af sengen. Der sker en del i den alder, og jeg havde meget tid til at ligge og kigge op i mit loft og tænke så meget over livet, som en 15-årig nu kan gøre det.

Det ændrede radikalt alt for mig, for jeg havde bare troet, at jeg skulle blive ved med at dyrke sport. Men det stoppede brat, og så måtte jeg jo finde ud af, hvad jeg så skulle."

Hvad tænkte du, da det skete?

"Jeg tænkte det værste: Jeg kommer aldrig til at gå igen, og mit liv er ødelagt. Det er jo den horisont, man har, når man er 15 år. Nu er det hele ødelagt, nu er jeg nærmest død. Jeg fik heldigvis meget støtte fra min familie og mine venner, så jeg kunne holde humøret oppe.

Det er sjovt, for når jeg tænker tilbage på det, husker jeg det faktisk ikke som en særlig ulykkelig tid. Men jeg husker heller ikke så meget fra den tid. Måske har min hjerne blokeret noget af det ude. Jeg husker chokket og tankerne om, at jeg aldrig kommer til at gå igen. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg nok skulle komme mig med genoptræning."

Hvordan har oplevelsen formet dig?

"Den formede mig meget i den tykke retning, kan man sige. Jeg var vant til at spise meget, fordi jeg dyrkede fem sportsgrene og hele tiden var i gang, og pludselig skulle jeg bare ligge stille. Men du kan ikke holde op med at spise, selvom du ligger stille, for det er det eneste, du har tilbage. Så to år efter ulykken havde jeg taget 60 kilo på."

Hvad har du af mén?

"Jeg har så godt som ingen mén, men der er et, der er værd at nævne. Min kæreste går meget op i meditation, og jeg synes, at det er dejligt at meditere, men jeg har altid haft lidt svært ved det og har ikke helt kunnet forstå det. Jeg har også altid svært ved at være i det, når jeg sidder i en teatersal eller i en biograf. Det skal i hvert fald virkelig interessere mig.

Men nu har jeg fundet ud af hvorfor, og det er, fordi det er et traume for mig, at min krop er stillestående. Det er, som om jeg bliver trukket tilbage i det fængsel, og det får jeg lyst til at bryde ud af. Jeg kan slet ikke være i mig selv, når jeg skal sidde stille i for lang tid. Og det kunne jeg godt tidligere.

Jeg elskede at gå i skole. Jeg var selvfølgelig også totalt oppe at køre og fransk klovn, men jeg elskede også at fordybe mig."

Hvilke karaktertræk holder du så mest af ved dig selv?

"Jeg kan godt lide, at jeg altid kan få folk, jeg holder af, til at grine. Jeg er god til at gøre andre trygge, og så snakker jeg lige så godt med børn, som jeg gør med voksne. Jeg er glad for, at det fascinerer mig så meget at tale med folk i alle aldre. Jeg synes, at der er noget spændende i de fleste mennesker.

Jo ældre jeg bliver, jo mindre pleaser-agtig kan jeg også mærke, at jeg bliver. Og det er egentlig dejligt at slippe det, for der har været så mange gange, hvor jeg bare har sagt til mig selv, at den tager jeg bare på mig. Ja, jeg blev lige lidt såret, men det skal vi ikke tænke på. Der er jeg blevet bedre til at insistere på at tale om, hvordan jeg har det, så jeg føler, at jeg står mere ved mig selv."