Olivia Joof: “Der vil altid være nogen, der taler grimt om mig, men tilgiv, tilgiv, tilgiv”

Hun trækker vejret et par gange.

– Jeg var kun 21 år, og jeg kunne ikke tåle det. Og jeg havde desværre ikke den der fuck jer-attitude. Selvtilliden og selvværdet sivede ud af mig.

Ikke bare lytterne, men også farverige medier tog emnet ‘Olivia Joof som radiovært’ op, og der blev bl.a. lavet afstemninger om, hvem der var landets værste radiovært, hvor man øverst på listen kunne sætte flueben ved Olivia Joof.

Hun var på radioprogrammet i de fulde fire uger, og efter sommerferien skulle hun tilbage på skærmen og være vært på Boogie.

– Det gik slet ikke. Jeg følte mig så misforstået, og da jeg til en casting fik at vide, at mit ansigt var blevet slidt på grund af Boogie, krakelerede det. Jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Jeg var helt nede.
 
Olivia Joof forpuppede sig med hue og halstørklæde.

– Der var bare ingen, der skulle vide, hvem jeg var. Jeg var flov og ked af det.

Olivia Joof vendte tilbage til det, hun lavede, inden hun fik sin løncheck fra DR, nemlig at arbejde her og der på Københavns caféer og barer, hvor der skulle brygges kaffe, serveres vin og arrangeres højtbelagte rugbrødsmadder.

– Så stod jeg i smørrebrødsforretningen og friturestegte bacon, mens dem, der ventede på deres bestilling, genkendte mig, “Er det ikke hende fra…?” Jeg var fuld af skam.

Ligesom kasketten, fik hun også vendt den følelse om 180 grader.

– Det var det eneste rigtige. Det var præcis det, jeg skulle. Jeg skulle friturestege bacon, og jeg skulle ligge på alle fire og skure gulv. Du skal kunne alt. Der må ikke være noget, der er for lavt. “Ja, nu ligger jeg her og skurer gulv, for jeg ved ikke, hvad der skal ske med mit liv, men jeg skal jo tjene nogle penge.”

Flere lektier blev lært i den periode på rundt regnet fire år.

– Det var hårdt, for det hindrede mig i at turde gøre noget. Men jeg skulle lære, at jeg ikke skal identificere mig med det, jeg oplever. Jeg vil ikke lyde, som om det var synd for mig, for det blev godt for mig.

Det vender vi tilbage til. Men der er happy hour og dobbelt op på rutsjebaneture. Nummer to kommer her.

LÆS OGSÅ: "Jeg har sagt til Hella, at hun kan blive dømt for det, men hun siger, at det vel bare er en lille bøde"

Slanke lemmer var et krav

Da Olivia Joof var lille og gik i folkeskole, kravlede bogstaverne og tallene rundt i bøgerne lige for øjnene af hende, så de søgte op, rundt og ud. Hendes krop passede heller ikke ned i den formstøbte stol, hun havde brug for at rykke på sig. Hun begyndte at danse, og så kom der, paradoksalt nok, ro på. Det var hiphop og house på danseskolen Gaardbo/Flow, og hun kunne danse alle ugens dage, seks timer om dagen, hvis det skulle være.

– Det var irriterende, at jeg skulle sove. Jeg ville jo bare danse.

Dansen var hendes kompasnål mod fremtiden. Derfor søgte og kom Olivia Joof, som 17-årig i 2.g ind på Oure Idrætsgymnasiums danselinje, hvor der blev danset moderne dans. Slanke, lange lemmer var idealet – ikke hofter, der kan vrides og arme med styrke.

– Jeg kom fra et miljø, hvor pigerne var curvy, og vi kom i alle mulige forskellige farver og former, og drengene syntes, vi var lækre. Pludselig var alle vildt tynde, og en lærer ville så gerne have, at jeg skulle lige dét skridt videre, og hun opfordrede mig derfor til at tabe mig. Det var ikke smart at have former dengang. Men du skal passe på med at påtale vægt for meget i den alder. Det kan tage lang tid, før du slipper det.

Samtidig havde Olivia Joof en lærer, der stoppede musikken og skældte ud, hvis trinene ikke blev udført rigtigt.

– Jeg var i puberteten, og jeg kunne ikke tåle følelsen af skam. Jeg mistede mig selv. Og lige pludselig følte jeg, at jeg ikke kunne gøre noget rigtigt. Så jeg stoppede bare med at danse. I dag ved jeg heldigvis godt, at der ikke er noget eller nogen, der kan få mig til at visne permanent, men jeg var for ung. Jeg vidste det ikke.

Olivia Joof stoppede med at danse på Oure Idrætsgymnasium lige efter jul. Så blev den dansedrøm punkteret.

I tiden efter gymnasiet og før og efter sine jobtitler på DR forsøgte Olivia Joof sig, ved siden af serverings-tjanserne, med andre kreative fag. Hun malede og lavede musik.

– Jeg havde bare brug for at sidde i et rum alene med noget maling og høre musik.

Hun søgte ind på Kunstakademiet og Designskolen uden at blive optaget, og hun sendte sin musik til folk i branchen, men tilbagemeldingen var lunken. Hun takkede nej til de castings, hun blev tilbudt. Det var hun færdig med. Fire år efter afskeden med DR overtalte hendes onkels veninde hende til at lave en lille sekvens i et børneprogram, hvor hun skulle spille en professor, der var ekspert i bussemænd og prutter.

– Den sidste optagedag skete der noget. Når jeg blev instrueret: “Så skal du være glad, så skal du være forundret,” gjorde jeg det. Og vi skulle ikke tage noget om. Jeg gjorde, som instruktøren ville have det, jeg skulle ikke tænke så meget over det, og jeg var glad imens. Så fik jeg det sådan, “Hvad er det lige, der sker?” Olivia forstår det nærmest stadig ikke. Øjnene er kuglerunde.

– Så tog jeg hjem til min mor, som virkelig havde været der og støttet mig i alle de svære år. Jeg fortalte hende om min oplevelse.

– Måske skal du søge ind på skuespillerskolen? spurgte hun forsigtigt sin datter. Og så tog hun computeren frem og fandt frem til skuespillerskolens hjemmeside.

– Der er ansøgningsfrist på fredag! meddelte hun sin datter. 

– Hun kunne se, at der endelig var lys i mine øjne igen, og hun sagde: “Okay, nu får vi dig på dupperne igen, nu går vi i gang.”

Så fik de travlt med at finde tekster og øve roller, og Olivia Joof kom ind på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, hvor hun nu har gået i tre år og har et år tilbage. Egentlig ville hun slet ikke være skuespiller, for det er begge hendes forældre. Men det var åbenbart hverken danser, radiovært, tv-vært, kunstmaler, sangerinde eller designer, hun skulle være. Prøvede hun at undslippe sin skæbne? Måske. Ingen grund til al det drama udenfor scenekanten.

Tilgiv, tilgiv, tilgiv

Fordelen ved at begynde på skuespillerskolen som 26-årig frem for tidligere er, at Olivia Joof allerede har rodet rundt i sin egen navle.

– Det var fint, at jeg ikke skulle starte på skolen og bruge fire år på at dyrke min egen forfængelighed. Det har jeg været igennem. Jeg har hele tiden turdet satse og bruge mig selv. Jeg ved nu, at det nok skal gå, selv om jeg bliver afvist. På skolen har jeg kunnet hænge al min erfaring op på en knage, og jeg har kunnet tage den ned og bruge den kreativt i stedet for at lade den tynge mig som menneske. Det har givet mig så sindssygt meget overskud.

Olivia smiler selvtilfreds med en selvironisk trækning ved mundvigen.

Tag ikke fejl. Der er sandhed bag.

– Den ro jeg fik, da jeg kom ind. Jeg føler mig så privilegeret. Det var lige præcis det, jeg havde brug for. Jeg har altid været så dårlig til at gå i skole, og pludselig var jeg god til at gå i skole, for det meste i hvert fald, fordi det er den rigtige slags undervisning. Dér vendte det hele.

LÆS OGSÅ: Alba August: "Dette er det værste ved at være ung i dag"

I skuespillet er hun kanal. Det handler ikke om hende. Ikke om hende som person. Det har hun prøvet. Det er hun færdig med.

– Når jeg får et manuskript og en rolle, stoler jeg på, at der er noget højere, der hjælper mig med at formidle det på den rigtige måde. Foruden alt den brugbare teknik, du lærer på skolen, skal du også lære bare at være til rådighed. Jeg vil gerne formidle andre menneskers historie, mennesker, som måske ikke selv er i stand til at formidle den. Jeg håber ikke, at publikum tænker noget om mig, når jeg står på en scene. Jeg håber, de ser det menneske, jeg portrætterer. Jeg håber, de genkender noget hos dem selv eller noget hos andre, og at det vil hjælpe dem med at tilgive eller føle sympati. Og så vil jeg gerne gøre folk glade. Men det er desværre lidt umoderne at lave ting, der er sjove. Det er kedeligt, synes jeg. Men det vender nok snart.

Hvordan sikrer du dig, at du ikke går ned igen?

– Jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Jeg skal turde sige nej til roller og opgaver. Og hvis det så alligevel går galt, med en dårlig anmeldelse fx, skal jeg tænke, at det ikke er fatalt. At alt, jeg oplever, er et springbræt til noget andet og mere. Jeg vil gøre alt for at forsøge at bevare følelsen af, at jeg kan lære noget af modstand, for modstand er ikke farligt. Jeg håber også, at jeg kan blive ved med at huske på, at andre mennesker ikke er afgørende for min lykke. Der vil altid være nogen, der taler grimt om mig, men tilgiv, tilgiv, tilgiv. Det er den eneste måde, vi kan møde denne her verden på en ordentlig måde.

Nu er alt godt? 

– Er du sindssyg, alt er godt!” Hun griner. Det tjener hende. Tjeneren kommer i hvert fald med en vaffel på husets regning, fordi hun absolut intet gjorde for at skjule sin begejstring over de sprødstegte hvedetrekanter med kvadratiske fordybninger tidligere. “Hvordan er det nu, det er? Alt godt kommer til den, der venter, siger hun – og griner højt.