"Det var helt forfærdeligt at skulle fortælle Elmer, at hans far ikke kom hjem igen"

”Det var den værste dag i mit liv. Det var der, hvor mit liv blev vendt fuldstændig rundt. Det var der, alt det, som jeg havde drømt om og bygget op, gik i stykker.”

Sådan beskriver Puk Qvortrup den dag, den 9. september 2012, da Lasse døde.

Hendes 27-årige mand, der bare lige skulle ud og løbe et halvmaraton, mens hun stod i køkkenet og bagte kagemand til deres to-årige søns fødselsdag – højgravid med nummer to.

Ballonerne var pustet op, og gæsterne var lige om hjørnet, da lægen ringede ude fra hjerteafdelingen med en sætning, som Puk Qvortrup ikke kunne få til at give mening:

Lasse har hjertestop.

”Det gik fra det meget lykkelige og forventningsfulde og på mange måder meget almindelige familieliv – med gæster der kommer lige om lidt – til, at jeg skulle ud på sygehuset, og der var et hjertestop og bare det ord… ”Lasse og hjertestop”, det passer ikke engang i samme sætning. Det gjorde det ikke dengang”, husker Puk tilbage i podcasten ”Sådan slap jeg fri af sorgens greb”.

Hun husker også følelsen af at svæve over sig selv ude på sygehuset i de skæbnesvangre timer, mens Lasse lå i koma, inden han til sidst, et halvt døgn senere, blev erklæret død af lægerne.

Hun husker, at hun lagde sig op i sengen til ham, og hvor skrækkeligt det var at ligge levende i en seng med et ufødt barn ved siden af en død.

”Det var skrækindjagende at ligge der ved siden af et lig i en seng med en baby i maven. Det var så forfærdeligt. At døden og livet er så meget til stede... og når man mærker et lig, så bliver man bevidst om, hvor varm en krop egentlig skal være. Det at mærke en kold krop er så modbydelig en oplevelse, og når det samtidig er en, man elsker så højt, og hvor ens fysiske oplevelser med ham har været lune og varme nætter… så får man følelsen af, at det hele er så forkert og ekstremt surrealistisk. Det husker jeg så tydeligt. Den sidder i mig. Jeg kan mærke, hvad for nogle dele af min krop, der rørte ham, bare jeg tænker på det. Og den slipper jeg aldrig for, og det skal jeg heller ikke. Jeg lever med det.”

Læs også: "Hvordan kan du grine, når Lasse er død for en måned siden?"

Hvad siger man til en to-årig?

Efter Lasses død var der særligt en ting, der gav Puk Qvortrup styrken til at leve med sin nye virkelighed, og det var rollen og ansvaret som mor til sin søn, den dengang to-årige Elmer, og det ufødte barn i maven.

”Det vigtigste var, at jeg først og fremmest var mor, og så var jeg kone i anden række. Jeg havde et barn i maven og en to-årig, der ventede derhjemme. Og det var dem, jeg skulle tage vare på. Så det fandt jeg selvfølgelig kræfter til, for det skulle jeg. Og det var helt forfærdeligt at skulle fortælle Elmer, at hans far ikke kom hjem igen. Jeg kunne ikke sige til ham, at Lasse var død, for det forstår en to-årig ikke, så derfor fortalte jeg, at far ”var løbet op på stjernerne”, siger Puk i podcasten og forklarer, at man som mor finder ”uanede kræfter” frem, når sådan noget sker.

Det var en krisepsykolog, der forklarede Puk, at stjernerne var en god metafor at bruge, fordi det kunne gøre døden en smule mere håndgribelig for et lille barn.

”Derfor sagde jeg til Elmer, at hans far sad på en stjerne, for det er et sted, man kan vinke til – man kan se det om aftenen, at de er der. Meget fysisk. Samtidig er det meget tydeligt, at afstanden er så stor, at man kan ikke kan komme derhen.”

Lyt til podcasten ”Sådan slap jeg fri af sorgens greb” lige her.

Her fortæller Puk Qvortrup også, hvorfor hun følte skam efter Lasses død, og hvordan hun har tacklet den store vrede, der blev rettet mod Lasse og verden, i tiden efter hans død.