Guide til Klitmøller
SPONSORERET indhold

En insiders guide til Klitmøller: ”Her mødes fiskeri med en kreativ livsstil og vild natur”

Bølgesurfing, nationalpark og små fiskerbåde. Klitmøller, også kendt som ”Cold Hawaii”, er noget helt særligt, og Josephine Bredsted guider dig til de bedste oplevelser i området.

Af: Nicoline Tauning Foto: Getty Images og privat
19. aug. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Da Josephine Bredsted mødte sin mand, boede han i Vorupør, en lille by syd for Klitmøller. Han havde forladt reklamebranchen og var flyttet dertil for at dyrke sin interesse for surfing. Da Josephine Bredsted skulle besøge ham første gang, var det også hendes første møde med området, der skulle ende med at blive hendes hjem.

"Jeg var ikke rigtig bekendt med den livsstil, som folk førte heroppe. Jeg kan huske, at jeg blev meget positivt overrasket over, hvor mange unge og kreative mennesker, der boede her. Min mand flyttede efterfølgende til København, hvor vi begge boede og arbejdede i nogle år, men vi kunne mærke, at vores kreative ressourcer hurtigt blev udtømt af at bo et sted, hvor vi konstant var tilgængelige, og hvor der altid foregik en masse ting omkring os."

LÆS OGSÅ: Insiderguide til Ærø: "Herfra bør du nyde solnedgangen"

"Vi havde brug for, at vores øjne kunne strække sig lidt, så da vi en dag fik et opkald fra nogle venner, der fortalte, at der var et hus til salg her i området, kørte vi afsted med det samme. Vi vidste instinktivt, at det var det, vi skulle. Vi tog et ”leap of faith”, hvor vi besluttede, at arbejde og alt andet måtte løse sig, for nu havde vi fundet det sted, vi skulle bo."

"Det har været en stor omvæltning at flytte hertil fra København, men det har været virkelig givende, for det har ændret mit perspektiv på, hvad jeg egentligt har brug for."

Guide til klitmøller

Hvad skal jeg vide om området?

"Klitmøller og generelt hele Thy er et unikt område i Danmark, hvor blandt andet Nationalparken Thy ligger, og her er enormt natursmukt. Derudover er det et af de eneste steder i Danmark, hvor man kan bølgesurfe næsten hele året rundt. Selve Klitmøller kaldes jo Cold Hawaii, og det er et afslappet område, der kommer godt gang i om sommeren, og hvor der er en ”island-stemning” med mange forskellige typer, der kommer hertil for at surfe."

"Stedet er præget af en lang historie om fiskeri, der stadig er et aktivt erhverv her, og folk er nok efterhånden tiende generation af fiskere. Derudover startede der for 20-30 år siden en bølge af tilflyttere, der primært er unge mennesker, der er kommet med surfturismen. Og så er der dem, der de seneste par år har besluttet sig for at flytte ud af byen for at opnå den work-life-balance, vi alle sammen drømmer om. Vi vil gerne både have tid til arbejde, børn og egne fritidsinteresser, hvilket kan være svært, hvis man bor i en travl by."

Hvor skal jeg spise?

"Du bør altid tjekke åbningstider på restauranternes hjemmesider eller Instagramkonti, især hvis det er uden for højsæson. Om vinteren er der mange, der rejser væk fra området. Selv hvis du er her i højsæsonen, bør du være opmærksom på skiftende åbningstider, for hvis der en dag er gode bølger, kan ejerne være ude og surfe. Så holder de bare lukket den dag. Til morgenmad vil jeg anbefale Cafe Break, der ligger i Vorupør. De serverer lækre avocadomader, croissanter og en god kop kaffe, og stedet tiltrækker mange lokale."

"Til frokost ville jeg tage på Kesses Hus, hvor de serverer glutenfri boghvedemadpandekager med lækker fyld som håndpillede rejer. Menukortet skifter med sæsonen, og du kan også få søde pandekager, hvis du er ude efter en dessert. Derudover er der Klitmøller Røgeri, hvor du kan få en klassisk frokost med lokalfanget røget fisk."

"Til aftensmad bør du besøge VØ Pizza Bar i Vorupør. Det er pizza, som man kender det, og der er en rigtig god og afslappet stemning. Hvis du er i humør til noget lidt finere, er Hanstholm Madbar et god bud. Her serverer de lækker lokalfanget fisk."

"Som takeaway vil jeg anbefale Gourmet Garagen, det er ejet af et ældre ægtepar. Han er gammel surfer og tog hende med herop for mange år siden, og de har åbnet stedet sammen, hvor de laver kylling på rotisseri. Det er så lækkert at tage med ned på stranden og nyde med en flaske naturvin."

LÆS OGSÅ: Guide til sommer i Danmark: Her er 7 steder, du er nødt til at opleve

Kesses hus

Hvad skal jeg se?

"Bøgsted Rende, hvor der en udkigspost over hele Thy Naturpark. Det er enormt smukt, og det var faktisk her, at min mand friede til mig. Og så ville jeg nyde havet. Det smukkeste heroppe, synes jeg, er, når det blæser, og bølgerne vælter ind over stranden. Det er følelsen af at gå langs stranden og indånde duften af havet med vind i håret."

"Derudover ville jeg tage ud til en af plantagerne i Thy Naturpark, der er plantet, for at stranden ikke æder kystlinjen, og her finder du de smukkeste skove."

Hvor skal jeg bo?

"Hvis du har lyst til at bo i sommerhus, så ville jeg anbefale, at du lejer et gennem Airbnb i Klitmøller eller Vorupør. Men hvis du kommer og gerne vil have en romantisk weekend, så ville jeg booke overnatning på Hanstholm Madbar, der også er et fint hotel."

Hvor skal jeg gå tur?

"Du bør tage til Klitmøller eller Vorupør og gå ned igennem byen til havnen og få dig en is og derefter gå langs vandet, hvor du kan se alle bølgesurferne, kitesurferne og fiskerbådene, der ligger på land. Herovre bliver alle fiskerbådene trukket op på stranden, når de kommer ind efter en fisketur, hvilket giver en særlig stemning."

Hvad er dit yndlingsspot?

"I Vorupør ved iskiosken, hvor man kan sidde og kigge ud over vandet og se på alle surferne. Der er udsigt over hele stranden."

Hvad skal jeg prøve?

"Du skal prøve at surfe, for det er et få steder i Danmark, hvor du virkelig kan bølgesurfe. Jeg ville booke timer hos Viking Surf. Det er en surfskole, der er ejet af to unge gutter, og de tilbyder undervisning i alle niveauer, så de er vant til nybegyndere. Her kan du leje alt, hvad du skal bruge af udstyr og boards. Du kan også booke overnatning der via Airbnb."

Find mere inspiration på Visitnordvestkysten.dk.

Anbefalet til dig