Rikke Gøransson: "Jeg har haft svært ved at blive sat i bås som et overfladisk menneske"
SPONSORERET indhold

Rikke Gøransson: "Jeg har haft svært ved at blive sat i bås som et overfladisk menneske"

I 10 år har tv-vært Rikke Gøransson ledt unge deltagere gennem Paradise Hotels finurlige reality-univers. Et program, der for mange er synonymt med overfladiskhed, men for Rikke er en mulighed for at komme helt ind bag mennesket og dets følelser. ALT.dk har mødt den 32-årige tv-vært til en snak om Paradise, facade og om at være blevet voksen.

Af:: Amalie Louise Larsen Foto: Amalie Louise Larsen
27. mar. 2018 | Livsstil | ALT.dk

Smilet løfter sig en smule i mundvigen, da Rikke Gøransson kigger på bunken af billeder på bordet foran hende. Hun peger på billedet i midten.

- Hvis jeg ikke havde set det før, så ville jeg have krummet tæer over stylingen. Hold kæft, hvor er det grimt, griner hun med sin karakteristiske, lidt hæse klang over billedet med den store, hvide kjole og det krøllede puddelhår.

Billedet er fra finalen i Rikkes første sæson som vært på det populære realityprogram Paradise Hotel. I år kan hun fejre sin 10. sæson som frontkvinde for TV3-programmet, der efterhånden er blevet synonymt med dets værtinde.

- Det er jo en tredjedel af mit liv, jeg har brugt på det. Jeg får næsten tårer i øjnene ved at tænke på, at det skal stoppe en dag, for det er så meget mere end et tv-program for mig. Det er mit andet hjem. Det er der, jeg er vokset op, siger hun.

Og vokset op, det er hun. For mens flere ifølge Rikke stadig prædiker overfladiskhed og forbinder Paradise-værten med kåde forsider på M, vilde aftener på Zen eller intriger på Mexicos vel nok mest ikoniske hotel, så er Rikke blevet 32 år.

Rikke i hvid kjole og højt hår på finaleaftenen i hendes første sæson som vært. "Der har jeg haft tre måneder, hvor jeg hver dag har været ved at skide i bukserne. Jeg rystede på mine hænder, og mit hjerte var på vej ud af brystet på mig, hver gang jeg skulle på arbejde,” siger Rikke. Foto: TV3

Rygningen forsøger hun stædigt – og måske knapt så succesfuldt – at lægge på hylden, og de høje stiletter er skiftet ud med bløde sneakers. På CV’et kan hun skrive uddannelser som både dokumentarist, video-journalist og snart psykoterapeut, ligesom hun efterhånden er blevet en fast del af redaktionen bag Paradise Hotel.

Og så er hun for første gang nogensinde i et langvarigt parforhold.

Men det er som om, hun alligevel hænger fast i rollen som en ”babe”, der blot pynter i et festligt realityprogram.

- Det med at blive sat i bås som et overfladisk menneske har jeg haft svært ved, fordi det prædikat er så langt fra den måde, jeg ser mig selv på, og hvor jeg kommer fra. Jeg har fået virkelig gode karakterer, har været en dengse igennem folkeskolen, ikke drukket alkohol, haft to jobs, klaret gymnasiet godt og været au pair-pige. Og så blev jeg Paradise-vært, og pludselig handlede alt om pik og patter. Jeg havde nærmest lige taget min korpige-kappe af, og mine au pair-børn stod stadig og hev mig i skørterne. Det var svært, siger hun, da ALT.dk møder hende til en snak en kold dag i februar.


Rikke er i sit første langvarige parforhold med kæresten Mads, som er seks år yngre. De har været kærester i to år. Foto: Amalie Louise Larsen.

Ud af forelskelsessymbiosen

At Rikke skulle være vært på et tv-program lå egentlig aldrig rigtigt i kortene. Hun ville læse psykologi på universitetet, så hun kunne koncentrere sig om menneskets indre verden.

Men efter at have været Paradise-deltager i 2007 og kæmpet sig til en Robinson-sejr samme år, hev TV3 hende tilbage i nettet. På det tidspunkt var Rikke blot 20 år og godt i gang med sit sabbatår.

- Når jeg ser gamle afsnit i dag, er jeg lige ved at dø. Men jeg er også stolt, fordi jeg godt kan huske følelsen af, hvor bange jeg var for at fejle. Det var hårdnakket og stædigt gjort, og jeg er stolt af, at jeg tænkte, at jeg kunne, siger hun.

Årene har siden bragt mange oplevelser med sig på singlernes hotel. Heldigvis flest af de gode, fastslår Rikke. Men på et tidspunkt var det som om, at kærligheden og Paradise Hotel var hinandens modsætninger.

Tilbuddene manglede ikke, de kom bare ikke fra de rigtige mænd. Dem, Rikke var mest interesseret i, var ikke interesserede i den glitrende verden, hun var en del af.

Men så kom Mads.

Rikke var selv deltager i 2007. Hun nåede dog kun at være på hotellet i to uger, inden det kom frem, at hun var kærester med en af de andre deltagere, og derfor måtte forlade konkurrencen. ”Jeg var ret forelsket i Fathi dengang, og jeg var vildt ked af det, da jeg blev sendt hjem. Jeg anede ikke, hvad han rendte og lavede, og mit eventyr, som jeg havde glædet mig til, blev jeg snydt for. Så på en eller anden måde husker jeg det som en ret traumatisk oplevelse.” Foto: TV3.

- Mads har virkelig beroliget mit nervesystem. Han er helt rolig, og sammen med ham kan jeg få lov til at have et italiensk temperament. Jeg er meget passioneret - i Danmark tror jeg, at mænd har en tendens til at kalde det hysterisk. Men Mads accepterer mig for den, jeg er, siger hun om sin kæreste, den 26-årige skuespiller Mads Madsen, og fortsætter:

- Jeg har før været forelsket, men det at skulle rive sig selv ud af forelskelsessymbiosen og finde ud af, om man i grunden er gode sammen, har jeg ikke prøvet før nu.

Mads er seks år yngre end Rikke. Og selvom det ikke fylder i parrets hverdag, kan det alligevel mærkes, pointerer tv-værten. Prioriteterne og interesserne er forskellige. Trods alt.

- Vi har en aftale om, at det er fint nok, at han vil spille PlayStation – det gider jeg bare ikke. Det er også fint, at han vil bruge penge på gadgets. Det er jeg heller ikke så interesseret i. Jeg vil gerne rejse, så meget jeg kan komme til det. Og det er okay at gøre det alene, siger hun.

Fitness fylder meget i Rikkes liv, og hun går op i såvel kropsligt som mentalt velvære. Hver morgen starter hun derfor dagen med et ingefærshot, en liter vand, fire kilometers løb og lidt vægttræning. Når hun er i Mexico for at optage Paradise Hotel, løber hun gerne syv kilometer om dagen i varmen. Foto: TV3.

Genvinder jordforbindelsen

At rejse er ikke det eneste, Rikke ynder at gøre alene.

Til specielle lejligheder, når hun er i udlandet, eller når det tilfældigvis passer ind, går hun i kirke og finder ro i en hverdag, der indimellem godt kan larme voldsomt.

Ganske vist er der langt fra hotellet i Mexico til alteret i de københavnske kirker, men på kirkebænken genfinder Rikke lige jordforbindelsen.

- Min tro har jeg dog taget op til genovervejelse mange gange. Jeg er der, hvor jeg ikke helt ved, hvor jeg er med den tro, siger hun og forklarer, at hun ikke længere tror på det store og almægtige, men i stedet ser ”Gud” som en del af sig selv.

- Når du finder ud af at være din egen kirke, så behøver du ikke at finde den andre steder. Jeg tror, at kirken er for mange, hvad man godt kan være for sig selv. Hvis man altså virkelig arbejder på det. Men jeg elsker stadig at gå i kirke for hyggens skyld, fastslår hun om den del af sig selv, der måske befinder sig længst fra paradisets hotel.


Med årene er Rikke blevet en fast del af redaktionen bag Paradise Hotel. Hun har hjulpet med at skrive flere af episoderne, og hun bruger ikke længere cue-cards som vært. Foto: TV3.

Et gladere menneske

Generelt er Rikke meget velovervejet, når det kommer til, hvad kun vil og ikke vil.

Måske er beslutsomheden en følgevirkning af at have rundet 30, men udviklingen satte for alvor i 5. gear, da Rikke startede på psykoterapeut-uddannelsen for halvandet år siden.

Her blev hun tvunget til at ransage de mest skjulte kroge af sit sind. Mærke efter og føle. Igen og igen.

- Jeg har aldrig været mere hjemme i mig selv, end jeg er i dag. Jeg møder verden med åbne arme i stedet for med paraderne oppe. Der er ikke noget at skjule. Der er ikke noget, andre kan pege på, som jeg ikke selv er klar over. Og da jeg nåede dertil, blev jeg helt klart et gladere og mere frit menneske, og mine relationer blev mere autentiske, siger hun.

Når Rikke om to år kan kalde sig psykoterapeut, vil det være den fjerde uddannelse i rækken. Og det er ikke helt tilfældigt, at der bliver samlet sammen, hvor der kan.

For der er en mening med det hele, siger hun.

- Jeg håber i fremtiden at kunne kombinere det at være tv-vært med at være psykoterapeut og have en stor menneskelig forståelse. Jeg vil gerne lave noget samfundsrelevant tv. Alt, hvad jeg samler sammen af uddannelser, er til min værktøjskasse og til målet om at kunne dokumentere historier på en holistisk måde, hvor psyken og fysikken er i fokus, fastslår hun og tilføjer, at hun aldrig udelukkende har set sig selv som ”baben fra Paradise”.

- Jeg synes, det er sjovt, at man ikke kan få lov til at være flere ting på én gang. For det er vi allesammen. Når folk siger: Jamen, du er jo bare… Så siger jeg: Nej. Det er jeg også, men jeg er også rigtig mange andre ting. Når jeg bliver sat i bås og gjort til mindre, end jeg er, så stejler jeg lidt.

Anbefalet til dig