Sexchikane
Foto: Michaela Begsteiger, Bulls

Sådan undgår du sexchikane

Sexchikane-sager stiger efter julefrokoster, men du kan undgå sexchikane - eller få råd til hvordan du tackler den - fra eksperter på området. Læs med her.

Arbejdspsykolog Eva Hultengren har gode råd til, hvordan du på en elegant måde får rystet en påtrængende kollega eller chef af pinden.

− Det gælder om at bryde den intime stemning, som han forsøger at bygge op imellem jer. Man kan rykke sig eller flytte hans hånd under påskud af at måtte gå på toilettet. Man kan også skifte emne og pludselig tale om noget sagligt. Det plejer at kølne. Ellers inddrag andre i samtalen, så du bryder forestillingen om "os to".

Flirt ikke med chefen
En lille, kollegial "er du klar på sjov"-føler vil Eva Hultengren ikke kalde sexchikane. Men hun mener alligevel, at der er forskel på, hvad man kan tillade sig på en bar og til en julefrokost på arbejdspladsen.

− Det bliver sexchikane, når man er sammen på nogle vilkår, som ikke skal være seksuelle, og overskrider de grænser, der er på en arbejdsplads. Forskellen på en flirt og sexchikane er, at chikanen fortsætter, selvom den anden viser, at det er ubehageligt. Hvis den anden ikke reagerer positivt på en flirt, så stopper man jo. Gør man ikke det, bliver det chikanerende.

Læs også: Åbent parforhold? Så tænk over dette

Dermed ikke sagt, at du ikke må trække på din kvindelighed og flirte lidt med kollegerne eller din chef (selvom det sidste er rimelig dumt, så lad være!), uden at den anden part forventer, at det er helt o.k. at tjekke din skålstørrelse ud med fingrene – bare fordi det er jul. Men det er nok en god idé at have frontallapperne indstillet på, hvordan du kommer ud af situationen på en fornuftig måde, hvis flirten udvikler sig i den retning. For det kan udvikle sig til noget ubehageligt, fortæller advokat Peter Breum, der har ført mere end 100 sager om sexchikane ved retten.

− Man skal huske, at efter hver fredag aften er der en mandag morgen. Og man skal kunne komme på arbejde uden at have det skidt og krybe langs panelerne, fordi ens chef har haft hænderne over hele kroppen på en. Tænk over, hvad du siger eller gør, for alt har en betydning om mandagen.

Der kan være grænsetilfælde
Med den formaning må vi runde hele skyldsspørgsmålet, for kan en kvinde ikke selv have budt op til dansen, so to speak?

− Alle har ret til at sige nej. Derfor kan man ikke sige, at en kvinde selv har lagt op til at blive udsat for sexchikane. Der kan være grænsetilfælde, hvor en kvinde har været så indladende eller er gået så langt, at det har skabt en god tro hos manden, som gør, at det er urimeligt at dømme ham. Men de sager findes ikke rigtigt.

Læs også: Derfor blotter mænd sig

For at sætte streg under hiver advokaten en anden diskussion frem: voldtægtsofferets skyld. For vi kan da kun blive enige om, at selvom en kvinde har drukket to øl med en mand på et værtshus, så er det bestemt ikke en åben invitation til at følge efter hende, når hun forlader stedet. På samme måde er der heller ikke frit lejde til at gramse, hvis en kvinde går udfordrende klædt eller bruger sin kvindelighed på jobbet. Tværtimod fastslår Peter Breum, at kvinder skal være kvinder, og mænd skal være mænd på en arbejdsplads. Seksuelle spændinger og flirt kan være godt for det sociale liv og dynamikken. Så længe det altså er ønsket og ikke påtvunget.

Sådan slipper du fri af sexchikane, ifølge:

Advokaten:
Sexchikane er et stort tabu, og det bedste, du kan gøre, er at tale med nogen om det. Enten en kollega eller en veninde. Når man får sat ord på det, får det en størrelse, som man kan håndtere. Det kan være svært at sige stop, hvis man lige har fået jobbet og gerne vil vise, at man er med på, hvad der sker på arbejdspladsen. Man kan sende en mail til sin chef og fortælle, at man er glad for sit job, men at man ikke er interesseret i andet eller mere end at arbejde. På den måde har man bevis for, at det er blevet sagt. Man skal aldrig påtage sig noget af skylden, for så legitimerer man det, der er foregået.

Psykologen:
Hvis sexchikanen ligger i den grove afdeling, kan du ikke få det til at stoppe selv. For du har allerede sendt en masse signaler, som er blevet overset. Den måde, de fleste kommer væk fra det på, er med en sygemelding, men du skal i stedet tage fat i din fagforening eller tillidsmand. Hvis det er mildere sexchikane fra arbejdsgiveren til en julefrokost, kan du stikke en finger i jorden ved kollegerne og spørge dem, hvordan de tror, at han vil håndtere det. Hvis han bliver vred over, at du har afvist ham, skal du også der tage fat i tillidsmanden.

Om eksperterne
Peter Breum er ansættelsesretlig advokat og medejer af advokatfirmaet Elmer & Partnere. Han har ført mere end 100 retssager om sexchikane.

Eva Hultengren er praktiserende psykolog og arbejdspsykolog. Hun er blandt andet tilknyttet fagforeningen HK.

Facts om sexchikane

Sexchikane er enhver uønsket adfærd med seksuelle undertoner, som skaber et krænkende eller ydmygende arbejdsklima. Det gælder både situationer, hvor formålet er at krænke, men også når det ikke er med vilje.

Fagforeningen HK oplever hvert år, at antallet af sexchikane-sager stiger efter julefrokoster. Ca. halvdelen af sagerne drejer sig om kolleger, der begår overgreb, mens det er chefen, der står bag den anden halvdel.

En undersøgelse foretaget af HK blandt fagforeningens medlemmer sidste år viste, at hvert 10. medlem havde oplevet seksuel chikane.

Seksuel chikane er enormt tabubelagt, og derfor er der et stort mørketal. Langt de fleste anmelder ikke deres oplevelser til fagforeningen, men sygemelder sig og venter på en afskedigelse eller siger op med dårligt psykisk arbejdsmiljø som begrundelse.

Selvom stemningen ofte er mere let ved julefrokoster, fastslår HK, at det ikke betyder, at man skal finde sig i, at en kollega eller chef begår seksuel chikane. Hvis man selv har svært ved at sige fra, skal man bede en kollega gøre det for sig.

Kilde: Jeanette Hahnemann, souschef i HK's juridiske afdeling.
Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Julefrokost