Sara Marie Maltha August: "Det var både den bedste og den værste tid, da Bille og jeg mødte hinanden"

Min bedste tid på året

– Jeg kan lide bidder af alle årstider og synes, der er noget i forandringen og kontrasten, der passer godt til den menneskelige cyklus. Vi rummer også både lys og mørke. Er det gråt i gråt flere måneder, synes jeg dog, charmen ved Nordeuropa aftager. I den sammenhæng har det været perfekt, at vi som familie har kunnet rejse sammen, når Bille har haft forskellige filmprojekter rundt om i verden. De senere år har vi haft mere fast base i Danmark, for de to store børn har deres skole, venner og så videre, men så tager vi på kortere rejser. F.eks. er vi på filmfestival i Italien hvert år.

Min bedste tid i livet

– Umiddelbart kommer jeg til at tænke på somrene i Hornbæk. Sol, strand, vand og mine børns begejstring over små ting. Tiden har sin egen lethed, når man er barn, og en sommerferie er en uendelighed af dage og muligheder. Sådan er det stadig for min yngste datter, men de to store er som alle andre jævnaldrende blevet digitaliserede. Nu er der meget fokus på computer og telefoner, men så meget desto mere nyder jeg, når det lykkes at lægge al elektronikken væk og være fuldt tilstede i det, vi gør sammen.

Min værste tid i livet

– Det var både den bedste og den værste tid, da Bille og jeg mødte hinanden i 2002. Jeg boede i London, men under et af mine kortere ophold i Danmark mødtes han og jeg til et arrangement. Jeg skulle tilbage til London og havde ingen planer om at blive romantisk involveret i noget her, men der skete noget, da han og jeg faldt i snak. Vi følte begge en meget stor genkendelighed hos den anden. Og en lyst til at blive ved og ved med at tale. 

Vi forelskede os og er stadig sammen 16 år senere, men det var svært at gå ind i et forhold til en mand med hans status og private bagage. I flere sammenhænge blev jeg mistænkeliggjort; var jeg ikke bare sammen med ham, fordi det kunne give mig fede roller i store film. Jeg følte, jeg skulle forsvare mit privatliv overfor folk, det slet ikke vedkom. Som årene er gået, og Bille og jeg både er blevet gift og har fået tre børn, er det blevet nemmere, men der sidder stadig en torn fra dengang, og måske er det en af grundene til, at det er så vigtigt for mig at lave mine helt egne ting.

LÆS OGSÅ: Signe Wenneberg: "Jeg har aldrig haft lyst til at dele selfies, for så interessant er mit ansigt heller ikke"

Hvis jeg fik en billet til en tidsmaskine

– Så ville jeg rejse tilbage til tiden før 2013, hvor min mor døde af kræft. Jeg ville være mere sammen med hende, og jeg ville tage de snakke, vi aldrig nåede. Hendes og mit forhold var ikke ukompliceret, og der var noget usagt mellem os. Hun var en fantastisk mor i praktisk henseende, men der var noget med følelsesmæssig nærhed, hun ikke magtede. Helt sikkert fordi hun heller ikke selv var vokset op med det. Den arv fra generation til generation har jeg været bevidst om at bryde, og det har været en proces for mig at lære at rumme alle mine børns følelser, men nu kan jeg give en god stafet videre.

Man siger, tid er penge?

– Helt sikkert. Tid er blevet en luksus, som mange prioriterer som en slags statussymbol. Kig på de sociale medier, hvor vi allesammen praler af rejser, udflugter og frikvarterer med familie og venner. Jeg skal ikke gøre mig selv bedre, jeg elsker også den frihed, der følger med økonomisk ubekymring. En del højere end materielle ting faktisk, og jeg er ikke hende, der går shopamok i de fine butikker i Hellerup. Senest har jeg købt to par sandaler på udsalg, og derudover bruger jeg penge på god mad til familien. Og på rengøringshjælp. Det er jo også ”tid er penge”, for hjælpen frigiver nogle timer, hvor jeg kan arbejde.

Om biddet fra tidens tand

– Biddet tygger i alle, og der er intet mærkeligt i, at man som 46-årig ikke ser ud som om, man er 26. I mit faglige liv har aldringen den betydning, at typen af roller, jeg får tilbudt, er anderledes. Nu er det mor- eller bedstemorkarakterer eller måske roller, hvor jeg skal have pondus som advokat eller professor. 

Jeg vil ikke ud i noget drastisk kirurgisk i et forsøg på at skrue tiden tilbage, men jeg passer nogenlunde på mig selv. Med sund mad uden for meget sukker og forarbejdede råvarer. Og jeg bruger cyklen som transportmiddel, dyrker lidt yoga og havbader. Derudover må det gå sin gang med det ydre. Går skuespillet i stå, må jeg finde en anden vej, og er det egentlig ikke en spændende tanke, at der ligger noget helt nyt og venter? At det vigtigste, jeg skal med mit faglige liv, måske ikke engang er begyndt endnu!

LÆS OGSÅ: Anette Støvelbæk om sit livs sværeste valg: ”Det forandrede mit liv, men det var jo det helt rigtige"

Den sidste tid

– Det er svært at spå om fremtiden, men jeg nægter at ende mine dage uforløst og bitter. Jeg synes ikke, der er noget værre end gamle mennesker, der slutter livet med utilfredshed over det, de har gjort eller ikke gjort. Jeg satser på at tilbringe mine sidste år på landet eller i bjergene. Masser af stauder og stilhed. Og måske høns og et citrontræ. Der skal være god plads til børn og børnebørn, som forhåbentlig godt gider besøge mig. 

Livet må for guds skyld ikke ende uværdigt ved, at jeg forandrer mig radikalt og ikke kan tage mig af mig selv. Sker det, er jeg nødt til at have en plan for, hvordan jeg kommer herfra. Man kan ikke bede sine børn tage livet af en, men måske kommer der en lov, der giver syge mennesker retten til at dø, når de vil. 

Døden er jeg ikke bange for. Jeg er ikke troende i bibelsk forstand, men jeg tror på, at der er noget sjæleligt i os, som bliver her. Som en erindring i vores kæres bevidsthed og som en fornemmelse i de rum, hvor vi har levet vores liv.