Steffen Gerdes Disney samling
SPONSORERET indhold

Steffen har en enorm Disney-samling: "Det hele handler jo om jagten"

I en staldbygning på Bornholm ligger intet mindre end verdens største samling af både Anders And og Mickey Mouse. Men det er mere end samling for ejeren, Steffen Gerdes. Det er også en trøst, når livet slår fra sig.

Af: Marie Varming Foto: Sara Skytte
23. okt. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Der er udgivet 3409 Anders And-blade i Danmark, og der er kun 18 af dem, der ikke ligger i stalden ved Steffen Gerdes’ hus på Bornholm. Og det er ikke kun blade, han de seneste 32 år har samlet på. Det er blyanter, kopper, lamper, telefoner – der er ni fastnettelefoner i samlingen – håndklæder, sparebøsser, shampoo og bamser. Det hele med alle de kendte figurer fra Andeby på.

Samlingen er så stor, at han har hele to certifikater fra Guinness’ Rekordbog: verdens største Mickey Mouse-samling og verdens største Anders And-samling. Da han fik certifikaterne i 2012, var hans samling på 15.000 genstande, men siden er samlingen vokset støt, og tallet kan han ikke længere på rygraden.

LÆS OGSÅ: Nikoline Werdelin: "Mænd spørger mig, hvorfor jeg tegner kvinder så grimt"

Steffen Gerdes og Helle
Helle og Steffen er begge samlere – og det var faktisk Helle, som fik Steffen til at samle på ting fra Andeby.

"Jeg har altid været samler, og oprindelig var det tegneseriehæfter – især Basserne. Men for 32 år siden mødte jeg Helle, og hun samlede på Anders And og Jumbo-bøger," husker den i dag 65-årige Steffen, der til daglig arbejder i det lokale affaldsselskab, men ellers passer og plejer sin enorme samling.

"Vi blev enige om, at jeg skulle sælge Basserne-samlingen, og så brugte jeg pengene på Anders And i stedet. I starten var det bare bøger og blade, men så kom merchandise til, og til sidst måtte vi have et ekstra rum i huset til det," siger Steffen, som siden er flyttet med Helle til Bornholm, hvor de har taget stalden i brug.

Altid på jagt

Allerede fra indgangen til stalden starter samlingen med en hel væg med nøgleringe. På samme etage ligger Steffens bibliotek med alle bøger, Jumbobøger og selvfølgelig Anders And-bladene helt tilbage fra februar 1949, da Danmarks første Anders And-blad udkom. På første sal er de andre Andeby-relaterede ting, som Steffen har samlet på alle mulige måder.

"Jeg går gerne i genbrugsforretninger eller kigger på nettet, for der er en del Facebook-grupper, hvor andre donaldister sætter ting til salg," siger Steffen, som også selv er medlem af Dansk Donaldistforening, som foreningen for Anders Ands danske fans – donaldister – kalder sig.

"Og så er der alle sommerens loppemarkeder. Jeg går aldrig fra et loppemarked uden mus og ænder, siger han om sine mange fund, som indmellem også kræver noget ihærdighed at få lov at købe."

"Denne her Mickey stod i en Fætter BR-butik. Jeg var nede så mange gange og spørge, om jeg måtte købe den. Til sidst blev de trætte af mig og solgte den for 700 kroner, siger Steffen om en stor oppustelig Mickey-figur, som blev brugt som blikfang i legetøjsforretningen.

"Derudover er der jo alle mine jule- og fødselsdagsgaver, som har noget med ænder og mus at gøre," griner Steffen.

Selv om Helle også er samler, er hun dog ikke meget for, at Anders And og Mickey kommer ind i huset. De skal helst blive i stalden.

"Jeg gider ikke have Disney herned. For hvis han først får lov, så kommer det til at fylde det hele," griner Helle, som dog gør en undtagelse, når det handler om en intern joke, hvor de køber en lille Anders- eller Mickey-figur, gemmer den et sted i huset, hvorefter de ser, hvor lang tid der går, før den anden opdager den.

Steffen Gerdes
710 puslespil indeholder Steffens Anders And-samling. Han har lagt dem alle undtagen ét, som er kendt som verdens sværeste puslespil.

LÆS OGSÅ: Petra Nagel: "Det var en hård kamp for mig at få en kæreste og stifte familie"

I koma i fem dage

At Steffen overhovedet samler så flittigt, har en del mere med Helle at gøre. I mange år har Helle nemlig været kronisk syg med blandt andet en række nervesygdomme, og i april sidste år faldt hun om.

"Hun lå i koma i fem dage og ville ikke kunne genoplives, hvis hun døde, fordi hun var så undervægtig på det tidspunkt, men fordi der var corona, måtte jeg ikke engang besøge hende," husker Steffen.

"I den periode var det rart at kunne tænke på noget andet, når der nu ikke var noget, jeg kunne gøre for Helle," siger Steffen, som derfor var flittig med at passe og elektronisk registrere alle tingene i sin samling i de dage, han ventede på Helle.

"Samlingen kan distrahere mig på en positiv måde, når det hele er noget møg, og man venter på det værste. Det er nærmest terapi at gå rundt her," siger han om samlingen, hvor alt er registreret på grund af forsikringen.

Heldigvis vendte Helle tilbage til livet, og selv om hun er for syg til at kunne rejse ud med Steffen og finde flere ting til samlingen, er det minder, de sætter pris på.

Hele to gange har parret været i USA. Begge gange er de taget af sted med to kufferter og er kommet hjem med fire fyldte kufferter.

"Vi fandt hurtigt ud af, at man ikke skal købe merchandise i Disneyland. Det er simpelthen for dyrt, men at alle genbrugsbutikker i Los Angeles har merchandise fra andre år," siger Steffen, som får meget mere for pengene på den måde.

Selv om samlingen rummer tusindvis af effekter, blandt andet helt uautoriserede ting som en indonesisk Fedtmule skåret i kokosnød, eller en håndmalet Mickey fra det gamle DDR, er der stadig nogle ting, som mangler.

"Der er produceret en serie sparebøsser med Joachim von And. Jeg har selv otte af dem, men jeg kender en, der har en i klar plast, og jeg tror, det er den eneste, der er produceret i verden. Den vil jeg gerne have."

Han har svært ved at sætte fingeren på, hvad der er så dejligt ved lige netop Anders og Mickey. Måske er det faktisk slet ikke dem?

"I virkeligheden er jeg bare en samler, som skal samle på et eller andet. Det kunne sikkert også være blevet veteranbiler. Men hvis det værst tænkelige skete, og det hele brændte ned, ville jeg nok finde på noget andet at samle på bagefter. Det ville ikke blive Anders og Mickey igen. Det hele handler jo om jagten på det, man ikke har i forvejen."

Steffen Gerdes
Anders, Mickey og alle de andre beboere fra Andeby.

Anbefalet til dig