Tessa på den røde løber til Zulu Awards 2020
SPONSORERET indhold

Tessa med hård opsang til Blachman: ”Ville din datter ku’ li’ det?”

Rapperen Tessa tog tirsdag bladet fra munden og rappede en hård opsang til Thomas Blachman i en video, som hun har lagt ud på sociale medier. Det er en reaktion på, at X Factor-dommeren sidste år sagde ’kom og knald mig, min elskede’ til hende under et awardshow.

Af: Emma Fjalland Lund Foto: Janus Nielsen / HER&NU
12. jan. 2022 | Livsstil | ALT.dk

Det var boomer-agtigt, forkert og langt under niveau, da X Factor-dommer Thomas Blachman under sidste års Zulu Awards fra scenen sagde ordene: ”Tessa, jeg står i telefonbogen, kom og knald mig, min elskede.”

Det er budskabet i den rap, som Tessa tirsdag eftermiddag lagde ud på sin Instagram, og som hurtigt er gået viralt.

“Yep, du’ en boomer, yep, du var boozet, og det ik’ fordi du virkelig ramte mig. Men det viser, at det er hult, når I snakker om Metoo, og det viser, at der stadigvæk er lang vej,” lyder det blandt andet i opsangen.

”Showbiz er showbiz”

I rappen fortæller Tessa, der ellers har været tavs om episoden indtil nu, at hun mangler at få en undskyldning fra Thomas Blachman for hans opførsel og tilråb til awardshowet. 

“Ville din datter kunne li’, at en folkekær grandaddy må sige, at han vil knalde en fremmed og alt for ung pige? Håber de giver dig en ny kategori, 40 plus, ingen 18-årige,” siger hun blandt andet med henvisning til de kategorier af håbefulde deltagere, som X Factor-dommerne hvert år arbejder med.

“Læste du har givet mig en undskyldning på EB og BT, hvornår skete det? Og hvem sendte du det til? Jeg har i hvert fald ik’ set det,” fortsætter Tessa bl.a. i rappen.

Thomas Blachman ønsker ifølge BT ikke at stille op til interview. Han og hans team fastholder dog, at Blachman allerede har givet en undskyldning til rapperen og har til BT sendt et screenshot af en Instagram-besked fra Blachman til Tessa indeholdende en undskyldning.

”Jeg kan forstå, at Tessa ikke har læst den undskyldning, jeg sendte til hende efter 'Zulu Awards' den 5. maj. Men hvad fanden, jeg læser heller ikke alle mine beskeder,” siger Thomas Blachman i den forbindelse til B.T.

”Jeg undskylder igen. Når det er sagt, så er showbiz showbiz.”

Tirsdag aften deler Tessa dog screenshots af to tomme indbakker fra Thomas Blachmans profiler med spørgsmålene: ’Kan I se en besked her?’ og ’Eller her?’ som svar på den udtalelse, og fastholder, at hun ikke har modtaget den omtalte besked.

”Mic Drop”

Opbakningen til Tessa er fortsat stor, og hendes opråb er på 21 timer blevet set hele 455.000 gange og har fået 1.650 kommentarer.

Kommentarsporet er fyldt med flere hundrede flamme-, hjerte- og klapsalve-emojis fra både fans og store danske navne såsom Trine Dyrholm, Stephania Potalivo og Sofie Linde.

Derudover bakker tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt op med ordene, ”Elsker elsker. Vi skulle have vundet babe”, Drew Sycamore med ordene ”Du er så fucking fire,” og Mary C. Namagambe med ”Fjerde gang jeg lytter!!! Mic drop!!”.

Også X Factor-dommer Martin Jensen, som var med på scenen den aften, Thomas Blachman anråbte Tessa, kalder ’mic drop’. Han har nemlig ligeledes blandet sig ved at kommentere på videoen med en mikrofon- samt en dråbe-emoji, og tilkendegiver dermed det, der især inden for rapverdenen er et udtryk for triumf.

Anbefalet til dig