Tobias Rahim i Når Mænd Græder
SPONSORERET indhold

6 ting, du (måske) ikke vidste om Tobias Rahim

Vidste du, at han også har gjort karriere i et afrikansk land, har en forkærlighed for et særligt husdyr, og at det var ham, der skaffede det letgenkendelige gule og hvide look fra musikvideoen til Stor Mand? Lær ham at kende her.

Af: Emma Fjalland Lund Foto: PR
29. jun. 2022 | Livsstil | ALT.dk

Dansk-kurdiske Tobias Rahim vandt hjerter med sin humor i Stormester, hans nøgenbillede hænger i et utal af danske hjem – og så indtager han igen og igen hitlisterne. Alene det sidste år har han toppet singlecharten med duetten ’Stor Mand’ i femten uger, samt ’Mucki bar’, der lå i top i fem uger, og hans nyeste single 'Feberdrømmer Xx Dubai' er allerede af mange udråbt som sommerens storhit.

Artiklen fortsætter efter videoen her, hvor du kan møde Tobias Rahims gode ven og kollega Andreas Odbjerg, som Rahim bl.a. har lavet sangen 'Stor Mand' med. Læs meget mere om dén sang og den sjove historie bag det ikoniske gule og hvide outfit længere nede i artiklen...

Men hvem er den to-meter-og-fem-centimeter høje Tobias Rahim med det veltrimmede overskæg, som gang på gang serverer hits for danskerne? Læs med og bliv klogere på ham her:

1. Vær kat

Tobias Rahim har længe været glad for katte og kan også ofte ses i en t-shirt med kat trykt hen over brystet.

“De har en måde at gå igennem livet på, som er fascinerede. De er elegante, de lander altid på benene, de ved, hvad de er værd, og de er ligeglade med, hvad du synes om dem. Det er en god egenskab at have, når man som jeg laver noget, alle har en mening om,” begrunder han sin kærlighed til kattene til Børsen Pleasure.

Han fortæller ligeledes til Børsen Pleasure, at han som barn havde en kat ved navn Michael, opkaldt efter Michael Jordan.

Han har desuden tatoveret en silhuet af en kat på armen, bruger gerne udtrykket ’Vær kat’ – og på hans website kan du blive medlem af Katteklubben.

2. Mucki Bar

I foråret 2022 toppede Tobias Rahim igen hitlisterne og har været uundgåelig i radioen – denne gang med sangen Mucki Bar om ungdom og længsel.

I sangen synger han om at arbejde deltid på Mucki Bar, et af de brune værtshuse på Nørrebro i København. Og Mucki Bar er da også et helt specielt sted for den unge Rahim. Den er nemlig ejet af hans onkler.

”Jeg har arbejdet deltid på mine onklers bodegaer – de havde et i Skovlunde også, hvor jeg arbejdede mere på. Jeg har arbejdet lidt på Mucki Bar, men jeg føler i virkeligheden mere, at jeg bare har tørret ét bord og ellers drukket cola og kaffe,” fortæller Tobias Rahim til ABC Radio.

3. Drømmen om Colombia

Før Tobias Rahim for alvor slog igennem i Danmark, var han både et smut i Colombia og Ghana for at prøve kræfter med musikken.

I 2008 tog han to år til Colombia for at prøve lykken, og nogle af bedste og smukkeste mennesker, han har mødt, har han mødt der, fortæller han i et interview med DR. Men det var også tungt at være der.

Ikke kun fordi han ikke nåede hitlisterne, selvom han blev spillet i radioen, men også fordi kulturen ikke altid var lige fed.

”Engang stod jeg for eksempel og talte i telefon foran et musikstudie. Der var et slagsmål 20 meter foran mig, hvor én blev skudt i hovedet. Jeg så én komme løbende med en lille pistol med kun ét skud i,” fortæller han til DR og fortsætter:

”Så fik jeg sgu bare lidt nok. Jeg endte med at få en depression, og så tog jeg hjem fra Colombia.”

Med sig hjem fra Sydamerika havde Tobias Rahim den sensuelle reggaeton-lyd, som han byggede sin videre musikkarriere på. Den dannede blandt andet grobunden for duoen Camilo & Grande, som han i 2012 debuterede med sammen med Camilo Fernandez.

4. Varmt navn i Ghana

Selvom han blev slået ud af kurs i Colombia, havde Tobias Rahim dog ikke fået nok af udlandet, og i 2017 rejser han afsted mod Ghana.

Her rebrandede han sig selv, gik under navnet Toby Tabu – og snart røg han ind på hitlisterne, lavede interviews med landets største tv-kanaler og spillede foran fyrre millioner seere på ghanesisk live-tv. 

”Jeg lærte alt muligt af det ghanesiske folk. Jeg lærte at tro, at blive hård, at blive tålmodig. Men det, jeg lærte mest af – selv om jeg jagtede rampelyset og prøvede at skubbe min musik frem – var de dage, hvor jeg holdt fri med mine rastafari-venner og røg weed og badede og snakkede og bare var til stede,” fortæller Tobias Rahim til Dossier.

Kort efter var Tobias Rahim dog retur i Danmark igen – og her lavede han musik i sit eget navn. 

”I dag er jeg begyndt at vælge virkeligheden og mig selv til. Jeg har valgt at skifte kunstnernavn fra Grande til Tobias Rahim. Jeg er begyndt at stå ved mig selv på en anden måde,” fortæller han videre til Dossier.

5. Stor Mand

Colombia betyder stadigvæk meget for Tobias Rahim, og han har været tilbage flere gange siden. Da første corona-lockdown i 2020 ramte verden, var Tobias Rahim taget til det sydamerikanske land for at filme en musikvideo samt besøge en masse af de venner, han havde fået, da han boede derovre.

Det eneste han dog nåede, inden landet blev lukket ned, var at få syet to sæt tøj med gule skjorter og hvide bukser af et hold lokale, ældre kvinder.

”Vi fik aldrig lavet noget video, men så fik jeg det der tøj med hjem, for nu havde de lavet det, og jeg havde betalt for det. Så lå det bare i skabet, men da vi så skulle lave videoen til Stor Mand, var jeg sådan: Jeg har et outfit!” fortæller Tobias Rahim til ABC Radio.

BONUS! Vidste du i øvrigt, at det var et rent tilfælde, at Stor Mand blev til?

En dag Tobias Rahim var i studiet med sin producer, Arto, kom Andreas Odbjerg tilfældigt forbi og satte sig ved vinduet i samme rum for at ryge, da der ikke må ryges i det tilstødende lokale, han optog i. Han jammede med på det, der ellers skulle have været et hårdt punknummer, og i løbet af ti minutter havde de lavet grundbeatet til det megahit, som i dag stadigvæk spilles med stor stil i radioen.

”Det var først, da vi hørte, hvor syg han lød på det, at det blev en kærlighedsduet mellem mig og Andreas,” fortæller Tobias Rahim til DR3.

Få hele historien her.  

6. Eftertragtet nøgenbillede

I midten af 2021 dukkede to billeder af Tobias Rahim op på den populære online købsplatform FindersKeepers. Han har de ikoniske briller på, men hverken den typiske katte-t-shirt eller lange bukser var at se.

Helt nøgen og med en rose i munden havde han poseret for fotograf Petra Kleis, og han håbede at sælge et af billederne til én enkelt person for mere end 100.000 kr. Nøgenbilledet gik dog ”blot” til en pris på 34.000 kr., men viste sig dog hurtigt at blive yderst populært og noget, mange danskere gerne ville have til at hænge på væggen. Det endte derfor også på FindersKeepers, hvor det på rekordtid blev en populær handelsvare – og er den dag i dag udsolgt.

Ifølge DR valgte Tobias Rahim at dele sit nøgenbillede med omverdenen for at "udfordre sin egen frygt”:

”Det er enormt angstprovokerende at dele sådan et billede, men jeg har længe forsøgt at konfrontere nogle af de ting, der tænder min frygt,” fortæller han til DR.dk.

”Som barn kæmpede jeg med angst og var sindssygt bange for mørke og alle mulige andre ting, og derfor vil jeg gerne forsøge at overvinde de ting, der kan gøre mig bange i dag.”

Anbefalet til dig