Privatdetektiv
SPONSORERET indhold

Ulla er privatdetektiv: "Angriber man det rigtigt, kan man trække meget information på Facebook"

Måske tænker du ældre herrer med skæg og briller i fiktionens verden, men der findes også kvindelige detektiver her i virkeligheden. Mød Ulla, der er privatdetektiv.

Af: Marie Varming Foto: Getty Images
03. apr. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

Når folk hører, at jeg er privatdetektiv, tror de ofte, det handler om utroskab. Den slags sager udgør dog højst fem procent af mit arbejde, for mange løser det selv ved at aflure hinandens telefoner, selv om det er ulovligt. 80 procent af mine kunder er virksomheder. Det kan handle om konkurrenceklausuler, altså, at folk har været ansat et sted og skrevet under på, at de ikke vil åbne forretning i samme område eller kontakte tidligere kunder. Hvis virksomheden har en mistanke, men ikke selv kan skaffe bevismateriale, hyrer den mig og mine kolleger.

Jeg begynder med adresse-bøger, virksomhedsdatabaser og sociale medier. Angriber man det rigtigt, kan man trække meget info på Facebook, blandt andet via kundearrangementer, hvor man kan se alle, der er på billederne. Derudover er overvågning på offentlig grund en stor del af mit arbejde. Jeg tager ud og observerer eller tager billeder af personer og holder øje med, hvor længe de opholder sig på en adresse, eller hvad de foretager sig. En sidste metode er agent provocateur, hvor man under dække aktivt tager del i begivenheder for at få den mistænkte til at afsløre sig selv. Jeg kan for eksempel agere kunde og filme med skjult videoudstyr i en virksomhed. Det gælder om at være diskret, for hvis folk opdager os, ændrer de lynhurtigt adfærd.

Jeg laver også baggrundsundersøgelser for folk, der dater og vil se hinanden an, inden de kaster sig ud i kærligheden. Ofte er der noget i forløbet, som giver anledning til mistro, for eksempel at man ikke må komme hjem og se, hvor den anden bor. I stedet for selv at undersøge hinanden vælger nogle at få os til det. Det koster 5-10.000 kroner. Vi havde en klient, som havde god dialog med en militærmand, hun havde mødt på nettet. En dag var hans profil væk. Da vi begyndte at lede efter ham, fandt vi fire andre datingprofiler, én af dem rettet mod mænd. Der var også kone og børn derhjemme, og han var ikke militærmand, men arbejdede i bilbranchen.

LÆS OGSÅ: Sådan skjuler du din graviditet - til du selv er klar til at fortælle om den

Jeg havde en lille detektiv i maven som barn. Jeg voksede op på et gartneri og gik og holdt øje med, hvem der kom og gik, og jeg læste mange detektivbøger. Jeg er cand. mag. i medievidenskab, så jeg er godt skolet i menneskelig adfærd, samtidig med at jeg er analytisk og har en udpræget retfærdighedssans. I 2010 fik jeg job i et detektivbureau som privat efterforsker, og i 2014 åbnede jeg mit eget bureau. Man kan ikke have et bureau alene, for man har brug for forskellige kompetencer. Jeg har blandt andet pensionerede politifolk tilknyttet, og jeg har en it-specialist og en pilot. Vi har dog stadig den første sag til gode, hvor vi skal flyve selv.

Den mest spektakulære var en forsikringssag, hvor vi samarbejdede med private efterforskere fra USA, Canada, Tyskland og Hongkong. Luksusvarer for halvanden millioner dollars var forsvundet i Hongkong, og sagen havde spor til Danmark – derfor blev jeg kontaktet. Det er ikke uset, at den slags varer "forsvinder", og nogen kræver forsikringspenge for dem – og det hele så viser sig at være arrangeret. Denne sag var virkelig stor, og det endte heldigvis med, at forsikringspengene aldrig blev udbetalt. Jeg har også opklaret flere sager om biologiske forældre til adoptivbørn. Vi havde en klient, der var adopteret fra Rumænien, og selv om vi samarbejdede med private efterforskere i Rumænien, kunne vi ikke finde moren, men vi fandt en søster i Italien. Vores klient gik fra at føle sig alene i verden til at have en søster.

LÆS OGSÅ: Julie og Jacob rykkede teltpælene op og gjorde det, mange drømmer om

LÆS OGSÅ: Lea Korsgaard sagde sit trygge job op: ”Frygt er den værste karrierevejleder, du kan få”

LÆS OGSÅ: Drømmer du om at tjene det dobbelte?