SPONSORERET indhold

Johanne forelskede sig i tv-kok: ”Der var 21 dage, hvor vi ikke havde kontakt. Det var ret specielt”

Det startede med en beskedudveksling på Instagram, som fik Johanne Havshøj til at mødes med kokken Umut Sakarya på en date, selvom de ikke kunne se hinanden i 21 dage bagefter. I dag er de begge glade for at, at de holdt ved, fortæller parret i et stort interview i ALT for damerne.

Af: Marie-Louise Truelsen og Julie Bruun Lund Foto: Peter Nørby
19. jul. 2023 | Livsstil | ALT for damerne

For tre år siden var Umut Sakarya ejer af de københavnske restauranter Guldkroen og Guldgrillen, og han var ikke kun kendt i offentligheden for sine evner som kok, men også for at være en festabe, der fx kunne finde på at bade i et kar med brun sovs.

Men bag festerne og drengerøvshumoren gemte der sig også et menneske, som kæmpede nogle personlige kampe – og som savnede én at dele livet med.

Begge dele blev der rodet op i, da den kendte kok en dag modtog en besked fra Johanne Havshøj, der til daglig studerer politisk kommunikation og ledelse. Det fortæller parret om i et stort interview med ALT for damerne i denne uge. 

To kogte hummere

Umut og Johanne stifter nemlig første gang bekendtskab med hinanden på Instagram. Efter Umut – en dag for tre år siden – har kogt to flotte hummere, lægger han et billede af de to røde hummere i en story på det sociale medie.

”Pludselig var der en, der skrev en direct message til mig om hummerbilledet: De ligner Hanne og Karsten på ferie i Thailand,” fortæller Umut Sakarya.

Umut syntes, det var sjovt og lagde derfor billedet op som et opslag med joken som tilhørende tekst, men UDEN at kreditere Johanne for joken.

”Vores forhold startede faktisk med, at Umut stjal en joke fra mig, og så var vi ligesom i gang. Jeg fulgte Umut på Instagram, fordi jeg havde set en dokumentar med ham og syntes, at han virkede som et interessant menneske. Jeg havde en fornemmelse af, at han var intelligent ud over det sædvanlige og havde en verden inde i sig, som jeg var nysgerrig på, og så syntes jeg, at han var pissedygtig,” fortæller Johanne Havshøj.

Johanne og Umut begyndte at skrive lidt frem og tilbage. Og de aftalte at mødes på Umuts daværende grillbar til pomfritter, flæskestegssandwich og bøfsandwich.

”Og ja, så faldt jeg bare rimeligt hurtigt, vil jeg sige,” grinner Johanne Havshøj.

21 dage uden kontakt

Det var i 2020. Og Umut skulle sejle over Atlanten med et tv-program næsten lige efter, de havde mødt hinanden.

”Der var 21 dage, hvor vi ikke havde kontakt overhovedet. Det var ret specielt,” konstaterer Johanne Havshøj, og Umut supplerer:

”Det var forfærdeligt!”

Kort tid efter Umut vendte hjem fra sin tur over Atlanten, blev parret kærester. Faktisk havde han gået i kærestetanker, allerede inden han tog afsted. For han vidste, han ville være kærester med Johanne.

”Jeg syntes, at hun var rigtig sjov og sød. Og gudesmuk. Og så var hun virkelig klog og mindede ikke om andre, jeg havde mødt før,” fortæller Umut.

Inden Umut tog afsted, inviterede han Johanne på date på en grillbar i Sønderjylland, hvor de fik pølser og rød sodavand. Bagefter kiggede de på kunst og spiste på en fin Michelinrestaurant om aftenen.

”Det var for at forvirre hende og for at give hende en oplevelse af, hvordan det var at være sammen med mig,” fortæller Umut.

Og planen virkede. For Johanne faldt pladask for Umut.

”Det repræsenterede på alle måder, hvem du er, og hvorfor du er så interessant og dejligt et menneske, Umut. Man kan ikke putte dig i nogen som helst kasse eller boks, for der sker for meget, og du er for komplekst et menneske,” siger hun

Parret fandt derefter hurtigt sammen, og selvom Umut i interviewet med ugebladet forklarer, at han på daværende tidspunkt dealede med personlige ting, som gjorde det svært for Johanne at hjælpe ham, var hun aldrig i tvivl om, at det var ham, hun ville have.

”Det var sindssygt hårdt og sindssygt svært, men det var det rigtige at gøre, fordi der var noget at kæmpe for. Jeg har aldrig været et sekund i tvivl om, hvem Umut er. Men dengang var der en medie-Umut, som de fleste kendte, og som badede i brun sovs og den slags. Og fair nok, det var jo business. Men så var der også den Umut, som jeg havde forelsket mig i. Og det, der er sket, er, at den Umut, jeg mødte, også er den Umut, alle andre får lov til at se nu,” fortæller Johanne.

Læs hele interviewet med Umut og Johanne i denne uges ALT for damerne. Her fortæller de også om, hvornår det kan være svært at være kæreste – og om den kæmpestore livsstilsændring, parret – og især Umut – har gennemgået.

Anbefalet til dig