70% knalder ikke efter de er blevet forældre. Gør I?
SPONSORERET indhold

70% knalder meget lidt, efter de er blevet forældre. Gør I?

Det er fantastisk at blive forældre – men det er også benhårdt. For de fleste koster det ikke bare på overskud og søvn, men også på tosomhed og sexlyst at have småfolk. Men hvad er egentligt normalen i parforholdet, når man er forældre til små børn – og hvordan bliver det bedre?

Af: Kicki Boss Foto: Getty Images
22. mar. 2019 | Børn | Vores Børn

Kigger du lidt mindre hengivent på din partner nu, end du gjorde før, I fik børn? Diskuterer I lidt mere om vasketøj, og hvem der oftest handler ind til ugen? Er der længere imellem de gode middage og snakke, frekvensen på lagenaktiviteterne og det bankende begær? Er du træt, træt, træt og føler dig nogle dage som en opvredet karklud, når børnene endelig sover?

Så er du faktisk bare helt normal! Det betyder ikke, at jeres parforhold ikke kan blive bedre og dejligere – det betyder bare, at I er pressede, som mange andre i samme situation også er. Vi har taget pulsen på det almindelige parforhold, når man er småbørnsforældre ved at gennemtrawle danske og internationale undersøgelser og få gode perspektiver og råd af Maj Wismann, klinisk sexolog og parterapeut.

1. At have spædbarn svarer til at få en ekstra 35-timers arbejdsuge

(ifølge et australsk forskerteam)

– Det er en voldsomt stor livsomvæltning at få børn både fysisk og mentalt, og både for mænd og kvinder. Helt nøgternt set kommer der helt præcis et arbejdspres, der svarer til en fuldtidsarbejdsuge ekstra. Er man ikke bevidst om dét og taler om, hvordan vi fordeler det imellem os, så vi bliver ligeværdige samarbejdspartnere, og hvordan vi sikrer os, at vi passer så godt på os, at vi også har lyst til at sidde tæt i sofaen og holde om hinanden, når baby sover, så kan man let blive slået i gulvet, siger Maj Wismann.

Småbørnsforældre skændes mere, fordi der er mere at skændes om

Den øgede mængde konflikter og skænderier, mange oplever, er altså en naturlig følge af, at der kommer flere arbejdsopgaver. Det er faktisk nærmest uundgåeligt, forklarer parterapeuten:

– Vi vil blive udfordret på konfliktløsning og værdier, og nogle bliver også udfordret på, hvor meget man kan regne med hinanden. Der kommer rigtig mange bolde op i luften, man aldrig har haft før, og pludselig viser ens partner måske også nogle sider af sig selv, man ikke synes er særlig flatterende. Men meget af det kunne man tage toppen af ved at have nogle snakke og forventningsafstemninger, siger hun og fortsætter:

–  Hvis din partner kom og sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig et fuldtidsarbejde mere”, ville det jo aldrig ske, at man ikke talte om, hvordan det rent praktisk ville blive, hvilke udfordringer det ville give, og hvordan I skulle klare det. Og de samtaler har vi bare ikke, når det kommer til forældreskabets indflydelse på parforholdet. Jeg siger ikke, at det hele bare bliver lykkeligt og ukompliceret, hvis man har samtalerne, men man vil være mere velforberedt og måske også lidt mere løsningsorienteret, fordi det ikke kommer som et chok, at det også er hårdt og svært, siger hun.

2. 64% af de danske børnefamilier synes, det er svært at få livet til at hænge sammen

(”Hjernen på overarbejde” af Henrik Tingleff).

–  Livet og parforholdet ude i småbørnsfamilier er dejligt, men det er dæleme også hektisk. Problemet er i min optik ikke, at det er krævende for de fleste, men at vi ikke er forberedte på, at det vil blive det. Der er nogle snakke og forventninger om livet med børn, vi ikke får taget, siger Maj Wismann.

Det bunder nemlig ofte i, at vi ikke er klar over, hvad der helt normalvis sker, når vi tilsætter et barn til ligningen, forklarer hun.

–  Vi ved, hvor mange småbørnsforældre, der ender med at kaste håndklædet i ringen, og vi ved at parforholdet, kærlighedslivet og sexlivet forandrer sig af at få børn – vi taler bare ikke om det. Jeg synes faktisk, det er et svigt, at vi ikke hjælper parrene med at blive bedre rustet til at klare sig ved at have det på dagsordenen hos det sundhedsfaglige personale, man møder gennem graviditeten. Man kunne nemt hjælpe dem med have nogle af de vigtige samtaler og forholde dem nogle spørgsmål og scenarier, og bede dem om at snakke om dem, siger Maj Wismann.

3. Syv ud af 10 af danske småbørnsforældre angiver, at sexlivet er blevet mindre aktivt efter, der er kommet børn ind i billedet.

(YouGov for 24Timer i 2012)

Ifølge en afdækning af viden og indsats på familieområdet i Danmark er der fire haltende områder, der ligger til grund for, at parforholdet udfordres, når man bliver en familie. Det drejer sig om mindre tid og overskud til at være sammen, reduceret sexliv og intimt nærvær, uenighed om arbejdsfordelingen i hjemmet og usagte antagelser om hinandens værdier og adfærd. Spørger man parterapeuten, hænger flere af disse forklaringer sammen med en mangelfulde søvn.

– Søvnen har en kæmpe betydning for ens mentale tilstand, og de år med småbørn har man bare mindre af den. Når man ikke får sin søvn, kan man begynde at føle, at andre vil en det ondt og fejllæse sin partners adfærd og intentioner. Det svækker en kognitivt, forklarer Maj Wismann.

De øvrige udfordringsområder har for mange rødder i den mangelfulde forventningsafstemning og aftaler om arbejdsfordeling, mener hun.

4. 70% af arbejdende forældre er for trætte til sex, viste en amerikansk rundspørge fra 2011

(CBSnews.com)

… Så hvis du nogle gange føler dig som indtørret havregrød uden en dråbe mere at give af, når dagen er omme, er du ikke alene om bare gerne at ville sove.

–  For lidt søvn betyder så meget, at det påvirker din livslængde, dit immunforsvar, din trivsel, og selvfølgelig også kønshormonerne. Så hvis man føler sig træt og udkørt, mangler overskud og sexlyst i de år, hvor søvnen er mangelfuld og afbrudt, så er der altså en helt logisk forklaring, siger Maj Wismann. Derfor råder hun til, at man ser på muligheden for at forbedre søvnen som noget af det første.

–  Jeg hører tit forældrepar sige, at når børnene endelig sover, så har de brug for lidt tid til sig selv. Det kan jeg også godt forstå – men jeg vil gerne anfægte, at det er et behov hver aften. I øvrigt går den tid vidst for de fleste af os med hver vores telefon eller streaming. Men tænk, hvad det ville betyde for dit velvære, hvis du ikke var udmattet hele tiden, siger hun.

5. Talrige studier viser, at der er sammenhæng mellem sexlyst og tilstrækkelig søvn. Nedsat sexlyst synes især at ramme kvinder, der yder primær omsorg for småbørn, hvilket forskere mener, kan hænge sammen med træthed.

(Sexual Health research, 2017)

… Godt – så når vi sover tilstrækkeligt, har vores overskud, trivsel helbred og seksuelle appetit de bedre vilkår. Det siger videnskaben. Prøv derfor fx bare en gang eller måske to om ugen at gå i seng samtidig med børnene, eller prøv at aftale, at I prøver at skiftes til at tage børnene en dag i weekenden om morgenen hver, så den anden kan sove lidt længere, råder Maj Wismann.

– Hvis bare de fleste mennesker gav sig selv 8-9 timers søvn hver nat, ville de blive nogle gladere mennesker og par, siger hun.

6. Et studie peger på, at jo mere søvn kvinder får, jo mere sexlyst oplever de den følgende dag. Faktisk skulle bare en enkelt times ekstra søvn øge lysten med op til 14% dagen efter.

(The Journal of Sexual Medicine, maj 2015)

… Okay – vi ved ikke, om vi helt tror på, at en time mere ville forvandle flertallet af mødre til spindende missekatte, men hvad er det værste, der kan ske ved at prøve? At vi fik en time mere på øjet og måske vågnede en smule friskere? Købt!

7. For hvert barn en kvinde har, mindskes sandsynligheden for, at hun sover mere end seks timer pr. nat med hele 50%.

(American Academy of Neurologi, 2017)

Milde makrel! Undersøgelsen viste desuden, at kun 48 procent af mødre under 45 år får mere end syv timers søvn pr. nat. For kvinder i samme aldersgruppe uden børn er det ikke nær så grelt – her får 62 procent mere end syv timers nattesøvn. I samme studie kiggede man naturligvis også på mændenes søvn og sammenlignede resultaterne mellem mænd med børn og mænd uden. Det samme mønster gjorde sig ikke gældende. Fædre sover ikke markant mindre og føler sig heller markant ikke mere udkørte, end mænd uden børn. Det gælder selvfølgelig ikke i alle familier.

– Det ér hårdt for begge parter, det er et faktum. Men lad mig for det første understrege, at det er helt normalt at opleve en periode, hvor man har mindre overskud og sexlyst. Og lad mig dernæst sige, at sex ikke er det vigtigste i hele verden – det er heller ikke min erfaring, at det er tilfældet for mine klienter, siger Maj Wismann.

8. Mere end 4 ud af 10 forældre bekymrer sig mest om manglende overskud til nærvær i hverdagen

(ifølge en undersøgelse foretaget af Vores Børn i 2016)

Det er nemlig i lige så høj grad følelsen af at blive set og elsket af sin partner, mange savner.

–  I flertallet af de tilfælde, jeg ser, savner begge parter noget, og det er ikke så forskelligt hvad, kønnene i mellem. Det handler om nærvær, opmærksomhed og intimitet, og en bekræftelse af, at ”du elsker mig selvfølgelig stadig… Ikke?”, siger Maj Wismann og fortsætter:

– Vi er alle sammen ens, store som små. Børn har brug for opmærksomhed og kærlighed, men det har voksne så sandelig også! Vi har også brug for at blive set, anerkendt og lyttet på af dem, vi elsker. Det glemmer vi bare. Og vi glemmer, at når jeg har lagt mit hjerte i dine hænder, så forventer jeg faktisk, du passer på det – også når vi får børn – og husker, at det netop ér et helt hjerte, der er dig betroet. Det er ikke kun lyst eller deling af ansvar. Vi har en forpligtigelse til at passe godt på hinanden, ligesom vi passer godt på vores børn, forklarer hun.

Hun mener, at det vil hjælpe mange par at fokusere mere på intimitet, kærlighed og nærvær. Sex, og hvor tit den foregår, er nemlig ikke et selvstændigt mål for succes og trivsel i parforholdet.

9. 0,9 samlejer om måneden. Det er det gennemsnitlige antal knald, par har et halvt år efter fødslen

(ifølge et svensk studie)

– For nogle par bliver manglende sexlyst eller en dalet hyppighed på, hvor tit de har sex, noget, de har dårlig samvittighed over og føler sig forkerte over. Endda helt uden at vide, hvad normalen er for andre i lignende livssituation. Og det er synd – for man er ikke forkert eller unormal for at have nedsat sexlyst, når man har helt små børn, siger Maj Wismann.

Det, man skal gøre i stedet, er at træde et skridt tilbage og gå konkret og konstruktivt til værks.

– Sig: ”Okay – der er et eller andet, der gør, at lysten har lidt svære vilkår. Hvad kunne det være? Har jeg lyst til at få lyst overhovedet? Eller er jeg så dødtræt, at jeg egentligt bare gerne vil sove. Ikke noget andet. Og kunne det være okay? Kunne det være okay at aftale, at vi er i undtagelsestilstand? Det har taget fusen på os, hvor hårdt livet med baby er. Vi sover næsten ikke – kan vi aftale, at de næste tre måneder, der er sex af bordet, med mindre noget ændrer sig, og vi pludselig får lyst og overskud?” Ja, I kan! Man skal altså ikke pinedød presse et sexliv igennem, hvis ikke vilkårene er til det, siger den kliniske sexolog.

10. 1/3 af nye forældre oplever forbigående eller længerevarende seksuelle problemer.

(Pjecen: Baby på vej -sexlivet før og efter fødsel, Sex & Samfund)

– Det kan være sådan noget som manglende lyst, smerter, tørhed i skeden og den slags ting. Det er ikke fordi, der er noget galt med parrene – det er bare et faktum, og i de fleste tilfælde skal de bare have tid og ro til at komme sig fysisk og mentalt på livsomvæltningen, siger Maj Wismann.

For en del vender møllen af sig selv lige så langsomt, mens andre par oplever, at det står på i længere tid – men fortvivl ej! Selv hvis udfordringerne fortsætter, er der ting, I kan gøre selv.

– Sæt jer ned, kig på hinanden og sig, jeg savner… ”Jeg savner at ligge tæt med dig inden, vi skal sove. Jeg savner at mærke dig. Og hvis jeg savner noget, gør du det sikkert også.” Det er ikke en bebrejdelse – det er et savn. Husk på, at din partner i udgangspunktet oftest vil dig det allerbedste, siger Maj Wismann.

Langt de fleste par vil hinanden og ønsker helhjertet at komme i gang igen, erfarer Maj Wismann – og når I skal det, så kan det være en god idé at så starte med at sige, at det ikke handler om sex.

Dyrk ikke sex uden lyst!

–  I skal måske hellere begynde med nærvær og intimitet. Det kan være, I bare skal starte med at massere i hinanden. Eller ligge og snakke og kysse lidt og se, om I kan vække noget – men gør det kun, hvis I har lyst til det. Man skal ikke sige B, fordi man har sagt A, siger hun og fortsætter:

–  Man kan altså ikke tvinge lysten frem. Jeg har set eksperter sige for åben skærm, at sex skal skemalægges eller ”så må han give hende lidt massage, og så må hun give ham lidt sex”. Du kan glemme det, kan du! Hvis du har sex, uden at have lyst til det, så tager det en lille del af din sjæl hver evig eneste gang. Og det er der i øvrigt heller ikke nogen normalfungerende partnere, der er interesserede i, siger Maj Wismann.

Så ro på – nu har I et billede af, hvad der er helt normalt, og hvordan i kærligt, ærligt og i dialog kan komme tættere på hinanden igen, sove lidt mere og diskutere lidt mindre.

Anbefalet til dig