Bare en lillebitte vingummi...

Min ældste søn vidste, at fredagsslik hænger sammen med Disney Sjov, længe før han overhovedet vidste, hvad Disney Sjov var. Faktisk bliver han ofte lagt i seng, før det går i gang. Men han ved, at når det er fredag, skal man have slik. Det har han lært af vennerne i børnehaven. Og ja, han får også slik om fredagen. Nogle gange også om mandagen og om onsdagen, i perioder faktisk hver dag. Men altid i meget afmålte mængder – et par stykker eller tre.

Sådan har det ikke altid været for ham. Han er fire år i dag og smagte først rigtig slik, da han var tre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har skulle forsvare, at han ikke måtte få bare en lillebitte vingummi til familiefesten eller et mikroglas sodavand, for ‘det er da synd for ham, hvis han ikke må smage!’

I Danmark forbinder vi nemlig hygge med søde sager. Med slik, kage og sodavand. Sådan var det, da jeg selv var barn, og sådan er det stadig. Kage var det første søde, min ældste søn smagte. Da var han præcis et år. Derefter kom is, så saftevand, chips og til sidst (da han var tre år og skulle lære at gå på toilettet og måtte lokkes med en lille belønning, når det lykkedes) – slik. Den sidste

bastion, der endnu er tilbage, er sodavand. Jeg indrømmer, at jeg har brugt beskidte tricks for at udskyde hans oplevelse af det flydende sukker så længe som muligt. Jeg har ladet ham smage en billig danskvand-variant med alt for meget brus. Sådan smager sodavand. Det kunne han ikke lide. Heldigvis.

Jeg kan selv godt lide slik og søde sager. Og jeg håber, mine børn får et lige så afslappet forhold til det som mig. Alt med måde og i skøn blanding med det sunde. Men jeg har omvendt ikke set nogen grund til at introducere min søn for noget, han ikke selv efterspurgte. Hvorfor lære ham om slik og søde sager, når det overhovedet ikke var i hans bevidsthed?

Jeg tror på, at det er os forældre, der er bedst til at give vores børn et naturligt og sundt forhold til kost – også når det gælder slik. Vi gør det på forskellig vis og hurra for det, men der er nogle børn i Danmark, der får alt for meget sukker. Faktisk cirka halvdelen. Det er et problem, for det påvirker hele deres krop, tager pladsen fra den næring, de har brug for, og gør nogle af dem overvægtige. Det er synd for børnene, men forældrenes ansvar.

Sommetider stikker vi måske (i den bedste mening) vores børn et mellemmåltid uden at vide, hvor meget sukker det indeholder. Jeg blev ærligt talt selv overrasket, da jeg læste i vores nye nummer af magasinet, hvor meget sukker, fedt og kalorier, der er i for eksempel kanelknækbrød.  

Som mor handler det for mig om oplysning. At jeg ved, hvad jeg tilbyder mine børn, og at jeg selv træffer bevidste valg. Som for eksempel når jeg bryder mine egne regler og principper.

For mens min ældste søn måtte vente, til han blev tre, har min yngste på kun halvandet år netop smagt slik for første gang. Det var jo synd, at han ikke skulle smage en lille vingummi, når nu storebror måtte.