TILMELD DIG KVINDELØBET SENEST D. 30. APRIL FOR KUN 259 KR.

Foto: Les Kaner Bjarke og Lars er aktuelle i programserien ”Rugemor”, der kan ses på DR1 og DR.TV.

Lars og Bjarke fra tv: "Vi håber, vores historie kan inspirere unge, homoseksuelle mænd"

Bjarke og Lars havde lyst til at skabe en helt almindelig kernefamilie, og skæbnen, gode viljer og masser af kærlighed førte til, at de har fået sig en storfamilie med tre små babyer, en hund og et rigtig godt netværk.

Huset ligger for enden af en blind vej på Amager. Det ligner et hvilket som helst andet hus i området, men familien, der bor på den anden side af hoveddøren, er ikke helt almindelig. Ding-dong! Døren bliver åbnet på klem, og ud kigger en ældre kvinde.

"Hej"… siger hun. Spørgende. Jeg er også forvirret. Tror faktisk, at jeg har ringet på døren til et forkert hus og skal til at undskylde, for jeg havde forventet, at det var en mand, der åbnede døren. Men jeg fortæller alligevel, at jeg er journalisten fra ALT for damerne, og at jeg har en aftale med Bjarke og Lars her til aften.

"Det har de glemt", svarer den ældre dame, der viser sig at være Lars’ mor og dermed bekræfter, at jeg dog har ringet på det rigtige sted.

"Men kom lige indenfor, så må vi se", fortsætter hun. Lyden af aftenutidige babyer smyger sig ned ad trappen samtidig med, at Bjarke kommer til syne. Han beklager meget. Han har været syg hele dagen og har fuldstændig svedt ud, at jeg skulle komme. Men det er okay, han har det bedre, så lad os bare prøve at gennemføre interviewet, siger han. Oppe i stuen bliver Lars lige så overrasket over at få besøg. Han bakser rundt med tre trinde babyer. Anna. Lili. Og Nora. Som er lidt sultne. Og lidt trætte. Det er lige midt i ulvetimen, og stuen ligner mest af alt en vuggestue.

Læs også: Ventetøj: Hvor finder man pænt graviditetstøj – og hvornår er det nødvendigt?

Der er puslebord, høje stole, kravlegård og legetøj overalt. Velkommen hos Bjarke, Lars og trillingerne. Bjarke Damm og Lars Lundgaard Hansen mødte hinanden på en bar i 2001, og Bjarke vidste med det samme, at Lars var manden i hans liv. Det fandt Lars også ud af, at han var, og parret blev gift i 2007. De næste ti år brugte de på karriere, rejser, familie og på hunden Joey, som troner upåvirket midt i kaos denne mandag aften.

Allerede i 2011 begyndte tankerne om børn dog at rumstere. Bjarke og Lars talte meget om, hvordan det måske kunne lade sig gøre, og da de ikke var interesserede i hverken en regnbue- eller delefamilie, undersøgte de muligheden for at benytte en rugemor.

I Danmark er det eneste lovlige at være altruistisk rugemor, det vil sige, at en kvinde uden betaling bliver insemineret med egne æg for derefter at forære barnet til de intenderende forældre. Danske læger må ikke hjælpe med donoræg og opsætning, hvis der er tale om et rugemoderskab. Dette var derfor ikke en løsning for Bjarke og Lars, så da de så, at et amerikansk selskab holdt møde i Danmark for at fortælle om mulighederne for at få en rugemor i USA, gik de med for at høre nærmere.

Bjarke: "Men problemet var, at det kostede over en million kroner, og det stoppede os. Så gik tiden, og vi havde egentlig lagt idéen om børn på hylden, indtil min søster, Pia, for to et halvt år siden pludselig sagde til mig, at hun igennem et par år havde tænkt på, at hun gerne ville være rugemor for os. Det skulle bare ikke være hendes egne æg.

Både fordi hun var 43 år på det tidspunkt, og fordi det var vigtigt for hende, at hun ikke følte, at det var hendes eget barn. Vi begyndte at undersøge, hvordan man kunne få donor-æg i USA, og helt uafhængigt af det tilbød vores veninde Danielle, at hun også gerne ville være rugemor for os. Lars og jeg var fuldstændig overraskede og sådan helt: Hvad sker der? Vi havde aldrig nogensinde forestillet os, at nogen, vi kendte, skulle tilbyde at bære vores barn, og nu var der pludselig to muligheder". I 2016 gik turen til USA, hvor Bjarke og Lars skulle vælge en ægdonor.

Bjarke: "Der var masser af kriterier, man kunne søge på, men det var ikke så vigtigt for os, hvilken uddannelse og så videre, vores ægdonor havde. Vi var kun interesserede i, at det skulle være en ikke-anonym ægdonor, for det var vigtigt for os, at vores eventuelle børn en dag kunne møde hende, hvis de ville. Vi valgte en sød ung kvinde med latinamerikanske rødder, som vi mødtes med, og så gik processen ellers i gang.

Læs også: Svend Brinkmann: "Vi skal ikke konstant optimere vores børn og familieliv"

Hun fik taget 14 æg ud, og vi fik befrugtet syv hver. Der gik en uge, hvor vi fik en mail hver dag om, hvordan æggene udviklede sig, og der var otte, der gik til grunde. Så havde vi seks tilbage, fire, der var befrugtet af mig, og to, der var befrugtet af Lars. Den proces havde kostet næsten en halv million kroner, og det føltes virkelig som at gå linen ud uden at vide, hvor det hele ville ende. I slutningen af november 2016 fik Danielle sat to æg op.

Selvom alt var, som det skulle være, lykkedes graviditeten ikke. To æg ud af seks var brugt. I marts 2017 gik turen igen til USA, hvor næste forsøg med Danielle også mislykkedes. Halvdelen af æggene var brugt. Bjarke og Lars begyndte at miste modet, men da Pia tog med til USA og fik sat et æg op, blev hun gravid. Tre uger senere fik Danielle igen sat et æg op, og så blev hun også gravid. Med enæggede tvillinger. Det sidste æg blev senere destrueret, for Bjarke og Lars skal ikke have flere børn. I stuen på Amager er der gang i den.

Anna, som Pia fødte, og som Lars er biologisk far til, er meget sulten. Hun bliver kaldt ”den store” – eller ”Borgmesteren” – fordi hun er født 14 dage før tvillingerne, der så naturligt nok bliver kaldt ”de små”. I praksis ser pigerne dog ud til at være trillinger, og det er også sådan, livet med dem er. Tre af hver ting. Tre, der skal have mad samtidig. Tre, der skal skiftes. Tre, der skal lægges til at sove samtidig. Trillingebarnevogn. Og ny stor bil med plads til en familie på fem.

Et setup, der kunne tage pusten fra de fleste. Bjarke er på barsel lidt endnu, men Lars er begyndt på sit arbejde igen. Han er praktiserende læge, og den vikar, han havde ansat, sagde op, og så måtte han tilbage på klinikken, selvom tanken egentlig var, at de begge skulle have haft et års orlov.

Lars: "Jeg synes, det går rigtig godt, selvom jeg er startet på arbejde, men jeg kunne godt bruge lidt mere tid herhjemme".

Bjarke: "Og jeg synes, det er blevet lidt mere hårdt, efter Lars startede på arbejde. Vi havde en periode uden au pair, da Lars begyndte at arbejde, og så var der kun mig. Og man kan ikke være alene med tre børn".

Nej, det kan jeg forestille mig, hvordan gør man det?"

Bjarke: "Man gør det, at man skriver rundt til sine venner og familien og får lavet en vagtplan. Vi har heldigvis et godt netværk, og folk har været vildt søde. Lars’ mor og min mor har været her meget".

Lars: "Det er jo ligesom at køre en vuggestue. Det gode ved at have tre på samme alder er, at de bruger samme tøj, de er interesserede i de samme ting, og de bruger samme legetøj".

Bjarke: "Og det er allerede en del nemmere, end da de var helt spæde. Der var vi oppe hele natten. Skiftede bleer, bøvsede af og gav flaske. Vi har haft dage, hvor vi har været SÅ dødtrætte, men det er alligevel gået langt bedre, end vi havde forestillet os. Vi har hele tiden prioriteret, at en af os kunne sove, så vi ikke begge to brændte ud".

Lars: "Nu lægger vi dem klokken halvsyv-syv, og så sover de til næste morgen klokken seks".

Bjarke: "Måske skal de have en flaske, men den kan de nærmest tage i søvne, de pludrer lidt, og så sover de videre".

Lars:  "Men der er hele tiden tre, der kan miste sutten, ha ha. Og man kan godt skulle op syv gange på en nat, så det er noget med at vænne sig til at gå lidt i søvne. Det gode er, at vi har aftenerne ”fri” nu og kan sidde og hygge os i ro og fred. Som på kommando begynder alle tre piger med ét at skrige".

Lars: "Så kan du godt komme i gang, farmor, ha ha. Der bliver lavet grød, som pigerne spiser med hele ansigtet og kroppen. Både Lars’ mor og familiens nye au pair hjælper til. Det giver midlertidigt lidt ro. Og en del svineri".

Lars: "I starten kom der venner, der havde lavet mad til os til en hel uge og bare lagde det i fryseren. Og nogle afleverede en færdigret hver torsdag. Så vi landede i en tryg favn af gode mennesker, der ville os det godt".

Bjarke: "Mange af vores venner har jo selv børn, og de har nærmest kigget på os med forfærdelse og har helt sikkert tænkt: ”Shit mand, vi må lige være på her”. Det er vi meget taknemmelige for. At være to mænd, der får tre børn, er ikke noget, der går upåagtet hen. Der har været masser af positive oplevelser og kommentarer, men også de mere negative og undrende". Snakken om køn kommer i gang, da jeg spørger, hvilke følelser der gik igennem Bjarke og Lars, da pigerne kom til verden.

Lars: "Moderlige følelser. Det må du godt skrive".

Bjarke: "Forældrefølelser. Lad os prøve at snakke lidt om køn, for det kan da godt være, at nogle mennesker tænker: Kræver det ikke en mor? Mangler der ikke en kvinde?"

Og hvad er svaret på det?

Lars: "Da de var helt små, sørgede vi for masser af hudkontakt. Vi gik med dem, hud mod hud, i kæmpestore baby-vikler for bare at have dem så tæt på som muligt. De har fået al den varme, omsorg og kærlighed, som jeg tænker kan være lige så god fra en fars side som fra en mors. Det eneste, vi ikke har kunnet, det har været at amme.

De har fået flaske helt fra starten, hvilket der jo også er andre børn, der får. Men jeg har oplevet, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved, at vi er to mænd. Bl.a. en af mine patienter, som spurgte, om vi nu havde tænkt os godt nok om i forhold til, at vi ikke kunne give vores børn moderlig omsorg. Det blev jeg faktisk rigtig ked af, for jeg synes jo, at vi kan gøre det nøjagtig lige så godt, som havde vi været far, mor og børn. De fleste er heldigvis rigtig glade på vores vegne, og flere af mine patienter er kommet med gaver og er helt vilde for at se billeder af pigerne. Der er uro i rækkerne igen. Og Lars foreslår, at pigerne får lov til at se lidt fjernsyn.

Bjarke: "Åh, men det må du ikke skrive, det er jo sådan noget, man ikke må, ha ha. Tre autostole bliver linet op i sofaen og Anna, Lili og Nora placeres på rad og række, mens tv’et tunes ind på noget småbørns-tv. Der bliver helt ro. For en stund".

Nu nævnte I moderlige følelser, var det kærlighed ved første blik, da I så pigerne?

Bjarke: "Jeg skulle vænne mig til det. Det var så overvældende med alle de nye rutiner, og jeg følte mest af alt, at jeg var i en slags overlevelsesmodus".

Lars: "Vi var også lidt bekymrede, da Lili og Nora kom ud, de var meget trykkede, og især Noras hoved havde en meget mærkelig facon".

Bjarke: "Jeg havde ikke set så mange nyfødte, og Anna var meget fin og køn, da hun kom ud, så jeg var ikke rigtig forberedt på det. Men børnelægerne forsikrede os om, at det var meget normalt, og det har jo også rettet sig fuldstændig".

Hvordan er streetcredit, når man kommer med en trillingebarnevogn?

Bjarke: "Ja, det er ret vildt. Det giver rigtig meget opmærksomhed. Det skulle vi lige vænne os til. Hver gang vi går en tur, så kommenterer folk det. De fleste er rigtig søde, men der er også nogle, der siger: ”Åh, GOD fornøjelse med det!” Eller: ”Hold da kæft et lorteliv!”. Vi er med i en trillinge- facebook-gruppe, hvor folk deler alt muligt, også de kommentarer, de får. Og alle får den slags bemærkninger.

Det er som om, folk har frit slag for bare at stå og korse sig og sige, at det må være frygteligt med trillinger. Men vi synes jo ikke, det er frygteligt. Vi er bare så utroligt lykkelige for tre børn. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at vi er en stor familie på fem. Det er ubegribeligt for mig. Og så er det meget underligt at høre folks opkast. De fleste er heldigvis søde og synes, det er rigtig spændende, og man kommer til at tale med alle mennesker. Hvis jeg går ti meter bag Lars, så hører jeg en hale af kommentarer. ”Var der tre?”. Eller: ”Så du det?”.

Lars: "Eller også begynder folk at grine helt vildt, samtidig med at man kan se, at de bare tænker: Godt det ikke er mig! De fleste siger dog heldigvis, at de synes, vi er seje, og en dag var der en håndværker, der stoppede sin bil lige ud for os, sprang ud ad bilen og ville have et billede sammen med os. Det var altså meget sødt. Han havde aldrig set noget lignende".

Tænker I nogensinde over, hvem der er biologisk far til hvem?

Lars: "Jeg tænker, at Nora og Lili er mindst lige så meget mine børn. Jeg føler mig lige så knyttet til dem som til Anna, og de er lige så tæt knyttede til mig, som Anna er".

Bjarke: "Vi har begge tre børn. Det er sådan, det føles. Helt uden skelnen".

Lars: "Somme tider er der nogle, der spørger: ”Nå, hvad for en er så din?” Og der svarer jeg altid, at alle tre er mine".

Bjarke: "Jeg forstår godt, hvad de mener, men det er underligt at blive konfronteret med det. En anden ting, som har været et samtaleemne for mange mennesker i hele forløbet, har været spørgsmålet om, hvordan det ville være for Pia og Danielle at skulle give børnene fra sig, når de var født". Og om Bjarke og Lars var nervøse for, om de overhovedet ville få børnene.

Lars: "Danielle sagde i sin tid: ”I må gerne låne min livmoder”. Og det er nok sådan, vi alle har set på det".

Bjarke: "Og Danielle sagde også på et tidspunkt: ”Nogle mennesker køber en ulandskalender og hjælper på den måde – og jeg er rugemor”. På samme måde sagde Pia hele vejen igennem processen, at hun ikke følte, at det var hendes barn. Hun bar det bare for os. Det har været en stor tryghed for os, at der på intet tidspunkt var nogen udsving hos hverken Danielle eller Pia. Vi har aldrig overvejet, om de mon havde fortrudt, og vi har aldrig haft nogen kontrakt imellem os. Det hele har hvilet på tillid, og vi har bare givet os hen til processen".

Lars: "Min mor holdt en meget fin tale til barnedåben, hvor hun sagde, at det her er en historie om kærlighed. Om kærlighed mellem Bjarke og mig, men også mellem venner og familie. Og det er en historie om at hjælpe hinanden".

Bjarke: "Og om at ville hinanden det godt uden at skulle have noget igen".

Har I følt en form for taknemmelighedsgæld?

Bjarke "Ikke gæld, men taknemmelighed".

Lars: "Pia og Danielle har givet os den allerstørste gave, man kan give. Tænk at få tre liv…!"

Læs også: Rane Villerslev: "Lad børn lære igennem leg"

Hvad har det betydet for jeres forhold at få børn?

Bjarke: "Det har selvfølgelig haft betydning, at vi har måttet sove hver for sig i en lang periode. Men nu har vi kendt hinanden så længe, så vi har bare taget det på os. Vi ved, at det bare er en overgang. Hvis vi kun havde kendt hinanden et par år, tror jeg, at det kunne have været mere problematisk, for vi HAR været pressede indimellem."

Lars: "Jeg havde troet, at vi ville komme til at være mere på tværs og skændes. Men sådan har det ikke været. Jeg synes kun, det har været en berigelse for vores forhold. Jeg håber, at vores historie kan være med til at inspirere nogle unge, homoseksuelle mænd. Der er mange måder at leve sit liv på, og det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men jeg ville ønske, at jeg havde haft nogen som Bjarke og mig, da jeg var ung og sprang ud.

Jeg ville gerne dengang have set, at man godt kan leve i et almindeligt parforhold og få et godt liv med børn, selvom man er bøsse. Vi har skabt et liv, der ligner alle andres liv, fordi det var det, vi havde lyst til. Det er ideelt for os, for vi er begge to virkelig familiemennesker, og derfor er det så dejligt, at det har kunne lade sig gøre at skabe vores egen lille familie".

Om Bjarke og Lars

Bjarke Damm, 42, er ph.d., psykoterapeut og deltidssteward hos SAS. Siden 5. maj 2007 gift med:

Lars Lundgaard Hansen, 42, som er praktiserende læge. Sammen har de døtrene Anna (født 29/1 2018), Lili og Nora (født 12/2 2018), som de har fået ved hjælp af ægdonation og rugemødre.

Bjarke og Lars er aktuelle i programserien ”Rugemor”, der kan ses på DR1 og DR.TV.

Se, hvad vi ellers skriver om: Forældre, Børneopdragelse, Fertilitet, Baby og Far