Da Sandie Westh blev gravid igen, turde hun ikke at glæde sig: ”Der var for meget på spil”

Sandie Westh er mor til to børn. Walther, der er to år gammel, og Vilma, som hun fødte i maj 2021, og som døde blot 55 minutter, efter Sandie havde født hende.

At miste et barn er noget af det værste – hvis ikke det værste – der kan ske for et menneske. Det er en oplevelse, der sætter sine egne brutale spor, og som man tager med sig i alt, man foretager, resten af livet.

LÆS OGSÅ

Børn betaler ofte den højeste pris i en skilsmisse: ”De mister deres barndom”

En skilsmisse kan rive en familie fra hinanden, men det er ofte børnene, der betaler den højeste pris.

Sådan er det for Sandie.

Det er også sådan, at Walther er kommet til verden gennem fertilitetsbehandling, fordi Sandie og hendes mand, Mikkel, ønskede at være forældre til et levende barn, men at de samtidig ikke kunne rumme presset ved at skulle skabe et selv.

Under den behandling fik Sandie at vide, at hun kun havde omkring otte æg tilbage. Det er tre år siden. Sandies mor gik i overgangsalderen som 38-årig, og da Sandie blev gravid med parrets andet barn, Walther, var hun 35 år. Så hun havde travlt, forklarer hun.

”Jeg har tænkt, at det var godt, at vi nåede at få Walther. Sorgen over ikke at få flere børn end bare ham og Vilma var noget, jeg måtte tage i terapi, når jeg er 60 år gammel. Det kunne jeg simpelthen ikke forholde mig til på det tidspunkt,” lyder det fra Sandie Westh.

Derfor kalder hun det noget nær et mirakel, at hun i dag er gravid med parrets tredje barn. En pige, der kommer til verden i foråret 2025. Det var ikke planlagt, og parret havde på ingen måde set det komme, da Sandie Westh i efteråret 2024 pludselig ikke længere brød sig om sin morgenkaffe og endda måtte kaste op efter at have spist sin yndlingsburger. 

Hun skød det væk med, at Walther nok bare havde taget endnu en omgang sygdom med hjem fra vuggestuen.

”Mikkel havde på det tidspunkt tænkt lidt flere tanker, end jeg havde. En morgen ligger vi i sengen, hvor han spørger, om jeg har fået min menstruation, og jeg siger, at jeg skulle have haft den dagen før. 

Menstruation kan selvfølgelig godt variere nogle dage. Det gør den bare ikke for mig. Jeg får den hver 28. dag – på klokkeslættet. Han spørger mig derfor, om jeg kunne være gravid, men det kunne jeg jo ikke, for jeg havde jo nærmest ingen æg tilbage, og Mikkel og jeg lever i en småbørnsfamilie, så vi har altså ikke særligt meget sex,” siger hun med et grin.

Alligevel tog Mikkel en graviditetstest med hjem, da han den morgen gik en tur med parrets hund, Hanne. Så måtte de jo se, hvad der var hoved og hale i Sandies krop.

”I løbet af 20 sekunder kan jeg bare se to helt klare streger. Jeg råber til Mikkel på en måde, hvor han kan høre, at der er sket noget. Han kommer ud til mig på badeværelset, og jeg viser ham testen. 

Jeg er gravid. 

Noget, vi aldrig i vores vildeste fantasi havde forestillet sig, kunne lade sig gøre. Vi har jo ikke engang prøvet, fordi vi ikke troede, at vi kunne få flere børn,” siger Sandie.

De omtaler derfor graviditeten som et mirakel. På godt og ondt. For når man har indstillet sig på, at man kun får lov til at få ét levende barn, tør parret ikke tage glæden og håbet på forskud. 

Men Sandie taler alligevel om, at nu kommer der måske til at bo to børn i deres lejlighed på Vesterbro.

Gode tal betyder mere frygt

Sammen med det barn, der vokser støt i Sandies mave, er der også vokset noget andet side om side. Angsten.

Angsten for at miste. For at skulle gennemgå det samme helvede igen, og angsten for alt, der kan gå galt.

LÆS OGSÅ

Oh Land har oplevet problemer med amningen: ”Der er grænser for, hvor ondt det skal gøre”

Oh Land havde store udfordringer, da hun skulle amme sine to sønner, så hvis det ikke fungerer inden for tre uger med den nyfødte datter, dropper hun det.

De første par måneder gik det egentligt okay, erkender hun, og Sandie havde fået styr på sin angst, takket være mange psykologtimer. Men nu vendte den tilbage.

Graviditetens første 12 uger kan være svære for mange, erkender hun. Det var de også for hende. Hun fortæller, at hun var i et limbo, hvor man er bange for at miste barnet, og hvor nakkefoldsscanningen ligger forude og gruer.

Hun griner, når hun fortæller, at det bare kan være svært at lade sig opsluge af sorgen og angsten, når man har et andet barn at tage sig af også – særligt fordi 2-årige Walther er et ørebarn, og han fik mellemørebetændelse natten op til nakkefoldsscanningen. 

Derfor var det kun den sidste halve time inden scanningen, at Sandie rent faktisk havde tid til at give plads til sine følelser. På den måde er Walther en god kur mod angsten, forklarer hun.

”Da vi så kommer til nakkefoldsscanningen, får vi et pissegodt tal. Vi fik såkaldte ”dårlige tal” med Walther, hvor vi skulle ud i blodprøver og alt muligt, men den her gang er det bare virkelig godt. 

Efter alt det lort, jeg har oplevet med både min søster og med Vilma, føler jeg virkelig, at det er for godt til at være sandt. Det kan næsten ikke lykkes det her. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg får lov til at være så heldig,” siger Sandie.

Historien vil det nemlig, at Sandie ikke kun har mistet en datter – hun mistede også sin søster, da hun var 20 år gammel. Derfor har sorg, frygt og alle de følelser, der følger med den bagage, gået side om side med Sandie i mange år. Men efter nakkefoldsscanningen kom angsten krybende.

”Som Gollum fra Ringenes Herre, der bare langsomt kommer kravlende mod én,” forklarer Sandie, hvis bekymringer har vokset i takt med barnet i maven på hende.

”Jo større hun bliver, desto mere er der bare på spil,” slår Sandie fast.

”Vi har ikke råd til at være naive”

Derfor er Sandies graviditet ikke en fortælling om den søde ventetid. Om at gå og glæde sig. Det handler også om, at hun oplevede, hvordan folk omkring dem troede, at denne her graviditet ville blive ”normal”. At de nu havde oplevet at få et sundt og raskt barn, og at de derfor bare ville være lykkelige for at udvide familien endnu engang.

Men for Sandie ser hun det som, at der kun er 50 procent chance for, at de får et levende barn med hjem fra sygehuset – og nogle gange tipper procentandelen i negativ favør. Oplevelsen med Vilma sidder i den grad stadig i kroppen.

”Selv om vi har lavet et raskt barn i mellemtiden, så forsvinder nervøsiteten og angsten bare ikke. 

Jeg vil næsten sige, at der er mere på spil denne her gang, fordi vi har Walther, og Walther taler om, at mor har en lillesøster i maven. Det kan godt være, at han er to år og ikke rigtig har et begreb om, hvad det er, men det har han jo på en eller anden måde. 

Han ved godt, at der er en baby inde i maven. For mig handler det også om, at hvis vi mister et barn igen, så skal vi både håndtere vores sorg og ham oveni. Det er sådan nogle foranstaltninger, jeg hele tiden laver inde i mit hoved,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ

Én ting overraskede Dak Wichangoen, da hun blev mor: ”Det har været så crazy”

Der er en første gang for alting. Det første kys, det første job, det første alderstegn. Vi spørger kendte kvinder om nogle af deres første gange.

Derfor går hun også i tilbuddet til sårbare gravide, og her kan Sandie tale frit om, hvor svært det er at være gravid. Psykisk. For fysisk er denne graviditet nemmere end de to andre. Under både graviditeten med Walther og Vilma var hun syg det meste af tiden. 

Denne gang arbejder hun stadig. Og så er hun mor til et barn, der skal hentes fra vuggestuen, og som bliver sur, når mor ikke længere kan løfte ham op ad trapperne op til lejligheden.

”Jeg har ikke tid til at lægge mig hjem på sofaen og krybe ind i min angst. Det betyder ikke, at jeg ikke vågner klokken tre om natten og ikke kan sove igen. 

Det betyder, at jeg i morges vågnede med migræne og tog en af de migrænepiller, man godt må tage, når man er gravid, og nu går jeg resten af dagen og tænker, om vores barn er død i min mave. Det er sådan nogle tanker, jeg skal kunne kapere, når jeg sidder til møde på arbejdet. 

Jeg kan ikke begynde at forklare, hvor sindssygt det er at gå rundt med alle de her tanker. Bare fordi jeg har fået et raskt barn i mit liv, så forsvinder min angst jo overhovedet ikke.”

Jo, der er smil og glæde. Det understreger hun. Den følelse eksisterer også. Men den går hånd i hånd med en angst for at miste.

Hendes jordemoder har heldigvis fortalt hende, at hun har oplevet at sidde med mange par, som har mistet deres første barn, og selv om de har fået flere børn bagefter, så er graviditeterne bare svære.

Det får Sandie til at føle sig normal. Så normal som hun kan inden for de rammer, hun har.

”Jeg tror på utopien om den lykkelige graviditet, og at den findes, men jeg tror bare, at der er rigtig mange, som ikke oplever det. Der er rigtig mange kvinder, der har prøvet at abortere, at være syge under deres graviditet, at være i fertilitetsbehandling og alt muligt andet. 

Den lykkelige graviditet findes, men rigtig mange føler bare mange andre ting også. Jeg har ikke det privilegie, som det er at være glad i min graviditet, fordi jeg har fucking mistet mit barn, lige efter hun kom ud af maven,” forklarer Sandie.

Er det så ikke bedre denne gang?

Da Sandie offentliggjorde sin graviditet, oplevede hun da også, hvordan folk spurgte, om det ikke var bedre denne gang, end da hun var gravid med Walther. At hun nu måtte have fået det bedre. Det er meget typisk dansk, siger Sandie med et grin. Behovet for, at vi altid skal have det bedre, og at vi ikke taler om det svære.

Særligt fordi angsten blev endnu større, da Sandie og Mikkel fandt ud af, at de skulle have endnu en pige.

”Jeg blev vildt glad for, at Walther skal have en lillesøster. Helt isoleret blev jeg vildt glad for, at det er en pige. At Walther ikke kun har en storesøster, men at han også får lov til at få en lillesøster. 

Men med det samme finder angsten ind i glæden, og jeg er bange for, om jeg overhovedet kan lave raske piger. Hvordan ved jeg, om de piger, jeg laver, overhovedet kan trække vejret?” spørger hun retorisk.

LÆS OGSÅ

Kristinas søn vil ikke i skole: ”Jeg har måttet smide alt i mit liv for at hjælpe ham”

Op mod 50.000 danske børn har længere perioder, hvor de ikke går i skole – og ufrivilligt skolefravær er et stigende problem i folkeskolen. Et af de børn er Arthur. Sammen med sin mor Kristina kæmper han en daglig kamp for at finde skoleglæden igen.

Alle de følelser har gjort det svært for Sandie at knytte sig til den pige, hun har i maven. Hun havde det på samme måde med Walther. Det er en forsvarsmekanisme og et forsøg på at beskytte sig selv mest muligt, hvis hun nu skulle ende med at begrave endnu et barn.

Derfor går hun til en tilknytningspsykolog, og det hjælper. Men Walther hjælper endnu mere, fortæller hun. Den nemmeste måde at forstå, at der kommer et nyt barn at knytte sig til, er ved at tale med Walther om, at han skal have en lillesøster. På den måde bliver hun virkelig.

”Der er babyer i hans vuggestue, så vi prøver at tale om, at der er en baby inde i mors mave, og for mig er det bare en sindssygt god måde at knytte mig til hende,” forklarer hun.

På den måde er forventningens glæde et emne, der bliver talt om hjemme hos Sandie, Mikkel og Walther. Men det er sorg også. Vilma og Janni, Sandies søster, er nemlig noget, de taler om hver eneste dag.

”Jeg vil meget hellere tale om, hvilken ressource de døde kan være for os. Vilma kan for eksempel være en, Walther kan fortælle de ting, han ikke har lyst til at fortælle mor om. 

Det kan hans moster også være. 

Det er vigtigt at huske de mennesker for mere end blot, at de er døde. Jeg synes, det er vildt vigtigt, at børn forholder sig til døden, men ikke blot at de er døde – også at de var levende. At Vilma er hans storesøster uanset hvad. 

Det er slet ikke så højtideligt for os at tale om, fordi vi har gennemgået så meget fucked up shit de sidste fire år. Så vi taler faktisk om det hver dag. Der er nogle dage, der er værre end andre, men det vigtigste for os er, at vi er bange sammen – at vi ikke er bange hver for sig,” forklarer Sandie.

Alligevel forsøger Sandie og Mikkel at gøre ting for at legemliggøre den pige, Sandie nu er gravid med. De køber tøj til hende og taler meget om hende. Som regel kan de mærke på hinanden, hvis de er bange, eller hvis angsten kryber ind ad sprækkerne.

”Hjemme hos os kan man ikke tale for meget om det dårlige. Vi er mere bange for, at vi ikke får talt nok om det, og det tror jeg er ret sundt.”

Dagbogen er blevet til en bog

Sandies nuværende graviditet rummer mange tanker og følelser – heriblandt en frygt for, at hun får en fødselsdepression igen. For det fik hun et halvt år efter, Walther kom til verden. Der er en risiko for, at det sker igen, men der er også en stor sandsynlighed for, at det ikke sker.

Det betyder bare, at der for Mikkel og Sandie er en masse ting, de skal forholde sig til.

Derfor har Sandie også skrevet en bog om sorgen, 'Når mørket ruller ind', der udkommer dette forår. Det er resultatet af de dagbøger, Sandie skrev, da hun mistede Janni, og da hun mistede Vilma. 

Sandies mission er, at vi skal tale mere om sorgen. At det ikke er noget, man skal gennemgå alene, men at det er noget, vi kan bruge hinanden til at komme igennem. Og at vi skal forstå, at sorg ikke forsvinder, men også eksisterer, når man er lykkelig.

For eksempel da Sandie fandt ud af, at hun var gravid denne gang. For hun blev lykkelig af at se de to streger. De første, hun ringede til, var hendes forældre for at fortælle nyheden. 

Men straks derefter kom sorgen over ikke at kunne ringe og fortælle sin storesøster om de gode nyheder. Lykken kan have sorte pletter på den måde, forklarer hun. Jo flere ting man oplever gennem et liv, jo flere sorte pletter får lykken.

”For mig er lykke et filosofisk spørgsmål. Hvad er lykke, og hvad gør mig lykkelig? Der er jo intet menneske, der kan være lykkelig hele tiden. Jeg kan godt tillade mig selv at være momentant lykkelig. Når jeg ser, at vores barn er levende i min mave, er jeg lykkelig,” slår hun fast.

Derfor skal folk, der læser den her artikel ikke have ondt af Sandie. Det understreger hun. Det er okay, at hun ikke er lykkelig hele tiden. Det har hun accepteret. Det er de vilkår, hun har fået. Andre mennesker har andre vilkår at leve med.

”Det er ikke, fordi jeg ikke kan tillade mig selv at være lykkelig, for det er ikke en aktiv handling. Det er et spørgsmål om, hvad du har oplevet i sit liv. Den der 100 procent lykke, den får jeg aldrig. Jeg har set nogle sider af livet, som folk tit ikke ser, før de er ældre. Den indsigt gør, at jeg har et realistisk syn på, hvad der kan ske – ud fra mine egne erfaringer,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ

Ida var knust, da hun havde svært ved at amme sin datter – ét råd ændrede alt

Ida håber, at vi kan få mere åbenhed om amning og dens udfordringer, så flere får øjnene op for, hvor vigtigt det er at passe på sig selv og sin mentale sundhed.

I efteråret holdt Mikkel og Sandie en stor bryllupsfest på Bornholm, hvor Sandie er født og opvokset. De ville fejre livet – og lykken. De blev gift kort tid efter, de fik Vilma, og lovede hinanden, at de ville holde en kæmpe fest, når de igen kunne trække vejret.

”Vi ville fejre alle de mennesker, som trak os igennem sorgen. Gennem det første vanvittige halve år, efter Vilma døde, hvor jeg havde selvmordstanker, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg på nogen måde skulle leve et liv, hvor min datter ikke var. 

Der var vores venner der bare for os. Når jeg tænker tilbage på den periode, bliver jeg faktisk ret lykkelig, fordi det betyder, at vi har og havde en masse mennesker, der elsker og elskede os. 

Jeg var lykkelig, da vi holdt den fest på Bornholm. Jeg var sindssygt rørt over at se alle de mennesker, der sidste gang havde været sammen til Vilmas Begravelse. At de stod der igen. Men det betød ikke, at jeg ikke tænkte undervejs, at hvad nu hvis Vilma havde været der. Og hvad ville jeg så helst have: Festen eller min datter? 

Det er ikke et valg, jeg har. Jeg forstår, hvor sygt det lyder, men det er, sådan jeg har det. Og det er okay.”

Derfor er Sandie taknemmelig. Taknemmelig for Mikkel, for Walther, for sin familie og venner og for livet. Men sorgen eksisterer der hele tiden, og med denne graviditet er det noget, hun jævnligt bliver konfronteret med

”Men på en eller anden måde insisterer det der skide lys jo bare på at skinne igennem, og det er jo en ret vidunderlig del af livet.”