Én ting overraskede Dak Wichangoen, da hun blev mor: ”Det har været så crazy”

Mit første minde

"Jeg var syv år gammel, og jeg var lige kommet til Danmark fra Thailand, hvor jeg havde boet hos mormor, fordi min mor tog til Danmark for at arbejde, da jeg var tre år gammel. 

Nu skulle jeg bo hos min mor igen, og jeg husker, at det var sommerferie, og jeg stod med ryggen op mod det hus, min mor boede i iført noget meget pænt tøj, vi havde købt i Thailand. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Jeg husker varmen, mariehønsene og sneglene, der kravlede op ad døren. Sådan troede jeg, at Danmark var hele tiden, så jeg blev kæmpe overrasket over, at der også kom sne-, blæse- og regnvejr. 

Jeg har haft to slags barndom, fordi jeg boede mine første syv år i Thailand. Det var en meget thailandsk opvækst, hvor hele gaden var mit hjem. 

I Thailand går man ikke i børnehave eller fritidsordning, så efter skole var jeg sammen med de andre børn på gaden. ”It takes a village” siger man om at opdrage børn, og sådan er det virkelig der. Døren var aldrig lukket til vores hus, og der var en gennemgang af folk hele tiden. 

Jeg husker det som meget idyllisk med Mekong floden i baggrunden af vores gade. Det var en kæmpe kontrast af komme til Danmark. Jeg startede i skole efter 14 dage og forstod hat af, hvad de sagde, og pludselig skulle jeg gå i SFO. 

Men selvom det var en stor omvæltning, var det så dejligt at komme op til min mor, som jeg havde savnet."

Mit første job

"Jeg har aldrig ville være kok, men mad har altid været det, der samlede os i familien, og jeg er vokset op med kvinder, som er vildt dygtige til at lave mad. Efter folkeskolen kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig om, hvad jeg skulle, men min mor insisterede på, at jeg skulle have en uddannelse, så hvordan var det lige, at jeg fik tilfredsstillet hendes ønske og samtidig ikke skulle sidde for meget på skolebænken? Så blev det madvejen, som gav mening for mig. 

Jeg kom i lære hos Brødrene Koch i Aarhus, og her fandt jeg ud af, at mad ikke bare er mad, men at man kan skabe et rum omkring det. Man kan samle folk omkring mad og skabe minder igennem mad. Det tændte noget i mig. Jeg blev ansat i restauranten bagefter, og det var her, jeg måtte finde ud af, om jeg ville løbe i den bane, for gastronomi på så højt plan kræver, at du virkelig vil det, og at du er klar på at give det alt. 

Jeg har altid sagt, at hvis du vil være kok på det plan, så skal du ikke kunne se dig selv lave andet. Og det kunne jeg ikke, så jeg tog skyklapper på og løb så stærkt, jeg kunne. Jeg ville simpelthen nå toppen. Det sagde jeg til mig selv på en cykeltur hjem som 17-årig. Jeg ville nå toppen så hurtigt, jeg kunne, for der var også noget andet, jeg gerne ville på den anden side. 

Jeg ville have en familie, men det andet skulle komme først."

Min første Michelinstjerne 

"Jeg tudbrølede, da jeg fik at vide, at Kiin Kiin havde beholdt sin stjerne. 

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Efter jeg havde været ansat i to år, var det nu mig, der var køkkenchef, så det var en kæmpe forløsning, at stjernen kom igen. Jeg var så stolt, men lynhurtigt kom tanken, at jeg ikke ville være et one-hit wonder. 

Den satte ind med det samme. 

Man siger, at det er svært at få en Michelinstjerne, men endnu sværere at beholde den, og det er helt rigtigt. Stjernen er et kæmpe klap på skulderen, men så er det game on igen. Presset er så stort, og du bliver nødt til at yde hele tiden, ellers er der kontant afregning, så det er en rutsjebane, der aldrig stopper. 

Folk sammenligner tit kokke med atleter. Du performer, du får et resultat, og du rykker. Og hvis ikke du perfomer dit bedste, så rykker du ikke ind som den første. Du kan ikke have en dårlig dag, og det er ekstremt hårdt. Det er først nu, hvor jeg er ude på den anden side, at jeg faktisk kan nyde min succes. Da jeg var i det, var der ikke tid til at stoppe op og se tingene udefra, for jeg levede og åndede mit arbejde. Jeg var i det hele tiden. 

Hvis nogen spørger, om jeg kunne tænke mig at gøre det igen, er svaret nej. Jeg ville ikke ændre noget overhovedet, men jeg kunne ikke gøre det igen, fordi nu ved jeg, hvad det kræver, og det har jeg ikke i mig mere. Det ville også koste for meget på et personligt plan nu, hvor jeg har en familie. 

Michelinstjernen har været med til at give mig de chancer, der er kommet hen ad vejen i mit liv. Jeg står nu som 38-årig og har banet en vej for mig selv, hvor jeg kan sige, at hvis jeg forsætter med bare halv speed, så er jeg rent karrieremæssigt okay resten af mit liv."

Mit første møde med min mand 

"Vi mødtes, da jeg var med i 'Vild med dans'. Han var sammen med Mads Vad, som han har danseskolen VM dans sammen med. Han sagde: ”Hej, mit navn er Anders”, og min første indskydelse var: ”Dig og mig kommer aldrig til at ske”, men han gav ikke slip, og i dag er vi gift og har et barn sammen. 

Han er god for mig, fordi han tvinger mig til at kigge ud af min egen bane. Når der er noget, jeg har sat mig for, så går jeg hovedløst efter det, og der er ikke så meget, der kan få mig ud af kurs, med mindre jeg bliver revet ud af den, og der er han god til at sige, at jeg skal hive en time ud for at træne eller sætte mig ned i badeklubben.

Jeg er sådan en undulat, der skal have et tæppe over hovedet for at kunne lukke helt ned og slappe af, og det kan jeg i min badeklub, hvor man ikke må have sin telefon. 

Det er sundt for mig at have et menneske som Anders i mit liv, og jeg har heldigvis et bagkatalog af sådan nogle mennesker, der løbende har sagt til mig, når jeg er blevet for meget og lige skulle trække vejret. Det er en af grundene til, at jeg er kommet hel ud af de år, hvor kokkebranchen var så voldsom."

Mit første bryllup

"Jeg blev gift to gange sidste år, men med den samme mand. Første gang, Anders og jeg blev gift, var i Danmark, hvor vi holdt en stor kærlighedsfest med hele vores familie og en masse venner. 

Bagefter skulle vi på bryllupsrejse til Thailand, og jeg har altid drømt om et traditionelt thailandsk bryllup, så det arrangerede vi, da vi kom derud. Vi lejede traditionelt thailandsk tøj til både Anders og mig, fik sat et backdrop op i min mor og fars garage, og pludselig stod der 100 mennesker til vielsen. 

Det bryllup betød alverden for mig, fordi jeg er lige så meget thailænder, som jeg er dansker, så det var vigtigt for mig også at have den kultur med. 

Det har helt klart ændret noget for mig at blive gift. Nu har vi skrevet under på det her papir, og derfor tænker jeg mere over, hvordan vi er gode for hinanden. Hvordan er man en god mand? Og hvordan er man en god hustru? 

LÆS OGSÅ

Poul Reichhardt er Frederikkes far – nu afslører hun noget, offentligheden ikke vidste

Frederikkes far er skuespiller Poul Reichhardt: ”Han ville have elsket at vide, at folk talte så pænt om ham 40 efter hans død”

Vi skal have den her relation til at fungere resten af livet, så vi skal være ordentlige overfor hinanden, og vi kan ikke bare gå vores vej, fordi det har været en lortedag."

Min første store krise

"Som 30-årig blev jeg single efter at have været sammen med min ekskæreste i ti år. 

Jeg troede, at vi skulle have en familie sammen, men sådan gik det ikke, fordi jeg fandt ud af, at han levede et dobbeltliv med en anden kvinde. Det var et forfærdeligt brud, og det satte mange tanker i gang hos mig. 

Var det mig? Var det ham? Var det den måde, vi levede på? Var jeg helt blåøjet? 

Det var en kæmpe, kæmpe sorg på alle måder. På kærlighedsfronten, men også i forhold til forståelsen af mig selv og det liv, jeg havde levet. Skulle jeg fortryde de valg, jeg havde taget gennem ti år? Eller skulle jeg lære af det? 

Det hjalp, at jeg kom med i 'Vild med dans' kort efter, fordi jeg blev revet ud af min normale hverdag og fik lov til at se det hele i et større perspektiv, og jeg kom frem til, at jeg ikke fortrød den måde, jeg havde levet på, men måske skulle jeg ikke bare løbe med skyklapperne på, men også sætte mig lidt tilbage engang i mellem. 

Da jeg blev kæreste med Anders, startede vi i terapi sammen, fordi jeg var så ødelagt. Jeg havde en forfærdelig last med, og det havde jeg brug for, at han skulle forstå. Det er svært at åbne sig ét hundrede procent op for et andet menneske, når man har oplevet så stort et tillidsbrud og er så mærket af det. 

Det vil altid sidde i mig, og det måtte Anders acceptere i starten, hvor jeg kunne blive nervøs, hvis han kom for sent hjem. Men jeg har lært at trække vejret og ikke køre op i en spids, og det har også gjort noget godt for mig, at vi blev gift. 

Nu har jeg sagt til mig selv, at jeg lægger det i graven og starter på en frisk."

Mit første barn

"Det har været så crazy at blive mor for første gang. Jeg havde en idé om, at jeg var en voksen kvinde på 35 år, der havde drevet en restaurant og arbejdet røven ud af bukserne, så jeg vidste godt, hvad træt var, men jeg har aldrig været så grundtræt som nu. 

Jeg tager så meget hatten af for mødre generelt. Det at få ansvaret for et andet menneske og sørge for at holde både det og dig selv i live, det tager alt energi. 

Det kræver alt af mig at guide det her lille menneske til, at den her crazy verden forhåbentlig ikke slår benene væk under hende, når hun engang ikke er hos mig mere. Intet kunne have forberedt mig på den her rolle, men jeg prøver at følge min mavefornemmelse og lytte til, hvad hun har brug for. Og jeg tror på, at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert. 

Alle valg handler om, hvad der passer bedst til ens familie, og hverken min mand eller jeg har 8 til 16-job, så vi må bare tage Lily med, når det er nødvendigt, og så har vi et netværk, som kan hjælpe os. 

Vi vil gerne have flere børn, men jeg skal lige kunne trække vejret først."