Bold hjælper til en god fødsel
Læs her, hvorfor en stor plastikbold kan hjælpe dig til en nemmere fødsel og få tre gode råd til hvordan din baby lægger sig optimalt, så du undgår komplikationer til fødslen
Hvem skulle have troet, at man kunne blive så glad for en stor plastikbold? Det var mine jordmødre, der anbefalede mig at købe en, og det har jeg ikke fortrudt. For det første er den virkelig behagelig at sidde på, fordi den er blød for halebenet, og fordi jeg kan hoppe på den og bevæge mit bækken i cirkler, når jeg sidder og arbejder, hvilket er rigtig rart for en gravid krop, der hurtigt bliver træt og øm.
Den er også fantastisk at hvile overkroppen på, fordi maven kan få lov at hænge nedad, og det føles fantastisk.
Men der er også en helt anden grund til, at mine jordemødre anbefalede den, og det er, fordi den kan hjælpe til en nemmere fødsel:
”I begyndelsen af graviditeten boltrer baby sig lystigt i maven, hvor der er masser af plads til at slå kolbøtter og bokse løs med ben og arme. Men efterhånden bliver pladsen trangere og trangere og på et tidspunkt vælger baby en yndlingsstilling. Og der gælder det om, at den vælger en hensigtsmæssig stilling, så den ikke lægger skævt eller med hovedet opad, hvilket ofte er det, der kan forlænge eller komplicere end fødsel,” fortalte Marta. Det vidste jeg ikke før, hun fortalte mig det, og det føles virkelig godt at vide, at jeg rent faktisk selv kan gøre noget for, at babyen lægger sig rigtigt i modsætning til bare at krydse fingre og håbe på det bedste.
Derfor handler det om, at dine hofter er højere end knæerne, når du sidder. Det kommer de, hvis du lægger nogle ekstra puder eller en pølle på din stol. Eller hvis du sidder på en plastikbold (som vel at mærke skal være i den rigtige størrelse og pustet helt op.
Hvis vi hele tiden sidder eller ligger tilbagelænet, så inviterer det til, at baby lægger sig skævt. Hvis du gerne vil ligge ned, så læg dig helt ned og på venstre side.
Her får du tre gode råd fra Fødeklinik Maia til, hvad du selv kan gøre for at din baby lægger sig i en optimal position i dit bækken til fødslen. Det vil sige med hovedet nedad og ryggen drejet fremad – gerne i venstre side.
1) Sid så vidt muligt lettere fremadlænet med hofterne højere en knæene.
2) Barnet i maven mærker også kulden, når mor nyder lidt frisk luft og lader vinterfrakken stå åben. Det kloge barn kryber i læ langt væk fra maveskindet, hvilket inviterer til ’stjernekigger’ (som er den stilling, der laver mest ballade til fødslen). Hold derfor maven varm med et uldent tørklæde eller en lang sweater, hvisdu ikke vil skifte frakken/jakken ud.
3) Find nye og gode hvilestillinger, og undgå for megen tilbagelænet ’sidning’. Hvis du er meget træt, er det bedre at du lægger dig ned på siden.
P.S Bolden skulle eftersigende også være rigtig rar at sidde, når man har veer, fordi den er blød, og du kan bevæge dine hofter og bækken i cirkler samtidig med at du hviler benene.
Og så er den i øvrigt også et hit hos børn.