Frustreret mor: Mine svigerforældre tager ikke hensyn til vores familie

Spørgsmål om bedsteforældre, der ikke tager hensyn

“De er bedsteforældre på deres egne præmisser. Det er forventet, at vi besøger dem, selv om de har bil, og vi skal med offentlig transport. Aftalerne er sent og overskrider vores søns sengetid. De kan invitere til middag klokken 19.30, hvor det jo er børnenes sengetid.”

Læs også

LÆS OGSÅ

Kan jeg forbyde mine svigerforældre at ryge foran mine børn?

Eksperterne råder til at være ærlig

Maria Holkenfeldt: “Sengetider vil ofte også være noget, generationer kan diskutere. Det kan føles hårdt og følelsesmæssigt koldt, når bedsteforældre ikke ønsker at indrette sig på mindre børns sengetider. Her må man som forældre spørge sig selv, om konsekvensen for en relation til bedsteforældrene er, at man må overskride sine børns sengetider med, hvad det måtte medføre.

Men man kan også afslå invitationen venligt og sige, at det bliver for sent kl. 19.30, men ‘vi kommer gerne tidligere eller til en kop eftermiddagste i stedet. Og så kan vi komme til middag kl. 19.30 når børnene er blevet større.’”

Læs også

LÆS OGSÅ

”Mit barns bedsteforældre overskrider vores grænser”

Kathrine Hemmingsen: “De her ting dukker også altid op til jul. Hvordan skal man holde jul, når bedsteforældrene holder fast i, at man skal spise julemiddagen klokken 19? Der kan ligge en stor sorg og skuffelse, hvis man havde regnet med, at ens forældre eller svigerforældre ville møde ens familie og være mere fleksible, men at man har følelsen af ikke at blive imødekommet.

Vi kan fortælle, hvordan vi har det, og hvordan vi oplever det. Men i sidste ende kan det være, at det er sådan, de gerne vil være bedsteforældre, og så kan vi ikke gøre så meget ved det.

Læs også

LÆS OGSÅ

Frustreret mormor: Mit barnebarn væmmes ved mig

Vi skal også overveje, hvad vi vil give for at jagte en relation, der måske aldrig udfolder sig. Vil vi gøre alle de her ting for at passe på relationen, selv om vi har følelsen af, at vi giver mest? Og hvad kan vi egentligt være med til, uden at vi synes, prisen bliver for høj? Det er vigtigt at passe på sine egne grænser. Hvis man føler, at man giver og giver, så kan det blive forbitret, og det kan aldrig blive andres ansvar.

Så må man sige til sig selv: ‘Vi ville ønske, at de var fleksible, men det er de ikke, så vi tager hjem nu, for at børnene kommer ordentlig tid i seng.’ Det er vigtigt, at man mærker efter, og spørger sig selv: ‘Vil jeg blive ved på den her måde, selv om det koster en stor pris hjemme hos os? Og findes der en måde, vi alligevel kan sætte pris på hinanden?”