Det mener vi!

Hverdagen er fyldt med små og store dilemmaer i en familie. Junior har samlet et panel af kendte danskere med stærke meninger, som står klar til at give deres syn på jeres problemer. Vi byder velkommen til kulturminister Brian Mikkelsen, Peter Ålbæk, Natasja Crone, Peter Hansen, Emilia Van Hauen, Karen-Marie Lillelund, Troels Mylenberg, Anne-Grethe Bjarup Riis og landets førstedame Anne-Mette Rasmussen.

HVERDAGS DILEMMA 1

Skal børn sige tak?

Vores søn på 12 år er begyndt at spørge, hvorfor han skal sige tak for noget, han måske ikke bliver glad for.

Jeg har prøvet at forklare ham, at det, man siger tak for, er, at andre overhovedet gider at give ham noget. Men er det i virkeligheden noget hykleri at lade som om, man bliver glad for noget, man har tænkt sig at bytte eller smide væk alligevel?

Anne-Grethe Bjarup Riis:

?Ja, fandeme skal børn lære at sige tak! Min egen datter på to år er allerede ved at lære det. Jeg ville blive stiktosset, hvis mine børn ikke sagde tak for gaver. Og i det her tilfælde er det en 12-årig. Hvis farmor har strikket hele vinteren, så ved en 12-årig jo godt, at en hvid løgn er okay. Men det er også forældrenes ansvar at kommunikere ud til familien, hvad en 12-årig brændende ønsker sig. Så han ikke får 10 små dumme ting, han ikke kan bruge. Hvis det kan byttes, må han godt være ærlig og sige tak, men at han ikke bryder sig om gaven og gerne vil bytte den. Men hvis gaven er fra Kenya, så er det bare tak. Man kan jo også være taknemlig bare over at blive overrasket.?

Troels Mylenberg:

?Selvfølgelig skal børn sige tak, de skal ikke nødvendigvis sige tak for gaven, men tak for tanken… Det er vigtigt, at børn forstår, at når andre mennesker giver dem noget, så er det ikke for at genere dem, også selv om de ikke får det, de har ønsket sig allermest. Der findes næsten ikke noget værre end utaknemmelige børn ? det skulle lige være utaknemmelige forældre. For nu at være lidt morfar-agtig, så er der ingen, der dør af at sige tak ? eller af et ekstra halstørklæde… Jeg taler ikke om, at børn skal være overhøflige, vandkæmmede og gå i matrostøj ? men at sige tak er en del af ganske almindelig, moderne opdragelse.?

Anne Mette Rasmussen:

?Jeg synes, det er almindelig god høflighed at sige tak for en gave. Man skal altid tænke på, at giveren har villet glæde den pågældende person med en ting. Desuden tager man også glæden fra giveren ved at virke ligeglad. Hvis ikke man kan lide gaven, kan man jo altid bytte den. I mine øjne kan man faktisk virke både ubehøvlet og forkælet, hvis man ikke siger tak! Det kan man godt forklare til et barn på 12 år.?

Peter Aalbæk:

?Selvfølgelig skal en dreng på 12 år lære at hykle. Resten af livet kommer jo til at gå med det…?

Karen-Marie Lillelund:

?Han skal sige tak. Ingen tvivl. Det er en dårlig vane, at tro, at man altid skal fortælle nøjagtigt, hvad man mener. Det er en god vane at tage hensyn til andres følelser, det er det, man lærer, når man lærer at sige tak. Man skal lære sine børn at forholde sig til, om andre mennesker har brug for den information, vi giver den. Farmor, som har hæklet et eller andet ? det gør ikke hendes liv bedre, hvis han siger, at han aldrig har tænkt sig at gå med det.. Det er en øvelse i empati og forståelse for andre mennesker.

Desuden vil jeg sige, at netop når han er en dreng, kan han ekstra godt få brug for det i et ægteskab. Det er vigtigt at lære at sige: ?Du er lækker,? når kvinder spørger om noget og ikke vil høre det ærlige svar eller altid har brug for det ærlige svar.?

Peter Hansen:

?Din søn er nu så gammel, at han lige så godt kan lære, at der er noget, der hedder at ?fake?. Det gør vi alle ? og det skulle være mærkeligt, hvis du ikke også gør det. Jeg ?fakede? hele min barndom hver gang, jeg fik noget af min morfor og mormor: Et tinaskebæger, en merskumspibe og en jernaldervæv ? It?s faketime! Men på samme tid blev min mormor nærmest hysterisk glad for en sæbe formet som en tyr, en strikket blæksprutte og en næsten færdighæklet sørøver i en næsten færdig ramme. De hang på hendes væg i 30 år indtil den dag, hvor hun skulle på plejehjem og jeg spurgte hende: ?Skal du ikke have sæbetyren med?? Hvorefter hun svarede: ?Nu har jeg ladet som om jeg var glad for det møg i 30 år. Nu vil jeg gerne slippe for det! Alle ?faker? ? også mormor! It?s the name of the game.?

Emilia Van Hauen:

?Jeg havde lige selv en seance med min søn på fire år i morges. Han hilste ikke tilbage, da nogen hilste på ham. Og det skal han. En af mine vigtigste opgaver som mor er at socialisere mine børn, så de lærer hvilken adfærd, de skal have for ikke at udstøde sig selv af fællesskabet og ende med at være ensomme. Og det at hilse og takke for en gave er helt elementært. Det er ikke ensbetydende med, at børn skal hykle, at de er glade for en gave. Vi skal lære vores børn social intelligens, så de kan finde ud af at sige ?det er måske ikke lige min stil? i stedet for ?det er grimt?. Jeg forsøger at lære dem at stå ved sig selv og dermed ikke lyve for at gøre andre glade ? men de kan godt lære at sige tingene med indføling. Hvis moster Oda så insisterer på at spørge barnet, hvad han synes om gaven, må hun være forberedt på at tåle sandheden.?

Brian Mikkelsen:

?Drengen skal selvfølgelig sige tak. Det er almindelig betænksomhed overfor giveren. Det kan måske virke hyklerisk, men i det her tilfælde er det vigtigere med betænksomhed overfor giveren end ikke at hykle. Hele vores samfund ville jo også bryde sammen, hvis vi allesammen hele tiden sagde sandheden. Forældrene kan prøve at forklare drengen, hvorfor han skal sige tak ved at spørge ham, hvad han ville sige, hvis det var ham, der gav en gave, og modtageren sagde, at han ikke kunne lide den. På den anden side; det er nok de færreste 12-årige, der giver nogen gaver. De har jo fodbold og internettet i hovedet. Men min erfaring er, at en 12-årig godt ville kunne forstå det, selv om han ikke selv har prøvet det.?

Natasja Crone:

?Jeg synes grundlæggende, man skal lære sine børn at sige tak for alle slags gaver. Men spørgsmålet er, om man skal virke glad for noget, man ikke er glad for? De skal sige tak, men man behøver ikke sige: ?Det er den bedste gave,? og være overstrømmende lykkelig af høflighed. Man skal heller ikke sige, at den er ugly. Men jeg er imod, at man opdrager sine børn til at være ?pleasere?.?

HVERDAGS DILEMMA 2

Dybt uenige om opdragelsen

Min mand og jeg er ret uenige omkring børneopdragelse. Jeg går ind for, at børn f.eks. godt må spise morgenmad i stuen foran fjerneren og andre gange kun må spise i spisestuen. At det er ok, at de ikke altid laver deres lektier, før de spiser, men nogle gange i 11. time, lige inden de skal ud af døren osv. Min mand er derimod meget obs på helt faste rutiner – og intet skal der ændres på. Hvem af os har ret?

Peter Hansen:

?Det lyder som om, det er er Oberst Hackel og Jytte Abildstrøm, der er blevet forældre sammen. Og det er jo ikke uinteressant. Jeg ved ikke, om du i så fald også har et økologisk toilet, hvor man kan ?samskide?? ? Men det er måske også sagen uvedkommende.

Hvis man spiser hver dag i spisestuen, så bliver det pludselig til noget unikt, når I en sjælden gang spiser foran fjerneren. Jeg mener i øvrigt, at det er stærkt overvurderet med morgenmad i sofaen. Nu sidder jeg jo gerne nøgen i sofaen ? og jeg vil så nødigt få Frostflakes i røven ? så hjemme hos os er det begrænset til et minimum med sofaspisning. Faste rammer er godt, for det giver børnene noget at gøre oprør mod. Ellers ender det jo med, at vi alle drikker juice af store glas og spiser skinke uden rugbrød ? og så kan vi jo ligeså godt pakke sammen som civilisation.?

Troels Mylenberg:

Jeg tror, man får den mest harmoniske familie og de mest harmoniske børn ved at undgå at gøre det her til en konflikt mellem forældrene. Så man kan gøre flere ting. Enten skal man enes om at mødes på midten ? eller også skal man vælge model a eller b. Så må den ene altså give sig.

Omvendt tror jeg godt, at børn kan forstå, at der er forskel på far og mor og sætte pris på, at de er forskellige. Det er vigtigt, at børn også lærer fra helt små, at mor og far ikke er en fasttømret enhed, som altid står sammen, og at det er ok, at de er uenige.

Peter Aalbæk:

Disciplin ved måltider. Anarki i resten af livets forhold.

Emilia Van Hauen:

?Allerførst: Hvis man er så dybt uenige om alting, som det lyder til i denne familie ? så vil jeg anbefale parterapi!

Jeg mener grundlæggende godt, at børn må se, at de voksne ikke altid er enige. På den måde lærer vi dem, at det ikke er farligt at være uenige, det er vi ellers dårlige til i vores kultur. Når det er sagt, mener jeg også, at der skal være en fast struktur i en familie. Ellers bliver børnene usikre på, hvad der gælder. Og det er total ansvarsløst overfor ungerne, hvis de bliver gidsler i en magtkamp mellem far og mor. Børn kan godt tåle afvigelser fra de faste rammer, når bare der er faste rammer. Hvis forældrene er uenige, skal de være det åbenlyst i stedet for at skjule det, for børn kan jo godt mærke det alligevel.?

Karen-Marie Lillelund:

?Ingen af jer har ret. I har kun ret i det, I finder sammen til i fællesskab. Tag en snak om det og bliv enige, mens børnene sover.

Man kan ikke bare sige, i dag må du ikke, i morgen må du gerne. Der kan godt være forskel på mor og fars måde at gøre det på, når de er alene med børnene ? bare man forstår, at børnene ved, at det er noget ekstra hygge.

Men generelt er rutiner godt, og lektielæsning i 11. time er dårligt. Der skal være en hverdag at bryde ? man får ikke særlige øjeblikke, hvis ikke der er en rutine at bryde…?

Anne-Grethe Bjarup Riis:

?De forældre er da nogle knolde, helt ærligt.

De skal lære at kommunikere. Og nej, far og mor skal ikke være enige. Det er da sundt for børn med noget debat i familien. Her er det stillet op, som om manden er skurken. Men han er da en skøn far, der sikkert bare gerne vil være sammen med familien rundt om bordet. Jeg er modstander af principper, jeg tror mere på, at man skal være fleksibel. Det eneste de skal blive enige om i den her familie, er, at de skal skiftes til at bestemme. Og nej, børn bliver ikke forvirrede af, at de må noget den ene dag og ikke den næste. Så kunne de jo heller ikke have skiftende fag i skolen, så skulle de have sløjd hele tiden?.

Natasja Crone:

?Jeg hælder mest til moren, der er ingen regler, der ikke kan bøjes. Det er det mest fantastiske. Hvis man altid får at vide, at man aldrig må spise foran fjernsynet, så er det ekstra fedt, når man så lige pludselig må.

Faren er nok bange for, at de skal plage om det, hvis reglerne bliver brudt. Regler skal ikke være så rigide, at man aldrig må fravige dem, så bliver det for kedeligt. F.eks. ser man ikke hos os fjernsyn i hverdage, men lige præcis den morgen hvor jeg lige har brug for at pacificere husets fem børn, så kunne jeg godt finde på at sige, ok i dag må I gerne gå ind og se Disney Channel, og så ville de være ellevilde. Det kan man godt. Nogle vil synes, det er inkonsekvent, men det er for heftigt for mig, hvis man skal gå så militaristisk til værks.?

Brian Mikkelsen:

?Det er vigtigt, at forældre optræder ens overfor børnene. Ellers bliver de forvirrede. Og de er jo nogle små bavianer, som altid finder forældrenes ømme punkt, hvis man ikke står sammen. Jeg vil råde forældrene her til at lave nogle kompromisser, og så stå sammen om at sende det samme signal til børnene. Det er vigtigt for børn med nogle faste rutiner, for eksempel nogle regler for spisning. Ofte er måltiderne det eneste tidspunkt hvor hele familien er samlet. Hjemme hos os sidder alle ved samme bord. Og der er ingen, der forlader bordet, før alle har spist. Der kan selvfølgelig være undtagelser. Hvis der er fodboldlandskamp for eksempel kan man godt være nødt til at spise foran fjernsynet, hvis man er fodbold-freak som mig.?

Anne-Mette Rasmussen:

?Hvis man er uenige omkring nogle ting i opdragelsen, må man prøve at tale om det, uden at børnene hører det – og prøve at komme frem til et kompromis. Det er jo det, det gælder om i et ægteskab, for vi er jo alle forskellige. Det er altid godt at have faste rutiner og konsekvens i børneopdragelsen, det giver tryghed i børnenes hverdag. Når man så har denne base af tryghed, kan man godt klare en gang imellem at skeje ud – i dette tilfælde at spise morgenmad foran tv uden at det vælter læsset! Tværtimod vil man garanteret få flere hyggelige stunder sammen i stedet for at diskutere bagateller. Det gælder om at finde en balance i tingene, så børnene stadig føler den trygge base.?

Anne-Grethe Bjarup Riis Skuespiller og rapkæftet jyde. Mor til Osvald på 10 år fra tidligere ægteskab, og Yrsa på to år med sin nye mand Bo. Desuden venter de Gilbert her til marts ? så hun må siges at være pænt højgravid.

Peter Hansen er kreativ direktør på Nordisk Film. Han var blandt pionererne indenfor stand-up. Han er som tv-vært bl.a. kendt fra Vild med Dans og Den 6. sans.

Han er gift med Charlotte og far til tre, Alberte på 10 år, August på seks år og Anemone på to år.

Peter har udtalt, at nu stopper han og Charlotte aldrig med at få børn ? men det har han vist nok fortrudt!

Peter Aalbæk er direktør på Zentropa og er kendt for ikke at være imponeret over noget som helst.

Han er gift med Lise, som han har døtrene Hedvig, 11 år og Sigrid, 22 år med. Derudover er han stedfar til Lises søn, Jasper, 29 år. Og med til familien hører Jaspers halvsøskende Simon på 27 år og Rosemarie, som er 21 år.

Karen-Marie Lillelund er kommunikationskonsulent, bakkesangerinde og medejer af firmaet Potentiale, hvor man arbejder ud fra devisen ?Det kan godt være klogt, selvom det er sjovt?.

Hun bor sammen med kæresten Elo og er ekstramor til hans tre drenge på henholdsvis 10, 13 og 15 år. Derudover rummer familien en topforkælet gravhund og en plejedatter på 25, som ikke længere bor hjemme.Karen-Marie har en særlig kærlighed til børn i puberteten. De synes til gengæld, hun er ret pinlig at have med ud i det offentlige rum.

Natasja Crone er 36 år og uddannet journalist. Arbejder for tiden som nyhedsvært på TV2 News. Før det var Natasja Crone ansat i DR, hvor hun som vært præsenterede tv-seerne for alt fra fodbold-VM over Kronprinsens bryllup til Søndagsmagasinet.

Natasja Crone er mor til Samuel på otte år og Noah på snart fem. Hun er kæreste med Claus, der har tre børn, så familien kan til tider bære præg af cirkus og storkøkken.

Anne-Mette Rasmussen er gift med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Hun er landets førstedame siden 2001. Arbejder som pædagog i Børnehuset i Holte, er mor til Henrik 27 år, Christina 22 år og Maria 25 år. Har for nylig fået masser af plads i medierne for sine udtalelser om asylbørns hårde skæbne i Danmark. Siger selv, at det er livgivende at arbejde med børn og at det er en utrolig rigdom at få lov at være med til at præge en ny generation.

Troels Mylenberg er journalist og leder af journalistuddannelserne på Syddansk Universitet. Han bor på Thurø med Lis, der er styrmand og deres tre børn – Ellen på syv, Holger på fem og Laura på to år. Tre år som forstander på Vallekilde Højskole i Vestsjælland har trænet familiens sociale gen og åbent hus-politik, hvilket betyder at der altid synes at være flere børn i huset end de tre, der bor der.

Emilia van Hauen er sociolog og har specialiseret sig i moderne livsformer. Hun er gift med James og mor til to drenge, William på 6 år og Silas på 4 år og ekstramor til Victor på 11, som hun har kendt næsten hele hans liv.

Familien består også af Cami, der er au pair pige og kommer fra Rumænien, så når Emilia køber ind i weekenden til hele ugen, er hun den alle hader at stå bag ved i køen.

Brian Mikkelsen:

Kulturminister, gift og far til Claire på 6 år, Kezia på 9 år og papfar til Tobias på 14 år og Silke på 16 år. Han har en 70 timers arbejdsuge og hver fredag planlægger han og hustruen den fælles familietid ud fra ministerkalenderen.

Som barn ville han være fodboldspiller, men i dag nøjes han med at være en meget stor fodboldfan.

Har du et problem, du ikke ved, hvordan du skal løse, kan du kontakte Juniors panel på panelet@juniormag.dk