Da Thea blev lagt ned af stress for tredje gang, hjalp især én ting med at genfinde gnisten
Thea Vesterby blev lagt ned af stress tre gange, før hun forstod, at hun var nødt til at lægge sit liv om. At strikke blev hendes vej ud, og i dag er hun en efterspurgt strikdesigner, der gerne deler ud af sine erfaringer til foredrag rundt omkring i landet.
I 2009 oplevede Thea Vesterby, at hendes krop pludselig sagde stop. Hun kunne ikke længere overskue sine arbejdsopgaver, var konstant bagud og kunne ikke tage imod hjælp, selvom det helt tydeligt var det, hun havde brug for.
Hun havde smerter i hjertet og kroppen, men det var først, da hendes chef bad hende holde fri og først komme tilbage, når hun havde været hos lægen, at hun fandt ud af, at der var noget galt.
Hun var simpelthen ved at gå ned med stress.
Hvordan var dit liv op til, at du første gang gik ned med stress?
– Jeg vidste faktisk allerede i 1.g, at jeg en dag skulle arbejde på reklamebureau. Jeg blev uddannet cand.merc. i 1997, og derefter stræbte jeg hårdt efter en karriere i kommunikationsbranchen. Jeg fik mit første ”rigtige” job i et reklamebureau, hvor jeg arbejdede som projektleder. Jeg havde skrevet kandidatafhandling om kommunikation på internettet, som var helt nyt dengang i 1996/1997, og udgav ”eMarketing” i 2000 baseret på afhandlingen. Bogen blev efterfølgende pensum på CBS.
– Ved siden at mit job, som fyldte rigtig meget, havde jeg afsat meget tid til løb. Jeg løb maratonløb og fik derigennem en masse igennem mit system. Jeg kom i flow. – I 2002 fik jeg mine tvillinger, Emma og Maja, med hjælp fra fertilitetsbehandling, idet jeg ikke selv kunne få børn. Det var en hård tid med masser af følelsesmæssige udfordringer, samtidig med at karrieren fortsat kørte på højt blus på reklamebureauet. Mens jeg var på barsel, gik reklamebureauet konkurs, og jeg måtte finde en ny vej. Jeg etablerede min egen konsulentvirksomhed, hvor jeg hjalp reklamebureauer med internet-annonceringer.
– I 2004 fik jeg job i Valtech, en digital konsulentvirksomhed, og arbejdede der i 19 år, til jeg stoppede i august 2023. At være en del af Valtech var en kæmpe oplevelse. Jeg arbejdede som projektleder, teamleder og accountansvarlig for Novo Nordisk og brugte al min energi og tid i det arbejde. Jeg elskede det, og jeg levede mit liv i den virksomhed, som blev som min anden familie. Udover at arbejde de 60-80 timer hver uge, løb jeg fortsat meget og deltog i endnu flere maratonløb. Min mand og jeg var meget sociale og rejste meget med vores familie. Det var en god tid, og jeg var lykkelig.
– Desværre blev vores ægteskab ramt, og jeg besluttede, at vi skulle skilles i 2009. Derfra blev det en ny hverdag, hvor jeg fortsat havde mit arbejde og mit løb, men nu var alenemor til tvillingerne, som jeg havde hver anden uge. Der var så meget sorg i min krop over skilsmissen, at jeg valgte at træne op til en Ironman og gennemførte den første i 2010. Samme år rejste jeg tre uger til Nepal for at vandre op til Mount Everest Base Camp. Det var uden tvivl min måde at bearbejde min sorg på. Det blev til endnu en Ironman året efter og et par halve IronMans også. Og så begyndte det at gøre ondt. I kroppen og i hjertet.
Lægen sygemeldte Thea, men hun kunne ikke rigtig forholde sig til det, for hun skulle jo stadig være mor for sine piger, træne og skabe værdi for sin arbejdsgiver. Den første sygemelding varede kun i tre måneder, og derefter vendte hun hurtigt tilbage til en almindelig hverdag igen.
– To år senere, i 2011, ramte det mig igen, bare mere alvorligt. Jeg blev ramt af angst, hver gang jeg gik ind ad døren på arbejdet eller hos Novo Nordisk, hvor jeg havde mine kunderelationer. Jeg fik hjælp fra en psykolog, og lægen lavede en ny sygemelding, denne gang i seks måneder. – Jeg kom tilbage igen i mere roligt tempo, men alligevel skete der en masse. Jeg arbejdede på ledelsesniveau, fandt min nye kæreste og købte et hus med ham, hvor vi flyttede sammen med vores fire sammenbragte børn.
Annonse
– I 2016 blev jeg ramt igen. Denne gang var det så slemt, at alt gjorde ondt i kroppen – så meget, at jeg ikke kunne gå en tur. Jeg fik ordineret antidepressiv medicin og blev sygemeldt i otte måneder. Efter den omgang kom jeg aldrig rigtig tilbage igen. Jeg kunne ikke arbejde med kunder mere eller have ansvar for medarbejdere, så i stedet fik jeg en stilling i HR-afdelingen, hvor jeg kunne bistå med at rulle nye processer og systemer ud i virksomheden. Det første år arbejede jeg kun fem-ti timer om ugen, og langsomt kom jeg op på 10-15 timer året efter. Der var ikke mere tilbage i mig efter et par timers arbejde per dag. Da corona ramte, startede min tid som hjemmearbejdende med op til 25 timers arbejde om ugen. Sådan fortsatte det, indtil jeg besluttede at sige op og stoppe i august 2023.
Thea måtte indse, at hun aldrig blev sit gamle jeg igen, og at hun måtte finde på noget andet at beskæftige sig med.
– Jeg kunne bare ikke finde ud af, hvad det skulle være, for det var konsulentrollen og internettet, jeg var ”mester” i. Samtidig var det det, der gjorde mig syg. Så jeg fik vel en slags identitetskrise, for hvad skulle jeg leve af nu? Hvad skulle jeg lave? Mine piger havde jo set mig igennem alle de år med stressnedbrud, og de vidste også, at det nu var alvor, og en dag foreslog de, at jeg måske kunne få glæde af at strikke.
– Da jeg kom i gang med det – med hjælp fra min mor – opdagede jeg helt fysisk, at min hjerne fik en kickstart ved at strikke efter en opskrift, og at jeg kunne gøre det ved at lade garnet køre igennem mine fingre. Det var den største åbenbaring for mig, og derfor blev strik og design pludselig det, jeg drømte om, det, jeg længtes efter, og det, jeg bare ville bruge alle mine timer på.
Hvad var det, strik gjorde ved dig?
– Da jeg strikkede min første sweater, som var en sweater med mønsterstrik, kunne jeg ikke forstå, hvad jeg skulle strikke og hvordan. Men min mor viste mig, hvordan jeg skulle gøre, og hun lærte mig alle typer af masker. Derefter lavede jeg min egen konvertering af opskriften til Excel, og i den proces oplevede jeg, at min hjerne fungerede igen. Den kunne afkode og se, hvad der skulle strikkes hvornår, og den kunne samtidig blive i nuet, mens jeg talte masker og strikkede mønsterstrik. Jeg kom i flow igen! Denne gang ikke ved at løbe, men ved at strikke én pind ad gangen og opleve en glæde, jeg ikke havde følt i lang tid.
– Selvom om jeg på det tidspunkt stadig arbejdede hjemmefra 25 timer om ugen for Valtech, var det meget svært for mig at udføre mit arbejde. Jeg kunne ikke huske, og jeg blev fysisk dårlig af at sidde foran skærmen efter to-tre timer. Symptomerne poppede ofte op, fordi jeg følte, at jeg ikke slog til. Jeg fik angst og havde mange nætter med dårlig søvn.
– Strik blev rent mentalt min måde at stresse af på, og det er det den dag i dag. Samtidig oplevede jeg hurtigt, at min motivation og glæde ved at strikke var så stor, at jeg kunne begynde at designe og leve af mine opskrifter, hvilket jeg gør i dag. Så ja, strikken har helbredt mig, og strikken har givet mig en ny måde at arbejde på.
Thea bliver ofte inviteret til at holde foredrag rundt i landet, når der f.eks. er strikkefestivaler. Når hun fortæller sin historie, får hun mange positive tilbagemeldinger.
– Når jeg har afholdt mit foredrag, bliver jeg altid bagefter og inviterer publikum op på scenen, så de kan se mine modeller og min strikkebog. I den sammenhæng har jeg oplevet mange strikkere, der har fortalt mig, at min historie har været en øjenåbner i forhold til deres egne stressforløb. At de kan genkende sig selv i mit forløb og nu bedre kan se, at det at strikke også er en måde at passe på sig selv på. De fortæller mig, at min historie er vigtig, fordi den hjælper mange andre i samme situation. Hver gang, jeg oplever disse tilbagemeldinger, bliver jeg ramt af de ord og de kram, jeg får fra de strikkere, der har det svært i deres liv. Jeg er ikke den eneste. Derfor er det vigtigt for mig at blive ved med at tage ud og fortælle min historie for på den måde forhåbentlig at give andre et håb.
Annonse
Stressen kan stadig dukke op i Theas liv, men hun er blevet god til at mærke den, inden den vælter hende.
– Jeg har det i mit DNA, at jeg ikke må fejle, hvilket jo nok også var en af årsagerne til, at jeg blev ved med at arbejde og arbejde, som jeg gjorde før i tiden. Når jeg nu lever af at udvikle designs, som jeg sælger, er det selvfølgelig muligt, at der kan opstå en fejl, og det rammer mig meget hårdt. Jeg har det også skidt, hvis jeg ikke når at svare en supportmail indenfor kort tid. I den slags situationer mærker jeg stressen blusse op igen. Stressen kan også stadig ramme mig, når jeg har en deadline overfor andre, som jeg kan have svært ved at nå. Det betyder, at jeg er nødt til at planlægge min uge på en måde, så der er plads til stilletid og alenetid. Angst, hovedpine og træthed melder sig desværre alt for hurtigt, hvis min uge har for mange aktiviteter.
Hvad gør du, når du mærker, at det er på vej?
– Jeg har en dagsrytme, hvor jeg arbejder foran skærmen om formiddagen. Efter frokost er det strikketid. På den måde kan jeg nå at falde ned efter de tre-fem timer foran skærmen, som stadig er for mange timer for mig. I weekenderne holder jeg altid skærmfri.
– Når jeg mærker stressen ulme, går jeg en tur med hunden og strikker resten af dagen. Jeg siger det også højt til min kæreste, så han ved, hvor jeg er lige den dag. Nogle dage beslutter jeg mig også for slet ikke at åbne min pc. Jeg øver mig i, at jeg er min egen chef nu og selv kan bestemme.
