Fanget i babyboblen – igen!

En far fortæller…

Vi er otte uger henne. Efter fødslen, vel at mærke. Indtil videre har Projekt Baby nummer 2 (som går under kodenavnet Jeppe) været en oplevelse, der på alle måder minder om dengang, vi flyttede ind i en ny lejlighed, der var udstyret med en spritny opvaskemaskine: Da jeg bladrede brugsanvisningen igennem, blev mit blik fanget af en stor sort boks, hvor der stod: ‘Husk at lukke lågen for at undgå kvæstelser.’

Den skulle jeg lige læse én gang til, og bagefter kastede jeg folderen fra mig med et hånligt fnys og sendte et par nedladende tanker over Atlanten til USA og deres overbeskyttende warning labels. Så vendte jeg mig om i et raskt tag, hamrede i samme nu mit skinneben ind i den åbne opvaskemaskinelåge og lå og jamrede mig oven i folderen, mens det blå mærke på mit ben voksede sig så stort som en blomme.

Flerbarns-utopi

Projekt Jeppe har indtil videre haft stort set samme morale. Det stod bøjet i neon, at det blev hårdt, og vi kluklo lidt overskudsagtigt, fordi vi jo lige havde været igennem det hele – og hvor svært kan det være? ‘Hvis ét barn tager al vores tid, kan nummer to ikke tage mere’ var vores arbejds-tese.

Men det kan barn nummer to altså godt.

Ironien er, at vi lige er kommet os over Barn 1. Han sover igennem om natten, kan lege selv og siger uden opfordring søde ting som ‘jeg elsker også dig, far’. Med andre ord: Vi var sluppet ud af babyboblen.

Men inden vi vidste af det, havde vi slået os selv tilbage til start, og hverdagen med en artig treårig, der synger Lille Peter Edderkop, er (igen) blevet afløst af de obligatoriske skænderier, der starter sådan her:

“Er der ikke flere rene flasker?”

“Det ved jeg ikke, har du ikke gjort nogle rene?”

Og med militær præcision ender sådan her cirka halvandet minut senere:

“Nej, DU er fan’me åndssvag, jeg vil skilles!”

Nutella på Burberry’en

Så i stedet for de ustressede aftener foran fjerneren med benene oppe kører vi i et konstant skiftehold mellem en (indrømmet: ret lækker) baby og en sub-treårig, der har kvitteret for modtagelsen af ét styk lillebror ved at forvandle sig til en dansk udgave af Denis The Menace, der spiser farvekridt og siger ting som ‘nej, jeg vil ikke, far, din pisse-én!’.

Og jeg har fået en plads i den barnevognskonvoj, der utrætteligt sejler forbi i aftenmørket nede på gaden. Chaufførerne er trætte fædre med bøjede nakker, og vi giver det korte, indforståede ‘også dig?’-nik til de nye, der slutter sig til konvojen.

Med andre ord: Alt er ved det gamle. Jeg kan stadig skrive en klumme med en baby på armen, og mænd kan stadig få ammehjerne. (I må ikke sige det til min kone, men der er kommet Nutella på hendes yndlingsjakke. Forleden da jeg skulle have Kasper i flyverdragten, lagde jeg min mad fra mig inde i tøjskabet, og bagefter, da jeg skulle finde mine cykelbukser, faldt hendes jakke ned oven på den.)