Fars fede ferie

Enhver, der har prøvet at skulle på weekendtur med kone og et, to eller tre børn, ved, at det kræver militær planlægning: Hvem skal sove hvor? Har vi bleer med? Hvor er den stores Rasmus Klump-dvd, den lilles sut? Hvor langt er der til Brugsen fra hytten? Er der vaskemaskine, blæser det meget, der hvor barnevognen skal stå? Og så videre, og så videre. Blot en brøkdel af de praktiske knuder, der skal løsnes inden afgang.

Derfor var forbløffelsen stor, da jeg tog på børneweekendtur med tre mænd. Første ledetråd på, hvor anderledes det ville blive, kom, da vi besluttede, at vi skulle af sted. Det skete sådan her:

“Hæj, skal vi ikke tage til Lalandia med ungerne?”

“Jo, lad os det.”

Ikke mere. Ikke noget ‘nårh-ja, men vi kunne jo også overveje at tage til (indsæt alternativ destination), for så kunne vi jo også få (indsæt alternativ), og min lille (indsæt barnenavn) har måske også fået (indsæt vilkårlig børnesygdom)’. Kort tid efter dumpede en sms ind:

‘Så er der booket hytte i Lalandia.’

Pandemi i badeland

Planlægningen gik gnidningsfrit. Fire mand formåede at få styr på hele weekenden i en mailtråd bestående af 21 (!) mails. Af de 21 bestod 11 af maksimum én linjes tekst. For eksempel da én af ungerne, fire dage før afgang, fik konstateret skoldkopper. Svaret lød: ‘(Navnet er fjernet for at beskytte de uskyldige) er immun. Smid ham i poolen, og lad os få en pandemi. /S’

Slå den, damer!

Misforstå mig ikke; der var hverken dømt (konstant) mandehørm eller Erik Clausenpædagogik a la ‘svøm så, knægt’, når ungen ligger på bunden af poolen og sprutter.

Okay, måske blev der pruttet lidt mere højlydt, og der findes da også billeder af tre fædre i hyttens jacuzzi klokken 01.33 lørdag morgen med både cigar og rødvinsglas, men det slående var, hvor let alting pludselig kunne glide.

Sirlig økologi

Vi kunne mobilisere fire voksne og fire børn til en tur i badeland lørdag morgen med ordene ‘nå, skal vi smutte i badeland?’. ‘Ja, lad os det. Kom, unger, ud i bilen!’

Vi dansede ubemærket uden om et større pakkehejs, der kunne have involveret ekstra tøj (hvis nu én skulle snuble på vej op til badeland). En ekstra trøje mere (hvis nu én skulle komme til at fryse, efter at vi havde været i badeland, og havde brugt sin ekstra trøje, fordi han var faldet på vej derop). Creme til udtørret hud (klorvand kan jo give røde pletter). En tupperwareskål med sirligt skårede økologiske grønsagsstænger (vi skal jo ikke leve af pomfritter hele weekenden, vel?). Og værn mod så meget andet, man kan komme ud for.

I stedet strøg vi direkte i pølen og videre til Monkey Tonkey-land. Og uden at vi bemærkede det, blev klokken pludselig 21.30, og vi var til børnedisko med tre skummende 0,7-liters-fadøl, et glas kølig hvidvin og fire unger med hver deres børnecocktail med paraply. Her sad vi til lyden af boogie-woogie og børnekaraoke, og hvor svært var det lige, sådan en weekend skulle være?

Det eneste, der kunne kaste grus i maskineriet, var, hvis mor havde vidst, at Kasper kom i seng klokken 23.30, og at vi ikke fik børstet tænder. Men der skete jo ikke noget …