Guide: Gravid i varmen

Guide: Gravid i varmen

Det er hot at veje det samme som en hval, så få råd til at komme godt gennem den varme del af sommeren.

Det er så dejligt, når solen endelig skinner, og når dagene bliver så  lange og varme, at kinderne har fået farve, når du kigger dig i spejlet  om aftenen.Men pyha, hvor kan det også hurtigt blive alt for varmt om sommeren – når man altså er gravid. Fødderne svulmer ud over de rappe sandaler fra sidste år, og sveden løber i en stribe ned ad maven på din alt for stramme T-shirt.

Vi har spurgt jordemoder Gitte Dencker til råds om graviditet og varme og giver dig her en lille guide, der måske kan gøre det lidt lettere at holde sommerferie – for dig med mave.

Rejsen

– Husk at tjekke med dit flyselskab, hvor gravid du må være, når du rejser med dem. De fleste flyselskaber tillader gravide at flyve til og med 36. uge, hvis graviditeten har været ukompliceret. Men der kan være forskelle. Og husk, at reglerne også gælder for hjemrejsen. Det ville være surt at blive efterladt på Kreta, fordi du gik ind i uge 37, mens ferien stod på.

– Det er en god idé at få et læge- eller jordemodertjek, inden du rejser. Medbring altid vandrejournal og sygesikringsbevis, og vælg et rejsemål, hvor du kan få lægehjælp, hvis der opstår behov for det.

– Hvis du for eksempel skal ud at flyve langt, så sørg for at rejse dig en gang i timen. Når du sidder oprejst, klemmer du nemlig af for de store blodårer, der går fra lysken og nedad. Det besværliggør blodtilbageførslen og kan give væske i kroppen og hævelser. Når du går, bruger du venepumperne, som hjælper blodet med at løbe tilbage til benene.

– Når du undgår at sidde stille i lang tid ad gangen, mindsker du samtidig risikoen for blodpropper, som nogle gravide kan have en øget tendens til at få.

Vandet

– 80 procent af alle gravide har vand i kroppen. Nogen har så lidt, at de dårligt lægger mærke til det, mens andre hæver op, så de ikke kan passe deres sko. Når det er varmt, kan hævelsen blive mere udtalt. Du må ikke tage vanddrivende medicin, når du er gravid. Læg dig i stedet med benene opad for at skabe tilbageløb i kroppen. Eller snup en dukkert i havet eller poolen. Nedkølingen i sig selv er behagelig. Samtidig bevirker det tryk, der skabes fra den store mængde vand omkring dig, at en del af den væske, der er røget ud i dit væv, bliver trukket tilbage i blodårerne. Herfra finder væsken vej til nyrerne og bliver tisset ud.

Varmen

– Du kan sagtens solbade helt normalt, når du er gravid. Men brug din sunde fornuft, og undgå at blive overophedet. Hvis du ligger i solen og koger flere timer i træk, risikerer du at blive skidt tilpas. Dine blodårer kan udvide sig, mens du daser i liggestolen, og dit blodtryk kan falde, når du rejser dig op. Det kan gøre dig svimmel og i værste fald få dig til at besvime.

– Din baby tager ingen skade af helt almindelig solbadning.

Solen

– Når du er gravid, kan din hud være mere følsom over for solens stråler, end den plejer at være. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at smøre dig ekstra godt ind i solcreme for at undgå at blive forbrændt.

– Nogle kvinder oplever, at pigmentet i huden forandrer sig under graviditeten og efterlader brune skjolder, særligt i ansigtet. Pigmentforandringer kan forstærkes af solen, så du skal ind i skyggen, hvis du har tendens til at få dem – og vel at mærke ikke vil have dem. Pigmentforandringer er udelukkende et kosmetisk problem, og de går væk igen på et eller andet tidspunkt, efter du har født.