Foto: Flemming Leitorp
ALT for damerne

Jordemoder: Jeg kan stadig få en klump i halsen over en fødsel

Det er miraklerne og det gode kollegaskab, der tæller på plussiden, når man er jordemoder. Og når man som Line Hundebøl er afdelingsjordemoder, er der også en adrenalinrus at hente de dage, hvor hun bliver kaldt ind til en akut situation med fare på færde. På minussiden står de ærgerlige opkald til kolleger, der holder fri, men alligevel ikke kan undværes.

Af Michala Rosendahl 04.jun.2018 Børn

Jeg besluttede, at jeg ville være jordemoder… da jeg gik i gymnasiet. Jeg havde i flere år været klar over, at jeg ville gå i en sundhedsfaglig retning, og da vi på mit gymnasium fik besøg af en masse universitetsstuderende, der skulle fortælle om deres uddannelser, valgte jeg at høre om medicinstudiet. Jeg kan tydeligt huske, at de medicinstuderende fortalte, at man skulle have spidse albuer, og at det var et konkurrencepræget miljø. De lagde også vægt på, at det var en meget bred uddannelse, og da jeg gik derfra, var jeg sikker på, at det ikke var det, jeg skulle. Tidligere havde jeg fiflet lidt med tanken om at læse til jordemoder, og pludselig var jeg overbevist om, at det var det, jeg ville. Jordemoderuddannelse er nemlig en uddannelse med skyklapper på. Den er enormt nichepræget, og det tiltalte mig, at man kunne få lov at blive virkelig, virkelig dygtig inden for et lille bitte fag.

Det bedste ved mit job er… at jeg hver dag får lov til at være sammen med nogle mennesker, mens de oplever noget helt unik og fantastisk. Barnet har selvfølgelig været til gennem hele graviditeten, men i det øjeblik, forældrene ser deres barn for første gang, går det fra at være fantasi og forestilling til at blive virkeligt. I det øjeblik bliver de forældre for alvor, og det er simpelthen så vidunderligt at være med til. Selvom jeg har været jordemoder i mange år, kan jeg stadig få en klump i halsen og blive følelsesmæssigt berørt over en fødsel, for der opstår bare så meget glæde og lykke på én gang.

Det værste ved mit job er… når der en sjælden gang imellem sker noget under fødslen, så barnet dør fuldstændig uventet. Det sker stort set aldrig, men når det sker, er det noget af det mest modbydelige, man kan opleve som jordemoder – og selvfølgelig er det endnu værre som forælder. Efter sådan en situation har jeg altid hundrede tanker i hovedet: Var der noget, jeg overså? Handlede jeg korrekt? Kunne jeg have gjort noget anderledes? Det er hårdt at ransage sig selv på den måde, men heldigvis har vi altid en debriefing bagefter. Her mødes alle, der har været involveret i seancen, og så gennemgår vi forløbet for at finde ud af, om situationen kunne have været tacklet anderledes. Man lærer ofte meget af de samtaler, og det er helt sikkert også en måde at bearbejde det på personligt. Det hjælper i hvert fald mig med at finde en hylde at lægge oplevelserne på, og det er vigtigt. Hvis jeg skulle gå med det alene, ville jeg gå fuldstændig i smadder.

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel 

Jeg føler mig stolt, når… jeg er med til at gøre en forskel. Som afdelingsjordemoder er det mig, der bliver tilkaldt, hvis der opstår en akut situation. Min stilling kunne derfor nok godt appellere lidt til adrenalinjunkies. Det vil jeg ikke sige, at jeg er, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke synes, at det er fedt, når der sker noget. Hvis vi får løst en akut og potentielt farlig situation på en god måde, så både barnet og moderen har det godt bagefter – så er det virkelig fantastisk. Det kan jeg blive helt høj af.

Mine kollegaer er… en stor del af årsagen til, at jeg synes, det er så skægt at gå på arbejde. De er virkelig søde, og vi griner enormt meget sammen – og så er vi rigtig gode til at spise slik og kage. Mine kollegaer og jeg er jo vant til at håndtere mennesker og give omsorg til andre, og det betyder, at vi også er gode til at være der for hinanden. Hvis man har oplevet noget ubehageligt eller er i dårligt humør, er der nærmest altid en, der bemærker det og kommer over og spørger, om man er okay. Det, synes jeg, er rigtig dejligt. Vi er cirka 80 ansatte, men jeg føler, at jeg kender alle mine kollegaer ret godt, og vi deler mange ting med hinanden. Faktisk tror jeg, at vores bedre halvdele ville blive en smule overraskede, hvis de vidste, præcis hvor meget vi egentlig taler om vores privatliv, vores parforhold og vores børn på jobbet…

En god arbejdsdag er… en dag, hvor de kvinder, der kommer ind, bare føder helt vildt flot. På sådan nogle dage bliver jeg virkelig stolt på mit køns vegne. Jeg mener – tænk at det kan lade sig gøre! Det er så fedt at se, at en kvindekrop kan så meget.

En dårlig arbejdsdag er… en dag, hvor samarbejdet ikke fungerer optimalt. I akutte situationer er man afhængig af, at kommunikationen foregår sikkert og hurtigt. Vi har ikke tid til at sige ”Vil du være så venlig at række mig medicinen, der kan standse blødningen?”. Vi taler i bydeform, og nogle gange er der en besked, der bliver misforstået, og det er rigtig ærgerligt. Andre gange er vi måske ikke helt enige om, hvordan en situation skal håndteres. Når man arbejder med mennesker, er der aldrig ét facit, men det er jo altid træls, hvis man føler, at en situation kunne have været håndteret bedre.

Jeg føler mig værdsat på jobbet… rigtig ofte. Som jordemoder får man ros og anerkendelse nærmest hver dag. Der er utrolig mange søde forældre, som er gode til at udtrykke deres glæde og taknemmelighed over, at man har været på arbejde lige præcis den dag, de skulle føde deres barn. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg gør en forskel for nogle mennesker, og når jeg går på gaden, er der tit nogen, der hilser på mig, fordi de kan huske, at jeg hjalp dem med at føde engang for 12 år siden. Det er ret hyggeligt.

LÆS OGSÅ: Månedens fødsel: Jordemoderen kunne ikke følge med

En god chef er… en, der tør give nogle ansvarsområder fra sig. Jeg har ikke nødvendigvis brug for så meget ros til hverdag, men jeg vil rigtig gerne have tildelt noget ansvar og blive anerkendt på den måde, for det vigtigt for mig, at jeg kan få lov at sprede mine vinger ud og udvikle mig selv og mit fag. En dårlig chef er… en chef, der ikke ser hver enkelt jordemoder som en person, men bare betragter hende som et nummer. En chef, der er ligeglad med, om det er Sofie eller Magdalene, der møder ind på vagt. Alle jordemødre kommer med noget forskelligt, og det er vigtigt, at det bliver udnyttet.

Sidst jeg blev positivt overrasket på arbejdet var… for ganske nylig, da vi havde en situation, hvor et barn vendte sig forkert og lå med næsen opad i stedet for nedad. Når barnet ligger sådan, fylder det mere, og det gør fødslen svær. Et par dage inden det skete, havde vi haft et kursus om netop den slags situationer, så min kollega og jeg brugte al den nye viden, vi havde fået. Lige da vi var ved at kaste håndklædet i ringen, fordi vi havde prøvet alle de tricks, vi havde lært, skete det – puf – barnets hoved kom ud. Der blev jeg virkelig overrasket, og det var ret vildt at se, at det, vi havde lært, virkede i praksis.

De største udfordringer på jobbet er… at få alt til at gå op i en højere enhed. Vi har ofte travlt på fødegangen, og vi har ikke altid hænder nok til at hjælpe alle de kvinder, der har brug for det. Vi sørger selvfølgelig for, at de kvinder, der har kraftige veer, har en jordemoder hos sig, men nogle gange er der kvinder, som ikke har slemme veer endnu, men som alligevel har ondt og er kede af det – og dem kan vi ikke altid være hos. Det er en rigtig træls følelse, når der ikke er hænder nok til at give den nødvendige omsorg. Som afdelingsjordemoder er det mig, der skal vurdere, hvem der har mest brug for en jordemoder, og det er mig, der skal tage stilling til, hvor meget jeg kan udsætte jordemødrene for. Og hvis der virkelig er travlt en dag, er det også mit sure møgjob at ringe til nogle af de jordemødre, som har fri, og spørge, om de ikke nok vil komme ind og hjælpe os. Sådan noget er aldrig rigtig sjovt.

Når jeg holder fri… er jeg god til at lægge arbejdet fra mig. Jeg er så heldig at have en mand, der er rigtig god at snakke med, så hvis jeg har stået i en træls situation på jobbet, kan jeg altid komme hjem og læsse lidt af på ham. Det er dejligt, og så fylder det ikke unødvendigt. Af og til sker der dog noget, som er svært at give slip på – for eksempel at nogen mister deres barn under fødslen. De dage har jeg brug for at kysse mine egne børn en ekstra gang og være taknemmelig over, at jeg var så heldig, at det gik godt, dengang det var mig, der lå på fødegangen.

LÆS OGSÅ: Lines datter døde under fødslen

Det vigtigste jobskifte, jeg har foretaget, var… da jeg i 2010 flyttede med min familie til Australien, hvor jeg arbejdede som jordemoder i halvandet år. Det var enormt spændende at prøve mit fag af i et andet land, og jeg tror både, at de australske jordemødre lærte noget af mig, og at jeg lærte noget af dem. De første måneder på hospitalet var dog hårde. Jeg havde virkelig følelsen af, at nogen havde revet guldtæppet væk under mig. Jeg kunne ikke finde ud af at udfylde de australske papirer, jeg kunne ikke tænde hospitalets computer, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vejlede, og jeg tænkte bare: ”Hold nu kæft, jeg kan jo ingenting!”. Men så – efter tre måneder – kom der et vendepunkt. På det tidspunkt havde jeg lært systemet at kende, og så kunne jeg koncentrere mig om at være på fødestuerne og hjælpe kvinderne med at føde deres børn, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Når det kommer til det her, så kan jeg altså mit pis”. For det kan godt være, at de på mange punkter gør tingene anderledes i Australien, men børnene kommer trods alt ud på den samme måde.

Hvis jeg ikke skulle være jordemoder… ved jeg faktisk ikke, hvad jeg så ville være. Jeg har aldrig overvejet at skifte erhverv, og jeg glæder mig altid til at komme på arbejde. Det at være jordemoder er blevet min identitet. Jeg oplever mirakler hver dag, og det tror jeg aldrig, jeg bliver træt af. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kan blive en lille smule træt af at være jordemoder er, når jeg klokken fire om natten står med en kvinde, der har veer, og jeg på fjerde time hører mig selv sige: ”Pust ind, pust ud. Pust ind, pust ud. Du gør det rigtig godt”. Lige dér tænker jeg, at den fødende også må være lidt træt af at høre mig sige det samme igen og igen. Men så sker der jo altid noget. Og pludselig bliver der født en baby, og så er det helt fantastisk fedt!

MIT JOB I TAL

Der er ca. 2.700 jordemødre ansat i Danmark. Heraf er to mænd. I 2017 blev der født 61.39 børn. Månedslønnen for en regionalt ansat jordemoder er gennemsnitligt 33.170 inkl. tillæg og pension.

LINE HUNDEBØL, 42 ÅR

Afdelingsjordemoder på Aalborg Universitetshospital. Bor i Grindsted nord for Aalborg sammen med sin mand og deres tre døtre på 6, 10 og 13 år.


Henter...