Spørgsmål:
Kære Margrethe,
Min søde Emma på 9 år bor delvist hos mig og delvist hos sin far. Vi bor cirka 12 kilometer fra hinanden og har et fint og fornuftigt samarbejde omkring Emma. Men når Emma skal hjem og være hos sin far, bliver hun meget, meget ulykkelig. Det plager hende flere dage i forvejen.
Jeg tror, jeg måske véd, hvad årsagen er:
Da Emma var 4 år gammel, rejste jeg alene til New York for at arbejde, og Emma måtte da hjem hos hendes far at bo. Ved den lejlighed skiftede hun også børnehave.
Jeg var væk i et år, dog hjemme hver 3. måned cirka. Efter min hjemkomst gik der endnu et år, før jeg havde fast bopæl og igen kunne tilbyde Emma et hjem. Herefter har hun boet hos begge os forældre, som et delebarn.
På grund af hendes frustrationer og ulykkelighed, når hun skal hjem til sin far, har vi nu udvidet hendes tid hos mig, og er nu hos sin far hver anden uge fra torsdag til mandag.
Jeg har på fornemmelsen, at hun har fået et traume over vores adskillelse, dengang jeg rejste. Skal jeg henvende mig til en børnepsykolog, eller er der noget, jeg selv kan gøre? Vi har ellers et fint forhold, og Emma er en stor og fornuftig pige.
Mange venlige hilsener fra Mette Rasmussen
Læs psykologens svar på næste side
Svar:
Kære Mette,
At være skilsmissebarn og skulle leve enten som delebarn mellem far og mor eller i en samværsordning, hvor barnet er 5 dage hos den enes familie og 9 dage hos den anden, stiller nogle meget store krav til forældrene, hvis det skal lykkes uden alt for megen smerte for barnet. Det er vigtigt,
• at der er kort afstand mellem mor og far, så barnet kan bevare sit netværk – børnehaven, skolen, kammeraterne og sportsaktiviteter.
• at der er tæt kontakt mellem forældrene, så man virkeligt deles om omsorgen.
• at der er fast boform, det vil sige, at der er faste rutiner med hensyn til, hvordan barnet er i hver familie.
• at ordningen dog også er så fleksibel, og at den er tilpasset barnets liv.
Det er altid vigtigt, at barnet ikke får ansvaret for at vælge, hvor det helst vil bo. Men de voksne skal naturligvis lytte til barnets følelser og behov og bruge denne viden, når de bestemmer hos hvem, og hvordan barnet skal bo.
Men uanset hvor godt man gør det, vil vi opleve perioder, hvor barnet fortæller, at det ikke vil bo hos far eller mor, og her er det vigtigt at både far og mor sætter sig sammen og i fællesskab finder ud af, hvad årsagen kan være.
Budskabet til barnet skal være: Hvorfor er det, at du ikke vil være hos far/mor? Og så skal vi løse problemet i stedet for at ændre på ordningen. Ofte er det problemer som uvenskab på grund af oprydning, eller far har haft lidt for travlt, så der har været lidt dårlig stemning, eller far har ikke givet lov til at have kammerater med hjem.
Alt sammen problemer der kan og skal løses. Det er almindelige problemer i en almindelig familie, og naturligvis skal det aftalte samkvem holdes. Det er problemet, der skal løses.
Men udover småproblemer kan der let opstå nye behov, når barnet bliver ældre. Her er det igen vigtigt at lytte til, hvad der er årsagen. For eksempel en 14-årig pige der gerne vil bo hos sin mor i weekenden, fordi der kan alle hendes veninder sove hos hende – og det er ikke ”så fedt” hjemme hos hendes far. Synes hun.
Her er det okay at sige, at vi er så fleksible, at de weekender, hvor hun er sammen med veninderne, er det okay at sove hos mor, men ellers gælder vores aftale stadig.
Endeligt er der de mere alvorlige årsager, som for eksempel at en af forældrene ikke evner omsorgen – begynder at svigte barnet, for eksempel drikke. Man kan opleve, at barnet fortæller, at det er bange. Her må man snarest skride til handling og få inddraget hjælp udefra, så barnet beskyttes mod denne forælder, og der må ændres i samkvemmet.
Så alt i alt synes jeg, at man skal fastholde aftalerne og løse de konflikter, der er årsag til, at barnet ikke vil være hos en af forældrene. Samtidig skal man være fleksibel og kunne ændre i ordningen her og der. Dit tilfælde, Mette, er meget specielt, idet dit barn har boet hos dig i de første fire leveår. Hun har her knyttet dybe bånd til dig – du var hendes faste omsorgsperson.
Du rejser så fra hende i et år – ser hende kun hver 3. måned – og lever uden hende i det første år, du er hjemme igen. Tabet af relationerne til dig må have været en stor belastning for hende – en sorg og smerte, uanset hvor dejlig hendes far har været.
Jeg tror, at din datter føler stort ansvar for dig. Hun føler, at hun må gøre alt for ikke at miste dig igen, og derfor vælger hun far fra, for hvis hun er hos dig, så svigter du nok ikke.
Det er naturligvis svært at vurdere, om det er sådan, det forholder sig, men det er ikke usandsynligt. Så jeg vil anbefale, at du tager nogle samtaler med en psykolog, så du kan få nogle redskaber til at hjælpe din datter i den situation, I befinder jer i.
Men indtil da: Hold fast i den ordning, I har nu. og så søger du hjælp fra en psykolog, så du og din datter kan få bearbejdet det tab, I begge har lidt.
Jeg ønsker jer alt godt.
Med venlig hilsen, Margrethe brun Hansen
Om eksperten:
Margrethe Brun Hansen er psykolog og forfatter. Hun svarer på læsernes spørgsmål om børnepsykologi og hverdagsproblemer med børn for Junior hver måned.
Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns trivsel? Så skriv til psyk@juniormag.dk
