Min datter savner mig, hvad gør vi?

Spørgsmål:

Kære Margrethe Brun Hansen,

Jeg har en datter på ni år, som er delebarn. Hendes far og jeg blev skilt, da hun var to år. Tidligere boede hun hos os på skift. I dag bor hun hos mig ni dage og hos sin far fem dage i løbet af to uger.

Problemet er, at hun alligevel savner mig. Hun er rigtig glad for sin far og hans kone og har selv sagt flere gange, at ni-femordningen er den, hun helst vil have lige nu. Men når jeg afleverer hende i skole den dag, hun skal hjem til sin far, bryder hun sammen i gråd, når jeg skal gå. Jeg kan heller ikke være væk om aftenen og lade min mand putte hende, uden at hun bliver ked af det og savner mig.

Jeg prøver at være så afslappet som muligt omkring det, men inderst inde giver det mig dårlig samvittighed at efterlade hende grædende.

Vi har et rigtig fint forhold til hinanden; min eks-mand, hans nye kone, min nye mand og jeg. Og alle vil gerne gøre det bedst mulige for barnet.

Har du et godt råd til os?

Læs psykologens svar på næste side

Svar:

Kære spørger,

Forældre til de fleste ni-ti-årige børn oplever, at børnene i denne alder er inde i en rivende udvikling, som fører dem væk fra hjemmet og ud i kammeraternes verden.

De er i tiltagende grad i stand til at være alene, tage større ansvar for dem selv og definere deres interesser, det være sig sport, musik, dans eller andre gruppeaktiviteter. Foretagsomme børn laver orkestre og teaterstykker og organiserer andre komplicerede projekter, selv om deres evne til at gennemføre dem er ret begrænset.

Som forældre oplever man også, at børnene i denne alder begynder at reagere på, hvordan vi har det. De er ofte meget følsomme over for vores sindsstemninger, også selv om man prøver at skjule dem. De bekymrer sig om os forældre, de indlever sig og føler ømhed for os, ligesom de bekymrer sig om alt det, de ser i fjernsynet – sult og krig.

Det kan virke overvældende, de kan blive angste og kede af det, men det er dog alt sammen udtryk for variationer inden for normalområdet. men denne følsomhed kan også tippe for dem. De bliver angste, og denne angst kan fylde så meget, at de har svært ved adskillelse fra en forælder. De klæber sig til den voksne, følger efter moren/faren hele tiden, har ikke lyst til at forlade hjemmet og så videre.

Jeres lille pige har nogle af disse symptomer, og det er her vigtigt, at I går ind og hjælper hende. Det kan I gøre ved på den ene side at respektere, at hun synes, at mor er den bedste, men på den anden side må jeres datter også lære at tåle en vis mængde angst uden at bryde sammen, ligesom forældrene må tåle at se, at deres barn er ulykkeligt, uden at det fører til overbeskyttelse og medlidenhed.

Så kære mor: Udstrål, at du glæder dig til at være væk en aften for eksempelvis at se en veninde – og når hun så græder, så sig, at det er OK, at hun savner dig, men I ses jo i morgen tidlig, og faktisk glæder du dig til at skulle ud med din veninde. Sig ved skoleporten: ”nu skal vi til det, du ikke kan lide, nemlig at sige farvel. men kom her. Giv mor et hurtigt knus, og vi snakkes ved i aften i telefonen”.

Altså udvis forståelse, men udstrål også, at det nok skal gå. Puf lidt til hende, så hun kan slippe dig. Og endeligt: Prøv at ændre ”Jeg prøver at være så afslappet” til ”Jeg er virkeligt afslappet”. Det vil hjælpe hende meget.

Med venlig hilsen Margrethe Brun Hansen

Om eksperten:

Margrethe Brun Hansen er psykolog og forfatter. Hun svarer på læsernes spørgsmål om børnepsykologi og hverdagsproblemer med børn for Junior hver måned.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns trivsel? Så skriv til psyk@juniormag.dk