Klumme: Alenefar på sommerferieprøve

Der er tidspunkter i ens liv, hvor tingene føles enormt lykkelige og enormt kaotiske. Sådan var det i bilen den sommerdag. Pigerne jublede fra autostolene, og jeg jublede lidt med og prøvede at smile, selv om det var svært med halvdelen af ansigtet lammet af frygtelig tandpine. Men det var vores første sommerdag som skilsmissefamilie. Mig og pigerne, os tre, treenigheden.

Det skulle blive lykkeligt, med tandpine og uden mor. Måtte ikke blive andet. Vi var på vej til lykkens højborg, Bonbon-Land. Jeg vidste det egentlig godt, da de om morgenen spurgte, om vi ikke skulle i sommerland. Vidste, at jeg skulle svare ‘nej, far har tandpine, det bliver en frygtelig tur’. I stedet sagde jeg ja – og hoppede rundt i cirkler sammen med to lykkelige piger.

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: “Jeg savner at være en familie”

Deres mor og jeg har budt dem et liv som skilsmissebørn, hvordan skulle jeg så kunne nægte dem den oplevelse – eller nogen anden oplevelse, for den sags skyld? Den dårlige samvittighed har fastmonteret en ja-hat på mit hoved. Ja til store is. Ja til det hele. Og ja til sommerland med tandpine.

Forlystelseskrise

På parkeringspladsen i Holme-Olstrup blev jeg for en stund revet ud af mit ja-hysteri. Med regnen løbende ned over ja-hatten og mit halvlamme ansigt, ned på resten af treenigheden, var det svært at forestille sig, hvordan denne første skilsmissesommerdag skulle blive en succes.Omkring os var der lutter lykkelige familier af den slags med både en mor og far. To voksne, ligesom der skal være. En til de vilde ture og en til at passe på den mindste imens. Fire til at glædes. Men mit one-man-show var i gang. Showet, der skulle vise mig, pigerne, hele verden og pigernes mor, at vi sagtens kunne være os tre. I regn, i blæst, i sommerland og i et sandt smertehelvede.Missionen var bare ikke helt så rosenrød, som jeg inderst inde havde håbet på i morgenens lykkerus. Trille ville prøve ting, som bevægede sig så langsomt som muligt; Frida ville prøve ting, som kørte hurtigt, gerne med loop. Sommeren var truet; det gik galt fra første dag.LÆS OGSÅ: Lad børn være børn i en skilsmisseJeg måtte, på trods af ja-hatten, sige nej til det meste, fordi jeg kun er én voksen med to hænder. Det er umuligt at sejle i vandcykel og køre i rutsjebane på samme tid. Det, som lignede et smil, var tiltagende tandpine. Jeg savnede hænder, bare to mere, og jeg savnede alt det overskud, deres mor har, og jeg savnede tørvejr og min tandlæge.

Aflad i souvenirbutikken

Efter bare halvanden time var der tæppefald. Det skulle være så lykkeligt, men det eneste, jeg kunne sige, var: ‘Nu tager vi hjem.’ Jeg forventede gråd og en klagesang om, at det aldrig ville ske for mor, og at det var den værste sommer i deres liv. Men utroligt nok rejste pigerne sig fra den bænk, hvor dommedagsbeskeden var blevet afleveret, og gik ud for at plukke en buket blomster til deres far. Til mig. Ham med ansigtet i kramper, som ødelagde turen i sommerland.

Havde jeg været knap så tungnem, ville jeg have opdaget, at pigerne i det øjeblik afleverede beviset på, at det hele nok skulle gå; at man sagtens kan holde sommer sammen, bare en far og hans to dejlige piger. Nogle gange er det faktisk nok bare at være sammen. Men jeg fangede den ikke. I stedet gav jeg dem lov at købe, hvad de ville, i souvenirshoppen. Når jeg ikke kunne levere sommerglæden selv, kunne jeg i det mindste betale mig fra den.

Nu er der så gået et år. Vi overlevede sommeren 2013. Den endte med at blive helt god. Tandpinen og regnen forsvandt, og pigerne fik ret; det går faktisk at være tre i stedet for fire, vi skal bare lige lære det med de to manglende hænder.

Nu truer en ny sommer for den efterhånden øvede skilsmissefamilie. Jeg har fundet nej-hatten frem fra flyttekasserne og siger kun ja til det allervigtigste; det, som cementerer vores treenighed og kærlighed. Indtil videre er det Bonbon-Land, Tivoli og Bakken. Det bliver så godt. Hvis bare tænderne holder.

LÆS OGSÅ: Mette Walsted Vestergaard: “Mit liv efter en skilsmisse”

LÆS OGSÅ: 5 råd til den gode skilsmisse

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Pres ikke på med bonusforældre