Klumme: Dét er småbørnsfamiliens fjende nummer 1

To børn senere…

I det sekund kalenderen siger efterår, og temperaturen kronisk styrtdykker for at begynde en heftig flirt med frysepunktet - i dét sekund begynder små næser at løbe. Først tænker man: ”Nåh ja, det går hurtigt over. Hans immunforsvar skal jo lige i gang.” Men så bliver den klare væske tykkere, og pædagogerne råber feber og ringer hjem. 

Selvfølgelig skal mit barn ikke være i vuggestue, når han har feber. Det siger sig selv. Så jeg henter. Og jeg konstaterer, at mit barn er syg. Og jeg konstaterer, at det langt fra bliver sidste gang. For efteråret er langt i Danmark. Hele tre måneder. Efterfulgt af en endnu koldere vinter, som bare venter på at slå små mennesker ud af kurs.

LÆS OGSÅ: Efterårsferie med børn: 29 sjove og kreative oplevelser for hele familien

Det gik ellers lige så godt. Vi har stornydt sommeren uden en snotnæse, blanke øjne eller glohed pande i sigte. Vi har nærmest stolt klappet os selv på skulderen, når vi har bemærket, at ingen af drengene har været syge siden skoldkopperne i april.

Og pludselig – som ført med efterårsblæsten - er vi tilbage i lægens venteværelse, mens vi febrilsk forsøger at finde ud af, hvordan vi skal forklare en kommende sygdomsperiode over for chefen. Fordi vi ved, det bliver den første af mange.

Nogen skylder… noget!

Sidste år havde min yngste søn feber hver anden uge hele efteråret og det meste af vinteren. Man kunne sætte uret efter ham: søndag aften steg temperaturen, og så var vi ellers hjemme på skift i en uge med det lille snotramte menneske. Sådan husker jeg også første snot-sæson for min ældste. Med klippekort til kvarterets praktiserende læge og uhensigtsmæssigt mange barn-syg-opkald til min chef.

LÆS OGSÅ: Når ‘barn syg’ tager livet af det faste job

Jeg føler derfor lidt, at universet skylder mine drenge (og mig!) et bedre helbred i de kolde måneder i år. Lidt færre sygedage. Lidt flere oplevelser af at være heldige at undgå en eller anden virus, der ellers huserer i børnehaver og vuggestuer. Det er som om, man bliver ramt på sin retfærdighedssans, når sygdom rammer igen. Og igen.

Bevares, jeg er med på, at børn bliver syge. Og jeg er med på, at de ikke kan gøre for det. Det er langt fra de små typer, jeg bebrejder her. Måske nærmere et behov for at lufte en frustration. At påtage sig en offer-rolle. For sygdom er ikke kun synd for barnet. Det er faktisk synd for hele familien. For mor og far, der skal greje, hvordan vi jonglerer job og syge børn. For søskende, der havner i en form for karantæne, mens den værste smittefare driver over. For veninder, bedsteforældre og alle i perifer berøring, som skal lytte til brok over fx efteråret, der helt sikkert ER skyld i snotnæsen.

Løsningen for en efterårshader? Lær at elske efterår!

Og hvad kan vi gøre? Pakke børnene ind i uld, vaske fingre hvert 5. minut, bande over efterårskulden, mens vi skuler mod det barn, der vover at nyse inden for en tre meters radius af mit barn?

Nej, jeg tror, jeg går kontra i år.

Jeg vil prøve at genfinde min glæde ved efteråret. I stedet for at piske en stemning op over dårligt vejr, vil jeg prøve at dyrke regnvejrsdagene og invitere snotnæse 1 og 2 med under dynen til en god film. Tænde op i den imaginære pejs og lære mine børn lykken ved varm kakao med skumfiduser. Lette lidt på karrierekasketten og insistere på at huske på, at ALLE forældre har syge børn, og de fleste chefer faktisk har (oprigtig!) forståelse for situationen.

Og når helbredet er tilbage på toppen, vil jeg invitere ungerne ud i det (trods alt) kønne efterår, svømme i nedfaldsblade og lave krea-projekter med kastanjer.

Hvem ved, måske kan lidt god efterårskarma få ram på den kroniske snotnæse?