Louise Liv Sømoe

Foto: Klaus Rudbæk Louise Liv Sømoe drømmer om at blive mor. Hun har indtil videre været igennem 9 insemineringer, 1 IVF-behandling, 2 graviditeter, 2 aborter, 3 ægudtagninger og har 3 æg på frys.

Louise kæmper for at blive gravid: "Jeg lagde mig på briksen og oplevede den værste stilhed i mit liv”

Smertehelvede, umulige valg og ubærlige budskaber leveret uden følelse har præget rejsen gennem fertilitetsjunglen for Louise Liv Sømoe. Men hun har også fået de største krammere og en tro på sin egen intuition og ikke mindst håb. Her deler hun sin historie for at klæde dig på til rejsen – uanset om du er pårørende eller i gang med at blive mor uden en mand.

”Det ligner jo ikke et foster på 11 uger”.

Jeg lå til en scanning. Der var en uge til nakkefold, og jeg havde haft en pletblødning dagen før, så jeg havde købt mig til en privat scanning, da det offentlige ikke ville scanne mig. Beskeden, da jeg ringede grædende en søndag aften, var, at det kunne lige så vel betyde ingenting, så de ville afvente og se, om jeg ville bløde mere.

Men det kunne jeg ikke vente på.

Dét, min krop allerede vidste, fik jeg bekræftet af en kvinde, jeg aldrig havde mødt før. På en ufølsom, men desværre ikke atypisk måde, ved jeg nu, leverede hun budskabet til en gravid kvinde om, at hun ikke var gravid længere.

Det var i april 2021, jeg var tæt på målet for anden gang. Et af de mange delmål, når man er i IVF-behandling. Nakkefoldscanningen nærmede sig, men tæt på det mål skete det desværre igen 7 måneder efter den første abort. Fosteret havde været dødt siden uge 7, det havde ligget i min livmoder i fire uger uden at afstøde sig selv. Så jeg skulle på Riget i fuld narkose og have en udskrabning for anden gang. Det føltes så uvirkeligt. Hvordan kunne det ske to gange for mig? Det virkede uoverskueligt. Jeg vidste jo godt, hvad en ny graviditet ville kræve af mig. Kunne jeg det? Gad jeg det?

Som 37-årig tog jeg den store og frigørende beslutning om at blive mor. Uden at vente på en mand. Jeg ville hellere være mor end at have en kæreste. Så i stedet for, at jeg altid tænkte, om en mand kunne gøre mig til mor, så var det mere fair at gå i gang selv, og det var den største befrielse.

Godt jeg ikke vidste, hvilket system jeg gik ind til. Og hvilken tur det ville blive for mig og min krop. Dengang havde jeg den største tiltro til mine evner til at reproducere mig selv, fordi jeg som 31-årig var blevet gravid. En upser. Jeg var ikke et sted, hvor jeg skulle være nogens mor, så jeg valgte at få en abort hjemme på stuegulvet med en stikpille. Og besluttede den dag, at det skulle jeg aldrig prøve igen. Men fordi jeg vidste, at jeg kunne blive gravid, ret nemt endda, havde jeg den største tillid til min frugtbarhed. Og alle de indledende undersøgelser på den private klinik, jeg startede på, bekræftede mig i dette. Alt så perfekt ud, og jeg havde masser af æg trods min tårnhøje alder i fertilitetsverdenen, hvor de næsten dømmer en ude efter de 35 år.

Det hele startede med et besøg hos min egen praktiserende læge. Hun vidste ingenting, fandt jeg ud af. Og jeg startede naivt op på en klinik uden ventetid med min henvisning, som jeg troede medførte en gratis behandling. Men. Man skulle bare lige selv betale for donorsæd, fandt jeg ud af. Det var 8.000 kr. pr. forsøg. Jeg er journalist, og man skulle tro, at jeg kunne researche mig frem til den information. Måske kunne jeg det. Jeg syntes, jeg havde prøvet. Men jeg har ikke oplevet et mere uigennemsigtigt system, og jeg finder stadig ud af nye og meget vigtige ting, som jeg ikke har kunnet læse mig frem til nogle steder. Mere om det senere. Men den anden side af min manglende viden var nok også, at jeg ikke ville vente. Nu havde jeg taget beslutningen og ville i gang. Nu. Med det samme. Så det gjorde jeg hu hej. Og skulle jeg i behandling hos det offentlige, så havde jeg måttet vente et års tid. Så jeg gik i gang i det private og pungede selv ud.

LÆS OGSÅ: "Jeg måtte ringe og sige, at jeg desværre ikke kunne komme, for mit barn var lige dødt"

Louise_Somoe.jpg

De første to streger

Da jeg ikke var blevet gravid efter anden inseminering, fik jeg et hårdt slag. Helt naivt, tænker jeg nu. De fleste over 35 år går jo direkte til IVF, er jeg blevet fortalt. Men klinikken ville gerne prøve at inseminere lidt mere pga. min meget høje ægreserve. Min såkaldte AMH værdi, lærte jeg, at det også hedder, og at den via en blodprøve giver en indikation af ens antal æg og biologiske alder. Min AMH værdi var 37 og bedre, end hvad de fleste kan mønstre i sluttyverne. 10 er et ok tal, 3 ikke så godt. Så jeg fortsatte med en kæmpe tiltro til min krop og mine æg og var pænt stol af mine værdier og glædede mig til at opleve en graviditet. Den var jo lige om hjørnet.

Efter lidt hjælp fra hormoner og tre insemineringer mere var den der. De to streger viste sig en sommermorgen i juli 2020. Jeg havde ellers dømt den ude et par dage før, fordi det føltes som om, min menstruation var på vej. Men den kom ikke. Jeg stod op kl. 5 om morgenen den dag, jeg måtte teste, og tissede på en pind. Og den var der. Den var der. De to streger var der. Sikke en glæde. Jeg gik rundt om mig selv. Men de første tanker startede allerede: Den kan jo stadig være positiv, selvom der ikke længere er liv. Og en masse andet, der gav uro. Men indimellem gav jeg mig helt hen til glæden. Og lykken. Jubii nu var den der. Herfra skulle jeg vente tre uger til den første scanning på klinikken, og da dagen kom, var jeg spændt og nervøs og virkelig bange. Man kan jo intet mærke, og det, man mærker, kan være alt muligt – særligt efter en ægløsningssprøjte med en masse hormoner. Så man kender ikke sin krop længere. Jeg havde ikke de store symptomer. Men til scanningen sagde overlægen, at alt var i den skønneste orden, og det hele så ud, som det skulle, og han sagde stort tillykke. Vi fik en sludder, og jeg ville lige have den sidste bekræftelse, inden jeg gik, og sagde spørgende: ”og alt ser jo godt ud?”.

”Ja, indtil videre”.

Jeg blev helt paf. Måske er det en lille ting for andre, men da jeg sad der, stoppede det hele lige, og jeg blev bekræftet i min frygt. Jeg begyndte at grine i stedet for at give ham en reminder om, hvilket arbejde han havde, og hvilke patienter han havde i sine hænder. Det havde en af hans kolleger tidligere fået at vide af mig, og jeg ville spare mine kræfter, nu var jeg jo gravid, og alt var godt. Indtil videre. Frygten fik mig til at købe et klippekort til en privat scanningsklinik. Og en uge efter den tidlige scanning i uge 7 fik jeg en scanning til, der bekræftede, at alt var godt. En aften i august tørrede jeg mig efter en almindelig tissetur, og der var noget brunt udflåd. Det, jeg havde frygtet ved hvert toiletbesøg siden de to streger. Jeg havde en dårlig fornemmelse, og jeg bestilte tid til en scanning.

På min cykeltur derind morgenen efter prøvede jeg at berolige mig selv. Men der var noget galt, det tror jeg godt, jeg vidste allerede der. Jeg lagde mig på briksen, og så oplevede jeg den værste stilhed i hele mit liv. Den søde, søde jordemoder måtte fortælle mig, at hun ikke kunne se liv. Jeg var i uge 10.

Jeg måtte op og væk derfra. Og jeg stod ude på gaden og faldt sammen. Jeg kunne ikke være i smerten. Jeg tænkte ikke: Jeg har mistet et barn. Men. At jeg skulle i gang i systemet igen med hormoner og behandlinger og ventetid og uvished og alle mulige oppe i mit underliv – det var det værste. Tænk at være så heldig bare at kunne ordne det inden for hjemmets fire vægge. Den tanke slog mig der. Det ville jeg ønske. Men ville jeg være mor, havde jeg kun en mulighed.

LÆS OGSÅ: Kaspar og Lambang: ”Vi har besluttet os for at prøve at få flere børn”

Hjælp til at blive mor

Kunstig befrugtning dækker over enhver form for befrugtning, der ikke foregår ved samleje. Konkret betegner kunstig befrugtning den lægelige behandling og diagnostik, der baserer sig på eller kombineres med udtagning af menneskelige æg og/eller instrumentelt assisteret befrugtning med sædceller.

Inseminering

Når en mands sæd insemineres i en kvindes livmoder med en sprøjte. Donoren kan være en partner, en kendt donor eller en anonym donor.

IVF-behandling

IVF er en forkortelse for In-Vitro-Fertilisation, der på dansk betyder befrugtning uden for kroppen. Det kaldes også reagensglasbehandling og ægtransplantationsbehandling. Man starter på hormoner i starten af cyklus, og ca. 14 dage senere får man taget æg ud, der bliver befrugtet i et laboratorie og lagt tilbage i kvindens livmoder.

Overstimulering

Når man er i IVF-behandling, er det normalt at føle sig oppustet og have en trykkende, tyngende fornemmelse i underlivet. Nogle kvinder får en kraftigere reaktion og udvikler overstimulering. Der opstår øget væskedannelse i ægblærerne og udsivning af væske i bughulen, sommetider op til flere liter. Æggestokkene er forstørrede og kan dreje om sig selv, hvilket giver stærke smerter. Overstimulering kan give forskydninger i salt- og væskebalancen og dermed øget risiko for blodpropper.

Valget af donor

Jeg har på den her rejse fået bekræftet mit korkprop-gen. Jeg børstede det hurtigt af mig og var klar til næste behandling, for jeg vidste jo, at jeg kunne blive gravid. Selv nu som 38-årig og blot ved en inseminering.

Jeg skiftede klinik for at prøve noget andet og betalte stadig af egen lomme, da der stadig ikke var plads i det offentlige. Jeg skiftede ikke donor, selvom jeg skiftede klinik, for jeg var jo blevet gravid med den donor. Og det er ikke nemt at vælge, den donor var meget nøje udvalgt. Jeg havde oprettet en profil og set alverdens børnebilleder af forskellige donorer, set deres håndskrift, hørt deres stemmer og set, hvor de og deres forældre kom fra. Jeg havde ét klart kriterie om, at det skulle være en åben donor – altså en, som barnet kan kontakte en enkelt gang, når det bliver 18 år. Der var 100 mulige donorer, og de fleste røg lige ud til højre. Men med et felt tilbage på fem stykker – hvor et par af dem var udsolgt – endte jeg på én, som havde den sødeste stemme og havde skrevet det fineste brev til sit kommende donorbarn. Ham var jeg helt tilfreds med, og han havde gjort jobbet én gang.

På den nye klinik ville de fortsætte med inseminering og vente med IVF. Jeg blev oplyst om endnu en ting, jeg ikke havde kunnet læse mig til nogen steder. Når man ikke har en mand, får man 6 insemineringsforsøg og 3 IVF-forsøg, og jeg havde jo brugt fem forsøg, hvor selve insemineringen blev betalt af det offentlige, og jeg troede derfor, at jeg kun havde et enkelt forsøg med inseminering tilbage, men beskeden var, at de gerne ville give det 2-3 forsøg, når de nu havde set, at det ikke var forgæves at inseminere mig. Den metode forsøgte de med fire gange.

Ved sidste forsøg endte jeg med at overtale dem til at føre sprøjten med de 35 millioner meget hurtige svømmere op i mig. Selvom de ikke turde, fordi jeg havde hele fem follikler/ægblærer i modsætning til det ene æg, man normalt har i en cyklus. Men hormonerne havde gjort det lidt bedre, end lægerne regnede med. På trods af fem æg blev det ikke til en graviditet, og planen blev nu IVF. Altså den store tur med en masse hormoner og en ægudtagning. Men jeg var mere end klar til at prøve noget nyt.

Et 10-tal på 12-skalaen

13 måneder efter den allerførste inseminering kom den store dag – min første ægudtagning. Og det så godt ud, jeg havde 15 follikler klar (ægblærer), og lægen havde sagt, at han håbede at få omkring 10 æg ud. Men det blev en gyser. Jeg havde som mange gange før lagt mig klar i stigbøjlerne og denne gang fået noget morfin, fordi der nu skulle en nål op i mig og prikke hul på æggeblærerne. Men jeg var klar, og en sygeplejerske holdt mig i hånden. Lægen var også klar, men han blev meget stille, og der kom ingen æg ud fra den højre æggestok.

Men lettelsens suk kom, da det første æg kom ud af venstre side. Og derefter to mere. Men kun tre blev det til i alt. Ikke 10. De næste dage skulle jeg BARE vente på, at jeg kunne ringe og høre, om nogen af æggene havde overlevet og var blevet befrugtede i petriskålen på laboratoriet. Et af dem havde klaret sig og var et meget flot æg:

”Hvis 12 er det flotteste, er det her en 10’er”, lød det fra de dygtige embryologer.

Så langt så godt. Men noget andet var skidt. Jeg havde nærmest ikke fået ro siden ægudtagningen, og jeg anede intet om, hvad der skete i mig. Jeg havde aldrig haft så mange smerter før. Kramper i endetarmen, så jeg skreg. Jeg kunne næsten ikke gå, og mine æggestokke og alt i det område var så ømt, at jeg ikke kunne sove. Den morgen jeg fik at vide, at der var et æg klar til ægopsætning, spurgte jeg sygeplejersken i telefonen, om det kunne være rigtigt, at jeg skulle have sat et æg op i en krop, der var så presset. Og om hun vidste noget om, hvad det kunne være.

”Ja, det lyder som om, du kunne være overstimuleret”, sagde hun.

Louise_Somoe_2.jpg

Jeg fik at vide, jeg skulle have lagt det befrugtede æg op den dag. Havde jeg haft den viden, jeg har i dag, ville jeg have insisteret på at vente. Jeg betalte jo selv for det. Men jeg anede ikke dengang, at der er større risiko for abort, når man er overstimuleret. Og jeg fik ikke mulighed for at vælge. 

”Dine æggestokke er meget hævede”, sagde lægen, der lagde det flotte befrugtede æg op, og hvad vidste jeg? Ingenting. Jeg gik bare hjem og håbede. To uger senere havde jeg en positiv test. Og en rigtig fin scanning i uge 7. Men fosteret gik, som bekendt, til grunde lige efter den første scanning.

Samlet havde jeg nu brugt over 100.000 på behandlinger de seneste 13 måneder. Men efter den anden abort havde jeg fået plads i det offentlige og kunne dermed få det betalt. Det skal lige siges, at efter den første abort var min plads i det offentlige blevet slettet, fordi de havde registreret mig som gravid – og jeg ringede for at tjekke op på min plads, fordi jeg havde det på fornemmelsen, men på en eller måde endte det med, at jeg havde en plads, lige da jeg stod og havde besluttet mig for ikke at bruge flere penge i det private, men stadig havde mod på at fortsætte. Der skal mere til at bremse en korkprop. 

Tro, håb og liv

Men det blev alligevel til en lang pause for mig. Min krop skulle lande, jeg skulle lande, det var sommerferie på Riget, og så kom sygeplejestrejken. Men da det blev efterår 2021, kom jeg i gang på Riget – nu med en anden donor for at prøve noget nyt efter to aborter med den samme donor. Men det blev noget af en mavepuster, jeg startede med. Her gik jeg og var stolt af alle mine mange æg, og der VAR mange, når man tænkte på min alder, sagde de hele tiden alle sammen. Det lød som om, de aldrig havde set en på 39 år med det antal æg. Men ak. Der kom 10 æg ud denne gang, men søndag morgen i november ringede telefonen, og jeg skulle først have fået svar mandag: ”Det er lægen, der tog dine æg ud, Louise – der kom slet ikke nogen æg på frys. Det er jeg rigtig ked af. Der blev 6 æg befrugtet, men de gik allesammen til grunde på dag tre. Men du kan gå i gang igen til januar, og vi anbefaler at skifte donor, hvis det nu er et dårligt match.”

Jeg faldt sammen. Nu ville jeg ikke mere. Det var her, jeg første gang overvejede, hvordan livet kunne blive uden at blive mor? Vel også fint? Det var første gang, jeg tvivlede på, om jeg overhovedet ville være i stand til at blive gravid? Og overvejede, om jeg overhovedet ville udsætte mig selv for det en gang til. Mit ordsprog havde hele tiden været: ”Der er jo ikke sket noget dårligt, der er bare noget rigtigt godt, der ikke er sket endnu”. Men gjaldt det stadig?

LÆS OGSÅ: Rikke og Daniel kunne ikke få børn: "Jeg fik mange jalousifølelser. Det føltes virkelig grimt, og jeg kunne slet ikke kende mig selv"

I februar 2022 blev der igen plads til mig på Riget. Og efter mit opstartsbesøg gik jeg igen derfra med en tro på livet. En tro på det lille liv i mig. Sygeplejersken havde talt min fertilitet helt op og sagt, at de ville satse på at lægge æg op to dage efter ægudtagningen stedet for at vente, som planen havde været sidst, fordi jeg var overstimuleret igen. For det kunne jo være, at de æg, der gik til grunde sidst i laboratoriet, ville have haft det rigtig godt i min livmoder. Så planen ville nu inkludere en mindre dosis hormoner, som måske ville resultere i færre æg, men også undgå overstimulering. Det var målet. Og så sagde sygeplejersken:

”Husk på, Louise, at der er større risiko for at abortere, når man er overstimuleret”.

Det kunne være det, der var sket for mig, så jeg skulle fatte mod. Det var som at få det største kram. Og få serveret et fad med håb og tro. Men det var også der, det gik op for mig, at min egen fornemmelse efter smertehelvedet et år tidligere havde været rigtig, min krop skulle have ventet.

Jeg gik straks til tasterne og skrev til lægen, der ejer den private klinik, hvor jeg fik min første ægudtagning og mit første IVF-forsøg, som kostede mig 35.000, at jeg var rigtig ked af den manglende vejledning. At jeg ville ønske, jeg kunne have truffet valget selv og ventet med at få æggene lagt op, nu hvor jeg vidste, at risikoen for abort er større ved overstimulering. Han svarede. Men han fejede det fuldstændig af bordet, at der kunne være den sammenhæng. Han skrev, at det nok var datoen på min dåbsattest, der var skyld i det – altså at det var hyppigere at abortere i min høje alder. Hvilket jo også er rigtigt, men jeg ville bare så gerne være blevet oplyst om den risiko og selv have truffet valget.

Jeg skrev til ham med det håb, at klinikken fremover ville rådgive deres patienter bedre. På Riget endte jeg med at blive overstimuleret igen. På trods af færre hormoner masseproducerede min krop æg derudaf. Og min krop blev overstimuleret. Derfor måtte jeg igen vente med ægopsætning, for som lægen sagde:

”Kvinder kommer på intensiv og kan dø af overstimulering, så vi tager ingen chancer, du må vente med at få et befrugtet æg op, indtil din krop er kommet i ro”.

Men den gode nyhed var, at der kom æg på frys. Efter at jeg var landet i skuffelsen over antallet, måtte jeg være glad for det, der var. 16 æg kom ud, tre af dem overlevede. Så her op til sommeren 2022, to et halvt år efter første inseminering, hvor jeg er fyldt 40 år, har jeg tre æg på frys. Lige nu venter jeg på at få overskud til at gå i gang igen. I gang med det følelsesmæssige helvede, som ingen faktisk forstår. At vente de to uger på den test med de to streger. Og derefter den resterende tid op til de 12 uger til nakkefold, hvor der kan komme lidt mere ro på. Tror jeg. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver klar til det. Men det bliver jeg. Og jeg tror på det. Jeg bliver mor.

Om Louise Liv Sømoe

Freelancejournalist for bl.a. ALT for damerne. Startede som 37-årig i fertilitetsbehandling i januar 2020 og har indtil videre været igennem 9 insemineringer, 1 IVF-behandling, 2 graviditeter, 2 aborter, 3 ægudtagninger og har 3 æg på frys.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fertilitet, Gravid, Sorg, Abort, Mor og Klumme

610x200_woordy_dmjpg.jpg