Marie Lodberg
Foto: Privat Marie Lodberg underskylder til alle tidligere nybagte mødre, som hun har vendt øjne af, fordi hun syntes, de gjorde et for stort nummer ud af et lille menneske - for hun vidste ikke bedre.

Klumme: Undskyld, kære mødre! Jeg har vendt øjne af jer, men jeg vidste ikke bedre

Eurowomans journalist Marie Lodberg er ikke bare nybagt mor. Hun er også blevet bestyrer af sin egen hjælpemiddelcentral fyldt med baby-beroligende artefakter hjemme i barselshytten. Alt det, hun engang ikke forstod, er nu blevet hendes egen virkelighed som mor.

Der er kun én grund til, at det er muligt for mig at skrive disse ord. Jeg har lejet en motor til vores slyngevugge. Hvis du ikke ved, hvad en slyngevugge er, er det sandsynligvis 1. fordi du ikke har noget barn, eller 2. fordi din baby kan kategoriseres ‘nem’. En slyngevugge har form som den pose, babyshower-pynte-storke har i munden.

Den hænger midt i stuen og dingler fra loftet i en fjeder, så den lille ny kan få sig en vuggetur og falde til ro og sove. Det kræver en snor bundet fast til aggregatet, en hånd i bevægelse og potentielt virkelig meget tålmodighed, hvis man altså ikke har anskaffet sig motoren. Ikke den type ‘interiør’, Tina Seidenfaden hænger op i The Apartment foreløbig.

LÆS OGSÅ: 12 ting, jeg har lært af at have børn

Hvis nogen havde sagt til mig for tre måneder siden, at min mand og jeg ville anskaffe os en slyngevugge, ville jeg have svaret: “Aldrig i livet.”

Jeg vidste nemlig godt, hvad det var.

Sådan én havde et par af vores venner slæbt med hjem til os engang, vi havde inviteret på frokost, og deres datter var lillebitte, så hun kunne sove, mens ‘de voksne’ spiste.

Jeg tænkte: “Var det ikke at gøre lige lovlig meget ud af det for et besøg på et par timer? Ungen kunne vel bare ligge på sofaen?” Men jeg nøjedes med at sige: “Skål” og skyllede de lyserøde skaldyr ned.

Klip til i dag, hvor jeg vil opfordre alle nybagte forældre til at slæbe slyngevugger og alt mulig andet babygear med og hænge det op som ornamenter i hele hytten.

Whatever works er den nye filosofi herhjemme, forfattet af undertegnede, indehaver af “soveposen” og lejer af motoren. Hertil kommer, at vi indimellem, når den lille er særlig svær at stille tilfreds, hægter en mobiltelefon, der afspiller hårtørrerlyd fra en app med forskellige symfonier inden for white noise, dedikeret til søvnudfordrede babyer og deres forældre, på slyngevuggen. Larm i mine ører. Sød musik i hendes. Der er intet som lyden af en hårtørrer, der kan trylle blide blik frem i de blå øjne. 

Jøsses. Hvem er jeg blevet til? 

Det skal jeg sige dig. Jeg er blevet mor. Til vores datter, som netop er fyldt tre måneder. Hun er, hvis nogen skulle være i tvivl, det mest vidunderlige menneske. Stålsat som en viking og sjovere end Jerry Seinfeld. Hendes øjne er som mandler og munden et jordbær. Med den kan hun hvine af fryd og blotte sine rullepølsefarvede gummer. Det gør hun dagligt, når jeg stikker mit morgenfjæs ned til hende. Jeg er tæt på at besvime af lykke hver gang.

Det har dog ikke været brede smil over hele linjen fra fødslen. Hun slægter nemlig sin mor på. Hun har også en meget smal smag. Hun ved, hvad hun vil, og hvad hun ikke vil. Det har jeg respekt for. Men det har også betydet, at jeg har brugt de første to måneder af hendes liv på at vugge hende i mine arme og gå frem og tilbage henover plankegulvet. Det har været noget af en omgang. Mest af alt, fordi jeg har været bekymret for, om der var noget galt med det lille menneske. Det forsikrede min sundhedsplejerske, med 25 års erfaring, mig om, at det var der ikke. Godt så. Jeg vuggede videre – og anskaffede mig flere hjælpemidler.

LÆS OGSÅ: Kære mor, husker du at passe på dig selv?

Jeg havde set for mig, at legetøjsafdelingen herhjemme skulle bestå af franske giraffer med store øjne, træklodser og kashmirbløde tøjdyr i pastelfarver. Nej. Babette synes, at “krikken,” som vi kalder den, en enhjørning i regnbuefarvet plys og med knitrende glimmervinger, der ligner noget, som kunne have deltaget i priden, er det skønneste at iagttage og daske til. Og så er der fitnessbolden, vi imiterer en hoptimist med med vores datter i favnen. Sådan en omgang bold-bounceri har en forbløffende hurtig effekt på en utilfreds baby, som moren har grædt af træthed og frustration på, fordi hun græder af Gud-ved-hvilken-grund. 

Jeg er ikke bare blevet mor. Jeg er blevet én af dem. En af dem, som går med mit barn i en vikle på maven, imens jeg skubber barnevognen foran mig. Det har altid, ikke bare undret mig, men forekommet mig latterligt, når jeg har set andre mødre gå med det ene og det andet baby-transportmiddel på én gang. Kunne de lige være her? “Se mig, jeg har masser af udstyr til mit afkom.” Godt for dig – og nu også godt for mig. Babyer elsker nemlig ikke nødvendigvis at blive trillet rundt i barnevogn. Man tror, det er løgn. Men den er god nok. For med ét bryder de ud i skrig og skrål og vil op i lodret og hænge ud på mors mave. Mit eget pragteksemplar af en baby inviterer jeg i en sådan situation op i den leopardplettede vikle, jeg svedende har rullet mig selv ind i. Og der er mere. Jeg har endnu et trick i ærmet til at klare barnevognsturen, såfremt min datter kommer i tanke om, at det er utilfredsstillende at blive kørt rundt i en veludrustet barnevogn på Frederiksberg. Jeg “sportstasker” hende ved at løfte liften i barnevognen op og svinge tilfældigt med den, mens jeg skubber barnevognen afsted med den anden. For jeg kan lige vove på at stå stille! 

Undskyld, tidligere nybagte mødre. Jeg har vendt øjne af jer, fordi jeg syntes, I gjorde et for stort nummer ud af et lille menneske. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg må have haft en vrangforestilling om, hvad et barselsliv går ud på. Noget med flow-gåture med barnevogn kun afbrudt af kaffe to go-indkøb. Hvem har dog plantet den illusion i mit hoved? Og hvorfor troede jeg, at babygråd udelukkende var resultat af sult, søvn eller et udtalt ønske om bleskift? Og at den forstummede umiddelbart efter, problemet var løst? 

LÆS OGSÅ: 12 grunde til at alle mødre er bad ass powerkvinder

Hvad gør man så? Anskaffer sig en stak hjælpemidler uanset æstetisk niveau og situationens klædelighed. Og hvis alt alligevel går i fisk, dagen synes uendelig lang og gråden lige så langstrakt, er der, heldigvis, formildende omstændigheder. Ammehjernen! Thank God for ammehjernen. For den kan ikke huske, hvor langt ude dagen var i går, og hvor slidt jeg følte mig. Hver dag er en ny begyndelse, og hvor heldig har man lov at være – den foregår i selskab med det mest nuttede og skæggeste menneske, jeg nogensinde har kendt, og som, heldigvis, er min datter. Hun får mit hjerte til at svømme over, og jeg får næsten hendes hud til at gå i opløsning af alle mine kys. Og hun bliver om muligt kun endnu mere kær, når hun, i skærende kontrast, ligger i den motoriserede vugge med en summende hårtørrer-app som lydtæppe, er i selskab med den regnbuefarvede krikke, bliver hoppet på den overdimensionerede metalliske hoppebold eller sidder viklet ind i det aflange stykke leopard-tekstil. Velkommen til verden, kære datter. Velkommen til hjælpemiddelcentralen. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Baby, Mor og Livsstil