Mattias Hundebøll og familie
Foto: Martin Bubandt Mattias Hundebøll, hans hustru og to børn bor i bofællesskab med blandt andre børnenes farmor og farfar.

Mattias Hundebøll

Bofællesskab med svigermekanikken: ”Man skal sætte fællesskabet før sig selv”

Der skal males vinduer og afholdes husmøder om stort og småt, men samværet på tværs af generationer er alle strabadserne værd. Mattias og Marie Hundebøll og deres to drenge deler bofællesskab med Maries forældre og to andre familier. Og så må svigersønnen affinde sig med, at svigerfar er husets høvding – til gengæld må svigerfar finde sig i at have fået trampolin i haven, når han vender hjem fra ferie.

Mattias Hundebøll ser opgivende på det hul, han er gået i gang med at grave i bunden af bofællesskabets baghave. At kalde det et hul er måske en overdrivelse, for egentlig er det bare et fire meter bredt trampolinformet hak i græsplænen, men med lidt godt, gammeldags gravearbejde med skovl, sved og trillebør skal der med tiden nok blive plads til husstandens nyindkøbte forlystelse. Der er bare lige ét lille problem.

– Min svigerfar ved ikke, at vi har købt den, og han kommer allerede hjem fra ferie om et par dage. Jeg tænker, at det nok er bedst, hvis den er gravet ned til den tid, så er det lidt sværere at kræve den fjernet igen, siger han.

I øvrigt prydes haven i forvejen af et særdeles pangfarvet hjemmebygget legehus, hvis opførsel heller ikke blev forhåndsgodkendt på bofælleskabets månedlige fællesmøder, og det står der da endnu. Mere millimeterdemokratisk er det trods alt heller ikke her i huset.

Vennerne ville ikke være med

Hvor mange forældre ikke desto mindre ville få ekstra sved på panden over udsigten til at skulle forsvare indkøb af havetrampoliner og lignende beslutninger med svigerfamilien, har det siden 2015 været både hverdag og drøm for Mattias Hundebøll og Marie Hundebøll Plum.

Parret havde i flere år gået med tanken om at starte et bofællesskab med vennerne, men det viste sig at være svært at finde andre ligesindede, som var villige til at give sig hen til et liv, hvor man deler både bryggers, baghave og boliglån med andre.

– Vi skrev rundt til folk og spurgte: “Hvem er klar på at købe et hus om to år?” Det skulle være stort nok til flere familier, og vi skulle hjælpe hinanden med at sætte det i stand. Alle syntes, det lød spændende, men ingen turde tage skridtet. Dem, der gerne ville, havde store børn, der var startet i skole, og så var det jo svært bare at skride fra lejligheden på Vesterbro eller huset i Ballerup, eller hvor de nu end boede, fortæller Mattias.

Derudover peger Marie på en anden god grund til, at parrets drøm om et bofællesskab med vennerne gik i vasken.

mathias.jpg
Det kan godt være, at svigerfar er husets høvding, men Mattias er Carl-Egons superhelt.

– Vores forslag var, at hver familie smed to en halv million i projektet. Problemet er bare, at de fællesskabsorienterede som regel også er ludfattige.

I stedet fik de muligheden for at leje sig ind i Maries forældres bofælleskab i hendes barndomshjem i Gentofte nord for København. En enorm gul villa, der må være en våd boligdrøm for enhver, der drømmer om at bo med sjæl, personlighed og historie støbt direkte ind i murværket.

Her havde Maries forældre boet i 45 år, lige siden dengang villaen var et vaskeægte kollektiv med alt, hvad det indebar af 70’er-ideologier som fællesøkonomi, konsensusdemokrati, islandske sweatere og andre ting i afdelingen for knæhøj karse.

Maries to storesøstre er begge vokset op i kollektivet, men da Marie kom til i starten af 80’erne, var tiden så småt løbet fra kollektivet som den hotteste boligform for de frisindede og solidariske.

Til gengæld forsvandt forældrenes lyst til at bo sammen med andre i et dagligt fællesskab aldrig, og en ledig lejlighed i bofællesskabet viste sig at være den mulighed, Marie og Mattias havde ventet på.

At det tilmed var hjemme hos Maries forældre, havde desuden den klare fordel, at Marie, som på det tidspunkt ventede parrets første barn, Carl-Egon, var sygemeldt og sengeliggende, og dermed havde brug for den hjælp, hun kunne få.

– Da Carl-Egon var blevet født, var det også virkelig rart at have min mor tæt på mig. Siden har jeg været meget hjemme på barsel, og der har det været rart ikke at være alene. At have nogle andre, der har overskud til at hjælpe. Det har andre småbørnsfamilier jo ikke, siger Marie.

Læs også: Kunne du dele bolig med svigermor?

En lus mellem to mænd

I dag ejer hun og Mattias 30 procent af ejendommen. De bor på første og anden etage i den ene ende af huset, Maries forældre i stueetagen og de to andre familier i den anden ende, og i det store beboerregnskab bliver det i alt til syv voksne, seks børn, to katte og ni høns (der plejede at være ti, men der røg en i morges, fortæller Mattias).

Helt i tråd med husets fortid som kollektiv afholdes der månedlige fællesmøder, hvor der lægges planer for vedligeholdelse af hus og have, nye fælles indkøb og nedsættelse af forskellige udvalg, som eksempelvis “Udvalget for indkøb af nye havemøbler.”

Fællesudgifter bogføres med sirlig skrift i puljebogen, som faktisk går helt tilbage til kollektivet i 70’erne, hvor man således kan læse, at Hanne i oktober 1979 skyldte fælleskassen 376 kroner, og at Preben i samme måned havde lagt 19 kroner ud for indkøb af tomater og lagkagelys.

På trods af, at Marie og Mattias altid har vist, at de ikke ville “nøjes” med at burre sig inde bag forstædernes ligusterhække som mange andre børnefamilier med drømme om egen fast ejendom, var det ikke uden tvivl og bekymringer, at de flyttede hjem i Maries forældres bofællesskab.

Ingen tog det nemlig for givet, at svigerfar og svigersøn nødvendigvis kunne bo under samme tag i længere tid, end hvad vi andre nødvendigvis må leve med, når svigermekanikken er på visit.

For selvom Mattias Hundebøll er både venlig, imødekommende og charmerende til langt op over det kulsorte, pjuskede hår, er han ikke just svigerfars drøm i ordets klassiske forstand. Det er de færreste højtråbende rocksangere vel. Marie havde dog en tro på, at det nok skulle gå.

vb2.jpg
”Jeg havde en ret naiv tanke om, at det ville være helt uproblematisk at flytte herud,” siger Marie Hundebøll Plum. Men helt uden gnidninger har det ikke været.

– Jeg havde en ret naiv tanke om, at det ville være helt uproblematisk at flytte herud, men i den periode, hvor jeg bare lå ned og ikke kunne hjælpe med at få lejligheden sat i stand, kom Mattias ofte ind og sagde: “Nu har din far bare malet væggene, og det er ikke blevet, som jeg ville have det!”

Mattias var helt frustreret, og jeg følte mig lidt som en lus mellem to negle. Jeg var naturligvis på Mattias’ side, men på den anden side minder jeg også meget om min far, og når han forklarede det for mig, syntes jeg egentligt også, at det gav god mening.

Mattias har somme tider følt, at jeg holdt med min far, så på den måde har det ikke været så nemt, men jeg føler, det er blevet bedre med tiden. Mattias har nu en større forståelse af, at sådan er min far bare, siger Marie.

Hun sammenligner huset i Gentofte med en indianerlandsby, hvor den gamle høvding får lov til at sidde i midten og være klog og gammel, og det var en præmis, Mattias hurtigt lærte at leve med. Også selvom det betød, at han ikke ville være den eneste herre i huset.

– Min svigerfar er jo et af de sejeste mennesker, jeg kender. Han kan alt. Han har altid været Kongen af Huset. Jeg kan ikke alt, men jeg kan godt lide at gøre alt selv. I starten skulle jeg vænne mig til, at jeg havde tænkt mig at gøre noget og så en eller anden dag, når jeg kom hjem fra arbejde, så havde han bare gjort det.

Han gider ikke se på, det står og venter.  Det skulle jeg lige afstemme med min egen stolthed. Vi er ganske vist medejere af huset, men det er jo hans hus. Jeg har skullet affinde mig med, at det er okay, han overtager nogle ting, siger Mattias.

vb1.jpg
Tænk, at kunne hygge med morfar hver eneste dag. Det kan Carl-Egon og Ejner-Bob!

Fællesskabet kræver din tid

Hvor mange af os kan sætte os ind i glæderne ved at have svigerforældre ved hånden i stueetagen, som altid står klar til at male vinduer og tage en tørn med ungerne, når travlheden spidser til, er der, ifølge Marie og Mattias, især ét vigtigt spørgsmål, du bliver nødt til at stille dig selv, hvis du går med drømmen om at dele matrikel med andre, uanset om det er familie eller ej.

– Du skal være typen, der kan sætte fællesskabet og de fælles forpligtelser før dig selv. At det ikke går, at man først skal dyrke sig selv, sine børn, sine venner, familie og så til allersidst vurdere, om der er mere energi til bofællesskabet. For det er der ikke. Derfor skal du prioritere det og vælge andet fra.

Du skal afsætte noget af sommeren til at male vinduer og fjerne ukrudt, også selvom det betyder, at du ikke når alle de strandture, træningshold og weekend-getaways, du måske havde lyst til, fortæller Marie. Derudover skal du, ifølge Mattias, også have lyst til en hverdag, hvor der er andre børn end dine egne i husstanden, og at du dermed også er en del af deres hverdag.

– Hvis du er en travl far, som kun lige har en time til at være sammen med dine børn, når du kommer hjem fra arbejde, så er det måske ikke så fedt, hvis du oven i dét også skal underholde de andre børn i bofællesskabet, siger Mattias.

Læs også: kærligheden til vores børn ændrer sig aldrig

De ældre er en vigtig ressource

Marie og Mattias er helt klar over, at når man deler hus med en anden og ældre generation, så er der ikke nødvendigvis vandtætte skodder mellem deres måde at opdrage børnene på og forældrenes.

Hvor vi andre ofte må sætte vores egne pædagogiske regler, dogmer og grænser til side, når børnene er på besøg hos bedsteforældrene, er det hverdagskost for Marie og Mattias, og ikke mindst for børnene Carl-Egon og Ejner-Bob.

For der er absolut forskel på tilgangen til børneopdragelse, når du har rod i henholdsvis 70’ernes pædagogiske frisind og vor tids helikopter-opdragelse.

– Marie og jeg er helt bevidste om, at hendes forældre ikke kun er nogle, vi deler bofællesskab med, men også børnenes bedsteforældre. Og det skal de have lov til at være. Gennem deres måde at være sammen med vores børn på, lærer jeg at lade være med at stresse og være bange for, om mine børn keder sig. Jeg ser så mange af mine jævnaldrende, der er så bange for, ungerne keder sig og tænker: “Åh nej, så bliver der ballade, lad os skynde os at give dem en ipad!”, siger Mattias.

For Maries vedkommende finder hun også en stor glæde i at kunne tage del i de erfaringer og værdier, som ellers er svære at finde hos jævnaldrende venner.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke kigger mere på stammesamfund, hvor de ældre indgår som en vigtig ressource. Man har denne arbejdsdygtige gruppe som os, der ikke har tid til at passe vores børn – ellers skal vi fravælge arbejdet.

Men her kan vores forældre gå ind og tage sig af børnene noget mere, så vi får frigivet noget tid til at arbejde. Det, synes jeg, er genialt. Det er vildt fedt for mine forældre at føle, at der er brug for dem, og det giver os noget frihed til at arbejde. Det er total win/ win, siger Marie.

– Jeg er helt enig. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe mere til herhjemme, men vores generation har jo hele tiden travlt, og derfor er det vildt fedt at have svigerforældrene til at hjælpe, hvor de kan og vil, siger Mattias. Spørgsmålet er så bare, om han også tør bede om hjælp til at grave havetrampolinen ned. 

Om familien

Mor Marie Hundebøll Plum, 35 år og journalist.

Far Mattias Hundebøll, 37 år, journalist og tv-vært. Tidligere forsanger i rockbandet Rock Hard Power Spray og vært på flere forskellige tv-programmer.

Børn Carl-Egon, 3 år og Ejner-Bob, 1 år

(Sviger)forældre Pia Hein, pensioneret folkeskolelærer. Simon Plum, pensioneret fotograf. Han har blandt andet filmet den Oscar-nominerede dokumentarfilm Burma VJ samt filmen om Gasolin, der også er filmet i huset. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Bedsteforældre og Forældre