Min fødsel: "Mit kejsersnit kom som et chok"

Gennem hele graviditeten gik jeg til ugentlige scanninger, da Agnes var meget lille, men trods alt fulgte sin egen vækstkurve. Om torsdagen mødte jeg til scanning klokken 12 og forventede blot at få at vide, at jeg skulle komme igen næste uge, og at alt så fint ud. Sådan havde det jo været de forgangne uger. 

Scanningen viste en lille pige med overskud til at lave vejrtrækningsøvelser, og mængden af fostervand var stadig normal. Dog viste det sig, at hun kun havde taget 25 gram på de seneste 14 dage. Så lægen sagde ‘ja, hun får fødselsdag i dag’. 

LÆS OGSÅ: Min fødsel: "Jordemoren strikkede under fødslen"

Jeg blev lettet og gik i chok på en og samme tid. De mange scanninger og bekymringer for hendes manglende vækst gennem graviditeten havde taget hårdt på mig. Uge 34 havde hele tiden været målet, og nu var vi i uge 35 og derfor klar til hendes ankomst. Dog havde jeg ikke regnet med, at det blev lige denne dag, jeg skulle have kejsersnit.

Fødsel på to nutellamadder

Da lægen spurgte mig, hvornår jeg sidst havde spist, da man jo skal være fastende i seks timer, måtte jeg til min store ærgrelse indrømme, at jeg havde spist to nutellamadder og en myslibar to timer forinden – havde jeg vidst, at der skulle gå næsten 13 timer, inden jeg måtte og kunne spise igen, havde jeg nok spist lidt mere nærende.Efter en samtale med narkoselægen, der orienterede mig om bedøvelsen og forløbet for et kejsersnit, kørte vi noget rystede hjem og pakkede en taske. På sygehuset kom jeg i hospitalstøj og blev gjort klar til den forestående operation. Det var rigtig hårdt at miste kontrollen over situationen. Fra at have nydt nutellamadder i solen og så pludselig at skulle have foretaget kejsersnit. Jeg ved selvfølgelig godt, at man også må slippe kontrollen ved en almindelig fødsel, men alligevel var det grænseoverskridende at overlade min krop, fødslen og efterfølgende Agnes til de mange læger og sygeplejersker, der var til stede.  

Bange for smerten

Klokken 17.30 kom en sygeplejerske, min jordemor og en portør ind på stuen, og så var der afgang mod operationen. Jeg blev vanvittig nervøs på vej gennem sygehusets gange. Jeg rystede under dynen og begyndte at fryse af nervøsitet. Kort efter ankomsten til operationsstuen fik jeg anlagt spinal-bedøvelse, og et øjeblik senere kunne jeg ikke bevæge mig fra brystet og ned. Bedøvelsen føltes som en brændende fornemmelse, der bredte sig i hele kroppen og mundede ud i en summen i ben og fødder.Efter bedøvelsen kunne jeg stadig fornemme sygeplejerskernes hænder på mig, da de lagde mig til rette på operationsbordet og derefter anlagde kateter, hvilket fik mig til at blive bange for, om jeg mon kom til at mærke noget under operationen. Tanken om eventuel smerte gjorde mig så bange, at jeg næsten ikke kunne slappe af og trække vejret ordentligt. Anders holdt mig i hånden, mens narkoselægen forsikrede mig om, at jeg ikke ville mærke smerte, og at de havde helt styr på bedøvelsen. Narkoselægen tog mit blodtryk adskillige gange undervejs, og jeg skulle endelig sige til, hvis jeg fik kvalme eller ubehag. Så kom lægerne ind på stuen, og det viste sig, at det var lægen, der gennem hele graviditeten havde scannet mig uge efter uge, der skulle foretage kejsersnittet – vældigt betryggende trods min angst.

Den første øjenkontakt

Under kejsersnittet ænsede jeg ikke de mange fagfolk på operationsstuen – jeg forsøgte blot at trække vejret og slappe af. Anders sad ved mit hoved og aede mig, og det er jeg så dybt taknemmelig for. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden ham. Der gik ikke lang tid, før lægen meddelte Anders, at hvis han ville se sin datters fødsel, så var det nu. Jeg mærkede en voldsom trykken og rumsteren i maven og fik kvalme af det. Kort efter hørte jeg Agnes skrige, og lige der blev jeg mor. Anders og jeg var blevet forældre efter en vellykket operation. 

En sygeplejerske holdt Agnes hen til mig, så jeg kunne se hende, inden de forsvandt med hende. Det bedste øjeblik var, da Agnes i de fem sekunder, hun blev holdt hen til mig, lige nåede at åbne øjnene, og vi kiggede på hinanden. Det var kærlighed! 

LÆS OGSÅ: Flere får kejsersnit – men er det en fordel?

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Det endte med akut kejsersnit

LÆS OGSÅ: 3 fødsler: Fødslen der endte med kejsersnit