Nanna Schultz: ”Jeg skammer mig over, at jeg af og til mister besindelsen”

For tiden skammer jeg mig over, at jeg af og til mister besindelsen. Jeg har en grænsesøgende fireårig datter, Lilli, som i ordets mest udtalte betydning driver mig til vanvid nogle gange og får mig derud, hvor jeg ikke troede, jeg kunne komme ud. Helt ud i yderpunkterne af min personlighed.

Det er hårdt at blive drevet derud, hvor man ikke helt kan genkende sig selv. Jeg er jo ikke sådan en, der råber. Klip til, at jeg står og galper op: “Du skal ikke råbe ad mig!” Det er jo overhovedet ikke pædagogisk. De gange jeg har råbt ad Lilli, kan det gøre ondt i hjertet lang tid efter. Det kan godt være, at vi altid bliver gode venner igen, men det er jo en streg i regningen i mit moderskab, som jeg ikke bare kan ryste af mig så nemt.

Der var en morgen, hvor hun ikke ville børste tænder, og hvor det hele var så presset og stresset, og når hun er helt derude, så skriger hun bare. High pitch, skriger simpelthen bare. Indimellem har jeg taget mig selv i at sætte min hånd for hendes mund og tysser på hende, for jeg kan slet ikke rumme skrigeriet. Det er frygteligt. Og jeg handler i ren afmagt.

LÆS OGSÅ: Sanne Cigale: ”Du presser utilstrækkelighed med ud, når du føder et barn”

Jeg bliver så mentalt påvirket af gråd og skrigeri. Det går lige i mit nervesystem på sådan en tortur-agtig måde. Sommetider bliver hun bare rigtig vred, og hun kan ikke altid sætte ord på, hvad det handler om, for hun er jo kun fire år. Der går ligesom bare et eller andet skævt for hende. Jeg prøver at italesætte over for hende, når jeg bliver sur: “Nu bliver jeg altså rigtig gal på dig, fordi sådan og sådan ...”

I stedet for bare at brøle. Hun lærer jo også noget af at få et indblik i mit følelsesregister og vide, hvor mine grænser går. Men jeg starter altid med at sige tingene på en diplomatisk måde. Det kan være svært for en fireårig at holde fokus, alt er ligesom bare spændende, og der skal fortælles en masse. For Lilli er det særligt om morgenen. Men vi har også noget, vi skal nå, og det er mit ansvar. Derfor forsøger jeg med virkelig diplomatiske opmuntringer, men indimellem, når hun er all over the place, kommer vreden helt ur-agtigt indefra.

Jeg føler lidt, jeg står med den der fulde værktøjskasse, når jeg går i gang. Og så prøver jeg den ene teknik og den anden teknik og den tredje teknik, men til sidst så er værktøjskassen tom. Så er den bare fucking tom, der er vitterligt ikke flere ting at gribe efter, og så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

Enten resignerer jeg, eller også bliver jeg vred. Det bedste er faktisk at give stafetten videre, hvis min kæreste er der og lade ham give det et skud. Under aftenputningen i går gik jeg ind til min kæreste, Bjørn, i stuen og sagde: “Nu kan jeg ikke mere. Hvis hun råber derinde fra, så er det din tur.” Min veninde kalder det ‘at gå i pit’. Ligesom de gør i Formel 1.

De kører af banen, når de skal have skiftet dæk. Det er en måde at forebygge, at situationen ender i skrig og gråd. Jeg har simpelthen brug for et break og nogle nye dæk! Hun skal jo heller ikke føle, det regner ned over hende med irettesættelser hele tiden.

LÆS OGSÅ: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

Kontroltab

Som person kan jeg godt lide at være i kontrol, og der bliver jeg sat på prøve hele tiden, efter jeg har fået børn. For mig er det at blive mor det vildeste kontroltab. Jeg kan have et ønske om kontrol, jeg kan forsøge, men jeg har lært, at det at miste kontrollen sgu bare er en del af moderskabet.

Så hvis jeg ser en mor, der har en konflikt med sit barn i supermarkedet, eller har et barn, der ligger sig ned og bider i gulvet, så prøver jeg at sende hende et forstående blik. For det kan være sygt stressende. Især hvis andre kigger. Jeg lader mig påvirke vildt meget af, hvis der er tilskuere til, at Lilli får et flip. Min kæreste er meget mere afslappet omkring det.

Men jeg spekulerer over, hvad de tænker om hende? At der er noget galt med hende? Eller med mig fordi jeg ikke kan styre hende? Jeg har en pige med supermeget krudt i røven, som går fra 0-100 enormt hurtigt, som er sindssygt kærlig, men også kan være sindssygt temperamentsfuld, og som er et spejl på mig. Det får man jo også smækket op i hovedet, når man bliver forælder. Hun er jo en mini-me.

Lilli bliver selvfølgelig forskrækket og ked af det, de gange jeg er kommet til at råbe ad hende, og det får jeg det helt vildt dårligt over, for sådan har jeg ikke lyst til at være mor. Når det sker, kan jeg godt mærke, at hun hænger lidt mere på mig efterfølgende, fordi hun vil være sikker på, at jeg også er okay, og ja  ... nu bliver jeg sgu helt rørt, kan jeg mærke... hun føler en forpligtelse for at tage sig af mig. Det lille menneske! Det er jo mig, som forælder, der skal tage mig af hende, altid.

Indimellem kan jeg godt tænke: “Gid, jeg bare var sådan en mor, der rummede det hele, hele tiden.” Men hvem fanden gør egentlig det? Lilli kan ikke altid svare på, hvad der er galt, og hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Det er en følelse. Så krammer jeg hende og spørger: “Er det bare en rigtig svær morgen?”

Det er klart, det smitter af på hende, når jeg bliver gal, for man deler jo nærmest nervesystem med sine børn. Jeg har behov for at mærke, at hun falder til ro, og vi har tiden og roen til kram og øjenkontakt. Når hun er okay med at overgive sig i et kram, så er vi gode venner igen. Det er jo det fede ved børn, de bærer aldrig nag.

Børn forstår ikke det der med at være sur på nogen over længere tid. Som mor og kvinde sammenligner vi os rigtig meget med andre, og det kan vi jo i den grad gøre gennem sociale medier. Jeg har en skov af forventninger til mig selv, og hvordan jeg gerne vil være mor, som jeg slet ikke kan leve op til. Jeg havde en forventning om, at jeg ville være en mor, der aldrig råber ad sine børn. Der blev jeg klogere. For det er helt normalt at være frustreret.

Desværre er det også ret tabubelagt. Ikke fordi jeg vil normalisere det at råbe ad sine børn. Slet ikke. Men det kan ske, og du er stadig en god mor. Vi går alle og mærker skammen i vores moderskab, men jeg synes, vi skal lade være med at være så hårde ved os selv, for der er sgu nok at skamme sig over. Vi kan ikke præstere i alle aspekter af moderskabet. På sociale medier ser vi for det meste, når alt går godt, alt er nydeligt, og legetøjet er ryddet væk, når vores børn er søde og smiler ind i kameraet.

Jeg prøver at være bedre til at fortælle om alt det, der udfordrer mig i mit moderskab. Momkind er blevet mit outlet. Her har jeg skabt et community, hvor det hele ikke handler om babys eksem, og hvilken sut vi skal vælge, men hvor det er okay, at vi taler om, at vi sjatpisser i bukserne og skælder ud på vores børn en gang imellem.

Alle de der tabuiserede og ikke så omtalte emner, som vi kan grine af sammen. Det er der brug for. Selvom jeg jo godt ved, andre mødre også kæmper, så er det rart at høre. Jeg har brug for at snakke om det og blive bekræftet i, at jeg ikke er alene. Her forleden skrev en af mine veninder, som har børn på samme alder som mine: “Fuck, den mindste vågner otte gange om natten, og det er frygteligt.” Der ved jeg jo godt, hvad det er, hun har brug for at høre. Min yngste sover som en drøm for tiden, men så er det vigtigt for mig at skrive, at “Ja, jeg har et barn, der sover, men shit, den ældste er crazy, hun driver mig til vanvid.”

Hvis jeg bare skrev: “Nååå, det er synd. Her går det godt!”, ville hun sidde med hjertet helt nede i maven. Det er så sårbart, når vi har det svært med moderskabet. Man har brug for at høre, at andre også er ude at skide.

LÆS OGSÅ: Klumme: Undskyld, kære mødre! Jeg har vendt øjne af jer, men jeg vidste ikke bedre

Den bedste og værste klub

Hverdagen med en grænsesøgende fireårig og en lille toårig kan være temmelig udmattende. Nogle gange føler jeg mig som et serviceorgan, der laver snacktallerkener i et væk, mens pigerne ser Ramasjang og galper op om, at jeg skal komme med flere blåbær.

Hold kæft, hvor jeg servicerer meget og rydder meget op. Og så laver min kæreste eller jeg også lige aftensmad, som de ofte ikke vil spise, og så starter putteseancen, som kan tage en krig, fordi Lilli skal “ud og se på månen”, og Anine skal have vand s-y-v-o-g-t-y-v-e gange. Jeg har aldrig været så træt i hele mit liv.

En ting er søvnmanglen, men det at blive mentalt testet hele tiden gør også bare, at når begge piger er puttet og endelig sover, så er jeg udkørt i en helt ny dimension, end jeg har prøvet før, fordi jeg inden da har været igennem hundrede sytten forhandlinger, inden jeg så går omkuld i sofaen. Men det er også fuldstændig fantastisk at have et barn på fire år og se, hvordan hun bare galoperer gennem livet og suger alle indtryk til sig. Hun er nysgerrig og gør sig så mange finurlige observationer.

Jeg elsker at snakke med hende og høre, hvad hun har at fortælle. Det kan være absurd underholdende og spændende. Lige for tiden er hun ret vild med dinosaurer, og her forleden fortalte hun mig, at hendes yndlingsdinosaur er en triceratops, hvad den spiser, og hvor stor den er.

Selvom hun kan være helt uden for pædagogisk rækkevidde, er hun allermest helt afsindig kærlig. Hun elsker at blive nusset, og jeg tror, at vi krammer mindst halvtreds gange om dagen. Hun er ikke til at drive ud af sengen om morgenen, for hun er vild med at ligge og ‘gasse’ og reflektere.

Som selvstændig har jeg ofte lidt elastik i mine morgener, og det sætter jeg virkelig pris på, for så er der tid og rum til, at Lilli kan kravle ind i vores seng og fortælle lange historier uden pointer, blive kløet på ryggen og snakke om, hvordan gardinet ligner en “krøllet abe med sutsko på.”

Jeg har lært, at med moderskabet følger skam, men at den skam ikke kommer ud af ingenting. Den kommer, fordi vi tror, at andre ikke er ligesom os. At andre ikke føler de samme ting. Moderskabet er den bedste og værste klub, jeg i mit liv er blevet medlem af.

Værst, når vi peger fingre ad hinanden eller ikke siger sandheden, men dækker over den med lutter glansbilleder, og bedst, når vi kigger hinanden i øjnene og er ærlige over for hinanden. For aldrig i mit liv har jeg haft brug for at vide, at jeg ikke er alene, alene med mine mor-frustrationer, alene med det skamfulde faktum, at jeg kan finde på at råbe ad mine børn og behandle dem uretfærdigt. Derfor siger jeg det højt – og heldigvis hører jeg et ekko af andre mødre derude. 

Denne artikel er oprindeligt udgivet i magasinet Vores Børn / 06 (oktober-december 2020)