Natasha Al-Hariri: "Det er virkelig en mavepuster, at min søn føler sig anderledes"
Foto: Petra Kleis "Det var virkelig en mavepuster. At opleve, at ens femårige barn føler sig anderledes på den måde, fortæller Natasha Al-Hariri til Vores Børn

Natasha Al-Hariri: "Det er virkelig en mavepuster, at min søn føler sig anderledes"

Hvad stiller man op, når ens femårige barn kommer hjem og siger, at han gerne vil bytte sin mørkebrune hud til samme farve som den lyse farveblyant? Man kæmper for, at han kan være stolt af den, han er. En kamp, der både foregår derhjemme og ude i samfundet. Mød Natasha Al-Hariri, debattør, ligestillingsforkæmper, jurist, muslim. Og mest af alt mor.

OBS: Interviewet er oprindelig bragt i magasinet Vores Børn, nummer 4, 2019.

Den første forårssol har brændt sig fast på femårige Gabriels hænder. Det bemærker hans mor, da familien en aften sidder og spiser. Hun smiler ved synet af den tydelige kant ved håndleddet, der viser, hvor blusen har skærmet hans arme for solen, mens hænderne har suget til sig og er farvet mørkebrune.

“Ej, hvor har du fået meget farve, Gabriel”, siger Natasha Al-Hariri til sin søn. Til hendes overraskelse hiver han hænderne til sig og siger, at han ikke vil have mørke hænder. Han vil faktisk slet ikke være brun. For det er ikke pænt.

"Det er ikke første gang, Gabriel har påpeget, at han er brun, men det var første gang, han har omtalt hans hudfarve som noget, han er ked af", fortæller Natasha Al-Hariri.

Hun spørger ind til, hvad det er, der gør ham ked af det. Og får svaret, at han bare gerne vil have en almindelig hudfarve. Natasha Al-Hariri påpeger, at alle hudfarver jo er almindelige, så hvad mener han med det?

"Så gik han hen og hentede en lys farveblyant og sagde, at det var denne her farve, han mente. Det var virkelig en mavepuster. At opleve, at ens femårige barn føler sig anderledes på den måde. Han går i en børnehave, hvor der er rigtig mange hudfarver, og pædagogerne taler om forskellene på en klog måde. Og alligevel vil han hellere have lys hud. Det viser mig, at der er lang vej igen, før vi har et samfund, der ikke gør forskel," fortæller hun.

Det koster at stikke næsen frem

Vi sidder i Natasha Al-Hariris lejlighed i Valby ved selvsamme spisebord, hvor snakken om, hvad en almindelig hudfarve egentlig er, fandt sted.

Der er lige akkurat en bar flade tilbage mellem stabler af vasketøj, brætspil, bøger og legetøj, som vidner om et travlt børnefamilieliv med vigtigere ting på dagsordenen end at stille op med et kunstigt ryddeligt hjem, bare fordi der kommer en journalist på besøg.

Udenfor ligger Zakarias på otte måneder og sover lur. Hans storebror, Gabriel, er i børnehave og deres far, Niddal El-Jabri, er på arbejde. Den 30-årige debattør og foredragsholder Natasha Al-Hariri er egentlig ikke på barsel i traditionel forstand.

Det har hun ikke haft tid til her i anden omgang, for der er en ligestillingskamp, der skal kæmpes og et etnisk mindretal, der skal have en stemme. Så ofte må Zakarias følge med, når hans mor skal i TV, holde foredrag eller som nu – interviewes.

1.jpg
Natasha Al-Hariri vil gerne vise, at man kan være dansker, muslim, jurist, feminist, flygtning, debattør og mor i én og samme person. Foto: Petra Kleis

Men hun synes, hun gør sine sønner en større tjeneste ved at holde fokus på sin mission om at skabe en fremtid for dem, hvor de ikke skal opleve at blive afvist i en natklub eller ryge bagerst i job- eller lejlighedskøen på grund af deres mellemøstlige aner, end hvis hun – hvad hun nogle gange har lyst til – bare sagde fuck it, blev hjemme og skiftede bleer og gik i mødregruppe.

"Jeg føler nogle gange skyld over for mine børn, for det er absolut ikke omkostningsfrit at stikke næsen frem i debatten på den måde, som jeg gør. De har ikke valgt mig som mor, og indimellem tænker jeg, at det kunne være dejligt for dem at have en helt almindelig mor med et 8-16 job", siger Natasha Al-Hariri med henvisning til, at hun blandt andet har oplevet at få dødstrusler.

Af hensyn til sin egen og børnenes sikkerhed har hun ikke lyst til, at det bliver offentligt kendt, hvor børnene går i institution. Det er en hård erkendelse for en mor, at den slags sikkerhedshensyn er nødvendige på grund af hendes arbejde. Men hun vil ikke lade sig skræmme.

"Niddal og jeg er gode til at støtte hinanden og at huske hinanden på, at vi gør det her for, at vores børn ikke skal opleve det, vi selv har oplevet. Vi vil knække de kurver, der viser, at der stadig eksisterer diskrimination og overgreb, og vi drømmer om en verden, hvor Gabriel, med hans egne ord, føler sig almindelig. Kommer vi det nærmere, så er det det hele værd."

Læs også: Felix Smith om samsovning og familieliv

Rummelighed i vuggegave

Natasha Al-Hariri er vokset op i Hellerup, og selv om hun med en mor fra Libanon og en far fra Palæstina skilte sig ud blandt det nordsjællandske højborgerskab, er det ikke fordi, hun oplevede direkte diskrimination som barn.

Og alligevel er der situationer, som enhver familie ikke oplever. En onsdag aften da Natasha var 12 år, opdagede hendes far pludselig – midt under landskampen mellem Danmark og Slovenien – et brændende kors i haven. Og det var vel at mærke ikke noget, familien Al-Hariri selv havde arrangeret!

Som 13-årig blev hun spyttet i ansigtet af en fremmed, og i dag oplever hun jævnligt at få ‘skuldere’ af forbipasserende. Hun er vokset op i en tid, hvor en fremmedfjendsk tone blandt politikere og i medierne er blevet mere og mere mainstream, og hun har mærket, hvordan den diskurs har sat sig fast som en grundlæggende mistro og mistillid til danskere med muslimsk baggrund.

Hun husker desuden oplevelsen af ubehag ved at blive konfronteret med andre menneskers forudindtagede holdninger til hende, baseret udelukkende på hendes arabisk klingende efternavn og mørke hud og hår.

"Jeg har sådan et tydeligt minde af, at det ret sent gik op for mig, at jeg ikke var andengenerationsindvandrer. Det var det ord, man brugte om mig. Men da jeg dykkede ned i termerne, gik det op for mig, at jeg – som kom hertil, da jeg var fem måneder gammel – faktisk er flygtning.

Det kan godt virke som en detalje for nogen, men jeg fik en tydelig oplevelse af, at samfundet bevidst eller ubevidst forsøgte at kassesætte mig i noget, jeg ikke passede ind i. Der var en fortælling om andengenerationsindvandrere, og især kvinder med tørklæde, som ringe uddannede og dårlige til sproget.

Jeg havde meget svært ved at se mig selv i den sammenhæng, og det blev ret vigtigt for mig at gøre op med denne her kassetænkning, som er skabt for at generalisere uden at skulle forholde sig til mig som person. Jeg vil gerne vise, at vi som mennesker er meget mere sammensatte."

At der skal være plads til det hele menneske, er en lærdom, Natasha Al-Hariri har med hjemmefra. Hun var i konfirmationsalderen, den dag hun som så mange andre gik på Gentofte Hovedbibliotek for at finde en bog at låne med hjem. Valget faldt på en børnebibel.

2.jpg
 Zakarias, 10 mdr. Foto: Petra Kleis

Det var der sådan set ikke noget mærkeligt i, bortset fra at hun som muslim ikke skulle konfirmeres. Bogen tog hun med hjem og viste sin mor.

"Det var på det tidspunkt, hvor alle andre gik til præst, og som barn var jeg en super bogorm og meget nysgerrig på verden og brugte rigtig mange timer på biblioteket", husker Natasha Al-Hariri.

Stik imod hvad man måske kunne have af fordomme, affødte datterens interesse i den kristne tro ikke så meget som et løftet øjenbryn.

"Min mor kiggede på biblen og sagde “Sig til, hvis der er noget, der er anderledes end det, vi har fortalt dig. Så kan vi snakke om det”. Og så gik jeg ind på mit værelse og læste."

Budskabet, Natasha Al-Hariri fik med sig den dag, er også det, hun gerne selv vil give videre til næste generation: At vi skal rumme hinanden og vores forskelle, stoppe med at sætte hinanden i kasser og prøve at se ud over de fordomme, der ofte er så indgroede, at vi knap nok bemærker dem.

"Jeg tror i virkeligheden, at den oplevelse er det perfekte eksempel på, hvordan jeg gerne vil være som mor. Der skal være plads og rum til at finde sin egen vej, til at udforske og være åben overfor andet end det, man selv kommer fra.

Jeg har født mine børn ind i en muslimsk tro, og jeg opdrager dem med menneskelige, muslimske og danske værdier i en stor pærevælling – med jul, ramadan og det hele. Fordi det vigtige er ikke at definere sig selv i forhold til en bestemt flok, men at der er plads og rummelighed til alt det, vi er sammensat af som mennesker." 

Læs også: 5 råd til den gode dialog med dit barn

Fem år og feminist

Ligestilling – såvel mellem etniske grupper som køn – står højt på dagsordenen i hjemmet i Valby. Her er der ikke noget, der hedder drenge- eller pigefarver. Gabriel (og Zakarias, når han bliver større) lærer, at han ikke skal sige politimand men politibetjent.

Et af Natasha Al-Hariris stolteste mor-øjeblikke var, da hun fik genfortalt en anekdote fra en tidlig martsdag i sønnens børnehave.

"Til samling i børnehaven taler de ofte om, hvilken dag det er – altså ugedag. Da snakken falder på det den 8. marts, udbryder Gabriel: ”I dag er det kvindernes kampdag! Jaaa!” Det var så fedt at høre! For vi går meget op i, at han ved, at kvinder og mænd skal have samme muligheder og rettigheder. Han er allerede en lille feminist", griner Natasha Al-Hariri og understreger, at ligestilling er en lige så vigtig værdi for hendes mand som for hende selv.

Det er primært Niddal El-Jabri, der står for godnatlæsningen, og udover en hyggestund mellem far og søn bruger han den som en mulighed for dannelse. Lige nu står der Godnathistorier for rebelske piger på programmet. Ingen af forældrene er dog selv vokset op i hjem, hvor kvindekampen herskede.

Natasha Al-Hariri var ene pige med tre brødre, og på trods af den rummelighed, hun oplevede som barn, var kønsrollerne meget stereotypiske, så der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, at Natasha Al-Hariri var i køkkenet med sin mor, mens hendes brødre fik fripas til at spille Playstation i stuen.

Som 10-11-årig gik det op for hende, at sådan var det ikke hjemme hos hendes veninder. Dér kunne mændene også lave mad og gå ud med skraldet.

"Det var en tydelig uretfærdighed for mig. Jeg gik hjem og meddelte, at jeg strejkede, indtil mine brødre også blev sat i sving. Det lykkedes, husker Natasha Al-Hariri. Styrken til at udfordre autoriteter og sætte spørgsmålstegn ved konventioner har hun med sig fra barnsben.

Og hun kan allerede se samme træk i sin femårige søn. Som forleden morgen, hvor hele familien styrtede rundt for at nå ud ad døren i tide til møder, arbejdsopgaver og samlingen i børnehaven.

Gabriel var dog ikke helt med på den stramme tidsplan og syntes ikke, der var nogen grund til at tage tøj på, og jo mere insisterende i deres krav, forældrene blev, jo fastere blev han i sit nej. Indtil stædigheden forvandlede sig til, at han følte sig dybt såret.

Natasha Al-Hariri kan ikke lade være med at grine, mens hun genfortæller:

"Han satte sig over i sofaen og udbrød: “Jeg føler bare, at I er kongen og dronningen, og jeg er sådan en undersåt, der skal gøre alt, hvad I befaler!” Hvilken sammenligning! Jeg havde ikke lige overskuddet til at tage den, men Niddal gik stille og roligt over og forklarede Gabriel, at sådan er det selvfølgelig ikke, men der er altså nogle ting, han bare skal, selv om vi gør meget ud af, at vi er ligeværdige."

Læs også: Klumme: Lad os stoppe mor-shaming

Vigtigt at kende sin baggrund

Stædigheden og retfærdighedssansen er gået i arv fra mor til søn, og selv om det kan være upraktisk i situationen, lyser stoltheden over sønnens evne til at sætte foden ned ud af Natasha Al-Hariri.

Hun kan kun håbe på at blive modbevist, men bliver hendes børn konfronteret med samme fordomme, som hun selv har oplevet, er der efter hendes erfaring kun ét værn: At kende sit eget værd og at være stolt af det, man kommer fra. Natasha Al-Hariri valgte selv at tage tørklæde på som 13-årig.

Et valg, der ikke er nemt, når man er teenager og helst ikke skal stikke for meget ud fra mængden. Man kunne måske tro, at det ville være en big deal for hendes venner og omgangskreds.

Natasha valgte at ringe til de nærmeste for at fortælle om sit valg, så veninderne var forberedte, inden de mødte op i skole efter sommerferien.

"Deres respons var “Nå okay, men kan vi stadig lege og hænge ud?”. Og så var det ligesom det."

Hvad Natasha dengang ikke fornemmede var, at hendes valg skulle vise sig at blive enormt omdiskuteret.

"Jeg anede på det tidspunkt ikke, at jeg havde valgt at bære den mest politiserede beklædningsgenstand, og at det ville være noget, der skulle definere mit liv og virke i en sådan grad, som det har gjort. Det kræver enorm stor styrke at bære tørklæde i et land som Danmark, især med de senere års politiske udvikling. Jeg hører ofte spørgsmålet om, hvem der har bestemt, at jeg skulle bære det, hvorfor jeg bærer det, og hvordan jeg kan være feminist og bære tørklæde", fortæller Natasha Al-Hariri.

Hvad var grunden til det kontroversielle valg? Der var flere, forklarer hun. Det bunder blandt andet i hendes kulturelle og religiøse rødder – og de årlige sommerferier til Libanon.

"Hver sommer bar jeg tørklæde, mens vi var på ferie, for jeg ville gerne ligne mine kusiner og mine mostre." Jeg tror egentlig mine forældre syntes, at jeg var for lille til det. Alligevel lod de mig gøre det, men bad mig altid om at tage det af, når vi skulle tilbage til Danmark."

På flyrejsen hjem fra Libanon den sommer hvor Natasha var 13 år, meddelte hun imidlertid sine forældre, at hun ikke havde tænkt sig at tage det af.

"Det handlede til dels om religion, men det var i langt højere grad et spørgsmål om identitet for mig. At vise omverdenen hvem jeg også var", fortæller hun.

En dansk, muslimsk pige med libanesiske og palæstinensiske rødder. Hendes forældre bakkede forsigtigt op. “Okay, hvis du føler, du nu er stor nok til at håndtere det”, sagde de blandt andet.

"I virkeligheden synes jeg ikke, det er særlig spændende at tale om hvorfor. Jeg synes hellere, vi skal tale om, hvordan vi sikrer, at piger og kvinder har et frit valg til at tildække eller klæde sig af fuldstændig som de ønsker.

Uden at hverken familie eller politikere skal presse dem til at gøre noget, de ikke har lyst til. For mig at se er det præcis essensen af feminisme og demokrati. At vi sikrer de frie valg, uanset hvad de måtte indebære. Og uanset om vi forstår dem eller ej."

For Natasha Al-Hariri handler det at omfavne den kultur og religion, hun kommer fra. At vise, at man i én og samme person kan være dansker, muslim, jurist, feminist, flygtning, debattør, mor. Fejre jul og ramadan. Lægge perleplader med sine børn om eftermiddagen og debattere integration på DR2 om aftenen. Lære sine børn danske, muslimske og menneskelige værdier.

"Mit liv og opvækst er et mix af alt det, min familie tilbød mig og den baggrund, de kommer fra, men jeg er også rundet af min klasse, mine kammerater og det miljø, jeg er opvokset i i Danmark. For vores børn vil det hele blive endnu mere sammenblandet, og den eneste måde, vi kan nærme os et samfund, der kan rumme det, er at vi forstår og anerkender hinanden i det store mix, vi er," siger Natasha Al-Hariri.

3.jpg

Hun og Niddal El-Jabri taler dansk derhjemme, så det er ikke meget arabisk, børnene kan. Natasha Al-Hariri får dog sit andet modersmål ind i børnenes hverdag ved at enkelte ord og fraser altid er på arabisk, ligesom hun synger de samme, arabiske godnatsange, som hun selv blev lullet i søvn til i sin barndom.

"Det er vigtigt for mig at fortælle mine børn, hvor de kommer fra, fordi vi lever i et samfund, hvor vi er tydeligt anderledes. Det er så vigtigt, at de oplever en stolthed omkring deres baggrund, for det er den bedste måde at finde ro i den, man er.

Gabriel kan godt lide at slå alle de lande op, som han har familie i. Det, synes han, er sejt, og det er noget, han blærer sig med i børnehaven. Det gør mig glad, for det viser, at han er stolt af sin baggrund", siger Natasha Al-Hariri.

I forhold til den verden hendes børn skal vokse op i, er hun fortrøstningsfuld. Selv om der er lang vej endnu, oplever hun en tydelig forandring i forhold til synligheden af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Man behøver bare at se ud ad vinduet eller tænde for tv’et.

"Det at gå ned ad gaden i København ser gudhjælpemig mere mangfoldigt ud, end da jeg var barn. Det er blevet mere almindeligt at se unge, stilfulde kvinder, der bærer deres tørklæde med stolthed. I mit børne-tv var den eneste, jeg kunne spejle mig i, Hella Joof. Og når vi legede, var jeg altid Jasmin fra Aladdin. Dér må man sige at spektret er blevet større, og det betyder noget, fordi det giver en følelse af at være set og anerkendt. Så det har rykket sig, siden jeg var barn."

Vi har brug for nogen at spejle os i Når Natasha Al-Hariri siger ja tak til at optræde på forsiden af et magasin, er det netop derfor. Hun vil gerne vise sine børn og den generation, de tilhører, at verden også er til for dem.

"Det at være på forsiden af et magasin viser, at man er repræsenteret. Og repræsentation er vigtigt, fordi det giver en følelse af at være spejlet og sender et signal om, at de platforme man kan indtage, ikke er forbeholdt en bestemt gruppe, men også er for mig og mine børn. Når alt kommer til alt, er der mere, der binder os sammen end adskiller os."

I Al-Hariri/El-Jabri- residensen kæmper forældrene med mange af de samme ting, som udfordrer de fleste andre familier, gammel- som nydanske. Amning (det var et helvede). Skærmtid (den har de droppet helt i hverdagene og får ikke så meget ro til madlavning men langt mere kreativitet og leg).

Skæld ud (Natasha Al-Hariri hader, når hun kommer til at råbe, men synes det er vigtigt at tilgive sig selv og sige undskyld bagefter). Kærestetid (det savner hun). Balance mellem arbejde- og familietid (hun har ikke fundet løsningen).

Efter at have tilbragt halvanden time i selskab med Natasha Al-Hariri er det dog ikke så overraskende at høre, at hun ikke bekymrer sig synderligt om, hvordan alle andre griber de mange forældre- dilemmaer, hun dagligt sættes i, an.

"Jeg er ikke så optaget af, hvordan det foregår i andre hjem, eller hvad der er det rigtige eller forkerte at gøre. Det er jeg glad for. Og jeg kan mærke det endnu mere med Zakarias, en robusthed i, at det er godt nok, det jeg gør."

Når hun ikke er ude at nedbryde fordomme og kæmpe for ligestilling, drømmer hun om hus og have, lys og luft omkring sig. Og en mere rummelig fremtid for sine børn.

Om Natasha Al-Hariri

  • 30 år, debattør, foredragsholder, moderator, underviser og konsulent med fokus på minoriteter i Danmark. Direktør i DFUNK (Dansk Flygtningehjælps ungdomsorganisation).
  • Oprindelig uddannet jurist med speciale i udlændingeret og menneskerettigheder. Hun sidder i bestyrelsen for Refugees Welcome, RAPOLITICS og Indvandrer Kvindecentret.
  • Gift med Niddal El-Jabri, som er stifter af og direktør i interesseorganisationen Mino Danmark. Mor til Gabriel, 5, og Zakarias, 10 mdr.

VOB_0419_RGB.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Børnepsykologi og Børneopdragelse