Nybagt mor: Jeg har accepteret, at intet blev, som jeg forventede

LÆS OGSÅ: Amalie: Sådan var min fødsel

– Min veninde sagde dengang, at hun kunne mærke, at så var det simpelthen bare meningen, at det skulle være et planlagt kejsersnit. Og jeg kan huske, jeg tænkte ‘ej, hvor mærkeligt, at hun ikke engang vil give det et forsøg’. I dag fortryder jeg selv, at jeg fik ham vendt om. Det vil jeg altid have dårlig samvittighed over. Nu tror jeg, at der var en mening med, at han lå, som han gjorde. Det var fordi, han ville ud ved kejsersnit. Men der var sådan en stemning af, at kejsersnit var den absolut sidste udvej, siger Katrine i dag, ti uger efter fødslen, som faktisk endte med akut kejsersnit.

Selvom de vendingsforsøg, som Katrine fik googlet sig frem til, så lidt voldsomme ud, ringede hun hurtigt til jordemoderen og sagde ja tak til tilbuddet.

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel

Efter tre forsøg lykkedes det, og Katrine var både lettet og stolt over, at hun kunne føde almindeligt.

De næste par uger havde Katrine en mærkelig fornemmelse af, at barnet måske ikke havde vendt sig alligevel. Men hun skød det hen.

En cocktail? Ja, tak

Da Katrine og kæresten, Victor Walbom, besluttede sig for at få et barn sammen, gik der fire måneder, før Katrine blev gravid. Graviditeten forløb normalt, selvom hun i de sidste uger af graviditeten var svulmet op af væske, havde hovedpine og svært ved at gå, og at hun i løbet af de ni måneder nåede at tage 40 kilo på, inden hun holdt op med at gå på vægten.Hendes fysiske tilstand gjorde, at hun ikke havde nogen forventning om, at fødslen ville blive nem.– Jeg tænkte nok, at det ville blive dramatisk på samme måde, som man ser det på film. Men jeg havde slet ikke set for mig, at det skulle ende, som det gjorde, siger hun.LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Hvad passer bedst til dig?Katrine var gået syv dage over tid, da hun pludselig fik voldsom migræne. Det viste sig, at hun havde svangerskabsforgiftning, og hun blev indlagt på stedet. Hun fik ringet til Victor, og en time senere startede hun op på piller, som skulle sætte fødslen i gang.– Jeg var bare spændt. Jeg glædede mig til fødslen mere end nogensinde før, husker Katrine.Næste dag kunne hun godt mærke, at det begyndte at murre i maven. Men hun var ikke sikker på, om det var veer, for smerterne var ikke så slemme. Pludselig gik vandet, mens hun var på toilettet.– Da jordemoderen undersøgte mig, havde jeg kun åbnet mig to fingre. Og sådan var det i mange, mange timer – to fingre. Vi fortsatte med pillerne, og der blev også gjort forsøg på hindeløsning, men det kunne ikke lade sig gøre, da han stadig lå for højt oppe, fortæller Katrine.Sent på eftermiddagen blev veerne slemme. Men da Katrine stadig ikke havde åbnet sig mere end to centimeter, blev hun tilbudt en såkaldt cocktail for at lindre smerterne. Det lindrede, men satte også fødslen i stå.LÆS OGSÅ: Doula: Din private fødselshjælper– Da de spurgte mig, om jeg ville have en cocktail, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg var jo egentlig klar til at føde. Men så kan jeg huske, de sagde: ‘Der er meget travlt på fødegangen lige nu. Du ville have godt af noget søvn’. Og jeg tænkte bare ‘fint, vi napper noget søvn’. På det tidspunkt havde jeg heller ikke sovet i halvandet døgn, siger hun.Cocktailen satte alt i stå, og Katrine fik fire timers søvn med pause fra veerne. Næste morgen kl. 6 startede hun op på de vestimulerende piller igen.

Veer i endetarmen

Veerne kom buldrende sent på eftermiddagen søndag. Katrine fik lagt en epiduralblokade, som tog mange af smerterne, men effekten aftog efter fire timer. Så begyndte Katrine at mærke en frygtelig smerte forneden. Det føltes, som om at veerne var gået i endetarmen.– På det tidspunkt begyndte jeg at græde af smerte. Det har jeg ikke gjort før. Ingen hørte en lyd fra mig, heller ikke inden epiduralen, for jeg er ikke sådan en, der skriger smerten ud. Da Victor så mig græde, sagde han til lægerne, at nu var der altså et eller andet helt galt. Tårerne trillede ned ad mine kinder, mens jeg lå med en iltmaske på og det ene og det andet, fortæller hun.Smerterne fortsatte med samme uudholdelige styrke i 12 timer. Katrine åbnede sig meget langsomt. Da overlægen beklagende fortalte, at det desværre nok ville ende med kejsersnit, udbrød Katrine ‘hvad mener du med ‘desværre’? Jeg er flintrende ligeglad’.LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Er du klar?– Jeg lå bare og tænkte ‘det er en dårlig film, det her’. Jeg følte, at jeg kiggede på mig selv udefra. Jeg havde iltmaske på, de gav mig lattergas, mit blodtryk var tårnhøjt, og de sidste 12 timer havde de en elektrode på Karl Frederiks hoved oppe i mig. De tog blodprøver på ham og mig, og hver anden time skulle jeg have penicillin, fordi det var 20 timer siden, mit vand var gået. Mit vedrop gjorde, at hans hjerterytme faldt, så der blev hele tiden skruet op og ned for det for at finde en balance. Der skete noget konstant, og samtidig havde jeg de her hjernedødt onde veer i endetarmen, fortæller Katrine.Efter de 12 timer lavede lægen en scanning og fandt ud af, at grunden til, at Katrine havde så stærke smerter ved endetarmen, var, at Karl Frederik ikke lå klar. Hovedet lå skævt og i det, der hedder ‘høj lige stand’.De 35 timer i aktiv fødsel gjorde det ikke bedre for hverken Katrine eller Karl Frederik, og da hans hjerterytme pludselig dalede, skulle det gå stærkt.En sygeplejerske kom farende ind på stuen og råbte, at de skulle pakke deres ting. Lægerne og jordemødrene for rundt, og det blev for meget for Katrine.– Jeg kan bare huske, at jeg råbte ‘ingen panik! Så klarer jeg den ikke! Er I søde at slappe af!’.Hun blev fragtet af sted af nogle mænd, hun ikke havde set før. Hun spurgte efter Victor, som var ude af syne. Det viste sig, at han havde fået næseblod af stress og var gået på toilettet for at standse blødningen.– Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte spørge en eller anden om, hvad der foregik, men jeg var så træt, og jeg var så dopet. Da de gik i gang med at sætte et klæde op, vidste jeg, at de skulle til at lave kejsersnit, og jeg kunne se, at det var overlægen, som skulle lave snittet. Så jeg sagde til ham ‘nu gør du det fandeme ordentligt!’ Jeg snøvlede, som om jeg var spritstiv, og så begyndte folk at grine. Jeg blev så irriteret over det, for jeg var dybt alvorlig, fortæller Katrine.

Anne Linnet hjalp med fødslen

Mens hun lå på briksen kunne hun høre lægen og sygeplejersken, som skulle lave snittet, tale sammen. Hun havde ikke lyst til at høre, hvad de snakkede om, så hun bad Victor om at tale til sig. Men han talte ikke højt nok. Så hun begyndte at synge.– Jeg skrålede Anne Linnets Du har sat dig på tværs. Og det var selvfølgelig, fordi jeg var på alt mulig medicin, men det var også, fordi jeg var pissebange. Og det er åbenbart måden, jeg reagerer på, når jeg er bange. Jeg gøgler. Folk begyndte at skrige af grin, inklusiv Victor, og denne gang generede det mig ikke, for så vidste jeg ‘skidegodt, der er styr på det. Babyen lever, jeg lever, ellers havde de ikke grinet’, siger Katrine.LÆS OGSÅ: Tænker du stadig på din fødsel?Katrine stoppede med at synge, da hun kunne se, at folk begyndte at rejse sig op. De havde fået barnet ud, og det var en dreng. Hun kunne høre, at han skreg – der var liv i ham.Hun blev straks kørt på opvågning, og lidt efter kom Victor gående med deres lille søn.– Jeg var så træt. Og så lagde de bare denne her lille skabning op på mit bryst. Brystet var ikke klar, og jeg var ikke klar. Jeg sov jo. Jeg vågnede af, at en sygeplejerske stod og hev i min brystvorte og proppede den ind i munden på ham, og der skete ikke noget. Ingen af os var klar til det. Jeg havde slet ikke overskud til at have noget med ham og amning at gøre. Jeg havde nærmest ikke sovet i tre dage og var i en tilstand af chok.

Karl Frederik var lidt fremmed

– Hov, der er lige en, der er vågnet, siger Katrine og tripper hen til barnevognen, hvor Karl Frederik på 10 uger ligger og knirker. Hun tager ham op og lægger ham til brystet, som om hun aldrig havde gjort andet. Men i Katrines tilfælde er amningen ikke en selvfølge. Det er noget, hun har kæmpet benhårdt for at få op at køre.Lige efter fødslen fik hun at vide, at hun måske ikke kom til at amme, for efter en lang og voldsom fødsel ville Karl Frederik bare ikke tage fat. Men det skulle blive løgn, besluttede Katrine, som i 14 dage isolerede sig i sin og Victors lejlighed på Østerbro i København for at få den lille til at tage fat. Det lykkedes.Katrine havde mange positive forventninger til de første uger med den lille. De første 14 dage med fælles barsel skulle bruges på lange gåture og cafébesøg, hvor hun skulle amme Karl Frederik med en stofble hen over brystet. Men det var så langt fra realiteterne, som det kunne være, viste det sig.Katrine valgte at tage hjem efter tre dage på hospitalet, selvom hun havde mulighed for at blive længere på grund af den hårde fødsel. Men hun havde hårdt brug for at komme hjem, så roen kunne sænke sig. De første 14 dage gik hun all-in på at få amningen til at fungere, og fødslen fyldte derfor ikke rigtig noget. Forholdet til Karl Frederik led dog under den hårde start. Han var stiv i den ene side af kroppen og græd meget – rigtig meget.Sundhedsplejersken konkluderede, at der højst sandsynligt ikke var tale om kolik, da han sov godt nok om natten. Han faldt kun til ro, når han var hos Katrine, og hun havde svært ved at rumme ham. Hun var langtfra lykkelig.– Mit forhold til ham var på en eller anden måde lidt fremmed. Jeg havde på den ene side enormt dårlig samvittighed over, at jeg fik ham vendt i uge 37 og over, at jeg ikke havde bedt om planlagt kejsersnit. Det, tror jeg, kunne have sparet os begge for tre døgn i helvede. Og jeg havde dårlig samvittighed over, at amningen ikke fungerede. Samtidig blev mit snit i maven ved med at gå op, og jeg havde virkelig mange smerter. Så på den anden side var jeg også bare pisseirriteret på ham og hele situationen. Det var jo lidt hans skyld.

Da kærligheden slog ned

I dag mener Katrine, at hendes ambivalente følelser for Karl Frederik skyldtes det intense fokus på amningen og efterveerne fra fødslen. Da rutinerne så småt var begyndt at indfinde sig i hverdagen, og der blev plads til andre ting, blev Katrine overvældet af den moderkærlighed, som hun havde gået og ventet på.– Jeg sad på bagsædet sammen med ham, og han lå bare og skreg og skreg i autostolen. Og så mærkede jeg pludselig den her ubeskrivelige, altoverskyggende kærlighed. Jeg mærkede for første gang, at han var større end alt andet, og at jeg elskede alt ved ham. Det var et stort øjeblik, og jeg tudbrølede. Men det var også ledsaget af en dårlig samvittighed over, at jeg først følte sådan flere uger efter fødslen, fortæller Katrine.Kærligheden var ikke det eneste, som begyndte at få plads. Fødselsforløbet begyndte også at vende tilbage i tankerne. Ved Karl Frederiks femugersundersøgelse læste lægen hendes fødselsjournal igennem og sagde til Katrine, at det godt nok var noget af et forløb, hun havde været igennem. ‘Ja, det var hårdt’ svarede Katrine. ‘Ja, hårdt? Det er et af de hårdeste forløb, jeg har set længe’ sagde lægen.Da hun sagde det, fik Katrine lyst til at græde. Og til at kramme lægen.– Der gik det op for mig, at hold kæft, måske har det egentlig været ret vanvittigt. Det er ikke bare mig, der synes det. Man gider ikke høre det fra sin mor eller svigermor, for de skal jo sige, at det var en hård omgang. Men når lægen sagde det, så måtte den være god nok.– Så gik jeg hjem til Victor og sagde, at det kan godt være, at vores søn er rask. Men jeg er ikke helt ovenpå. Jeg har det sgu ikke så godt.

Verdens sejeste søn

Katrine bad straks om at få sin journal tilsendt. Den var lang. 40 sider, og halvdelen var skrevet i et lægesprog, hun ikke forstod. Hun bestilte tid til en efterfødselssamtale med en af de tre jordemødre, der var til stede under fødslen.– Det hjalp virkelig meget, at hun gav mig ret i, at det havde været et hårdt forløb. Og det betød meget for mit forhold til Karl Frederik. Jeg har fået meget mere respekt for ham, og jeg har fået respekt for mig selv. Shit, hvor var vi seje, prøv lige at overveje, hvad vi har været igennem, han og jeg. Jeg kan sgu godt forstå, han har grædt og været besværlig de første par måneder.– Det har også gjort, at jeg har accepteret, at jeg ikke blev den der mor, der rendte rundt dagen efter med barnevogn. Jeg har stadig ikke været på café med ham, for jeg kunne ikke forestille mig noget værre. Ligesom jeg slet ikke kunne overskue besøg de første par måneder. Så hele accepten af, at det ikke blev, som jeg regnede med, har givet mig fred. Og det smitter jo af på ham. Jeg ­synes, jeg har verdens sejeste søn. 

Vores Børn fulgte Katrine under hendes graviditet. Se alle afsnit af hendes videodagbog her.

LÆS OGSÅ: Det her kan far gøre under en fødsel

LÆS OGSÅ: Den store guide til barselsorlov

LÆS OGSÅ: Barselsaktiviteter: Popcorn, vandhunde og salmesang