På ski med en toårig

Skiferien er for mange et af årets faste højdepunkter. Men når familien udvides med en baby, og økonomien tynges af bletilbud, børnetøj og biodynamisk babymad, bliver skitøjet pakket ned i skuffen ligesom de spontane ture i biffen, ubrudt søvn og dovne søndage i sengen med videofilm og take-away.

Hvis hverken mor eller far er særlig ivrige efter at stå på ski, så slutter historien her. Men for de af os, der længselsfuldt mindes vindens susen og sneens knitren under skiene (og har glemt de ømme ben og hovedkulds styrt), melder trangen sig gerne, når baby på forunderlig vis pludselig er blevet til et rigtigt lille menneske.

Fars ønsker om ski

I vores familie har far Lars stået meget på ski, og han tager af sted en gang årligt med vennerne. Det er en fast tradition, fra før Sophie (5) og Emil (2) kom til. Jeg selv har været af sted et par gange, før børnene blev født. Mit talent er dog til at overse, men det overgås af glæden og triumfen, når det lykkes at holde mig på benene længe nok til at mærke suset, farten og følelsen af frihed.

Derfor var jeg langtfra afvisende over for tanken, da Lars bragte idéen om en fælles familieskiferie på banen. Men med blikket rettet mod min lettere buttede søn, der ivrigt, men forgæves, forsøgte at bestige sin høje stol på egen hånd, mærkede jeg tvivlen melde sig. Han er ikke noget særligt adræt barn.

At bruge 20.000-25.000 kr. på en skiferie virkede ikke just som det oplagte valg. Men alligevel kunne vi ikke helt slippe tanken.

Weekendtur til Sverige

Løsningen blev derfor at afprøve konceptet med en weekendtur til Sverige. Hvis Sophie hadede det, og Emil tilbragte tiden med frustreret skrigen i sneen, ville det ikke have været familiens feriebudget for hele året, der var brændt af på oplevelsen.

Valget faldt på Ulricehamns Ski Center, der ligger i det sydlige Sverige, cirka 230 km fra Helsingborg. Tæt nok på til at kunne nås fredag aften uden alt for meget stress og jag.

Taskerne blev pakket med tøj, legetøj, flyverdragter, huer og vanter, snekæderne blev fundet frem, klapvognen (modvilligt) efterladt af hensyn til pladsen i bilen, to bobslæder stablet om bagi, og så kørte vi af sted.

For at gøre turen lidt sjovere for børnene, valgte vi at køre over Helsingør-Helsingborg, så færgeturen kunne give et lille afbræk. Vi tog et enkelt stop mere cirka halvvejs og nåede frem til Björkgården, som er et hus på 2.500 m2 opdelt i lejligheder, som ligger cirka 8 km fra Ulricehamns Skicenter.

Snekæderne fik vi ikke brug for.

Overnatning

Til vores glæde var begrebet ”lejlighed” ikke en overdrivelse, som det ellers er i mange skiområder. Der var både spisekøkken med alle faciliteter, stort badeværelse, soveniche i forlængelse af stuen og et lille værelse med køjeseng til ungerne. Sidstnævnte er rart, for ungerne er altid trætte efter en dag i sneen og kan lægges i seng, så man stadig kan få lidt ”voksenaften” for sig selv.

Alle var sultne, så vi kørte ind til Ulricehamn og spiste pizza og besluttede at tage et kig på pisterne, der ligger fem minutters kørsel fra byen. Pisterne var lukkede for dagen, men vejret var fantastisk, så vi tog nogle kælketure ved begynderbakken og fik dannet os et (positivt) indtryk af stedet.

Med et besøg i ICA supermarked på vej tilbage til Björkgården klarede vi forsyningerne til resten af weekenden, og så var ungerne putteklare.

Udstyr til alle

Takket være vores børns sikre instinkt for at vågne tidligt i weekenderne, befandt vi os lørdag morgen foran skiudlejningen ti minutter før åbningstid. I strålende solskin, med ungerne pakket ind efter alle kunstens regler i flyverdragter, sweatere, uldent undertøj, huer og vanter, ventede vi spændte (måske bortset fra Emil) på, hvad dagen ville bringe.

Der var rigtig mange mennesker, og vi begyndte at få bange anelser med hensyn til at få klaret leje af udstyr, køb af liftkort og bestilling af skilektioner inden for en overskuelig tidsramme. Men personalet i skiudlejningen var både utrolig venlige, meget kompetente og særdeles effektive.

Så en lille time senere var det lykkedes os at bugsere fire par ski med tilhørende stave, to hjelme, to børn og en taske fuld af skiftetøj, bleer, kiks, æbler, sandwich og vandflasker samt en medbragt bobslæde hen for foden af begynderbakken (der er heldigvis ikke langt), og øjeblikket for den første tur nærmede sig.

Modstand mod skistøvler

For Lars er det med ski ren rutine, men Sophie og jeg havde en del morskab ud af at holde os på benene med skistøvler på. Endnu mere muntert blev det, da vi fik skiene på. Men med børns fantastiske evne til at tilpasse sig nye ting, varede det ikke længe, før Sophie klatrede op og gled ned ad en lille bakke ved siden af, hvor vi stod, og så var hun i bogstavelig forstand kørende.

Med Emil gik tingene lidt anderledes. Han betragtede imødekommende sine små ski, stillede sig oven på dem, iførte sig sin hjelm og greb beslutsomt stavene, men støvlerne – dem kunne vi godt glemme alt om. Ikke tale om, at han skulle stikke sine små følsomme tæer ned i sådan nogle stive tingester.

I stedet forsøgte han ihærdigt og med stigende frustration at få sine egne støvler stukket ned i bindingerne. Men til trods for at vi udpegede adskillige svenske naturtalenter på hans alder iført skistøvler og ski på vej ned ad pisten, var han ubøjelig.

Undervisning uden hedeslag

Sophie og jeg havde bestilt en fælles skilektion til at starte dagen på. Vi forlod derfor Lars og Emil og mødtes med en både dygtig, behagelig og tålmodig instruktør. Efter han meget diplomatisk havde antydet, at eftersom man bevæger sig, når man står på ski, er det en fordel rent faktisk at kunne bevæge sig og ikke samtidig få et hedeslag, slap Sophie af med to lag tøj og en ulden hue, og vi havde en både underholdende og meget lærerig time.

I mellemtiden havde Emil affundet sig – ikke med skistøvlerne – men med,at skiene ikke ville sidde fast på hans egne støvler, og lod sig i stedet velvilligt trække rundt på slæden udstyret med kiks og sandwich. Her tilbragte han i store træk dagen med at spise og betragte hjulet, der trækker slæbeliften og de mange store mennesker med brædder på fødderne.

Og til trods for at middagsluren blev sprunget over, holdt han sig varm og ved godt mod til ud på eftermiddagen, hvor Sophie og jeg med benene rystende af træthed, men bestemt ikke færdige med at stå på ski, erklærede os enige i at vende tilbage til lejligheden. Lars’ udbytte af dagen beløb sig til et par enkelte ture på ”de rigtige” pister.

Anden dag på bakkerne

Næste morgen indfandt vi os igen på pisterne, da de åbnede, og Sophie og jeg tog nu med overlegen rutine liften op, mens Emil foretrak at indtage en morgensnack på kælken sammen med far. Kort efter kunne jeg betragte min datter i fin stil køre slalom mellem de opsatte porte på begynderbakken, mens jeg selv i noget større, knap så sikre sving arbejdede mig ned ad pisten. Dog ikke uden en vis elegance, hvis jeg selv skal sige det …

Emil var stadig uforsonlig i sin holdning til skistøvlerne, så hans udbytte af pisterne må siges at være minimalt. Men han hyggede sig i sneen, og vi skiftedes til at blive hos ham. Det er en fordel, at området neden for pisterne er både hyggeligt og relativt lille, så man nemt kan finde hinanden igen.

For at få et lille afbræk fra sne og flyverdragter spiste vi frokost på stedets meget hyggelige restaurant. Igen var betjeningen både utrolig venlig og effektiv, og priserne bestemt rimelige. Og det var rart lige at sidde og lade batterierne op igen.

Succes

Efter yderligere et par timer på ski var det tid til at vende næsen hjem mod Danmark. Emil var godt træt, men Sophie måtte vi næsten bære ned fra pisten og overtale med lovning om en ny skitur samt en tvivlsom blanding af trusler og bønner, før det lykkedes os at få hende ind i bilen.

Således opfyldt af en tilfredsstillende følelse af, at turen var en succes, og viden om, at det bestemt ikke var sidste gang, vores lille familie var af sted på ski, kunne vi køre hjem til København med to sovende børn på bagsædet og en venlig tanke til Ulricehamn Skicenter, som vi gerne besøger igen.

Familien: Emil to år og forældrene Lars & Louise

GODE RÅD

• En weekendtur på ski er en rigtig god måde at finde ud af, om en skiferie er noget for din familie. Den hjælper med at indstille forventningerne til udbyttet for både børn og voksne til et realistisk niveau.

• Indled turen med skilektioner. Det giver en rigtig god start. Lad være med selv at ville undervise dine børn fra starten af, det kommer der sjældent andet end konflikter og frustrationer ud af.

• Skistave er mest i vejen, når man er begynder, så lad være med at tage dem med op på pisten.

• Tag godt med mad, snacks og drikkevarer med, så der hele tiden er lidt at dele ud af.

• Hvis den lille er vant til at sove til middag, så tag en klapvogn med, som kan bruges, når trætheden melder sig – det savnede vi.

• Et barn, der sidder stille på en kælk, skal have godt med varmt tøj på. Et barn, der står på ski, skal bare have langt undertøj under flyverdragten. Bedst er et todelt sæt med jakke og overtræksbukser, så jakken kan tages af og på og eventuelt erstattes af en trøje.

• Giv barnet hjelm på. I Sverige er det påbudt og gratis at låne til børn.

• Vær opmærksom på, at barnet ikke selv registrerer, når det trænger til en pause, hvis det har det sjovt. Det er hårdt fysisk at stå på ski, og man falder mere, når benene er trætte.